my hungry hungry heart....part 2?

Eller hvad det nu er. Jeg synes at have adresseret det her problem før i tidligere blog-posts...og med noget af det samme ordvalg. Eller jeg har skrevet en sang om det engang.

Jeg er ret bange for, at jeg er havnet i et ret så uoptimalt forhold. Ihverttilfælde et ret bipolart et af slagsen, hvor halvdelen virker skønt og mættende og den anden halvdel gør, at jeg græder ugentligt.

Internettets relativt store udbud af løsningsforslag er ret enige og ret gavmilde over for mig i forhold til diagnosen, da den grundlæggende konsensus er, at jeg er havet i favnen på en passivt-agressiv fyr. Dette har medført flere åbenbaringer og flere tårer samt nogle grundlæggende overvejelser om hele moletjavsen.

For det første er det utroligt, umådeligt, virkeligt tiltrængt og hjerteskærende lettende at få lidt (mere) medhold (vennerne har jo været enige med nettet et stykke tid) men altså...at få en mulighed for at sige " det sku ikke mig det dig!" når nu mit udgangspunkt altid er selvbebrejdelse, selvransagelse, selvudvikling og derefter selvgenopfindelse... Hvilket selvfølgelig er lige typen at sætte sammen med én, der som udgangspunkt er selvmedlidende, defensiv og lidt har som udgangpunkt, at der aldrig har været noget galt med ham og at det må være nogen andres skyld altid.

Hip hurra for en skyldfest jeg har kunne sovse rundt i.

Men... Der er er virkeligt vidunderlige ting sammen med ham. Der er unikke ting. Der er ting jeg savner som jeg sidder her og skriver.

Og....Well... Jeg har længtes...jeg har tørstet....jeg har vandret igennem en ørken for at være i kærlighed og jeg er meget uvillig til, at give slip på den nu jeg har fundet den.

Selvom den måske er i en bizzar størrelse...selvom den måske...well....selvom den måske ikke er super stor...

Det er ikke alting der bliver rummet i den her situation. Og måske er det ikke nok...Det er ikke sådan, at jeg ikke overhoved bliver omfavnet...det er ikke sådan at jeg overhoved ikke bliver genkendt og  elsket tror jeg...

Men jeg bliver ikke mødt på halv-vejen...Jeg bliver halvdelen af tiden ikke rigtig gået i møde endda.

En af de beskrivelser der ramte plet, var det med, at han siger at " han ikke kan" når det ofte er " Ikke vil " som ikke ikke vil gøre indsatsen for at komme mig i møde, ikke vil gøre indsatsen for at ændre vane, ikke vil prøve at finde vejen igennem eller rundt om det der holder ham fra, at møde mig i en anmodning, hvor jeg i forvejen selv har reduceret det ned til det mindst mulige krav. - f.eks : Jeg kommer fra en " jeg elsker dig" sigende familie...Sigende, skrivende, chattende, sms'ende...anyway you can find - we will use it to say it...og det mange gange om ugen.
Han siger det nær ved aldrig - især når hvis det skal være " sige det først og ikke bare som svar" situationer....så er det måske 5 gange og det er nok på skrift alle sammen.

Det sætter mig i en situation, hvor at mine følelser siger mig, at han egentligt ikke elsker mig;- for ellers ville han sige det.... Dette har jeg spurgt ind til og han påpeger alle de måder han så viser det på. Ok...Jeg har egentligt brug for at høre det nær dagligt. Og at blive sagt det til uden at det er mig der siger det. - Jeg har intet problem med at sige det en masse selv også. Men mit mere imødekommende forslag var meget lavere sat. Det var nogen gange...det var just something...just a little....Men jeg bliver mødt med et " ja det vil jeg gerne prøve" som er en løgn. Derefter med et " jamen jeg har da lidt" eller et " du forstår ikke at jeg ikke kan".  Hvilket, i min verden, er bullshit. Alting kan læres, alting kan villes og intet er umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte. Det er for mig en ret absurd ting, at han har forventet ( og råbt af mig i en kamp brandert for at få sin vilje) at jeg skulle ændre talefacon for hans skyld i forhold til, at bruge navne eller kælenavne- men han kan ikke overkomme det umådeligt udfordrende og uendeligt krævende det er, at sige " jeg elsker dig" til mig selvom han påstår at det er det han føler. Og han virker ikke til at have planer om at øve sig, eller finde andre veje til at løse det.

Det gør at jeg oplever det som, at så længe tingene flasker sig på hans måde og at han ikke skal gå synderligt ud over sig selv, så er det ok at være kærester med mig, men hvis det kræver noget så gider han egentligt ikke.

