onsdag den 5. januar 2011

Praktik dag 2 - onsdag

Så... Idag 3 timers undervisning i alt og tiden flyver. Det er helt helt sikkert noget andet når man er ude i job, men ligenu er det på ingen måde så hårdt som jeg antog og frygtede.

Idag har jeg set 5.A fra en helt anden vinkel. Natur og Tekniklæreren er lige det jeg har brug for at møde i den sammenhæng. Hun kommer fra ældre elever og foretrækker dem også. Samtidig ville hun helst undervise Matematik, men fordi der er nogle lovgivningsmæssige ting med, hvormange man må tage til eksamen, så har hun den blanding af fag hun nu engang har. Samtidig har hun erfaringer fra USA så når vi snakker undervisningsformer og lokaler perspektiverer hun bredt og anderledes. Det har været spændende og jeg glæder mig til at følge hende 4 dage endnu.

Naturfag...Wow hvor har man lyst til at uddybe og forklare og påpege - og det er netop hendes problematik med en femte klasse. Der er simpelthen en begrænsning på hvad de kan forstå og følge med. Som hun sagde " i starten sagde de, at jeg brugte alt for svære ord, så nu skal jeg forberede tingene hjemmefra så det er så simpelt formuleret at de potentielt kan følge med".

Hun brugte ikke "klappe-teknikken" som Musiklærerinden jeg arbejdede med idag fortalte, er en alment gennemført teknik på hele skolen. Måske er det fordi hun er mere til undervisning af de store kontra de små. En af mine indskydelser har været, at skille de moderne lærere fra de konservative ved, om de bruger klapperiet eller ej,- men jeg har fattet stor sympati for Naturfagslærerinden, så jeg må snuse efter fremover.

Klassen var generelt meget mere urolig og jeg tror det havde meget at gøre med, at de egentlig ikke ved hvad det er de skal. Der var et reagensglaseksperiment og konklusionen blev næsten nået, men der var også spændende spørgsmål om hvordan øjet virker og hvad bakterier egentligt er. Det virker som en uendeligt svær balancegang at gøde deres nysgerrighed samtidigt med, at man har ting man skal nå og planer for timerne. Hun forklarede hvordan hun svarer men begrænser muligheden for videre spørgsmål og forklarer det med simple billeder hun kan vende tilbage til i senere undervisning. Det mindede mig meget om, hvordan jeg gør når jeg underviser i grundlæggende musik med den " det giver ikke mening nu, men vil forklare alt senere" Sætning.

Alle børnene- men især drengene var mere højlydte og to røg uden for døren. Det gav mening at det skulle ske, og det var interessant hvordan den ene af de to pressede og pressede på både læreren og de andre elevers nerver ( med lyde) og så blev helt paf over at ryge ud lige før eksperimenteringen startede. Det var instant brødebetyngethed og anger og de blev stående lige uden for døren og bankede på for at komme ind og deltage. Der er nogle dynamikker imellem nogle af ungerne som jeg tænker skubber det frem, siden han gerne ville være blevet.

Jeg håndterede en af de provokerende knægte ( i en pause hvor N/T læreren hentede grej) flydende. " Hey du Monica jeg vil vædde med at jeg ved mere om historie end dig" " ja det gør du sikkert " " F.eks hvornår startede første verdenskrig" " ingen anelse " Øh...hvad er du så god til? " " Musik" "orh jeg rapper bedre end dig!!" "Ok det lyder fedt" og så startede jeg et stamp klap - som to af de andre drenge hoppede med på og så fik han lov til at vise sig. Og han var god og jeg komplimenterede ham, - og efter timen så anbefalede jeg ham Stanley Most :) Så en trussel om at " tabe ansigt" blev ikke engang til at tryne ham,- men til at vi delte noget. Jeg håber det var den rigtige måde at håndtere det på. Jeg kunne ihverttilfælde ikke forestille mig et alternativ i selve situationen.

Musik var super. 2 klasse er drøn små og søde og lærerinden er fyldt med energi og ideer. Generelt virker det som et fag det er godt at være to lærere i, men hun kører dem normalt alene ( og bruger opmærksomheds-klapperiet godt) og det virker somom hun har fine koncepter. Det er utroligt svært at lære børn at det er det fede at være grundrytmen, men i det mindste prøver hun. Vi lavede noget begynderstomp og jeg hjalp ved at lede det ene hold. I den sammenhæng har jeg også brugt mit strenge blik ( tænk at jeg har sådan et! :-p ) og irettesat. Det er fint at jeg kan øve det lidt på børn på en trediedel af min egen størrelse. Hun gjorde kun én ting jeg ikke kunne fordrage og det er det samme som de gjorde i den anden musikklasse igår " Nu skal vi deles op - Drengene mod pigerne" WTF! Hvorfor? I et råbekor? Jeg tror det er en default opdeling som de smider afsted når de lige skal dele...hvis ikke det er det, så forstærker de en problematik imellem børnene som de burde trænes ud af. Den skurrer virkeligt i mine ører hver hver gang.

