Meditation og grounding - når det hele lige lander lidt

 Det er simpelthen så spændende - ikke nødvendigvis behageligt men spændende- at opleve hvordan ting bliver aktiveret og aktualiseret. At det så bliver til mere oprydning og roden rundt er hvad det er. Forhåbentligvist bliver jeg bedre og bedre til det. Også til næste og andre gange.

Igår mediterede jeg på nysvensken og det var en meget overraskende oplevelse. I meditationsinstruktionen var foreslaget at invitere personen ind og måske forestille sig at vedkommende sad på kanten af sengen eller ved siden af en. Og der landede min weekends oplevelse et lidt overraskende sted. Det var en super rolig oplevelse. Jeg kunne helt og holdent fornemme ham og min oplevelse af ham. Det var på ingen måder i familie med det stress jeg har haft med kommunikationen med ham. Han var den form og stemning som jeg oplevede. Det stiller skarp på min efterbearbejdning af Helgenen og Stockholmeren og de ar der er efterladt dér. Det giver måske nogle veje ind til også at snakke med psykolog om det. Måske også at meditere på dem. Dén tanke giver dælme nogle kropsreaktioner (kvalme) så det må betyde at der er noget at komme efter i de overvejelser. 

Ifht nysvensken så lægger jeg de store vurderinger og overvejelser fra mig for nu. Jeg behøver ikke at vide hvad det er eller ikke er. Jeg skal fokusere lidt på de ar der blev blotlagt. Det gør at det hele lægger sig i et 'go with the flow' niveau som er der jeg startede og gerne vil forblive.
Jeg føler mig ret taknemmelig for, at være blevet aktiveret på en måde og i en situation hvor jeg kan gøre noget ved det. Jeg har værktøj og kan skaffe flere. Jeg har muligheder og jeg har tryghed. 

Det at komme igang med at blogge igen er godt i sig selv. Det er også ret vildt at læse tilbage i nogle af de smertefulde tanker og oplevelser og føle udviklingen. Og føle omsorgen for mit yngre jeg. 

Det er wack at være en gammel dame nu med både gamle og nye ar. Men jeg ved mere om hvad jeg vil og hvordan jeg ønsker at være. Det bliver bedre og bedre. Måske jeg får lov til at dø i et nogenlunde ryddeligt sind!

A matter of some interest?

 Jeg tror at jeg lander lidt i såen...Det nye perspektiv? Eller er ihverttilfælde ved at stille lidt skarpt på det. Måske det bare er ved at være ædru fra weekendens baden i krop og hormon-indtryk!

Jeg tror at jeg har brug for at trække mig stille og roligt? Ease out of it måske? Ikke skrive en stor og bombastisk alt-forklarende rant, men mere såen step by step? Mærke mig selv i det?

Det er ihverttilfælde sådan, at jeg synes det ville være meget tungt at skulle gøgle et eller andet sammen med én, der så tilbageholdende med kommunikation på chat. Det ville være lidt anderledes, hvis han så havde lagt op til at gennemføre den foreslåede kommunikationsforandring (videochat) men jeg får fornemmelsen af, at det også ville skulle være mit arbejde. Og jeg kigger ikke rigtig efter mere arbejde! Dét er en af kerne-tingene. Jeg vil have dejlighed og det skal ikke koste mig meget stress og overtænkning. Og! jeg tænker altså at det godt kan lade sig gøre uden at min hjerne spasser helt ud, i relationer med folk der kommunikere mere og som er mere 'på'. Det er for svært at vide og mærke i det her og det virker ikke godt for mig. Jeg antager, at  jeg ville kunne holde samtaler kørende hvor jeg sprayer ud med spørgsmål - og jeg kan sagtens finde på endeløse spørgsmål. Dét er intet problem. Men det får mig til at føle mig som et higende væsen. Somom jeg er helt lavet af længsel. Somom at jeg står udenfor en dør og presser mig på. Det vil jeg ikke sætte mig selv i. Det ender med at opbygge flere følelser end jeg egentligt har, fordi jeg ender ude i at performe det somom jeg er endeløst betaget. Der er der sikkert mange der er ok med det, men jeg kører tør. Nok fordi det ér et af mine kærlighedssprog tror jeg. Såen at vise interesse. Og jeg vil da være og føle mig interessant til gengæld også som minimum så. Som jeg nogle gange får mumlet i mørket....' Hvis jeg ikke er andet, så er jeg da i det mindste fucking interessant!' - Selvfølgeligt vil jeg godt lave arbejde i relationer, men det er når der er et mere garanteret overskud.

