kunsten at være komplet kold i røven...

Så jeg havde noget i nærheden af et angstanfald i lørdags, dybt inspireret af mit nuværende job.

Jeg har besluttet at det må være nemmere at have et job end det her.

Nu opererer jeg efter en idé om, at jeg ikke skal hugge en hæl eller klippe en tå eller gøre noget som helst selvskadende for at have det job. Nu får vi at se hvordan det går, men resultatet idag var ihverttilfælde en dramatisk forbedring. Det resulterede i nogle blændende uenigheder med min instruktør, men jeg kan godt overleve akkavet tavshed. Nu får vi at se...

første måned og frigørelsens erkendelser og behov...

Jeg kørte op i en spids idag. Skælvende i metroen med rædsel helt ind i kernen. Det er forløst nu men det er værd at prøve at skrive lidt ned om hvad der skete tror jeg....Selvom der er en forbeholdenhed i mine fingre i forhold til at prøve at sætte ord på det...måske fordi jeg ikke vil vække det igen, måske fordi jeg finder det pinligt, måske fordi det bare er tungt og jeg er udmattet...


Mit første job er startet kaotisk og jeg har ikke fundet nogen rigtig hjælp at hente i selve arbejdspladsen. Alting er ad hoc og inforstået, samtidigt med, at man ikke har en instans jeg kan spørge eller nogen der vil forklare hvad der foregår.
Vi er blevet dirrigeret ud i det her månedslange intense læringsforløb der skulle kvalificere os i at undervise i softwaren, men problemet er, at didaktikken i det er...well..åndsvag. Drill-instruktion og death by powerpoint afløst af individuelle øvelser der så kulminerer i en 'undervisningsgang' hvor vi skal pseudo-rollespille at vores instruktør og andre fra firmaet er studerende. Det er så utroligt perverst. Det er forventet at jeg skal stå og fortælle dem om firmaets historie somom jeg kender den vildt godt og de ikke gør. èn ting er, at jeg skal til eksamen i at kunne bruge et stykke software foran nogle folk, men jeg kan simpelthen ikke ...ja...jeg ved sku ikke hvad der kommer til at ske på onsdag. Jeg ville aldrig stille mig op foran en klasse eller sidde med en elev og lyve. Det er ikke sådan jeg virker. Hvis det er den slags opførsel som jeg generelt forventes at være ok med, så virker jeg ikke i firmaet. Mit problem er, - for det første- at jeg ikke har nogen jeg kan spørge og for det andet at dem jeg har spurgt er fuldstændigt uforstående for det. Altså...Jeg lyver ikke i mit liv. Jeg kan optræde med en rolle, men jeg optræder ikke som mig. Jeg gør det modsatte. Min måde at være på scenen på og være underviser på, er ved at finde noget inde i mig og præsentere.

Det virker somom de leder efter sælgere og skuespillere, ikke efter hvad jeg kender som en autentisk lærer.

Men...jeg ved ikke om det virkeligt er dét der er omdrejningspunktet. Altså...Om det er dét at skulle lege at ingen kender firmaets historie...Der er så mange små dumme ting som er svære at opsummere, at det hele ender med at hænge på det her åndsvage eksempel og jeg tror det er det største problem. En masse små dumme ting, såsom ' al undervisning er salg' og ' nah du kommer ikke til at opleve sexchikane for det har jeg- en blond høj mand- aldrig prøvet'....jebus...det er så dumt.

Jeg oplever simpelthen ikke at folk er...voksne nok? (det er nemt at antage når alle folk er så unge) til at forstå hvordan de sociale aspekter af en arbejdsplads virker.

Der er en kamp indeni mig der hele tiden prøver at forklare situationen med rationelle grunde for deres handlinger og fejl i mig. Det var dét der kulminerede idag, da hele mit væsen var spændt op og min indre kerne protesterede, men jeg ikke kunne sætte ord på det. En grundlæggende følelse af, at det er forkert, at det skulle være mig den var gal med...samtidig med en kæmpe skyld/skam/frygt fordi det er så påståeligt og så selvforherligende at påstå det. En form for loyalitet overfor mennesker som jeg slet ikke kender...
Hvilket måske ikke er mærkeligt....Altså..jeg antager jo at folk generelt er fornuftige, vise, empatiske og kompetente. Jeg har ikke rigtig lyst til at antage andet.....

Første arbejdsuge i den virkelige verden...

