når tomheden trænger igennem den lyserøde sky

åh det har været skønt! i næsten to måneder...7 ugers tid... har jeg været lykkeligt distraheret af kattefyren og rosendansen...Det har været helt fantastisk at være fri for den ulidelige alt-om-sig-gribende frustrerende tomhed der ligger i min ørkenvandring af en jobjagt.

Men nu er det desværre slut med den umiddelbare eufori, eller også er tomheden bare for tung til at noget så illusorisk som kriller i tæerne kan holde det på afstand.
Det blev kickstartet med en jobsamtale på min fødselsdag, der har efterlad mig med et skrigende længsel og håbsdyr i mit baghoved og en kold frustreret opgivende klam hånd om mit hjerte og håb. Det er...mildest talt, en stemningsdræber uden lige.

Det er svært at lure så meget andet, ud over at jeg vidst stadigvæk godt kan lide kattefyren og jeg virkeligt gerne vil have et job. Men jeg er magtesløs overfor omstændighederne og træt og tung at trække op i gear. Her er tomt og her er så endeløst frustrerende. Jeg håber at jeg kan få vind under vingerne for jeg frygter at slide på den sødme som har været så befriende.

Det er forår og jeg håber der er flere ting med fyren jeg kan fylde det med, men jeg håber også at processen hvor dét at jeg bruger tid med ham, kommer til at blive ved med at helbrede ar efter helgenen og kommer til at blive ved med at være fint.... Men jeg ved det jo ikke...jeg ved heller ikke om timingen er god eller dårlig, om jeg har lyserøde briller på og overser de røde flag over det hele...Jeg ved det virkeligt ikke. 7 uger er gået og jeg vil stadigvæk gerne se ham igen. Det er sådan ca dét jeg har at gå efter...og jeg tror ikke kun at det er fordi jeg har et tomt og utåleligt liv...jeg plejer at sætte flere grænser end dét for bekendtskaber...

På vej ind i endnu en mandag...

Så er der gået en måned? Hvis vi såen ca tæller fra at vi matchede på den fjollede telefonapp og så til idag.

og det er så utroligt sårbart at skrive, at jeg er forelsket og at jeg har lyst til at det bliver ved. Jeg er betaget og indtaget. Jeg er overvældet og på usikker grund. Jeg har lidt svært ved at være helt i balance og jeg er bange for, at jeg svinger for langt ud med mit indre pendul. For meget tvivl, for meget begejstring, for lidt omtanke for lidt forbliven i nuet.

Jeg har haft fuld mulighed for at forblive i nuet og virkeligt mærke det. Lavt blus på kampen for arbejde og fuld gas ifht følelser, men det må jo stoppe og virkeligheden genskabes med den her nye faktor i sig. Og det er skræmmende...jeg ved ikke om jeg er klar til at inkludere den, men jeg kan heller ikke bare vende tilbage til min virkelighed somom den ikke fantes. Det er noget kompliceret shit.

I dag fik jeg ikke nøjagtig den opmærksomhed som jeg nøjagtigt tænkte at jeg manglede, og jeg er slet ikke i balance med det endnu. Der er så meget dejlig og kærlig anderkendelse og forelskelse som der flydes min vej, at jeg godt ved at det er rod inde i mig. Det er bare ikke sådan lige at fikse, bare fordi jeg godt ved at det er mig som kaoset bor i.

Jeg er rastløs og urolig og kan ikke sove. Det roder rundt i kroppen og hoved på mig.
Det er ikke klart om der er noget ved nuét der fucker mig op eller om det er spøgelser fra fortiden der rider mig. Jeg tror at det er fortiden, men dens erfaringer gør mig bange for at antage det. Vagtværnet lærte at beskytte mig så hvorfor tro det skulle tage fejl denne gang?

Mit sidste forbehold? ransagelse af hjertet...

Jeg ved ikke om jeg helt er sådan klar...sådan fysisk i tid agtigt...Måske har jeg et par uger eller tre eller et eller andet konkret tiltag tilbage for at kunne hengive mig i mere end ånden. Men som jeg sidder her og skriver, så har jeg tabt eller overgevet eller hengevet mig til kattefyren og det har været en heftig og traume-genoplivende måned ifht til at opleve det...

Den sidste katastrofetanke er selvfølgeligt, at så snart jeg faktisk overgiver mig fuldt til følelsen, så bliver jeg sprunget i luftet enten metaforisk eller helt konkret somehow. Det er længe siden jeg har skulle håndtere så mange katastrofetanker dagligt, men jeg er så småt ved at kunne genkende og bearbejde dem som de kommer....Så småt...

Jeg har slet ikke styr på hvad der så skulle komme efter det her. Altså...selve processen af at være kærester og udforske det. Igen er jeg så utroligt uerfaren samtidigt med, at jeg har så forfærdeligt mange forudintagede forforståelser. Det er helt som det plejer. Hoved fyldt med folklore og glitterbladsfascisme og rationalet ligger bagved og slås for ørenlyd. Hjertet fyldt med kaos og ét eller andet sted midt i det hele, måske fanget i halsen på mig selv, prøver kernen at søge ro nok til at det hele kan sorteres og anderkendes for hvad end det er for små komponenter af sandhed der skulle være til at finde...pah...