- Det er ikke den romantiske kærlighed jeg længes efter. - Og den findes også imellem os på andre tidspunkter, men...ja...Jeg ved ikke om han bare ikke synes jeg er synderligt meget værd, eller om han ikke sidestiller det med, at jeg måske så er det værd i forhold til, at prøve at komme mig i møde.

Og desværre er det ikke rigtig noget som han kan finde ud af at snakke om. Det er dér den passive agressivitet kommer frem i fuldt flor, hvor alting bliver vendt imod mig. Enten fordi at han er misforstået - eller (hvis der ikke lige er noget han kan hænge dét op på) så er jeg bare nederen og ikke det værd, eller han finder et enkelt ord som blev sagt og fokuserer på " hvorfor sagde du kedelig?" og så drejer han samtalen over til en diskussion om dét.

Det har gjort mig rigtig ulykkelig flere gange.

Det har gjort at jeg har læst op på konceptet " folk der er passivt-agressive og hvordan man måske kan holde ud at omgås dem" - men det er virkeligt ikke synderligt optimistike fortællinger der bliver fremstillet. Det er tilsyneladende ikke noget man som partner rigtig kan gøre noget ved og folk der har behov for at være P-A er ikke oddset til selv at fikse det.

Hvilket gør mig ulykkelig at tænke på. Jeg vil så gerne, at den del af ham jeg elsker, er lykkelig og vokser og udforsker og oplever. Den eventyrlige del jeg har mødt. Den omsorgsfulde del. Den nysgerrige og selvkørende og autodidakte. Den del af ham som vil forbedre sit liv.

Men han tager ikke særligt godt vare på den del. Han passer ikke på sig selv og så bebrejder han livet og universet for at gøre hans liv hårdt og mig for at have behov, for at ønske at han var glad, for at ville have et kram osv... Det er virkeligt ikke sympatiskt og jeg ved godt at det ikke er sundt...

Jeg ved bare ikke...Dammit...Jeg elsker den fyr jeg forelskede mig i...jeg elsker måske halvdelen af min kæreste i øjeblikket? måske...ikke det her væsen der bare reagerer på omverden og reagerer med forurettelse og selvmedlidenhed og agression...Og måske venter jeg på at finde ud af, hvem af dem han ender med at blive? jeg ved det ikke... 

Ekstra ansvarsfølelse? angst for spild af liv?

Jeg har en virkelig dyb følelse af, at jeg skal kunne forudsige konsekvensen af mine valg og mine følelser og at jeg her, i skrivende stund, skal forholde det til hele mit liv som helhed, til al min fremtid og den fortælling mit liv ender med at være....

Og jeg tror det er en trist måde at tænke på...nok...ja...men jeg sidder stadigvæk med en dyb følelse af...hmm... beslutningstrang? kontrolbehov? angst for, at mit eneste liv bliver noget kedeligt sjask som er spild af liv?

Det er simpelthen dét. Jeg er bange for at spilde mere af mit liv. For selvom jeg mener, at de tunge dele af mit liv er ting, som har været med til at lade mig vokse til det menneske, som jeg idag er stolt af at være, så er jeg stadigvæk ked af de ting jeg ikke har præsteret i den periode og jeg har en oplevelse af, at jeg har spildt noget liv.

Jeg tror jeg skal finde fred med det. Det er det eneste der giver mening,- men samtidigt er jeg bange for at, tage let på det og komme til at gentage livs-væksmidningen.

Jeg har bestået min læreruddannelse og fået en masse godt med af det, men tiden her efter, er ret tom ( ganske naturligt) og sætter en masse tænkeri igang.

Som jeg får det tænkt igennem, så er det bare fjol. Lige nu tænker jeg, at det faktisk kører som det skal og at jeg gerne vil have mere af det jeg har og oplever. At jeg gerne vil udvikle mere og opleve mere.

Jeg forstår også hvor angsten kommer fra. Denne overgang. Disse store passager...de vækker min dødsangst og dén hælder benzin på angsten fordi livet lige meget hvad, fordi det er så dyrebart for mig, nærmest kun kan være spildt...når der er så lidt, hvordan kan man så på nogen måde nyde det rigtigt?

overskudsøkonomi

Jeg er træt og trist her til aften. Træt og trist og ville ønske jeg kunne få en udbringning af tender love and care, men virkeligheden ser anderledes ud og det er svært. Der er ikke overskud at hente ud af kæresteforholdet og selvom jeg har haft mulighed for at lægge lidt ind i det selv, så er det blevet slugt af omstændighederne. Det er vidst meget normalt, men det er lidt ubehageligt at opleve lige nu.

