fra interesse til angst

Jeg tror ikke at der er nogen vej uden om, at blive bedre til at være i verden for mig, end at blive mindre bange for dateri...

Det er noget jeg er igang med at fordøje på plads, inspireret af ugens tanker.

Jeg havde en rigtig fin oplevelse med en fyr i sidste uge. Et menneske jeg ikke kendte inden og som jeg nu synes, måske, er interessant. Situationen er jo dog den, at jeg ikke faktisk rigtigt kender vedkommende, så det er ikke bygget på mere end tiltrækning ved afskeden og lyst til at udforske det...

Det kan simpelthen ikke skulle være en ultra sårbar situation. Jeg har lyst til at have noget kærlighed tæt på - og jeg tænker at det kræver at det går galt en gang eller to? Altså...At man finder nogen der er spændende uden at det er er et jordskælv hvis det ikke virker...

Men jeg har ikke super meget øvelse med de her mellemstadier...Og min selvfølelse er super skrøbelig i de her situationer...

Spørgsmålet er nok, om det bliver bedre af sig selv ved at noget tid går. At jeg giver lidt slip på de efterfølgende potentialer og bare...ja...tager hvad der kommer belejligt...

Jeg er ret ked af det, jeg føler jeg har mistet. Både specifikt igennem de sidste to år og generelt...

Jeg er ambivalent omkring at have sådan en længsel, men samtidigt...Det er nok rigtigt, at længsel er nøglen til lidelse, at det at ønske sig noget har flere negative konsekvenser. Det gør både at man har en kompromivillighed, som sikkert gør en blind og sårbar...og det gør at man bliver skuffet på sin længsel...

Det er en tung træthed jeg føler...Træt af at være bange og træt af at frygte smerte så meget...men jeg ved ikke hvilken vej der er den gode at tage...Det er at lade en type følelse styre kontra en anden. Det virker ikke til, at jeg kan komme frem til mere sådan...typiske rationelle konklusioner, da det ender ude i livets relativitet og meningsløshed alligevel...Hvorfor skulle det ene eller det andet være mere konstruktivt for mig? Det tror jeg at der er et svar på, men jeg oplever ikke, at jeg er i stand til at komme frem til et svar. Dét at passe på mig selv, er omdrejningspunktet tror jeg lige nu...Men spørgsmålet er, om det...sådan i sig selv...er et forkert udgangspunkt.
Hmm... Jeg mener...det er ikke sådan jeg vælger andre ting. Ikke gennemgående. Så min grundantaglese om, at jeg skal passe på mig selv, er måske faktisk fejlslutningen.

Jeg kan ikke rumme uendelig smerte. Det giver ikke mening at opsøge mere end jeg kan overskue, men måske det ikke skal være den vigtigste omdrejningsting. Altså...Eventyr er vel grunden til at jeg overhoved gider at fortsætte med at være i live. Det at opleve noget og gøre noget. At handle i verden. Måske dét er en præmis at forholde sig igennem. Måske...

Hmm... Meget søndag... Mange tanker...

Jeg er meget lykkelig for, at jeg har dejlige mennesker lige uden for min nærmeste sfære, men jeg savner at have nogen dét skridt tættere på. Det er en hektisk og omvæltende tid...

Søndagsblues og specialestress

Jeg er træt og udmattet og trist...

Tingene går som de skal med spceialet, men jeg har det somom at jeg spiller med én hånd bundet på ryggen. Hjernen vil helst ikke fokuserer og det virker som symptomer på stress. Jeg frygter at brænde ud og brænde sammen i knolden og at jeg fejler på bekostning af min skrivemakker. Det gør ondt og det bekymrer.

Jeg gør hvad jeg kan for at pleje min hjerne. Prøver at få trænet og spist og sovet. Få lidt social interaktion. Men i lyset af det øgede press, står mine relationer i skarpt lys og min tolerance er mindre. Om dette er et nyt permanent træk eller et biprodukt ved jeg ikke endnu. Jeg kan bare observere, at jeg har mindre tolerance overfor ting der gør mig ked og som kan hive mig væk fra det primære formål i øjeblikket.

om det er tristheden eller bare mit hjertes utrolige idioti ved jeg ikke, men jeg tænker på ekskæresten. Det virker åndsvagt, at det stadigvæk er hver eneste dag at mine tanker strejfer derhen. Det føles åndsvagt og ydmygende. Når jeg sidder med visheden om, at vedkommende ikke skænker mig tanker, er røvligeglad med mit liv og mit velbefindende og sikkert ikke giver en fløjtende fis om hvor jeg er i mit liv eller hvordan jeg har det med den her agressive adskillelse...Det er en trist vished der rammer mig i bølger. Det var antageligvis grunden til, at jeg blev slået op med, så denne manglende bekymring har varet længe, men det virker ikke til, at jeg kan ændre den del af mig, som ikke har det på samme måde. Den del der elskede at elske ham og som savner det rum vi skabte sammen. På trods af alle de gode argumenter jeg kan hive frem om, hvor åndsvagt det var. Om det handler om det kaotiske i tilknytniung eller hvad det nu kan være ved jeg ikke...men det er en sæk med tungsindssten som jeg slæber rundt midt i alt det her.

Men...Egentligt...Eeegentligt er jeg faktisk glad. Når jeg mærker efter neden under al trætheden og tungheden, menstruationssmerterne og den bizzarre øresmerte, neden under den smertende skulder og den truende museskade...Nede under den stress-skabte vægtøgning og dertilhørende ærgelse...

Der er jeg stolt og glad over hvad vi laver med vores kandidatprojekt og glæder mig til at arbejde videre...

