Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

Noia efter Midnat

Jeg skulle til at lægge mig i seng...Tidligere på natten ville jeg til at skrive et stort opsummerende blogindlæg om alt det der sker i mit liv ligenu - og alt det der lige er sket...Jeg valgte at vente med indlægget og den store opsummering, men nu kom der pludseligt et behov for lige at blogge og fokusere da paranoiaen lige ramte med fuld kraft. Fuck det er noget crazy shit at den stadigvæk er i mig og kan komme så massivt.

Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.

En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...

Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn

Den triste nattetid

Jeg er faldet lidt på plads i denne mere nattefokuserede livsstil. Der er dog et problem. Jeg ved ikke om det er tidspunktet, et tilfælde eller noget tredie der spiller ind, men jeg bliver forfærdeligt trist og tænksom når jeg lægger mig for at finde ro.

Det gør det svært at gå i seng og det er altså ikke en synderlig fornøjeligt at ligge og vende og dreje mig med de tungere dele af eksistensen på brystet.

Især ike idag hvor tankerne har fået en ny melodi ´. Min mor har haft en ubegrundet kræftbekymring, men heldigvis kun en forskrækkelse. Desværre er det nyt friskt materiale til spekulade. Det er drøn frustrerende og jeg efterlades lidt træt og meget rodet i kroppen.

Meh. To timers venden og drejen

Så er man igang med billedkunsten. En spekulation i ulvetimen

Så dilemmaet er: Jeg kan ikke komme hjem fra aftenskole ( kan jeg nu konkludere efter en uge) og gå direkte i seng. Mit hoved er simpelthen for fyldt og min krop for meget et spejl af den energi til, at jeg bare lægger mig og derved bliver udhvilet når jeg vågner tidligt. Kampen for en stabil og a-menneske-agtig døgnrytme har været så bidsk at det at overveje at slippe den lå mig utroligt fjernt. Jeg kan mærke en trang til, at kalde det " en voksen døgnrytme". Hvor fanden kommer den form for tvang fra? Altså...Virkelig værdi af at vågne klokken 08 er, at jeg generelt har været ret lykkelig for at have en fast døgnrytme i kontrast til det ulykkelige lykkehjul jeg levede før, men betyder dét at jeg f.eks skubber den rytme et par timer eller tre, at det hele kommer til at segle igen? Det ved jeg ikke, men det virker som den eneste reelle mulighed. Så må jeg eksperimentere lidt med hvilken tidsramme det skal være inde for. Det vigtige er så, at energien kanaliseres ordentligt.

En lang stress/bekymringsspekulade ballade.

En dag med lidt bøvl i maven og lidt ufokuserede tanker. Jeg er pang midt i min sommerferie og stressen efter eksamen og alt følelsesgøglet med dét, er ved at have sluppet taget i min krop og til dels i min hjerne også. Jeg er på trediedagen med mit livs første permanenthår og det virker overraskende ok. Jeg skal afsted til rollespil i 80'erne og det virker ret fint, men der er en masse socialt opspændthed omkring arrangementet som jeg tror er dét der overskyer en potentiel rå glæde ved at skulle afsted. Det her blogindlæg er et forsøg på at skrive noget af det væk.

Først var jeg super presset over at skulle se rigtig ud til scenariet. Skulle have noget troværdigt tøj og noget troværdigt hår. Nok fordi jeg stoler på min rollespilskompetence, men jeg ikke ville stå og ligne en spade. Frygten for at ligne en spade plejer ikke rigtig at være en del af min rollespilleridentitet, så enten er jeg nået et andet sted i min verden eller også er det kostumehypet i de sociale fora der har sat det i værk. - Jeg har håndteret det med at smide nogle penge efter det, og det har gjort lidt ondt på pengepungen, men har haft den bizarre sideeffekt, at mit hår ser overvældende dejligt ud i øjeblikket. Det kræver noget selvbilledebearbejdning, men det bliver nok en del af mit udtryk at have krøller fra nu af.

Derefter kom der noget med at spille min rolle og at leve op til forventninger om funktioner den skal udfylde, men det ved jeg egentligt godt er vås. Altså...Rollespil handler ikke om en eller anden målbar kompetence og hvis man kan lide det, så mener jeg generelt man "gør rollespil rigtigt" så længe man ikke tager sine personlige traumer og smider i hoved på folk ( eller et eller andet andet fjollet).

Jeg har det lidt mærkeligt i kroppen og jeg ved ikke om det er psyken eller varmen eller en columbiansk bændelorm, men det sætter ( som altid) mine tanker lidt skævt på tingene. Måske er det den anden vej rund og mine tanker gør min krop mærkelig. Jeg ved det sku ikke. Hvad jeg ved ér, at jeg gerne bare vil glæde mig og tage afsted og lege. Spørgsmålet er, om det måske virker at få tingene pakket sammen og stillet klar.
Altså...De ting jeg føler jeg mangler er:

Makeup- Men det kan man låne sig til i læssevis til scenariet.
Smykker - Men de burde egentligt ligge i ok mængde i min kostumekiste...Eller også må jeg bare gå ud og få nogle købt.
Sko - Jeg har to par men ville ønske jeg havde et par kick-ass højhælede...Men jeg nægter at bruge penge på nye.
Legetøjsnarko. Men hvis det kikser så tager min karakter noget andet narko.

Hmm... Jeg kan simpelthen ikke have så store maveproblemer over sko. Eller...Hvis jeg har må jeg tage mig sammen.

31 har vist sig at være meget mere fyldt med selverkendelser i nye former, end jeg troede. Jeg antog vidst, at begivenhedernes tid var forbi og jeg bare skulle mase løs på livet og prøve at forme det. Men endnu engang er det blevet modbevist.