Imorgen er det billedkunst ( maleklatteri?) og tre timers dansk. Derefter planlægning med min praktiklærer. Forhåbentligvis kommer det til at føles som en rigtig lang dag. Ikke fordi jeg vil have det sådan, men jeg er bange for at det føles for nemt når jeg har så korte dage i forhold til hvordan det er i virkeligheden.

------------

Må man sende børn i timeout i et hjørne i steden for ude for døren?
Skal man være skrap eller kun halvskrap ( blød virker som umuligt)
Hvad er niveauet i de større klasser?

tirsdag den 4. januar 2011

Praktik dag 1.

Her på bloggen kommer jeg nu til at skrive mine praktikindtryk. Jeg har lyst til at have mine strøtanker samlet ét sted.

1 indtryk = blokfløjter er åndsvagt. To lærer og en tredieklasse og en masse ting der virker som musikundervisning,- aka fællessang med akkomp og kanonsang og derefter blokfløjte introduktion...men for satan! 1 - min første fordom om, at det ødelægger ens lyst til at leve - eller ihverttilfælde til at lytte- er fuldstændigt rigtig...en af eleverne sagde faktisk " jamen det gør ondt i mine ører" og selvfølgelig bliver man nød til at ignorere det. Det var sjovt nok 5 minutter før at en af lærene selv tog ørepropper i. Goddammit! Udover det...Ingen fokus på rytme eller takt, men mere på at forklare sangteksterne ( som eleverne var rimeligt ligeglade med) for dem mens man ikke fokuserede på, hvad det betyder at holde en rytme. Og superhadetingen nummer 1 = SID STILLE og lær musik!?!?!?!?! af alle fag i folkeskolen der er det da galimatias. Altså crazy. Imorgen skal jeg "observere" en anden og meget yngre musiklærerindes undervisning og nåede kort at snakke med hende i pausen. Hun har allerede vist dem stompvideoen 1 lejlighed 6 mennesker ( eller er det syv?) og arbejder med stomp med dem. Hun virkede begejstret for at jeg kan akkompangere og hjælpe med ting.

Jeg skal dampe udenfor med rygerne pgr signalværdi.- Det eneste sted jeg har dampet er på læreværelset- som ikke er synderligt tilgængeligt for eleverne,- men det er vel sådan den slags er.

Min praktiklærerinde har en CL ( cooperative learning) metode med at klappe en rytme hvorefter klassen klapper tilbage, som hun brugte til at starte undervisningsdelen af timen ( for der er lige noget tid med gøgl og info og uro før selve undervisningen går i gang), til at give dem en " nu er der 15 minutter tilbage" info og til slut. Det virker super tjekket og oveni i det mere rytmisk dannende end musikundervisningen ;)

Klassen er igang med at skrive frit-valgs-emne opgave som de skal færddiggøre i denne uge og fremlægge. De har haft grammatisk komma og det virker somom denne " skriv om noget i helt selv vil" emne er en snedig undskyldning for, at de derefter skal stavetjekke sig selv. Det er også noget med, at de skal øve sig i at tage noter når de møder ord de ikke forstår. De skal selv søge forklaringen online, i bøger eller hos lærer og derefter notere det ned i deres logbog. Det giver god mening for mig, fordi det også hjælper migselv og jeg synes det umiddelbart virker som en empowering teknik de kan have gavn af senere.

Børn... wau... De er helt utroligt gennemsigtige! Jeg er utroligt imponeret over, at min praktiklærer er meget varsom med at give dem mærkater overfor mig. Hun siger ikke " han er den langsomme eller hurtige" men " Ja...Han er hvem han er,- det finder du hurtigt ud af" og så et smil. Det synes jeg er super sejt. Og hun har ret. Der er allerede stor forskel på hvor udviklede de er, og hvor de er henne socialt. Det er meget spændende fordi de jo ender med allesammen at være voksne og komplekse og såen gennemsnitlige og ligenu er de spidse og specialiserede og indtagende. Jeg har lyst til at vide mere om dem :)
Det er meget spændende at se, om man kan tvinge sig selv til at være lige så engagerede i de lukkede som i dem der aktivt giver modspil og smil og interesse. Eller om det er omvendt...Om man ignorerer dem der godt kan til fordel for at åbne de lukkede. Begge dele er trist og sikkert en dans på en knivsæg.