og altså...Der er et eller andet semi hjælpeløst over, at reagere godt på at blive stillet spørgsmål og få opmærksomhed, men ikke være i stand til at gengælde det. Det minder mig lidt om såen...'the orgasm gap'. Altså dét, at femme-opdragede folk har meget færre orgasmer i et hetro parforhold. Det er jo ikke fordi de har sværere fysiologi (lesbiske par har det højeste orgasmetal af alle par) men fordi de også giver mere opmærksomhed end de får. Sådan har jeg det med samtaler og spørgsmål. Det er dét jeg virkeligt elsker. Jeg elsker at stille spørgsmål og sådan set også at give orgasmer, men på et tidspunkt får jeg også nok af at være giveren. Spørgeren. Opmærksommeren. Subjektet til Objektet. Jeg vil være objekt og opfyldt og spændende. Jeg vil være høj på opmærksomhed og endorfiner og oxytocin. Og så vil jeg jo gerne gensidigt forelske mig i folk. Det ville også kræve noget gensidighed og kommunikations-stabilitet af en eller anden slags. Men som minimum vil jeg have spirende spændende relationer, hvor det ikke er mig der bare laver den tunge ende af relationsarbejdet. 
Det er sikkert drøn attraktivt, at kunne læne sig tilbage og smide en flaskepost afsted og så aktivere en masse veldresseret femmitet og spørgsmål og omsorg. Det er jo fint hvis det ikke kræver mere for folk, at begå sig i datingland. Jeg tænker også at det måske bare handler om det individuelle temperement. Der er vel nogen der elsker at lave det arbejde og hengive sig til det. Eller som ikke engang tænker over det. Men det gør jeg ikke og det gør jeg bare.

Så jeg tænker at jeg holder lidt igen med kommunikationen og giver mulighed for det uventede at springe frem, men jeg holder ikke vejret. Jeg venter måske lidt i spænding, men ja. Komboen af, at være dårlig til noget og ikke så tage hånd om det er såen meh. Og ellers er det jo bare mig der faktisk ser/opfatter/fornemmer manglen på interesse, selvom den ikke bliver udtalt og såen samler op på den. Og så er jeg jo stadigvæk igang med at lave arbejde som jeg ikke er interesseret i og overveje/kommunikere for nogen der burde gøre det selv. 

Oh well. Måske jeg bare sender linket til den her post på et tispunkt når jeg er helt færdigbagt på det. 

Mandagen derpå

 Et overall dejligt eventyr har ført til søndagsdiskussion med Rikke og morgenreflektion med kaffe. 

Der er nogle ting der bliver rørt og berørt indeni, som jeg har måtte kigge nærmere på og skille fra det der faktisk er foregået i virkeligheden. 

Grundlæggende set har jeg måtte tage en test og få nogle ord på tilknytningsmønster. Der er noget something something - måske i den aktuelle dynamik, måske bare i mig, men ihverttilfælde i min situation ifht job og forældre, som sætter alt muligt igang. Og det er ængstelighed og det er også noget solid overtænkning i bølger. Det har været dejligt distraherende at kunne have lidt hyggespekulade om nysvensken i løbet af den sidste måneds tid, men det virker ikke rigtig længere for nu er der lidt faktisk virkelig viden om personen (som var en del anderledes fra hvad jeg lige havde forestillet mig og haft det lidt hyggeligt med at tænke på). Den viden gør ikke at jeg ikke kan lide vedkommende, men det er på en anden måde. Og jeg har lidt lune følelser overfor personen. Men det aktiverer tilsyneladende en full-blown tilknytningsmønster-panik. Såeh. Dét er måske det næste sted min indre rengøringsbataljon skal vende deres skyts. Eller forståelse eller whatever. Måske det er noget jeg skal snakke med familieterapeuten om. 

