Praktik dag 1.

Her på bloggen kommer jeg nu til at skrive mine praktikindtryk. Jeg har lyst til at have mine strøtanker samlet ét sted.

1 indtryk = blokfløjter er åndsvagt. To lærer og en tredieklasse og en masse ting der virker som musikundervisning,- aka fællessang med akkomp og kanonsang og derefter blokfløjte introduktion...men for satan! 1 - min første fordom om, at det ødelægger ens lyst til at leve - eller ihverttilfælde til at lytte- er fuldstændigt rigtig...en af eleverne sagde faktisk " jamen det gør ondt i mine ører" og selvfølgelig bliver man nød til at ignorere det. Det var sjovt nok 5 minutter før at en af lærene selv tog ørepropper i. Goddammit! Udover det...Ingen fokus på rytme eller takt, men mere på at forklare sangteksterne ( som eleverne var rimeligt ligeglade med) for dem mens man ikke fokuserede på, hvad det betyder at holde en rytme. Og superhadetingen nummer 1 = SID STILLE og lær musik!?!?!?!?! af alle fag i folkeskolen der er det da galimatias. Altså crazy. Imorgen skal jeg "observere" en anden og meget yngre musiklærerindes undervisning og nåede kort at snakke med hende i pausen. Hun har allerede vist dem stompvideoen 1 lejlighed 6 mennesker ( eller er det syv?) og arbejder med stomp med dem. Hun virkede begejstret for at jeg kan akkompangere og hjælpe med ting.

Jeg skal dampe udenfor med rygerne pgr signalværdi.- Det eneste sted jeg har dampet er på læreværelset- som ikke er synderligt tilgængeligt for eleverne,- men det er vel sådan den slags er.

Min praktiklærerinde har en CL ( cooperative learning) metode med at klappe en rytme hvorefter klassen klapper tilbage, som hun brugte til at starte undervisningsdelen af timen ( for der er lige noget tid med gøgl og info og uro før selve undervisningen går i gang), til at give dem en " nu er der 15 minutter tilbage" info og til slut. Det virker super tjekket og oveni i det mere rytmisk dannende end musikundervisningen ;)

Klassen er igang med at skrive frit-valgs-emne opgave som de skal færddiggøre i denne uge og fremlægge. De har haft grammatisk komma og det virker somom denne " skriv om noget i helt selv vil" emne er en snedig undskyldning for, at de derefter skal stavetjekke sig selv. Det er også noget med, at de skal øve sig i at tage noter når de møder ord de ikke forstår. De skal selv søge forklaringen online, i bøger eller hos lærer og derefter notere det ned i deres logbog. Det giver god mening for mig, fordi det også hjælper migselv og jeg synes det umiddelbart virker som en empowering teknik de kan have gavn af senere.

Børn... wau... De er helt utroligt gennemsigtige! Jeg er utroligt imponeret over, at min praktiklærer er meget varsom med at give dem mærkater overfor mig. Hun siger ikke " han er den langsomme eller hurtige" men " Ja...Han er hvem han er,- det finder du hurtigt ud af" og så et smil. Det synes jeg er super sejt. Og hun har ret. Der er allerede stor forskel på hvor udviklede de er, og hvor de er henne socialt. Det er meget spændende fordi de jo ender med allesammen at være voksne og komplekse og såen gennemsnitlige og ligenu er de spidse og specialiserede og indtagende. Jeg har lyst til at vide mere om dem :)

Det er meget spændende at se, om man kan tvinge sig selv til at være lige så engagerede i de lukkede som i dem der aktivt giver modspil og smil og interesse. Eller om det er omvendt...Om man ignorerer dem der godt kan til fordel for at åbne de lukkede. Begge dele er trist og sikkert en dans på en knivsæg.

Det var kun to timer og jeg var indstillet på tre. Det var ikke synderligt hårdt at stå på sidelinien her den første dag.

Selv med tungsind var det spændende og pirrende. Jeg bekymrer mig for, om det har været en naiivt simpel start.

Vi gør det på vores måde...

siger han og jeg tror ham. Er enig. Vi har gjort alt vores -nu forhenværende - forhold, efter hvad vi syntes virkede fornuftigt og selvfølgelig skal vi fortsætte med det...

Men han lyver. Og det fucker mig op. Han lyver på den måde, at vores måde ville inkludere, at tage noget hensyn til mig, da det åbenlyst er mig der sidder med lorten og ham der har en ny forelskelse at fylde sine dage med.

Jeg har minder...Og tårer...og håbløshed og mangel på lyst til livet. Jeg har (ifølge rimeligt ny forskning på det felt) et afhængighedscenter aktiveret i hjernen som hjælper alle de ovenstående følelser på vej. Og så savner jeg ham bare...

Det er helt igennem forfærdeligt. Noget så smukt som den kærlighed jeg føler, er nu noget dumt. Noget der er i vejen. Noget der irriterer og spænder ben. Det gør mig så utroligt ked af det.