Havde jeg tvivl - det havde jeg jo nok- så er de væk. Jeg har overstået første uges arbejde og det er vidunderligt. Ikke bare har jeg klaret det, men jeg har også fået slukket den blændende angst for, om jeg havde taget et job hos det ondeste corp i verden. Det er facinerende, til tider deprimerende emner vi beskæftiger os med, men uber-ondt og menneskerettighedskrænkende, er nok så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Det har været en fuldstændigt betagende uge i forhold til at have mødt ret utroligt flinke og betænksomme mennesker i england og i forhold til at blive udfordret i sine fastsatte tankemønstre og hvad man ved om verden. Det er ikke så ringe endda. Om det direkte fører til at gøre verden til et bedre sted...well det får vi at se som tiden går, men jeg er en del mindre bekymret for, at gøre den værre ved at lave den undervisning og udvikling som jeg skal. Sikke en virkelighed! sikke et liv :-o


Angsten for at ting kan være for gode, er klart en faktor lige nu, som jeg sidder her, lige landet hjemme i en lejlighed hvor mine forældre har været forbi med lidt velkomstgaver og omsorg. Selvom jeg ved, at det kan betale sig at gøre sig umage, så er det stadigvæk mærkeligt foruroligende når det virker.

Det er spændende at være i det her krydsfelt imellem sagt og usagt. Jeg tror egentligt ikke at der er noget vi er blevet forklaret denne uge, som jeg ikke må skrive ned, men jeg tror det tager lidt tid at fordøje før det kan gøres sammenhængende. 


Jeg er fyldt med håb og bekymring og begejstring og oplevelser og meget meget mæt af det hele....Og nu har jeg min første weekend fra arbejde. På mandag skal jeg møde resten af mine kollegaer og det er spændende og lidt skræmmende. På slutningen af kurset blev vi budt velkommen ind i den her sikkerhedsverden og jeg sidder nu med en mulig fremtid jeg aldrig havde overvejet. Det er stort og rodet og spændende og skræmmende og gøglet og meget meget uventet. Endt uddannelse og ud på arbejdsmarkedet har været alt andet en den langsomme kedelige død jeg frygtede...men jeg er selvfølgeligt også kun én uge inde!

Nyt link i bloggen: arbejdsliv! :)

tilstand påvirket af tingenes tilstand...

Efter næsten en hel uge med feber og over 2 måneder i venteland er jeg så tyndslidt at jeg denne søndag nat er klar til at erklære mig selv for en komplet og fuldstændig fiasko.

Jeg er så fyldt med længsel der stritter i alle retninger, og så endeløs en håbløs afmægtighed i forhold til alt hvad jeg ville kunne navngive som et ønske for noget i min tilværelse. Kærlighed? ude af min rækkevidde...Støttende venskaber? pah...pøj pøj. Lig du bare syg i din egen sky af hoste og håb, at andre end dine forældre vil dig det godt...Men forvent ingenting. Og arbejde? rejser? Nah...Det her bliver den længste næse af rang. Du har glemt et eller andet der skulle registreres på ansøgningen...eller du har glemt endnu en ubetydelig klatgæld der får dig til at virke som en kaotisk og uorganiseret idiot...

Jeg er så utroligt træt. Træt af at være bankerot på alle fronter i mit liv ud over min nærmeste familie. Og træt af at min nærmeste familie for al fremtid vil bære en eller anden sorg i sig. Nu og frem er det sorgen over, at min far har det dårligt og åbenbart aldrig vil får det bedre end han har det...Og i fremtiden kommer den store sorg over at han ikke findes...Liden sol...Selvom det var så utroligt helbredende at være hjemme hos dem, at jeg ville ønske jeg kunne flytte hjem og undslippe denne kvælende ensomhed. Åhja.

I spejlingen af vores kærlighed, findes vi...og jeg findes i tynde tråde af mine forældres inderlige kærlighed til mig. Og jeg til dem...Men 5 dages feberisolation uden andre at ringe til...Fuck det shit... Det er vel en fejl i mig som jeg måske kan grave igennem men jeg har sku brugt så meget af mit liv på at ransage mig selv og vende sten for nærmere klarhed. Denne gang tror jeg bare jeg vil pakke min indre kuffert og lægge planer. Se fremad mod en anden tid og et andet sted hvor en anden slags mennesker møder mig. Jeg er ikke den eneste faktor i en ligning jeg kan forandre og ikke den eneste der kan spille ind.

Mere ventetid i venteland

Der er ikke noget som dét at vente på at folk roder igennem ens liv, som kan iværksætte en frugtesløs selvransagelse af netop samme liv. Gudfader hvor er det længe at vente på at vide om man er købt eller solgt. Tænk at jeg har ventet i månedsvis på svar da jeg var yngre?!? Jeg er igang med tredie uges venten og det kan tage fire uger eller længere hvis jeg er uheldig. Det føles så utroligt..åh...gah...Ja. Hvad hvis jeg har fået skrevet en arbejdsløs periode for uspecifikt? Hvad kommer det hele til at stå og falde med? er intet nyt det samme som godt nyt?