Det var kun to timer og jeg var indstillet på tre. Det var ikke synderligt hårdt at stå på sidelinien her den første dag.

Selv med tungsind var det spændende og pirrende. Jeg bekymrer mig for, om det har været en naiivt simpel start.

tirsdag den 14. december 2010

Vi gør det på vores måde...

siger han og jeg tror ham. Er enig. Vi har gjort alt vores -nu forhenværende - forhold, efter hvad vi syntes virkede fornuftigt og selvfølgelig skal vi fortsætte med det...

Men han lyver. Og det fucker mig op. Han lyver på den måde, at vores måde ville inkludere, at tage noget hensyn til mig, da det åbenlyst er mig der sidder med lorten og ham der har en ny forelskelse at fylde sine dage med.

Jeg har minder...Og tårer...og håbløshed og mangel på lyst til livet. Jeg har (ifølge rimeligt ny forskning på det felt) et afhængighedscenter aktiveret i hjernen som hjælper alle de ovenstående følelser på vej. Og så savner jeg ham bare...

Det er helt igennem forfærdeligt. Noget så smukt som den kærlighed jeg føler, er nu noget dumt. Noget der er i vejen. Noget der irriterer og spænder ben. Det gør mig så utroligt ked af det.

Jeg prøver at lade det være...Altså...Komme overens med, at der er en mand derude, som jeg bare elsker. Og det er fint. Og det virker. Det kan jeg sagtens,- det er ikke et problem at han ikke elsker mig tilbage. Men tomheden og savnet...det at han ikke ønsker at snakke med mig og trøste mig. Det at han vender sig væk og ryster mig af...

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har mistet en plads i hans hjerte...men at have mistet den særlige plads er hjerteskærende. Det kan jeg dog godt komme mig over...

Men tomheden. Meningsløsheden og angsten er tilbage for fuld kraft. Dette skulle være min sejrsvinter. Vinteren hvor jeg både mestrede min skole og via min nye medicin klarede depressionen...Og nu har jeg ikke lyst til at eksistere. Jeg har ikke lyst til at være vågen.

Lige siden han fortalte mig det forrige søndag, har jeg haft kvalme. Jeg kan ikke få mig selv til at spise, og det der kommer ned kommer nogle gange op igen. Jeg er totalt overvældet over min krops reaktion.

Men folk er gode. Havde bindslet til at sidde mens jeg faldt i søvn igår og folk er rigtig finde til at hjælpe og lytte. Det hjælper rent faktisk og gør en massiv forskel.

Og som Bindslet sagde igår " sorg og taknemmelighed adskildt af tårer"... Det håber jeg på...selvom der også er vrede der ulmer i krogene. Men jeg ønsker ikke at være vred...Jeg vil være lykkelig igen.

lørdag den 6. november 2010

Husk hUsk husK

Husk kære mig. Husk at du er ok. Husk at dét er ok. Husk at du ikke er et dårligt menneske. Husk at du gør det så godt du kan.

Måske er det en velsignelse at have kærlige, velmenende men psykologisk uuddannede forældre. Ikke at det nødvendigvis har været sådan for mig, men på et tidspunkt vil vi vide - alment- endnu mere om børn og børns psyke end vi gør nu...På et eller andet tidspunkt vil de kroge der bliver sat af ens opdragere, være endnu dybere og endnu skarpere end de er nu. Tænk engang hvor lang tid det vil tage at grave dem ud.

Lige nu har jeg en hjerteting, der gør mig så trist hvis jeg tænker på den, at jeg kan mærke mig aktivt skubbe den væk når mine tanker strejfer den. Det er ret interessant og jeg er meget tilfreds med, at det ikke skal være i forfronten af hvad jeg tænker på. Lad det ligge et sted bag i bevidstheden og lagre i tid. Tid gør ting ved tanker og følelser...Lad det marinere og derefter sylte sig ind i tid.

Udover det, har jeg lange tanker om vinter og mig. Om vinterdepression som en diagnose og ( i kontrast) som naturlig reaktion på dårligt vejr. Den gode gamle " psykisk lidelse er en opbygning af sindet som er uhensigsmæssig i forhold til individet eller i forhold til individet og samfundet" bliver vendt og drejet et par gange eller fire.

Men lilleMy i min mave, er bange bange for at skulle flytte langt langt væk. Og hun er også bange for at det koster penge jeg aldrig får.

Hvilket jeg skal Huske er ok. Det er ok ikke at være tryg altid. Det er ok at være bange.

