Potentiale for flere kærtegn og måske kærlig nærvær

 Der er et lille døgn til at jeg får besøg fra sverige. Det er helt vildt nervepirrende og jeg prøver at holde mig rolig med mantraet 'jeg er den modigste mig - for jeg gør ting der skræmmer mig helt vildt'.

Det ér vel det der gør modig frem for bare eventyrlig. Jeg er bange men gør ting alligevel. Det har jeg vidst altid gjort. Jeg kan ikke huske en tid hvor jeg ikke var bange eller ængstelig eller bekymret. Det er jo ikke så mærkeligt, når jeg har levet i et voldeligt miljø fra jeg var helt lille, men det ér noget som er blevet sat til diskussion. 'Du virkede ikke bange' er blevet sagt flere gange om dengang og sidenhen har folk sagt 'du virker ikke akkavet'. Men det er jeg. Akkavet og ængsteligt og bange og bekymret. Men det er ok. Det er bare sådan jeg er blevet formet ret tidligt. 

Og nu er det snart næste skridt på et eventyr, som allerede har gjort utroligt meget godt. Det har bragt mig og den fine kæreste tættere sammen og genvakt noget intimitet som har haft det virkeligt svært. Sådan en kæmpe bøtte af forelskelses-energi har vist sig at kunne distribueres ud over andre dele af livet, og det har både virket i kæresteforholdet og som livs-eleksir når nu jobbet skulle springe i luften lige efter KP. Det har virkeligt været to ekstremer, hvor hjemmelivet har blomstret og jobbet har været fyldt med (begrundet) angst og bekymring. Det nåede op til et niveau, hvor jeg blev nød til at aflyse terapi med forældrene og var lige ved at aflyse andre events, for at kunne rumme at gå på arbejde. Jeg endte med ikke at aflyse events, for jeg gider fanme ikke, at mit job skal koste mig mit liv. Jeg vil meget gerne blive ved med at arbejde her, men det er ikke for enhver pris. Faktisk endda ikke for en super høj pris hvis jeg kan undlade det. Jeg skal nok krybe og kravle, men ikke så det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. 

Men der er måske 26 timer til at vi mødes og det er vildt hvordan tid relativeres. Der var meget langt til, da det var for 14 dage siden. Nærmest uendeligt langt. Og da det blev mandag. Og nu hvor det er i morgen. Det er ret fantastisk. Det er som at være ung og stå overfor uendeligheden af en eftermiddag. Det modificeres lidt af den erfarnes forståelse, men følelsen er ret tæt på. Det dvæler jeg ved så meget som jeg overhoved kan. 

26 timer til ret vild uvished. 

Endnu en slags pause

 En af de første rigtigt såen sommernedlukkede dage på job. Langt størstedelen er på ferie og det er varmt og dødt. Det er ikke forfærdeligt og det er jo sådan at nogen må være på beredskabsvagt herude og det er i dette tilfælde mig og T indtil han også går på ferie på torsdag. Derefter er det vidst mig solo torsdag med en enkelt der vender tilbage om fredagen. 

Tiden på arbejde går med arbejdstanker og tidsfordriv og enkelte faktiske handlinger at gøre. 

Jeg har brug for at bearbejde ting på skrift igen tror jeg. Det skal ned og rundt og op igen og ud. Og måske nok endda ud og ned på skrift før det kommer rundt i hoved igen. 

Jeg har fundet ud af at jeg helt har haft fortrængt at kattefyren truede selvmord lige før jeg skulle til jobsamtale her. At det faktisk var en kæmpe heftig situation og at A hun talte mig igennem det da jeg ringede fordi han ikke ville/kunne gøre det godt igen inden jeg skulle til samtale. Det er rimeligt vildt at jeg ikke virkede som en kæmpe nervøs vanvidsperson da jeg dukkede op til samtalen.

Anyways - det der freaker mig ud er at jeg helt har glemt det. Helt. Indtil han bragte det på banen i en anden sammenhæng. Det freaker mig ud at den mekanisme er indbygget i mit hoved. At jeg helt kan skubbe det ud og aldrig huske det af mig selv. 

Det er jeg helt overbevist om at jeg har fået indbygget hjemme hos mine forældre. Der er en vekselvirkning jeg husker imellem trusler/vold og vrede og så at skulle få det vissevasset/talt ned/gaslightet fra min mor og at alle havde en forventning om at jeg skulle finde tilbage til at opføre mig så hvad end de havde af planer ikke fortsat blev afbrudt af al mit 'hysteri' aka al min reageren. Al min nægten at lade dem normalisere det. 