Det er ihvertilfælde ikke kun den fornøjelse jeg håbede på. Det er lidt mere såen usikkerhed og i bølger angst der kommer op. Det er ikke proportionelt med situationen - det er noget jeg tager med til min egen efter-oplevelse. Såeh. Kan jeg overhoved sådanoget her?  Jeg vil gerne kunne det, men er jeg i god nok working order til at prøve allerede, eller skal jeg trække mig og prøve at få det repareret? Jeg er i tvivl. 

Et eller andet onlineråd foreslår at prøve at kortlægge hvor de her ting kommer fra. Hvor den anxious preoccupied attachment stil kommer fra. Altså at det stresser mig og gør mig utryg at få folk tæt på med følelser. Umiddelbart kun romantisk nu, selvom jeg tror jeg har haft det med venskaber på et tidspunkt. Måske. Jo. Jeg er ret overbevist om at jeg har haft det med venskaber fra mobbe-perioden i folkeskolen og så ind i gymnasiet. Men jeg synes ikke, at jeg husker det som et problem efter hashpsykosen, så det er nok en af de ting det lykkedes mig at springe en del i stykker med rå paranoia. Og efterfølgende at reclaime virkeligheden via Opus-breakup og en liste over 'virkeligheden kontra fortællingen' om 'kammeraterne' har været den sidste del af processen. Eller. Den sidste del af processen har været at bruge den notesbog til at bekræfte gentagende efterfølgende oplevelser og såen...vaske min hjerne endeligt fri fra de forestillinger. Så jeg tror jeg er helt ok på vennefronten. Det giver mig lidt håb her imens jeg skriver det ned. 

Mén. På følelsesfronten, når det kommer til det romantiske, ja der har jeg vidst stadigvæk noget arbejde at lave. Det er ret færdigtænkt hvad jeg gerne vil: Poly - ikke 'bare' åbent. Jeg har knaldet nok tilfældige mennesker i mit liv og har både de sjove historier og et par voldtægter at vise for det. Det er fint - jeg har hakket løst i flere bælter. Jeg kan score hvis jeg vil. Det er ikke det jeg er interesseret i. Den overfladiske bekræftigelse kan jeg godt finde. 

Men det fører så til listen over grunde til at jeg er rimeligt fucked op på tilknytningsfronten i romantiske relationer. Eller? er det en liste? Eller er det bare min fucked op eks-kærestes vanvittige alkoholiker-halløj? Er det Helgenen og den evige varm/kolde manipulation og selvoptagethed der har sat mærker? Var jeg ængstelig før?

I en eller anden grad må jeg have været det. Der er et eller andet med fornøjelsen ved at længes på afstand, frem for at vitterliggøre ting, som kommer langt tilbage fra. Der er noget med, at være bange for at det går ud over vedkommende, fordi personen ville blive mobbet hvis jeg viste begejstring. 

Er det skam? Skyldfølelse? Ejerskab og beskyttertrang? Jeg har ihverttilfælde noget med gerne at ville passe på dem jeg kan lide. Er der stadigvæk en rest af at ville skærme dem fra konsekvenserne af min 'gunst'? Måske...Det er der nok stadigvæk en snert af. Hvorfor ikke. Alle ar er vel klar til aktivering når stormen raser. 

Men ihverttilfælde så er der noget om noget med at mit hoved panikker og at det ihverttilfælde - hvis ikke opstod- så gik i overdrive med Helgenen. Måske noget af det startede med Stockholmeren ifht den crazy slutning. Der er nok noget dér også. 
Er det noget jeg selv har skabt? Tja. Det kunne være. Det kunne også være to uheldige henholdsvist konfliktsky og så komplet wack personer der har trukket nogle dybe ar. Det tror jeg ihverttilfælde er noget af det. 

Så jeg bliver aktiveret. Af helt almindelige situationer. Og det er fordi mit system prøver at beskytte mit begejstrede hjerte? 

Har det grund til det? Det ved jeg ikke helt. 

Fordi jobsituationen er så gøglet, så er der en kæmpe frygt for usikkerhed og afvisning igang. Det ved jeg og jeg skriver det igen og igen. Det er ret meget livsgrundlaget der er truet. 
Med nysvensken er risikoen...At jeg udvikler flere følelser end han gør? Og hvad er worst case så dér? Det vil være mere Helgen/Stockholmer usikker crazykaos. 
Så dét er ikke helt irrationelt at være bange måske. Det kan jeg godt møde mig selv i faktisk tror jeg. Det er baseret på levet liv. Det handler om kommunikation og om at være utryg i utydelighed. 