Jeg prøver at lade det være...Altså...Komme overens med, at der er en mand derude, som jeg bare elsker. Og det er fint. Og det virker. Det kan jeg sagtens,- det er ikke et problem at han ikke elsker mig tilbage. Men tomheden og savnet...det at han ikke ønsker at snakke med mig og trøste mig. Det at han vender sig væk og ryster mig af...

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har mistet en plads i hans hjerte...men at have mistet den særlige plads er hjerteskærende. Det kan jeg dog godt komme mig over...

Men tomheden. Meningsløsheden og angsten er tilbage for fuld kraft. Dette skulle være min sejrsvinter. Vinteren hvor jeg både mestrede min skole og via min nye medicin klarede depressionen...Og nu har jeg ikke lyst til at eksistere. Jeg har ikke lyst til at være vågen.

Lige siden han fortalte mig det forrige søndag, har jeg haft kvalme. Jeg kan ikke få mig selv til at spise, og det der kommer ned kommer nogle gange op igen. Jeg er totalt overvældet over min krops reaktion.

Men folk er gode. Havde bindslet til at sidde mens jeg faldt i søvn igår og folk er rigtig finde til at hjælpe og lytte. Det hjælper rent faktisk og gør en massiv forskel.

Og som Bindslet sagde igår " sorg og taknemmelighed adskildt af tårer"... Det håber jeg på...selvom der også er vrede der ulmer i krogene. Men jeg ønsker ikke at være vred...Jeg vil være lykkelig igen.

Husk hUsk husK

Husk kære mig. Husk at du er ok. Husk at dét er ok. Husk at du ikke er et dårligt menneske. Husk at du gør det så godt du kan.

Måske er det en velsignelse at have kærlige, velmenende men psykologisk uuddannede forældre. Ikke at det nødvendigvis har været sådan for mig, men på et tidspunkt vil vi vide - alment- endnu mere om børn og børns psyke end vi gør nu...På et eller andet tidspunkt vil de kroge der bliver sat af ens opdragere, være endnu dybere og endnu skarpere end de er nu. Tænk engang hvor lang tid det vil tage at grave dem ud.

Lige nu har jeg en hjerteting, der gør mig så trist hvis jeg tænker på den, at jeg kan mærke mig aktivt skubbe den væk når mine tanker strejfer den. Det er ret interessant og jeg er meget tilfreds med, at det ikke skal være i forfronten af hvad jeg tænker på. Lad det ligge et sted bag i bevidstheden og lagre i tid. Tid gør ting ved tanker og følelser...Lad det marinere og derefter sylte sig ind i tid.

Udover det, har jeg lange tanker om vinter og mig. Om vinterdepression som en diagnose og ( i kontrast) som naturlig reaktion på dårligt vejr. Den gode gamle " psykisk lidelse er en opbygning af sindet som er uhensigsmæssig i forhold til individet eller i forhold til individet og samfundet" bliver vendt og drejet et par gange eller fire.

Men lilleMy i min mave, er bange bange for at skulle flytte langt langt væk. Og hun er også bange for at det koster penge jeg aldrig får.

Hvilket jeg skal Huske er ok. Det er ok ikke at være tryg altid. Det er ok at være bange.

Det vidunderligt mærkelige er, at jeg stadigvæk er rimeligt optimistisk hvad angår min uddannelse. Jeg er ret meget slet ikke bange for at komme igennem vinteren. Hvilket er meget mærkeligt siden jeg har misset undervisning denne uge og det burde sætte al usikkerheden i svingning. Selvfølgelig er det vand på frygtens palmetræ, men jeg tror sku, at det nok skal gå. Meget mærkeligt. Selvfølgelig har jeg den her praktik der nok skal kunne gå galt og ændre det hele. Men indtil da? Fjong og hopla. Det bliver skide godt.

Jeg har lige oplevet mit første lange og nære forhold og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Det er...ikke noget jeg vil tænke for meget over - og derfor ikke skrive noget ned om nu...skubbe væk og proppe ned i tid...

If I could save time in a bottle
The first thing that I'd like to do
Is to save every day
Till Eternity passes away
Just to spend them with you

If I could make days last forever
If words could make wishes come true
I'd save every day like a treasure and then,
Again, I would spend them with you

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

If I had a box just for wishes
And dreams that had never come true
The box would be empty
Except for the memory
Of how they were answered by you

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

mit stakkels sultne hjerte

...Jeg tror jeg er ved at være over mit knuste hjerte...Eller...mit langsomt isønderslidte hjerte...

Jeg savner at synge. Det har jeg lige opdaget. Synge - og synge harmonier med nogen. Jeg kan ikke ligenu lure, om det skal være kor eller sammen med nogen. Eller om jeg skal begynde at se klaveret som en partner...bygge melodier op så de svinger i duet med en melodi. Men den sidste løsning virker som rigtigt hårdt arbejde og det er mere bare det med at være min stemme...og mine ører...og lade dem glide rundt om hinanden og samstemme. Jeg savner virkeligt at synge duet.