Den eneste trøst er stadigvæk, at jeg har et firma der utroligt gerne vil ansætte mig. Dét kan jeg holde fast i, selv hvis den her clearance skulle ryge på en mærkelig procedure. Hvilket ville være så tragikomisk typisk. Lige ned i den selvmedlidende selvfortællingsbibel.

Jeg havde en absolut fantastisk weekend med orkester og koncert og derefter biograf med T. Det står i ulidelig kontrast til en uproduktiv mandag uden andet formål end at vente. Spørgsmålet er om jeg skal gå igang med at træne nu og ikke prøve at holde det til efter nytår. Det vil være noget at lave og gøre mig bare en tand mindre åndsvag tænker jeg. Dunno...

Der kunne sikkert være mere at skrive hvis jeg gravede ned i nogle spekulationer om tilfældige ting, men det giver ikke rigtig mening.

Den eneste ting af bemærkelsværdig grad er nok, at jeg har en oplevelse af at have glemt mere end jeg umiddelbart kan huske af mit liv. Sådan er det vel fra nu af. Det har det sikkert været længere end jeg tror men al den her bagudrettede tænkning har fået det til at føles som en nyopdaget sandhed.

Så glad og stolt at der er mere end jeg helt kan rumme!

Jeg klarede en jobsamtale og jeg fik et jobtilbud! Åh min gud altså. Der er stadigvæk en sikkerhedsgodkendelse der skal klares før at jeg faktisk har et arbejde, men jeg har været igennem en mølletur og er endt med et tilbud og en udtalelse om at de var imponerede over mig. Det er helt vildt eventyrligt og jeg er stadigvæk fyldt med et lille lys inden, selvom jeg ikke har snakket om meget andet idag.

God brætspilsaften med 2 sag i okkult sherlock holmes hos de dejlige folk i valby med min 'jeg har fået job' kage fra et italiensk konditori og bobler indeni. Bobler og dybe suk af lettelse og en utrolig følelse af...well..genkomst? Så meget ballast og så meget kritik og så sidder jeg pludseligt her med en kæmpe bekræftigelse. Godtnok en bekræftigelse af, at jeg er en god komponent i den neokapitalistiske maskine, men stadigvæk..arbejdsmarkedet er så stor en del af vores nuværende tilværelse, at det at føle sig attraktiv dér nærmest er det største omdrejningspunkt for et single menneske som mig.

Måske det er et symptom på kollapset af det her samfundssystem, at det er så altomgribende en faktor. Man kan håbe på, at det er de sidste dage og at menneskelige egenskaber udenfor salg og værdivurdering igen bliver relevante. Jeg græder for dét, at det betyder så meget, men samtidigt lever jeg i den virkelighed og det er fantastisk at kunne ramme noget rigtigt i det. Det er også en skøn oplevelse at have folk at dele det med. Det er en ret ydmyg oplevelse, at have folk værende så glade på mine vegne.

Alt i alt noget der er værd at skrive ned. Starten på den næste store del af mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at det her limbo ikke virker til at skulle vare så forfærdeligt længe endda.

Så er jeg kommet hele vejen rundt i jobmøllen - udover i mål. Endelig jobsamtale er en ny erfaring i al sin komplekse modbydelighed. Forhåbentligvis bliver det bedre med tiden og umiddelbart kan jeg allerede forestille mig forskellige måder jeg ville kunne få, om ikke andet, en illusion af mere kontrol over situationen.

Jeg forstår virkeligt godt hvorfor man - som firma- kører igennem bureauer til de første runder. Det føles også ret godt for mig, at have ent menneske som mellemlag. Jeg dukkede op til samtalen på en anbefaling. Om jeg så var den rigtige energi eller den rigtige procentfordeling af de ønskede kompetencer...det er så en anden historie. 

Træt og semi håbefuld og også lidt...well.. Jeg er ok hvis jeg ikke får det, fordi jeg har lært noget af processen og ikke har en følelse af, at det gik godt nok til at komme i 'mål'. Jeg tror ikke jeg mister selvtilliden selvom de ikke ender med mig. Hmm.... Det er stadigvæk ret awesome at blive ringet op og nå så langt. Åh ja... Det ville have været mega praktisk at få et job på den måde, men det er nok en tand for eventyrligt til, at det er noget at satse sin fremtid på. 

Endnu en fordel ved at have været igennem den her process er at få øvet sin erhvervsmæssige selvforståelse. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, hvad har jeg potentiale til...Det tror jeg er en ting jeg vil have med i et fremtidigt cv...Noget ala ' områder jeg ønsker at udvikle mig indenfor'