Èn af de ting jeg godt kunne lide ved nysvensken er hele ' jeg prøver at være en good guy i det her' - Det betyder vel også overfor mig. Min bekymring siger selvfølgeligt at jeg af en eller anden grund skulle være den ekstraordinære undtagelse der bliver kørt over ende, men det tror jeg ikke faktisk. Kun såen selvskærmningsmæssigt. 

Jeg er bange for at der er ting jeg ikke ved. Jeg er bange for at der er ting jeg ikke forstår. Jeg er bange for at 'regnestykket' ser anderledes ud end jeg forestiller mig og at jeg så bliver løbet over ende eller chokeret og såret hvor jeg burde kunne have vidst det og skærmet mig. Det er erimitkrebsen om igen? Eller hvad?
Jeg er bange for at det at være bange gør at jeg ødelægger mulige oplevelser og relationer fordi jeg er i stykker. For broken til at kunne deltage. Åh altså. Jeg vil have eventyr og oplevelser og dejlighed og jeg vil ikke være i vejen for mig selv. 

Men det ér jeg. Og det må jeg jo antageligvist finde en måde at være i, for jeg kan nok ikke fikse det lige med det samme. 

Så dét her er en af måderne at prøve at være med det? alt skrive tingene igennem. En form for meditation? At udvilke på det så jeg kan finde veje i fremtiden som ikke kræver 3 a4siders tekst. 

Kan det virke at vide at det er traumer der bliver aktiveret? Kan det være dét der gør det? - trække vejret dybt og lave en mini-meditation? - Er det virkeligt sådan at jeg er så i stykker at jeg må det? Det tror jeg, men jeg kan mærke jeg synes det er lidt pinligt. Jeg må også arbejde imod min trang til kontrol. Til at tage hånd om eller styre. Det er ikke super mærkeligt at have have behovet tror jeg, men det kommer af frygt og jeg gider ikke handle på frygt. Jeg er ked af at føle trangen og jeg ved at dét kommer fra jobusikkerheden, men det er stadigvæk ikke najs. 

Rikke gav en rigtig god vinkel ifht noget kommunikation. Om jeg kan være i det og gøre det, dét ved jeg ikke. 

Det har meget lidt at gøre med den aktuelle person. Det har alt muligt at gøre med dem der var før. 

Den aktuelle person har været et uventet spændende menneske at lære lidt bedre at kende. Der er nogle overraskende steder jeg syntes klikkede på sjove måder. Det kunne være spændende at undersøge det videre. 

Kattefyren må være grunden til at jeg så overhoved kan være i det nu, med al min åndsvage bagage. 

åh jeg håber jeg kan være i sådanne eventyr på en bedre og bedre måde. Lad denne reflektionsproces være en af de værktøj der gør det muligt. 

Potentiale for flere kærtegn og måske kærlig nærvær

 Der er et lille døgn til at jeg får besøg fra sverige. Det er helt vildt nervepirrende og jeg prøver at holde mig rolig med mantraet 'jeg er den modigste mig - for jeg gør ting der skræmmer mig helt vildt'.

Det ér vel det der gør modig frem for bare eventyrlig. Jeg er bange men gør ting alligevel. Det har jeg vidst altid gjort. Jeg kan ikke huske en tid hvor jeg ikke var bange eller ængstelig eller bekymret. Det er jo ikke så mærkeligt, når jeg har levet i et voldeligt miljø fra jeg var helt lille, men det ér noget som er blevet sat til diskussion. 'Du virkede ikke bange' er blevet sagt flere gange om dengang og sidenhen har folk sagt 'du virker ikke akkavet'. Men det er jeg. Akkavet og ængsteligt og bange og bekymret. Men det er ok. Det er bare sådan jeg er blevet formet ret tidligt. 

