En lille vidunderlig dag

Lørdagsgril med familien i haven. Kærestekatten der ryger fisk. Uventet solskin. 

Uinspireret update i erindringens navn

Kontekst: Sidste del af hvad der måske er første bølge af Covid19 i Danmark. Vi er igang med 'genåbningens tredie fase' som så tilsyneladende er den sidste foreløbigt. Fitness centre står til at åbne omkring nu.

USA har haft protester (de største i min levetid nok) i en uge. Det er imod politivold og mord på borgere. Især racegjorte borgere. Det blev startet af endnu endnu et mord og protesterne har kørt lige siden. Der er demonstrationer i sympati på verdensplan. Kærestekatten og jeg fangede den sidste del af den i søndags. Mindst 15.000 mennesker på gaden.


Idag har jeg migræne. Kæmpe hovedpine. Det kommer af at jeg ikke sover godt og har dødsangst i lange baner før jeg sover. Så jeg falder måske i søvn ved en tre eller firetiden og bliver generelt vækket klokken 08. Dette har medført full on zombie-mig og en kæreste som har gjort gulve rene og støvsuget dem i køkken, bad og stue. I morgen kommer ejendomskontoret og vurderer hvad der skal laves før jeg fraflytter (hvilket jeg for-fucking-håbentligt snart får mulighed for)

Kærestekatten var til barber og tog mit råd og fik lavet en 'tight' barbering til hans vikingelange hageskæg. Det er rigtig fint. Det bliver sjovt når vi endelig kommer ud i hans nye jakkesæt og frisyre til næste udemiddag.  - Det hjælper utroligt meget at hans økonomi er kommet på benene. HandikapSU gør at der er overskud hvor jeg før har stået for hvad der nu engang var af forkælelse generelt. Det er en rar og meget uvant afveksling.

På lørdag skal vi grille for anden gang med min familie. Det er den gode corona-løsning hvor vi kan ses og snakke og spise sammen, men udenfor og massere af plads gør det meget mere sikkert. Det er klart et af de positive træk ved at bo hér, at fælleshaven er så fin.

Kærestekattens familie holder fødselsdag på onsdag så der får vi også set dem. Alt i alt er udsigterne til ugen rigtig gode, men hovedpinen gør selv dagens jobjagt til en bibemærkning og flad fornemmelse.

Lykkelig på trods! Familiegrill og aktiv på boligventeliste

Det har vist sig at være på tide at jeg vender tilbage til den her blog. Mange ting sker (store ting som Covid19 og små ting som at blive fyret fra et lille firma pgr skilsmisse hos chefen og første sucessful grillfrokost med familien) og jeg er blevet ked af at jeg ikke har skrevet dagbog. TIng jeg husker er pgr styrken, men alle de følelseskrøller jeg oplever når jeg læser noget gammelt går tabt. Måske lykkes det at genoptage den for en periode nu. Angsten for at blive gammel og have glemt sit liv...angst for at føle at alting er forsvundet...det driver også tasteriet her til nats.

Så: alt for meget at skrive om til, at jeg kommer til det. Som sagt er vi i 2 fase af genåbningen af Covid19 lockdown og dét er en omgang man alligevel skal have levet for helt at forstå...Måske jeg skriver en evaluering en eller anden aften...

Jeg er meget arbejdsløs og uden en ansøgningsskrivningsformåen som klikker.

Jeg er meget lykkelig med kærestekatten selvom vi stadigvæk sliber hinandens kanter og traumer af. Den her weekend har vi først grillet med L og M igår aftes og så med min familie og birthe idag og det har været så inderligt dejligt at være ude og se folk (og føle sig ok sikker) og jeg er ret så lykkelig...så lykkelig at det er svært at sove og jeg er bange for at dø. Der er så meget dejligt at miste og med arene efter Alex og min mormor. Alex for lidt under et år siden og Mormor for 3 måneder siden...det gør det så tydeligt og så tæt på og så uundgåeligt (som det jo er)
 og jeg kan ikke rumme det. Well...størstedelen af tiden gør jeg som alle andre og ignorerer det, men når jeg skal sove kommer det op. Dødelighed over det hele, magtesløs overfor virus, død og arbejdsløsheden oveni og så får jeg angst-småanfald...hver fucking sengetid i en hel måned ihverttilfælde. Jeg er meget træt...