Der er bare så mange lag af træthed og den kæmpe trængsel af andre faktorer som jeg skal igennem først. Det står ikke så galt til og jeg skal bare sove alt det jeg kan tror jeg...Tja...Ja... Træt gør trist...men så er det heller ikke værre...

Jeg er lidt overrasket over at have skrevet mig frem til det :)

Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

En forløsning....

Så kom jeg over endnu en...endnu en bakke på den lange vandring hen imod mig selv og ind i forståelsen af det her breakup.

En vidunderlig sang fra de langsomme lyn fik mine tårer til at løbe med mit hjertes genklang og endnu en smertefuld boble blev bristet. Jeg er kommet ind til følelsen af, hvor meget jeg ønsker dig det godt....Hvor meget jeg ønsker at vi en dag ville kunne mødes...helt fri af alt lorten og bare se hinanden som dem vi er under alle sorgerne.Jeg tror ikke rigtig på, at det kommer til at ske i det her liv...Ikke herfra hvor jeg skriver nu...

Det giver mig lyst til at tro på en himmel, hvor jeg kunne møde dig som engel. Det giver mig adgang til de dybe og inderlige følelser jeg har for dig, som længes efter at passe på dig og gøre dig tryg. Jeg hepper stadigvæk på dig. Også selvom vi ikke kan tale om det. Selvom at vi ikke kan gøre noget ved det...selvom det gør for ondt, bare at ses...

'Når alle de store fortællinger
en dag er fortalt
skal vi to ses igen
og al skyld skal være forladt

Vi mødes på en bar
ved verdens ende et sted
fulde af en hidtil
fuldstændig ukendt
følelse af fred

Og taget over baren
er nattehimlens hvælv
og lygterne i loftet
er stjernerne selv

Så mens rulleteksterne kører
langsomt ned bag verdens kant
drikker du Red needles
og jeg drikker Pin Elefant

Og hvis der er vind
så er den bliv
Og hvis vi skal tale
så er der tid'

(de langsomme lyn, ved verdens ende et sted)

I dag har vi malket lidt mere...

Åh.... Lyst og længsel og smertefængsel.

I dag har jeg siddet med en veninde og mærket pendulet svinge frem og tilbage. Mærket foråret i kroppen og de blå, blå mærker på mit indre. Næsten fået tårene ud og derefter jublet over fine ting der sker og blomster på vejen.

Jeg er begyndt at åbne op for x-boksen og kigge lidt på det oppefra. Begyndt at vurdere lidt og måske tilgive lidt af det jeg har ladet mig selv leve igennem.

Det er uden vrede og det er uden foragt og det er uden afsky, men det ér med muligheden for at tilgive mig selv lidt og se på, hvordan det kunne ende med, at jeg lod mig selv feje så langt til siden på nogle svære områder. Hvad jeg solgte for at få det til at virke...hvad jeg mente kunne virke...


Musikterapi på stort plan. Det har tappet lidt af giften ud. Det har hjulpet mig til tud.

Jeg har...bare et splitsekund...berørt en tanke om, at der en dag kunne være tilgivelse og forsoning, men det er så langt væk fra den smerte jeg er i lige nu, at jeg får det dårligt af at skrive det ned...Men ja...Måske en dag vi mødes ved verdens ende og har tid til at tale hvor vi begge er i fred...

Måske det bliver til en sang

En lille sang om den perfekte lille forårsflirt....

Hvor sødt og dejligt og livsbekræftende noget kan være, før alt lorten vælder ind. Noget om det at blive mødt og genkendt...at grine...åh at le og samtidigt have lyst til at vikle sig ind i en anden...

Og at det er ok, at vi begge var for i stykker til at hige os fast og kræve mere. At hele det uduelige maskineri ikke behøver at gå igang.

Der hvor jeg sidder lige nu, der er han skøn og varm og attråværdig. Og det samme er jeg. Lige her, uden for meget bøvl og uden fremtid. Bare en lille fejlfrit forførende flirt.

Det gør mig rigtig glad. Det gør mig super salig at dvæle ved. At smage på kyssene og at mindes kærtegnene....Og det gør mig så utroligt lettet, at jeg kan mærke og nyde det uden alt den smerte som min eks efterlod mig i. Uden at jeg skal være bange for, at alting roder til. Et papierklip og et minde jeg altid vil kunne have. Et lille smil på læben.
Det er vidunderligt, fordi jeg er sikker på, at vi var det samme sted i de delte øjeblikke. Ikke noget forstillelse og løgn og manipulation. Det gør det drøn dyrebart og det rør mig dybt. Dejlig sanselig sandhed.

Påsken har sendt mig hjem til nuet og måske mit korsfæstede hjerte er genopstået for mine selvofrende synders skyld. Det her minde er til mig. Mit helt eget og jeg kildrer ved tanken. Hvis ikke andet, så er jeg blevet mindet om, at der findes sådanne mennesker i verden. Selv hvis jeg skulle lære ham faktisk at kende, så kan det ikke tage det væk fra mig.


----------------------------------


Jeg er så lykkelig over, at den fremad-drevne længsel jeg har følt så længe, nok faktisk kom fra 'helgenens' manglende villighed til at møde mig og ikke fra en iboende trang til lænker og låse...At det nok kommer ud af alle de hundredevis af små svigt han stak mig igen og igen...Så lykkelig over, at starten på kuren var små, ærlige og begærlige møder med en anden.

Jeg brugte noget af påsketiden alene...på at mærke al den forvirring og refleksion som det tvang frem i mig. Alle de tanker der blev nød til at komme frem igen. Alt den...åh...al den sorg og psykologi. Men...Hjemme igen, er det ikke den spekulative banketnat, men smilet på læben der hænger ved. Det vil jeg nyde så længe jeg kan :)

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.