Så er alle mine katastrofetanker (som kattefyren insisterer på at jeg kalder det - med rette) såen faldet på plads. De er identificeret ifht hvor de kommer fra. Fortiden er snuset lidt til igen og den må udvikle sig med mig. Det bliver med mere meditation, at finde terapi igen og holde forståelsen aktuel. Og meditere noget mere.
Og når alt det nu er holdt op med at mudre, så står det lidt mere klart. Dejlig oplevelse, interessant menneske og en aftale om at opsøge hinanden igen på et tidspunkt som jeg gerne vil være med til.
Det eneste som er lidt triggering er, at jeg er endt i crushy følelser! Det starter nogle af katastrofe-scaries igen. Så snart jeg isolerer nysvensken fra alt mit indre gøgl er det ikke noget problem, men det er boblet lidt op engang imellem med galde fra eks'erne. Ikke super nejs med reprisen af de traumer.
Meeen! Dét er faktisk lidt en del af mit crush-momentum. Jeg har en masse følelser om at have nogle følelser! Jeg har noget vitalisering som jeg er smask vild med og jeg har ikke lyst til at det stopper. Momentum derhjemme og vores udvikling er også med brændstof fra det her eventyr og jeg er vild med det. Så det gør det jo lidt sårbart og usikkert osv. Men ikke så farligt som mine medbragte dæmoner kan finde på at råbe Bøh! om. Det er fint. Det er udvikling. Så længe det snurrer så er der liv.
Hvad det skal blive til i virkeligheden ved jeg ikke. Om det overhoved kan blive noget som helst med hans liv og kaos og krise og udvikling. Det er meget anderledes end den veletablerede basis som jeg havde håbet lå til grund for hans poly'ness. Men det er ok, bare ikke helt så simpelt som min dukkehusforestilling var.Vi/jeg er sikkert heller ikke hvad der var forventet. Det kan ske han havde håbet på mere garvede eller erfarne folk. Vi er nybegyndere sammen, selvom vi har erfaringer fra andre forhold. Men søde er vi om ikke andet.
Så fjollede fine følelser. Men med såen et par bøller der er vågnet igen. Sug i maven og inspiration og legelyst. Meget godt, noget meh og lidt rigtig skidt. Det er vel så godt som det bliver.
Det får mig også til at tænke, at det kommer til at lykkes fremadrettet, men hvor jeg er mere fri af min fortid, og med én som måske er lidt vild med at kommunikere. Det bliver fantastisk.
For den her oplevelse er allerede ret dejlig og det er et ret tilfældigt match som jeg ikke aner om der er mere til end et hookup eller to. Når det lykkes at finde en der vil poly, så bliver det noget next-level shit. Og jeg er taknemmelig for, at finde ting at udvikle mig fra og med allerede, så jeg kan være bedre til det.
............
Et spørgsmål jeg sidder med nu er også sådan: hvor meget af mine katastrofetanker er egentligt paranoia-rester? Jeg har jo gået med historien i næsten 20 år, at jeg 'har kommet mig'. At jeg fik styr på mine tanker osv. Men er det angst? Er det paranoia? Er det måske dét der bliver aktiveret? Bor de i samme del af hjernen men med lettere forskeligt tøj?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar