En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...

Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...

Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....

Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?

Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...

Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?

Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?

Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?

Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...

Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...

Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...

Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...

jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

At rydde op før man forlader huset...

Jeg tror jeg går rundt og føler mig meget meget låst i mit liv.

Det er ikke rigtig den følelse eller de tanker som er aktive, men det virker somom, de tanker jeg faktisk går og får, er symptomer der pejer dérhen.

Første indikator er, at jeg går og tænker over, hvordan jeg ville sætte tingene i stand hvis jeg skulle tage mit eget liv. Altså...hvordan jeg gerne ville gøre ordentligt rent og sortere ting, måske endda smide ting i kasser og lette mine forældre for for meget arbejde i forhold til at få de sidste ting af vejen.

I øjeblikket gør jeg rent, men det har ikke rigtig noget formål. Well...Jeg kan lide at der er rent, men jeg er ret håbløs i forhold til tanken om, om det skulle løfte mit humør eller at jeg nogensinde skulle få en gæst jeg gerne ville gøre et godt indtryk på. Det er bare... ja... her er varmt og fint og rent...og tomt...


Anden indikator er den her tomhedsfølelse

og min utroligt svingende følelse i forhold til mit studie...Jeg vil drøn gerne arbejde dybere ned i det, men lige nu føles det somom, at min sti bare kommer til at medføre mere at det samme og at det er blah...blah blah blah...

Jeg er så træt af blah og whatever og umuligt og uinspirerende...Det er et rigtigt tungt slag ikke at skulle til udlandet og skrive, det har været med til at min prioritet i det her aktuelle semester har været som det er, og det er ved at slide min begejstring i stykker. Det er bare...blah...

Jeg er ked af det og jeg er ensom. Jeg er træt og kikset. Der er ikke meget jeg har lyst til og folk er deprimerende...

Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre. Der er sikkert en masse man kunne gøre hvis man ikke var mig, men jeg ved det ikke...Jeg er træt af, at det ikke virker at være mig.

så trist, træt og håbløs...

så utroligt alene... Jeg føler mig så utroligt alene og isoleret fra menneskelig kontakt. Så langt væk fra noget jeg kan holde ud, samtidigt med, at det kan holde om mig.

Der er helt sikkert en troldsplint i mit øje i det her...når jeg udmattes socialt, er der ikke mange jeg kan holde ud at tænke på, som jeg ikke samtidigt piller fra hinanden. Der skal en hvis mængde indiskutabel kærlighed op som skjold imellem min sønderlemmende kritik og ethvert menneske for at det kan have en chance. Men sådan er det. Det må være modvægten til de timer jeg bruger, på at mene at alle har potentiale og noget der er værd at samle på.

Jeg har ikke mere ork...Orker ikke atforklare mig særligt meget. Orker ikke folks halvhjertede forsøg på at byde ind med opmuntring.

Jeg vil trøstes og jeg vil have det så det virker for mig.

Spørgsmålet er bare, om jeg lige nu har lyst til at tage imod det fra andre end K og hvordan det skal gøres.

jeg kæmper for at få sagt de ting jeg bliver nød til at sige. Det løsner lidt når jeg får forsøgt at kommunikere, at jeg har behov. Desværre er det ikke super effektfuldt. Men om ikke andet får jeg stået ved mine følelser. Både lidt generelt overfor folk og så specifikt ifht K. Med hans sygdom og 30 års fødselsdag ( plus en opgave) har han haft fuld skrue i selvoptagethedsmaskinen med ekstra fokus på, hvor skidt det er for ham. Jeg har ˜som minimum˜ brug for at blive værdsat i den process...

men det er jo også frygten for det totale tomrum uden ham, der er en af mine kompromitterende faktorer i alt det her. Frygten for den store tomme plads af selvhadende ensomhed.

Jeg tror jeg fungerer meget bedre, i øjeblikket, end jeg på nogen måde har det. Det tror jeg faktisk er en relativt ny ting. ( måske et par år maksimum) hvor ˜det˜ ligesom har kunne være tilfældet. Altså...jeg får gjort ting og hjulpet mennesker og rummet mennesker og alt det gøgl..Og så går jeg hjem og har så ulideligt brug for at tude og føle mig tryg og elsket, uden at have en eneste forløsning på det.

Op og ned dag...

Min nabo gav mig en hel kylling som undskyldning for at have snakket til mig imens jeg talte i telefon med min lillebror. Jeg ville ønske jeg kunne være et menneske der kunne rumme at invitere hende længere ind i mit liv, men det er jeg ikke.

Jeg fik elg på dåse fra finland...

Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.

I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...

Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?

For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...

Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live