Og nu er det snart næste skridt på et eventyr, som allerede har gjort utroligt meget godt. Det har bragt mig og den fine kæreste tættere sammen og genvakt noget intimitet som har haft det virkeligt svært. Sådan en kæmpe bøtte af forelskelses-energi har vist sig at kunne distribueres ud over andre dele af livet, og det har både virket i kæresteforholdet og som livs-eleksir når nu jobbet skulle springe i luften lige efter KP. Det har virkeligt været to ekstremer, hvor hjemmelivet har blomstret og jobbet har været fyldt med (begrundet) angst og bekymring. Det nåede op til et niveau, hvor jeg blev nød til at aflyse terapi med forældrene og var lige ved at aflyse andre events, for at kunne rumme at gå på arbejde. Jeg endte med ikke at aflyse events, for jeg gider fanme ikke, at mit job skal koste mig mit liv. Jeg vil meget gerne blive ved med at arbejde her, men det er ikke for enhver pris. Faktisk endda ikke for en super høj pris hvis jeg kan undlade det. Jeg skal nok krybe og kravle, men ikke så det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. 

Men der er måske 26 timer til at vi mødes og det er vildt hvordan tid relativeres. Der var meget langt til, da det var for 14 dage siden. Nærmest uendeligt langt. Og da det blev mandag. Og nu hvor det er i morgen. Det er ret fantastisk. Det er som at være ung og stå overfor uendeligheden af en eftermiddag. Det modificeres lidt af den erfarnes forståelse, men følelsen er ret tæt på. Det dvæler jeg ved så meget som jeg overhoved kan. 

26 timer til ret vild uvished. 

Endnu en slags pause

 En af de første rigtigt såen sommernedlukkede dage på job. Langt størstedelen er på ferie og det er varmt og dødt. Det er ikke forfærdeligt og det er jo sådan at nogen må være på beredskabsvagt herude og det er i dette tilfælde mig og T indtil han også går på ferie på torsdag. Derefter er det vidst mig solo torsdag med en enkelt der vender tilbage om fredagen. 

Tiden på arbejde går med arbejdstanker og tidsfordriv og enkelte faktiske handlinger at gøre. 

Jeg har brug for at bearbejde ting på skrift igen tror jeg. Det skal ned og rundt og op igen og ud. Og måske nok endda ud og ned på skrift før det kommer rundt i hoved igen. 

Jeg har fundet ud af at jeg helt har haft fortrængt at kattefyren truede selvmord lige før jeg skulle til jobsamtale her. At det faktisk var en kæmpe heftig situation og at A hun talte mig igennem det da jeg ringede fordi han ikke ville/kunne gøre det godt igen inden jeg skulle til samtale. Det er rimeligt vildt at jeg ikke virkede som en kæmpe nervøs vanvidsperson da jeg dukkede op til samtalen.

Anyways - det der freaker mig ud er at jeg helt har glemt det. Helt. Indtil han bragte det på banen i en anden sammenhæng. Det freaker mig ud at den mekanisme er indbygget i mit hoved. At jeg helt kan skubbe det ud og aldrig huske det af mig selv. 

Det er jeg helt overbevist om at jeg har fået indbygget hjemme hos mine forældre. Der er en vekselvirkning jeg husker imellem trusler/vold og vrede og så at skulle få det vissevasset/talt ned/gaslightet fra min mor og at alle havde en forventning om at jeg skulle finde tilbage til at opføre mig så hvad end de havde af planer ikke fortsat blev afbrudt af al mit 'hysteri' aka al min reageren. Al min nægten at lade dem normalisere det. 

Det lykkedes dem jo i høj grad at normalisere de ting, men ikke nok til at jeg ikke kunne komme ud af det med tiden i det mindste. 

Jeg tænker jeg må finde en psykolog der bor nogenlunde belejligt, men det gør ondt at skulle bruge penge på at rydde mere af deres lort ud. Rydde mere op efter mennesker der er stolte af ikke at ville efterlade noget til de børn de selv har sat i verden. Det synes jeg er mega ulækkert. Altså at efterlade regning til folk man selv har inviteret. Jeg tror ikke jeg kender nogen forældre (altså på min alder) der har samme ambition. 'Hvis der er noget tilbage når vi dør, så har vi gjort det forkert' sagde de med stolthed. 