Det lykkedes dem jo i høj grad at normalisere de ting, men ikke nok til at jeg ikke kunne komme ud af det med tiden i det mindste. 

Jeg tænker jeg må finde en psykolog der bor nogenlunde belejligt, men det gør ondt at skulle bruge penge på at rydde mere af deres lort ud. Rydde mere op efter mennesker der er stolte af ikke at ville efterlade noget til de børn de selv har sat i verden. Det synes jeg er mega ulækkert. Altså at efterlade regning til folk man selv har inviteret. Jeg tror ikke jeg kender nogen forældre (altså på min alder) der har samme ambition. 'Hvis der er noget tilbage når vi dør, så har vi gjort det forkert' sagde de med stolthed. 

Jeg håber at nå til et punkt hvor jeg faktisk kan sige 'fred være med det' og ikke bare ' nåh ok det må så være normalt' som jeg først troede, og hvad jeg føler nu, som er foragt. Det gider jeg ikke bære rundt på i længden, men det kommer jo nok til at tage lidt tid. Det er virkeligt noget selvretfærdigt bras mine forældre bryster sig af. Der hvor jeg sidder ligenu, så er jeg ikke længere afhængig af dem og derfor ikke nød til at udglatte og mediere de ting jeg ikke kan lide. Det har vel taget rimeligt lang tid, men det er som det er nu. Jeg tager en tiltrængt pause. Hvis de går hen og dør i mellemtiden, jamen så kan de jo få en del af deres ønsker opfyldt ifht ikke at efterlade noget - ejheller sympati. 

Agressivt selvforsvar

 Jeg arbejder på at arbejde mig igennem en uhensigtsmæssig reaktion på en kollegas facon. Den er nu to gange endt med at vi (på hendes opfordring) har haft en snak om at hun oplever (med rette) at jeg skælder hende ud og at hun ikke er ok med det.

Det vil jeg gerne ikke gøre. Det har jeg sagt og taget åbenhjertigt imod. 

Den her post vil prøve at undersøge den modstand jeg oplever om emnet og måske kan jeg skrive mig frem til en bedre forståelse. Jeg tænker det også bliver til et telefonopkald til veninde eller to...

Jeg oplever at hun taler ned til mig og forklarer mig virkeligt basic og idiotiske ting. Jeg oplever mig fornedret af det og at jeg bider tilbage i selvforsvar. Jeg oplever det i situationen og når jeg umiddelbart bliver konfronteret med det, som retfærdigt selvforsvar men det er det jo nok ikke. Hvis hun gjorde det samme ville det eskalere til noget åndsvagt. 

Antageligvist mangler jeg at finde ud af at sige pænt fra i sådan en situation. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg ikke kan finde ud af det. Om det er fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra generelt? eller ikke kan finde ud af at sige pænt fra generelt? Eller om det er overfor en opfattet autoritet-....Eller om det simpelthen er specifikt dén her situation, hvor jeg oplever mig antaget for at være crazy dum - og eventuelt med tilføjelsen af at min kollega  ikke snakker helt awesome dansk....så jeg oplever at jeg opfatter situationen mere tydeligt/klart /korrekt men samtidigt bliver irettesat...Som med garanti er knyttet til min far...SOmething something defensiv og uprofessionel reaktion...

Jeg har - så vidt jeg ved- aldrig været i den her situation før professionelt. Altså det er ikke noget jeg har gået og slåsset med og så ignoreret løsningen på. Det er en helt speciel cocktail der gør at jeg går lidt bonkers. 

Men løsningen må jo...poetisk nok...være at jeg skal gøre lige som hun gør...og bremse mit selvforsvar og prøve at bruge følelserne som trafiklys til at jeg skal chekke hvad der sker og hvad jeg gerne vil have at der sker i stedet. Det må være noget i den dur der dur. For jeg giver hende ret i at det ikke er ok, men jeg er utroligt uforberedt på hvordan jeg skal håndtere det. 

Jeg ved ikke om jeg kan sætte bedre ord på hvad der får mig derop på selvforsvarsdupperne men det er jo something something....Som jeg håber jeg kan summe frem i løbet af de næste par dage. 

Til at starte med hjælper det som altid at skrive det ud af systemet og 'ned' på bloggen. 

Mærkedag og lille skræmt mavefølelse!