Hmm... Måske er det dén følelse. At det her lidt føles som at være til havs igen og at dét bestemt ikke var noget jeg var forberedt på.
Ting virkede sikkert....Hmm.... men ligenu har jeg ikke lyst til at arbejde på en folkeskole og jeg er ved at blive folkeskolelærer. Måske er det resterne fra eksamen, men det vender sig i mig af nervøsitet ved tanken om at skulle undervise i en setting jeg ikke kontrollerer. Vores skoleprojekt virker somom, at det står stille medmindre jeg finder en vej videre for det og jeg har ikke fundet en vej. Hmm...Dét stresser mig også helt derind hvor, at jeg faktisk ikke tør mærke efter. Jeg tror jeg har fået tænkt det op til at være den eneste vej til et fornuftigt job. Det er jo fucked op. Hmm... Men det er helt sikkert faktisk noget alle folk i slutningen af deres studie føler jo. Altså...Ja...Sådan. Hmm... Så må det være nogen der måske har et råd eller to jeg kan tjekke ud. Så...Hmm... Jeg er begyndt at skrive en masse Hmmm'er og jeg har sukket dybt. Det må være fordi jeg har ramt noget. Jeg kan klart mærke en lettelse...

Jeg tror den største lettelse er, at det vidst ikke er rollespilsscenariet der faktisk spøger, så jeg bliver ikke nød til at genoverveje min hobby ligenu. Jeg håber virkeligt at jeg kan begynde at glæde mig, selvom jeg er bange for at føle mig lidt ensom i spillergruppen og dét faktisk nok er den største ting. Hmm... Mit bekymringsniveau omrking rollespillet er nede på et forståeligt niveau ligenu. Almindelige nørdbekymringer med almindeligt niveau af dårlig selvtillid og dum socialangst. Jeg kunne selvfølgelig gå igang med at bekymre mig over soveforholdene, men egentligt er det ikke nødvendigt ligenu. Tænker jeg.

på den anden side af stormen...

så...tid til endnu en statusopgørsel:

Det føltes engang somom jeg flød rundt på en tømmerflåde lavet af splintret træ og rester af fortiden, bundet og spundet sammen af vage ønsker og håb for fremtiden. Til tider drev den dovent afsted på en spejlblank og ligegyldig havoverflade med en hjerteskærende tom og blå himmel over sig.
Dér galt livet om, at finde lyspunkter i hvad varme der var at trække ud af nuets strøtanker og tilfældigheder.
Til tider var der skyskraberhøje stormbølger i alle retninger, skabt af omstændige hændelser eller virkelighedens barskere konsekvenser og alt hvad det galt om dér, var at holde fast i mig selv og i min skrøbelige konstruktion.

En dag fandt jeg en mulig retning, sidenhen muligheder for en havn. Oplevelsen var nu mere som, at alle disse ting førte forskellige steder hen og at jeg i sidste ende endte med, at trække mine håb op på en ret så tilfældig strandbred. Men det var det der skulle til og det er sådan det blev.

Sidenhen har jeg først vandret afsted i tungt tungt sand, derefter måske med et kort. Ihverttilfælde med fast grund under fødderne, på en rejse mod et hjem.

Og måske det er lykkedes mig at banke et par planker sammen og dække nogle brædder med mos til et tag. Måske der brænder en lille arne i hjertet af mit liv nu.

Men der er mere plads ved arnen end der bliver brugt. Sengen er for stor til at jeg kan holde den varm.

Og når man har rejst så langt, så er forventningen til ankomsten måske umulig at opfylde?

Nu har jeg været igennem en hårdt-presset måned med eksamen og rollespil bagefter. Jeg har haft en lille uge til at lande og finde mine fødder og rydde op efter den laden stå til, som jeg må lade ske. Her er ved at være stille og tiden er nu ved at være min egen. Min helt egen lettere tomme og stærkt formålsløse tid.

Eksamen gjorde mig ondt. Det er den lange rejse igen. Den lange rejse som ikke resulterede i kompetencer, som gjorde mig i stand til at danse de trin som skulle danses. Det har slået til min musiklyst og til min spilleglæde.

og lidenskaben?

hvad er min lidenskab i øjeblikket? Hvor er min ild?

Jeg har tygget og tygget på mine tænkte tanker og vendt frangsiden frem i søgen  på bagtanker men jeg kan ikke finde andet end håbløshed.

Jeg er træt og tom og ensom mit i min landsby. Jeg ser mit liv frem til døden som en snorlige, ubarmhjertigt forudsigelig og ligegyldig ørkenvandring med oaser af sorg og pletvis lykkelig forglemmelse. Jeg har mistet næsten al min tro, størstedelen af mit håb og mit hjerte er alene med sin kærlighed. Jeg er blevet tilbageholden med og skammer mig over omfanget af den potentielle kærlighed jeg slæber rundt på. Jeg holder den tilbage af bekymring for at blive såret til endnu mere håbløshed og jeg skammer mig over den...well...fordi den ikke bliver budt velkommen i verden og derfor føles uønsket. Den bliver ikke næret og den bliver ikke værdsat- ergo ( har jeg tilsyneladende konkluderet) så må den lægges væk. Åh hvor jeg savner at elske igennem. Elske med alle vidunderligheder der er at modtage og give. Hvor smukt og favnende og dansende det kan være i al sin rummelighed.

Og det er jo umiddelbart ude af min kontrol. Jeg tror jeg må tygge videre på det her. Der er jo ikke andet jeg kan gøre.