Alting slås med og imod det her. Lige fra en liste over forargelige ting der kunne dømmes over katten...som ikke gør andet end at gøre mig lige til at foragte, til dukkehus med glanspapier. Det er virkeligt svært og det fylder en hel masse. Det er også virkeligt dejligt og det fylder en hel masse. I det hele taget er det bare noget der optager uventet meget af min tid i øjeblikket. Det er jeg ikke utilfreds med, men jeg er igang med at prøve at finde mig selv i det hele. Det er lidt svært at blive blæst omkuld af et andet menneskes nærvær, når jeg i forvejen stod dårligt fast i min egen virkelighed, med kun ét godt ben at støtte på og manglen på fremtidsforhold at hive fast i. Jeg har kæmpet med ideen om, at jeg gør alt for mange ting galt ifht jobjagten og jobmarkedet, og min tillid til egen vurderingsevne er på rimeligt lavt blus.

Jeg er måske kommet over et af mine sidste forbehold...jeg ved det ikke...Jeg føler det somom jeg åbner mig for ham langsomt og forskræmt, og at det fjerner lidt tvivl og panik hver gang...men det åbner så for nye lag af endnu mere sårbar rædsel...åh ja...det er noget mærkeligt noget det her menneskehed noget...det er noget mærkeligt noget at længes efter en anden og deres nærhed...ak ja...Nu får vi at se hvor længe det varer?

Tekst jeg ikke turde smide på Facebook...

Usynlige nørdkvinder....

Repræsentation betyder noget.

Tilsyneladende skal vi stadigvæk bygge en ny verden helt selv for at tælle og blive talt med. Det er så påfaldende at den store anklage mod feminister er netop dét, at hvis vi skulle designe verden, så ville vi undlade plads til mænd...når det netop bare er plads i dénne verden vi så åndsvagt brændende ønsker os. At blive regnet med, at blive bedt om at tage plads og udtrykke os. At kunne deltage bare engang imellem, uden at skulle designe et alternativt miljø fra bunden som modkultur, bare for at det kan komme til at ske.

Der er snart flere nørdmedier end jeg kan tælle i danmark. Der er dukket 4 nye blogs, pods og vlogs op i mit feed bare siden nytår. Men...Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal dyrke virkeligheden af at være fjernet fra diskursen flere steder end når jeg går ud af hoveddøren. Ingen af dem jeg er blevet tilbudt at følge - hverken nu eller tidligere - har en eneste fucking kvinde med. èt af dem havde et særafsnit for nørdede kvinder...for det er så eksotisk og anderledes...

Somom vi ikke er der hele tiden...

Eller somom det faktisk er sjovere når vi ikke er med.

Somom vi er i vejen for den gode dybe nørdsamtale.

Somom vi skal råbe for at blive husket...

Somom kvindestemmer er uønskede...skingre, usaglige, irrelevante...

Somom alle de ting jeg er blevet fortalt igen og igen, igennem 23 år i nørdmiljøer faktisk passer.

Somom kvinder kom og ødelagde festen....

Hver enkelt en af dem er helt sikkert opstået på legende fin maner hvor man(d) har fået en god ide og løbet med den...Jeg kender den process...Det er bare også systemisk og så utroligt trist i den usynlige ende af nørdvirkeligheden....

når hjertet flagrer...

Puha... Online dating...eller questing...eller 'lære hinanden at kende'hed er generelt tungt og mærkeligt...men det er decideret rædselsvækkende når det virker til at virke :o

Jeg sidder her en sen aftentime i mit kaos af et mellemstadieliv, helt omgevet af rod fra smerten i foden og så med metaforsike bunker af rod fra mit sidste forhold...

Et menneske jeg ikke engang har mødt i virkeligheden endnu, kan få mig til at smile og længes og drømme...Det er så ubrugeligt og så interessant og alt muligt på samme tid. Det er velkendt og fremmed og opløftende og truende. Åh ja...

Alting er oppe i luften i min verden og jeg tør ikke søge fodfæste langt væk fra hjemmet...både på grund af min fars sygdom og på grund af min nære landsby i storbyen...og nu også på grund af denne fremmede skikkelse som jeg ikke ville kunne kende på gaden...Livet er spøjst...på søndag ved jeg måske lidt mere.

Al x-faktor men ingen ambition...

Et møde med en rimeligt passioneret dokumentarfilmmager i går ( min første tinderdate) har efterladt mig spekulerende. For første gang i lang tid har den spekuleren gevet mig behov for at blogge.

Det er somom jeg er lukket ned i forhold til min lyst til at dele ellers. Det er somom jeg har afmeldt invitationen til at se ind i mig. Dette virker ikke somom det bunder i en skam over mig selv...men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det så skulle være...

Det er noget af min spekuleren. Hvorfor faen jeg ikke har det samme behov som førnævnte dokumentarist når det kommer til en trang eller lyst til at udtrykke mig. Til at sende noget ud og få reaktion og anderkendelse...til at bruge noget af al den kærlighed og evne jeg har til kunst, til at interagere med verden...

og jeg har en mistanke om, at det er for mange slag der har gjort det. Det virker somom andre mennesker higer efter at sende ting ud i verden. Jeg antager det er fordi de generelt får en positiv respons. Fordi de får et eller andet positivt ud af det.
Det er ikke min oplevelse. Altså...ihverttilfælde ikke i sådan en grad, at det opvejer for den ekstreme ubehag jeg oplever ved processen. Angst, selvobservans...alt det gøgl...

Det er noget der er strikket anderledes sammen inde i mig. Noget der gør at jeg driver med min musik kun baseret på lyst og at den lyst er funderet i kærlighed til musik og nysgerrighed, samt en dannelsestanke. Det er sundt for sindet og for ens væsen at være passioneret omkring noget.
Men den passion er altid vendt indad. Ingen trang til scenen alene. Min længsel for andre i musik er nærmest altid i konteksten af samspil. Til nød i specifikke sammenhænge kan det være at optræde med humoristisk musik, men tanken om at skulle lave humor alene er heller ikke attraktiv.

Modet synker i brystet på mig ved tanken om faktisk at skulle gøre det og lysten fordamper som dug på varm asfalt.

Jeg føler ikke at jeg har noget at sige til nogen som alligevel ville lytte. Hvad jeg skriver af tanker og ideer, forventer jeg vil blive skamskudt og hånet. Hvad end jeg ville kunne bidrage til en debat, forventer jeg bliver afbrud og dissekeret af ondsindede modstandere.

Min utilpassethed, min livshistorie, min passion for ord og lyd og leg burde ellers gøre mig til en oplagt kandidat. Hvis ikke andet, så skulle min skæve livsbane have gevet mig dén gave som biprodukt. At jeg ville kunne gøre en eller anden levevej ud af dét, men det er ikke tilfældet. Så jeg er bare utilpasset og uattraktiv for det mundæne arbejdsmarked. Det er dér de her ting kæder sammen i min generelle følelse af jobsøgningsfiasko og sårede naivitet....ja...

Jeg er nok en del af de 10% mindst ambitiøse folk i dette lands hovedstad :o men jeg har det somom min ambition ikke altid var i stykker. Dette knytter sig klart til noget opgivende omnipotent impotens, men der er også noget personligt og ikke-generationelt over min manglende gejst. Der hvor jeg sidder nu, er det blandt andet også en reaktion på min manglende evne til at realisere drømme. Min manglende evne til selvstændigt at manifestere skæbne og så videre.

Handler det om min stemme? det føles ikke sådan...men det er jo det almene udtryk for det. Men i skrivende stund er det her en knude jeg kan sætte fingeren på og som ihverttilfælde blokerer mig fra at lave noget gøgl for penge, som er mit eget gøgl. Det gør virkeligt kunstnerisk virke fuldstændigt uattraktivt, selvom den frihed det kunne bringe er nøjagtigt det modsatte. - to dage uden søvn nu og de her tanker føles stadigvæk ikke forløst. Trætheden plejer at komme ved forløsning. Det her trin er vidst bare identifikation.

venteland og hjertenostalgi

for over et år siden færdiggjorde jeg min uddannelse med passion for mit fag. Siden det har jeg dyppet fødderne i arbejdsmarkedet galskab...Nu sidder jeg, arbejdsløs og håber på den sidste tråd af et drømmejob imens natten skrider fra mig og døgnrytmehjulet er gået i selvsving.

Jeg håber og længes og vil så utroligt gerne, men hvis projektet ikke går igennem, så er dette bare endnu et tabt drøm.

Mit hjerte er fyldt med længsel og det hiver minder om helgenen frem. Hvordan han går og har det og hvad han forhåbentligvis er blevet til. Det er endnu et væsen jeg har lagt så meget håb i og tidens gang har healet sårene nok til, at jeg vidst nok håber for ham igen. Trods dehumaniseringen han udsatte mig for, trods den sorg og tristhed som hans kaos og ansvarsløshed tværede ud i mit ansig.

En finsk kunstnerven beskrev mig (i en fortælleudfordring ) som en der stod med hende på stranden og kiggede mod horisonten. Jeg længes ud. Selvom mit absolutte rodløshedsfornemmelse, min tømmerflåde...selvom den nu er væk og jeg føler mig mere hjemme hos mig selv og i mig selv end måske nogensinde før, så vil jeg så utroligt gerne finde et sted jeg kan virke og hvor mit virke er ønsket. Jeg har svært ved at tro, at jeg vil kunne hugge hæle og klippe tæer efter denne vanvittigt lange rejse...Det giver ikke mening at tro det...Men lykkes det? Lykkes noget af det?

Skal jeg stjæle alle de kys der ville skulle kunne komme i min fremtid?