Det vidunderligt mærkelige er, at jeg stadigvæk er rimeligt optimistisk hvad angår min uddannelse. Jeg er ret meget slet ikke bange for at komme igennem vinteren. Hvilket er meget mærkeligt siden jeg har misset undervisning denne uge og det burde sætte al usikkerheden i svingning. Selvfølgelig er det vand på frygtens palmetræ, men jeg tror sku, at det nok skal gå. Meget mærkeligt. Selvfølgelig har jeg den her praktik der nok skal kunne gå galt og ændre det hele. Men indtil da? Fjong og hopla. Det bliver skide godt.

Jeg har lige oplevet mit første lange og nære forhold og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Det er...ikke noget jeg vil tænke for meget over - og derfor ikke skrive noget ned om nu...skubbe væk og proppe ned i tid...

If I could save time in a bottle
The first thing that I'd like to do
Is to save every day
Till Eternity passes away
Just to spend them with you

If I could make days last forever
If words could make wishes come true
I'd save every day like a treasure and then,
Again, I would spend them with you

Time in a Bottle, Greatest Love Songs, by Jim Croce

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

If I had a box just for wishes
And dreams that had never come true
The box would be empty
Except for the memory
Of how they were answered by you

Classic Hits, by Jim Croce

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with


søndag den 17. oktober 2010

mit stakkels sultne hjerte

...Jeg tror jeg er ved at være over mit knuste hjerte...Eller...mit langsomt isønderslidte hjerte...

Jeg savner at synge. Det har jeg lige opdaget. Synge - og synge harmonier med nogen. Jeg kan ikke ligenu lure, om det skal være kor eller sammen med nogen. Eller om jeg skal begynde at se klaveret som en partner...bygge melodier op så de svinger i duet med en melodi. Men den sidste løsning virker som rigtigt hårdt arbejde og det er mere bare det med at være min stemme...og mine ører...og lade dem glide rundt om hinanden og samstemme. Jeg savner virkeligt at synge duet.

Det kan selvfølgeligt tages som en fysisk manifestation af mit hjertes længsel og jeg længes ganske rigtigt efter samklang og samhørighed. Jeg tror faktisk det er en ny nogenlunde akkurat puslespilsbrik. Sang...

Hurra for dejlige Hende der sidder på Island og fik mig hoocked på Glee...Det ramte mig lige i hjertet her til aften. Et helt afsnit om duetter...det er længe siden jeg har mærket et stærkt træk imod noget. En stærk længsel....og det er næsten pinligt for mig at skrive, fordi der har været så mange problemer med min stemme...Men...Ih! sang!

tirsdag den 12. oktober 2010

At lære om læren

Puha...Mit hoved har været helt lukket til på nogen punkter som lige nu er ret kritiske. Jeg har haft det fint med andre slags åbenheder,- men tilsyneladende så er den del, som skal tage nye normer og accepterer andre strukturer - eller kompromier imellem mine personlige overbevisninger og den virkelige verdens krav. Sikkert drøn sundt...men det kræver en masse tilvænning.


tirsdag den 14. september 2010

engang imellem ligenu

så tænker jeg, at hvis bare én ting går godt, så kommer det hele nok til at gå...

Ligenu tænker jeg, at hvis én ting mere går galt, så hopper jeg i havnen...Ikke at det bogstaveligtalt ville blive havnen, for jeg tror umiddelbart at jeg ville svømme alt hvad jeg kunne...men såen lidt mere overført...så give op. Jeg er så træt. Så utroligt træt af at ting ikke virker.

Jeg ventede og ventede på min tømmerflåde. Drev rundt og ventede. Drømte og drømte om den dag jeg ville træde op på land - og blive et rigtigt levende menneske igen.

Og jeg er det nu. Og det gør ondt og alting går af helvedet til lige nu og intet virker. Min øde ø er et fjernt minde og det står nu i et kronisk rosa skær af ensom rolighed. Uden udefra og med kun lidt indefra. En søvnlignende døsig drømmeeksistens, som ikke gjorde så fucking ondt heletiden. Som ikke rev i mig og hærgede mig. Som ikke tvang mig ud til kysten, hvor jeg nu sidder og sukker og længes. Længes efter 8 planker bundet sammen og en stærk fralandsvind.

Det var nu jeg skulle skole og arbejde med søvn og etablere metoder imod min vinterdepression. Ikke nu jeg skulle slås med al elektronik, forsikringer, su-styrelse, banker banklån bankskift, telefoner og afdragsordninger...

Jeg er kaptajn
mit kompas peger ikke mod nord
det peger mod længsel