Blogtænketanker

Der er en masse ting, som jeg har haft lyst til at blogge på det sidste. Men det er ikke blevet til indlæg. Det har jeg lige fundet ud af, er fordi jeg finder dem for personlige og for "det rager ikke hvem der end skulle læse med" agtigt. Men den opfattelse svinger stadigvæk med trangen til at skrive. Jeg har fundet ud af hvorfor det er blevet sådan. Det er hvad der sker, når to gode veninder rejser et år til udlandet, samtidigt med, at jeg oplever små men intime problematikker i min hverdag.

For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.

Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.

Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.