Men i nat er jeg også lykkelig. Vi vil bo sammen og jeg har meldt mit ventelistenummer aktivt hos boligselskabet. Vi har kigget på steder vi kunne bo hvis heldet og numrene var med os og vi har fået lift af forældrene ud og kigge på et par af stederne. Det er dejligt og skræmmende og noget jeg virkeligt ønsker og frygter aldrig sker osv...

Der sker forfærdelige ting i verden også under covid og eskaleret af det. Jeg har brug for at sende tanker til alle dem der kæmper for at ændre det amerikanske system og alle de mennesker der dør af sygdom og politimord og kapitalisme. Det er så hjerteskærende oveni al den øvrige uretfærdighed og sikkert også at mit fokus er dér og ikke på fattigere og værre steder...men ligenu virker det somom usa faktisk ér det værste sted...måske udover iran og rusland sådan som tilfældige nyheder kommer til mig...

mine problemer virker små til sammenligning...Men om ikke andet er de skrevet lidt ned så jeg kan huske det her

Frygt og angst i en stor fremtidsforvirret pærevælling...

jeg har nu haft en kæreste et par måneder. Jeg har kendt og datet ham i lidt over 4 måneder i alt. Jeg er bange og forvirret efter en uge hvor jeg savnede ham imens han var væk på ferie og kom frem til at jeg måske nok elskede ham...

jeg har sagt det til ham og 6 timer senere blev jeg i tvivl om, om det var noget jeg følte...det er svært...kæresteri er svært og ubehageligt...og forvirrende...

Jeg er så bange for at det bare er noget jeg leger eller har vænnet mig til...jeg er bange for om det er fordi det er bedre end ingenting...jeg er bange for om jeg gør det forkert og om der er en skæbnesting som jeg ikke har set og som jeg burde vente på. JEg er bange for at det jeg vælger er det jeg burde vælge fra. Det er virkeligt svært at rumme og det er svært at være i.

Samtidigt er jeg bange for at han gør ligesom svenskeren og helgenen i dumme situationer. Bange for at tage afsted på udflugt med ham og at det viser sig at være lort fordi det var det med de andre. Jeg er måske også bange for at vise mig at være en lort.

Jeg vil så gerne eventyr og jeg vil gerne være god til eventyr med ham. Jeg lærer af ham og jeg synes han er awesome når han lærer mig ting.

------------------


Lidt tid er gået og nu glæder jeg mig...Jeg tager et spring i tillid og håber det går godt.

Hjerteforvirring...forventning og forandring?

Åh....jeg er forvirret og tom og træt og udmattet....

Jeg har en kæreste og i dag har jeg ingen kærlige følelser...

At jeg heller ikke har dem for noget andet menneske er nok vigtigt men jeg forstår stadigvæk ikke hvad der foregår.

Jeg kan godt bygge min betændte udgave af maslows behovspyramide. Jeg kan starte fra bunden og køre op af listen med alle mine almene problemer og mine uforløste behov. Det er svært at være semiforbundet med nogen når alt er fucked...

Måske jeg ikke er helt klar til at bruge ordet kæreste...selvom det ikke er mig en fremmed ting, så er der ét eller andet i klemme her...something...Like...jeg har lyst til at se kattefyren igen og jeg har lyst til at putte med ham, men jeg tror måske at jeg lægger et eller andet i 'kæreste'ordet som jeg ikke helt forstår og som jeg ikke er rigtig klar til...