Idag har været en varm varm dag. I dag har også været en mærkedag og samtidigt lidt svært at mærke mig selv i. Vi har sendt indskud afsted. Mange penge og skræmmende. Vi har også underskrevet lejekontrakten og været inde hos kab og aflevere den fysisk og det hele...

Vi har også købt hjemmelavede stofmasker til brug i offentlig transport fordi Covid-times... Åh ja.

Anyways. Vi flytter sammen lige om lidt og først her til aften har jeg husket på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har været viklet ind i logistik og flyttegøgl og haft styr på tingene så småt osv. Der har været plads til at kattefyren har kunne freake ud og alt det jazz...og så rammer det mig pludseligt, at det faktisk er mig der har gang i et førstegangseventyr og at jeg er på helt ukendt grund på så mange måder. Det er ikke skidt det er bare lidt wow. Jeg er træt og glæder mig til at sove på det. 

Venteventeri med ekstra venten...Men holder hjertet højt

Idag har været en dejlig dag. Det er hårdt at vente og vente på mange forskellige ting. Det er hårdt at håbe...Men jeg er lykkelig i hjertet og det hjælper. Jeg elsker virkeligt kærestekatten og bliver elsket helt tilbage som kun en hengeven labrador kan. Også selvom den tror at den er en kat...

Jeg har en uformel videosnak med en arbejdsplads i morgen. Håber det går godt. Der er stadigvæk 5 dage (potentielt) tilbage før KAB har deadline med at fortælle om jeg (vi) har fået lejligheden på buskager...hvor jeg er nummer to i køen...Jeg skal stadigvæk have indspillet de sidste to bidder audition til nota og vente på dét og jeg har et par ansøgninger ude...Ikke at jeg lige tror på at de bliver til noget...

Det er meget venteri. Jeg sover forfærdeligt og der er nærmest endeløs og meget varieret motorlarm heletiden her ved lejligheden...Men jeg er stadigvæk helt fyldt i hjertet og det gør utroligt meget. At S tager afsted lige om snart gør også ondt...men hvis mit hjerte ikke var fuldt ville det slå mig helt i stykker. Nu håber jeg bare på at ting bliver vidunderlige for ham og at jeg vil være så glad ved det...

En lille vidunderlig dag

Lørdagsgril med familien i haven. Kærestekatten der ryger fisk. Uventet solskin. 

Uinspireret update i erindringens navn

Kontekst: Sidste del af hvad der måske er første bølge af Covid19 i Danmark. Vi er igang med 'genåbningens tredie fase' som så tilsyneladende er den sidste foreløbigt. Fitness centre står til at åbne omkring nu.

USA har haft protester (de største i min levetid nok) i en uge. Det er imod politivold og mord på borgere. Især racegjorte borgere. Det blev startet af endnu endnu et mord og protesterne har kørt lige siden. Der er demonstrationer i sympati på verdensplan. Kærestekatten og jeg fangede den sidste del af den i søndags. Mindst 15.000 mennesker på gaden.


Idag har jeg migræne. Kæmpe hovedpine. Det kommer af at jeg ikke sover godt og har dødsangst i lange baner før jeg sover. Så jeg falder måske i søvn ved en tre eller firetiden og bliver generelt vækket klokken 08. Dette har medført full on zombie-mig og en kæreste som har gjort gulve rene og støvsuget dem i køkken, bad og stue. I morgen kommer ejendomskontoret og vurderer hvad der skal laves før jeg fraflytter (hvilket jeg for-fucking-håbentligt snart får mulighed for)

Kærestekatten var til barber og tog mit råd og fik lavet en 'tight' barbering til hans vikingelange hageskæg. Det er rigtig fint. Det bliver sjovt når vi endelig kommer ud i hans nye jakkesæt og frisyre til næste udemiddag.  - Det hjælper utroligt meget at hans økonomi er kommet på benene. HandikapSU gør at der er overskud hvor jeg før har stået for hvad der nu engang var af forkælelse generelt. Det er en rar og meget uvant afveksling.

På lørdag skal vi grille for anden gang med min familie. Det er den gode corona-løsning hvor vi kan ses og snakke og spise sammen, men udenfor og massere af plads gør det meget mere sikkert. Det er klart et af de positive træk ved at bo hér, at fælleshaven er så fin.

Kærestekattens familie holder fødselsdag på onsdag så der får vi også set dem. Alt i alt er udsigterne til ugen rigtig gode, men hovedpinen gør selv dagens jobjagt til en bibemærkning og flad fornemmelse.