Det kan selvfølgeligt tages som en fysisk manifestation af mit hjertes længsel og jeg længes ganske rigtigt efter samklang og samhørighed. Jeg tror faktisk det er en ny nogenlunde akkurat puslespilsbrik. Sang...

Hurra for dejlige Hende der sidder på Island og fik mig hoocked på Glee...Det ramte mig lige i hjertet her til aften. Et helt afsnit om duetter...det er længe siden jeg har mærket et stærkt træk imod noget. En stærk længsel....og det er næsten pinligt for mig at skrive, fordi der har været så mange problemer med min stemme...Men...Ih! sang!

At lære om læren

Puha...Mit hoved har været helt lukket til på nogen punkter som lige nu er ret kritiske. Jeg har haft det fint med andre slags åbenheder,- men tilsyneladende så er den del, som skal tage nye normer og accepterer andre strukturer - eller kompromier imellem mine personlige overbevisninger og den virkelige verdens krav. Sikkert drøn sundt...men det kræver en masse tilvænning.

engang imellem ligenu

så tænker jeg, at hvis bare én ting går godt, så kommer det hele nok til at gå...

Ligenu tænker jeg, at hvis én ting mere går galt, så hopper jeg i havnen...Ikke at det bogstaveligtalt ville blive havnen, for jeg tror umiddelbart at jeg ville svømme alt hvad jeg kunne...men såen lidt mere overført...så give op. Jeg er så træt. Så utroligt træt af at ting ikke virker.

Jeg ventede og ventede på min tømmerflåde. Drev rundt og ventede. Drømte og drømte om den dag jeg ville træde op på land - og blive et rigtigt levende menneske igen.

Og jeg er det nu. Og det gør ondt og alting går af helvedet til lige nu og intet virker. Min øde ø er et fjernt minde og det står nu i et kronisk rosa skær af ensom rolighed. Uden udefra og med kun lidt indefra. En søvnlignende døsig drømmeeksistens, som ikke gjorde så fucking ondt heletiden. Som ikke rev i mig og hærgede mig. Som ikke tvang mig ud til kysten, hvor jeg nu sidder og sukker og længes. Længes efter 8 planker bundet sammen og en stærk fralandsvind.

Det var nu jeg skulle skole og arbejde med søvn og etablere metoder imod min vinterdepression. Ikke nu jeg skulle slås med al elektronik, forsikringer, su-styrelse, banker banklån bankskift, telefoner og afdragsordninger...

Jeg er kaptajn

mit kompas peger ikke mod nord

det peger mod længsel

svært ved fortællinger

Ih hvor jeg tænker...myldrende tusindtanker vælter rundt i mit kranium. Drejende og drillende og drænende.

Der er et lille stykke af mig, der måske bliver til et scenarie. Til et kunststykke om noget menneskeligt...

Der er en del af mig der vil lære et håndværk...og en kæmpe rodet del af mig, som virkeligt ikke kan fokusere på det ligenu. Halvdelen af tiden er det helt ok...den anden halvdel føler jeg mig fangeti forfærdelighed. Hvis jeg havde muligheden...hvis jeg kunne komme afsted...hvis jeg kunne frikæbe mig af den her del af verden,- så ville jeg gøre det og passe får på en bjergskråning. Dét billede kalder på mig og står som idealet af jordnær tilværelse. Uden myter og skuffelser over samfundsskabte fantasier i mit hoved.

Men jeg ved at det er fordi jeg er træt. Jeg ved det er fordi mine seratoniner er brændt ud. Men der er simpelthen for meget kaos og rod i min tilværelse i øjeblikket. Det er stressende nok for mig, at starte på ny uddannelse og få styr på de ting. Men bankskifte, tab af telefon, forsikringssagen, min hjernedøde idiot af en ligeglad far og su helvedet oveni....det er for meget...alt alt for meget...

Jeg prøver bid for bid, at få styr på det og ikke stresse i stykker. Der er alle mulige små underproblemer som jeg også skal køre på. Rydde op, vaske tøj, få testresultater, kærlighedsliv, skolebøger...gudfader...

Det er somom jeg lever én lang stresstest. Det er tragisk, at jeg hængte håb op på, at skolestart ville betyde mere ro på tingene...og tilfældighedernes spil har gjort tingene værre. Og jeg kan mærke en hidtil ukendt stærk knugende trang til ro. Til at kunne fokusere på en mindre verden med nogenlunde rolig virkelighed. Jeg vil gerne gro, men min potteplante muld er fyldt med rod og det stormer halvdelen af tiden.

Det er så frustrerende,- for når jeg ér i specifikke situationer hvor agendaen er simpel, så rocker jeg for fuld power...men i flux er jeg helt udmattet og slidt :-(