Det er ikke rigtig ifht omverden det er et problem. Det er en forklaringsmodel som er udemærket. Noget kassetænkning og noget symbolsk og kategorisk som kan markere en form for tilhørsforhold osv.... Men det er det måske inde i mig.

Igen... Jeg synes ikke jeg kan mærke en mangel på lyst til at se ham...måske lidt ifht intimitet i dag, men det kan virkeligt være pgr pms eller stress eller livslort... men jeg er ikke rigtig klar til...hvad end det er for en ting jeg oplever at kæreste gør ved min hjerne...

Er det pgr rester fra en grænseoverskridende lorte-ekskæreste? meget sansynligt...Er det på grund af mine livsomstændigheder`? - også det....Er det pgr kattefyren?

jeg ved det ikke...

Mit problem med ham, sådan som jeg kan identificere det, er at jeg ikke er helt tryg ved ham pgr hans tilbagefald... men måske det ikke er tilbagefaldet, men bare fordi jeg ikke er tryg ved at have en kæreste igen pgr lorte-ekskærestens grænseoverskridende og ødelæggende opførsel

men det gør at jeg ikke rigtig ved om jeg kan tro på kattefyren... og der er et eller andet i kæresteriet der gør at jeg føler at jeg skal kunne tro på noget fremtid? at jeg skal kunne tænke mere end én dag frem...én dag af gangen og dé jingler...

Er det rigtigt eller forkert? er det sådan man tænker? er det noget jeg ikke har lært eller er det en vigtig mavefornemmelse? - Det er mit rimeligt grundlæggende problem i øjeblikket i mine oplevelser med kattefyren....

Jeg oplever at det er godt. Nogle ting er fantastiske...men nogle er nederen... Er det godt nok?

Er det godt nok?

Hvad er propertionelt og hvad skal jeg kigge efter? Hvordan skal jeg vide det?

Jeg kan mærke at jeg har lyst til at se ham igen

Men jeg kan også mærke at jeg ikke er sikker på om jeg kender ham godt nok til at sige noget med nogen sikkerhed overhoved...Måske det er dét der knirker ved kæresteriet?

I dag har jeg slåsset med at kunne sige hvad jeg godt kan lide ved ham. Det er et kompliceret 'jeg skal være min egen DR Who' kombineret med ' ved jeg om jeg kan stå inde for dig som menneske' mikset med et ' jeg vil ikke opdrage på min kæreste' setup tror jeg... Altså...

jeg ved ikke om jeg kan møde nogen jeg synes er både inspirerende nok og søde nok og imødekommende nok og feministiske nok og voksne nok og eventyrlige nok og begavede nok og nørdede nok til at passe ind i min fantasiskabelon...og dét har jeg også -so far- fået belæg for at andre heller ikke oplever at man kan finde i en partner. Det er et eller andet opgør med romantik som min hjerne skal køre.
Og det handler om min mangel på erfaring og mine ar fra at prøve sidst.

Men hans føjelighed skræmmer mig også...Altså...Jeg kan for det første godt lide folk med holdninger og standpunkter. Jeg er bange for at løbe dem over ende hvis de ikke har en sund jeg-følelse...og det er svært for mig at han ikke udtrykker den. Det er gået galt i andre relationer og det ender med smertefulde afskeder...

det gør mig bange baseret på erfaringer...Jeg synes det er rart i situationer, men jeg har brug for noget selvstændigt pushback selvom jeg sikkert ikke giver udtryk for det?

Jeg er bange for om jeg har lovet noget som jeg ikke kan holde eller performe hele tiden...som jeg har lovet at gøre?

Hmm.... Der er et eller andet med....hmm... At jeg har lyst til at se ham men at jeg så har en sucessrate af ting der skal virke for at retfærdiggøre det`? Det er ihverttilfælde et eller andet som jeg synes vækker noget genklang... Er det fordi jeg prøver at passe på mig selv? fordi jeg har urimelige forventninger? noget tredie? er jeg fanget midt imellem de forskellige faktorer?