Jeg håber at nå til et punkt hvor jeg faktisk kan sige 'fred være med det' og ikke bare ' nåh ok det må så være normalt' som jeg først troede, og hvad jeg føler nu, som er foragt. Det gider jeg ikke bære rundt på i længden, men det kommer jo nok til at tage lidt tid. Det er virkeligt noget selvretfærdigt bras mine forældre bryster sig af. Der hvor jeg sidder ligenu, så er jeg ikke længere afhængig af dem og derfor ikke nød til at udglatte og mediere de ting jeg ikke kan lide. Det har vel taget rimeligt lang tid, men det er som det er nu. Jeg tager en tiltrængt pause. Hvis de går hen og dør i mellemtiden, jamen så kan de jo få en del af deres ønsker opfyldt ifht ikke at efterlade noget - ejheller sympati. 

Agressivt selvforsvar

 Jeg arbejder på at arbejde mig igennem en uhensigtsmæssig reaktion på en kollegas facon. Den er nu to gange endt med at vi (på hendes opfordring) har haft en snak om at hun oplever (med rette) at jeg skælder hende ud og at hun ikke er ok med det.

Det vil jeg gerne ikke gøre. Det har jeg sagt og taget åbenhjertigt imod. 

Den her post vil prøve at undersøge den modstand jeg oplever om emnet og måske kan jeg skrive mig frem til en bedre forståelse. Jeg tænker det også bliver til et telefonopkald til veninde eller to...

Jeg oplever at hun taler ned til mig og forklarer mig virkeligt basic og idiotiske ting. Jeg oplever mig fornedret af det og at jeg bider tilbage i selvforsvar. Jeg oplever det i situationen og når jeg umiddelbart bliver konfronteret med det, som retfærdigt selvforsvar men det er det jo nok ikke. Hvis hun gjorde det samme ville det eskalere til noget åndsvagt. 

Antageligvist mangler jeg at finde ud af at sige pænt fra i sådan en situation. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg ikke kan finde ud af det. Om det er fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra generelt? eller ikke kan finde ud af at sige pænt fra generelt? Eller om det er overfor en opfattet autoritet-....Eller om det simpelthen er specifikt dén her situation, hvor jeg oplever mig antaget for at være crazy dum - og eventuelt med tilføjelsen af at min kollega  ikke snakker helt awesome dansk....så jeg oplever at jeg opfatter situationen mere tydeligt/klart /korrekt men samtidigt bliver irettesat...Som med garanti er knyttet til min far...SOmething something defensiv og uprofessionel reaktion...

Jeg har - så vidt jeg ved- aldrig været i den her situation før professionelt. Altså det er ikke noget jeg har gået og slåsset med og så ignoreret løsningen på. Det er en helt speciel cocktail der gør at jeg går lidt bonkers. 

Men løsningen må jo...poetisk nok...være at jeg skal gøre lige som hun gør...og bremse mit selvforsvar og prøve at bruge følelserne som trafiklys til at jeg skal chekke hvad der sker og hvad jeg gerne vil have at der sker i stedet. Det må være noget i den dur der dur. For jeg giver hende ret i at det ikke er ok, men jeg er utroligt uforberedt på hvordan jeg skal håndtere det. 

Jeg ved ikke om jeg kan sætte bedre ord på hvad der får mig derop på selvforsvarsdupperne men det er jo something something....Som jeg håber jeg kan summe frem i løbet af de næste par dage. 

Til at starte med hjælper det som altid at skrive det ud af systemet og 'ned' på bloggen. 

Mærkedag og lille skræmt mavefølelse!

Idag har været en varm varm dag. I dag har også været en mærkedag og samtidigt lidt svært at mærke mig selv i. Vi har sendt indskud afsted. Mange penge og skræmmende. Vi har også underskrevet lejekontrakten og været inde hos kab og aflevere den fysisk og det hele...

Vi har også købt hjemmelavede stofmasker til brug i offentlig transport fordi Covid-times... Åh ja.

Anyways. Vi flytter sammen lige om lidt og først her til aften har jeg husket på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har været viklet ind i logistik og flyttegøgl og haft styr på tingene så småt osv. Der har været plads til at kattefyren har kunne freake ud og alt det jazz...og så rammer det mig pludseligt, at det faktisk er mig der har gang i et førstegangseventyr og at jeg er på helt ukendt grund på så mange måder. Det er ikke skidt det er bare lidt wow. Jeg er træt og glæder mig til at sove på det.