Jeg tror ikke jeg er færdig med at tygge på det... Men jeg har tænkt mig at se ham igen. Om ikke andet ved jeg at jeg godt kan lide at putte med og holde om ham

når tomheden trænger igennem den lyserøde sky

åh det har været skønt! i næsten to måneder...7 ugers tid... har jeg været lykkeligt distraheret af kattefyren og rosendansen...Det har været helt fantastisk at være fri for den ulidelige alt-om-sig-gribende frustrerende tomhed der ligger i min ørkenvandring af en jobjagt.

Men nu er det desværre slut med den umiddelbare eufori, eller også er tomheden bare for tung til at noget så illusorisk som kriller i tæerne kan holde det på afstand.
Det blev kickstartet med en jobsamtale på min fødselsdag, der har efterlad mig med et skrigende længsel og håbsdyr i mit baghoved og en kold frustreret opgivende klam hånd om mit hjerte og håb. Det er...mildest talt, en stemningsdræber uden lige.

Det er svært at lure så meget andet, ud over at jeg vidst stadigvæk godt kan lide kattefyren og jeg virkeligt gerne vil have et job. Men jeg er magtesløs overfor omstændighederne og træt og tung at trække op i gear. Her er tomt og her er så endeløst frustrerende. Jeg håber at jeg kan få vind under vingerne for jeg frygter at slide på den sødme som har været så befriende.

Det er forår og jeg håber der er flere ting med fyren jeg kan fylde det med, men jeg håber også at processen hvor dét at jeg bruger tid med ham, kommer til at blive ved med at helbrede ar efter helgenen og kommer til at blive ved med at være fint.... Men jeg ved det jo ikke...jeg ved heller ikke om timingen er god eller dårlig, om jeg har lyserøde briller på og overser de røde flag over det hele...Jeg ved det virkeligt ikke. 7 uger er gået og jeg vil stadigvæk gerne se ham igen. Det er sådan ca dét jeg har at gå efter...og jeg tror ikke kun at det er fordi jeg har et tomt og utåleligt liv...jeg plejer at sætte flere grænser end dét for bekendtskaber...

På vej ind i endnu en mandag...

Så er der gået en måned? Hvis vi såen ca tæller fra at vi matchede på den fjollede telefonapp og så til idag.

og det er så utroligt sårbart at skrive, at jeg er forelsket og at jeg har lyst til at det bliver ved. Jeg er betaget og indtaget. Jeg er overvældet og på usikker grund. Jeg har lidt svært ved at være helt i balance og jeg er bange for, at jeg svinger for langt ud med mit indre pendul. For meget tvivl, for meget begejstring, for lidt omtanke for lidt forbliven i nuet.

Jeg har haft fuld mulighed for at forblive i nuet og virkeligt mærke det. Lavt blus på kampen for arbejde og fuld gas ifht følelser, men det må jo stoppe og virkeligheden genskabes med den her nye faktor i sig. Og det er skræmmende...jeg ved ikke om jeg er klar til at inkludere den, men jeg kan heller ikke bare vende tilbage til min virkelighed somom den ikke fantes. Det er noget kompliceret shit.

I dag fik jeg ikke nøjagtig den opmærksomhed som jeg nøjagtigt tænkte at jeg manglede, og jeg er slet ikke i balance med det endnu. Der er så meget dejlig og kærlig anderkendelse og forelskelse som der flydes min vej, at jeg godt ved at det er rod inde i mig. Det er bare ikke sådan lige at fikse, bare fordi jeg godt ved at det er mig som kaoset bor i.

Jeg er rastløs og urolig og kan ikke sove. Det roder rundt i kroppen og hoved på mig.
Det er ikke klart om der er noget ved nuét der fucker mig op eller om det er spøgelser fra fortiden der rider mig. Jeg tror at det er fortiden, men dens erfaringer gør mig bange for at antage det. Vagtværnet lærte at beskytte mig så hvorfor tro det skulle tage fejl denne gang?