Det får mig til at tvivle på det hele. På rigtigheden af at være sammen, på min forståelse for hvordan vi kommunikerer...Det vækker god gammeldags x-kæreste rester igen og gør, at jeg tænker, at min kæreste egentligt er glad for ikke at se mig så meget i øjeblikket og at det måske helst skulle være sådan for fremtiden - hvis det var op til kæresten-

Jeg ved at mine tømmermænd er en del af det, men sårbarhed og såen læseferietomheden er også med til det. I de her dage føler jeg mig meget alene og uønsket. - igen ved jeg godt, at der er folk der rækker ud efter mig- men nu hvor jeg skriver føler jeg det bare igen. At være alene og uønsket.

Jeg tænker, at det er en mærkelig ting, at jeg har så meget længsel efter den favn der normalt putter mig når den er optaget i den anden ende. Altså... for jeg forstår godt at min kæreste er presset og at der er 40 ting som vedkommende skal gøre og som hiver og tærer på dem. Men...well....i mit post-ba tomrum, er der bare massere af plads til at tænke og længes. Det har jeg klaret ok i sidste uge synes jeg, men i dag...i dag er det svært. I dag ville jeg gerne mødes af noget lidt ekstra-ordinært...måske fordi jeg var ude og hente min første gave til kæresten og det var en lidt ekstraordinær ting...Men bare fordi jeg synes noget ville have god timing, så ved jeg godt, at det er idag moderen er hjemvendt fra hospitalet og møde på jobbet og antageligvist nogle lektier...tja...Det giver god mening, at der ikke sker noget, men...men jeg ville ønske at min kæreste ville ønske at kunne være her og at jeg fik det at vide :-/

Min indre diskussion kører noget ala " Jamen det skal der også være overskud til at kunne skrive" og den anden side svarer " jamen da ikke hvis det er sandt...Hvis min kæreste savner mig er det vel ikke energikrævende at skrive det til mig" og sådan kører det frem og tilbage.
Mit problem er, at jeg antager at det er en både/og ting og ikke en enten eller, men jeg er bange for, at jeg skulle gå hen og ikke opdage, at jeg var i et forhold hvor jeg gav slip på mine behov igen. Jeg tror ikke det er tilfældet. Jeg tror det er spøgelser fra fortiden, som søger at sørge for, at jeg ikke havner i sådan en situation igen. Well...Og så er det vel tømmermændende og ferietomheden der kører det hele lidt op igen.

 Nogle dage er bare triste og en vidunderlig weekend gør det ikke bedre når man sidder her om mandagen lige nu.

Bleed, følelser, frygt og fantasi...Alt sammen i en stresset tidsalder.

Hvad i alverden kan jeg gøre? Jeg er fyldt med forelskelse og et spirende K* ord og verden er forunderlig på ny, hver dag, fordi det her lille eventyr spiller sig ud. Fordi jeg hver dag opdager, at dette er en del af min virkelighed. At dénne person er en del af min virkelighed.

Men... Jeg er også svingende fyldt med stress, med angst for at skulle præstere den her afsluttende eksamensopgave. Bange bange for ikke at kunne. Dum og panisk og konfliktsøgende for at slippe væk. Det noget øvbras.

Fra forskellige kulturer...Hvad giver sig og hvad kan jeg give?

Jeg er flyvende forfløjet forelsket de her dage. Til op over begge ører, til enden af mit hjerte og både ud af mig og dybt ind i selvet. Det giver mig lyst til at skrive sange, til at bygge hule om min forelskelses modtager og blive der til vi tørster, til at vise vedkommende frem på en pidestal og til at gemme personen i en lille kasse kun til mig.

Men...Jeg ved det er ængstelse og egoisme...altså den del der vil gemme og reservere og diktere. Den del der vil bygge hegn og låse buret når tankerne bliver mest dumme. Heldigvis er der ikke mange, men det er også den del af mig, der reagerer med lidt hjertespjæt når vedkommende bliver jaloux, lidt territoriel og vil gøre det samme med mig. Det er den del der synes det føles stærkt og kærlighedsforstærkende. Det er en del af mig selv som jeg ike kan lide.

Jeg har mødt én som jeg, indtil videre, synes er så skøn og særlig. Som gør mig blød og stærk og kærlig. Som gør at jeg synes alting er lidt mere magisk og samtidigt vildt i vejen for bare a krølle sig sammen om hinanden og være til.

Men...Kan jeg acceptere monogame premisser?

Kan jeg gennemtvinge det modsatte hos et væsen som ikke selv tænker sig, at være robust nok til at kunne rumme det i skrivende stund?

Jeg sidder med så mange bekymringer lige nu fordi jeg ikke ved hvordan eller hvorledes det skal kunne virke:

* Jeg er dårlig til " ikke at måtte ting" hvis det er abstrakte / arbitrære grænser sat af en anden. Min "naturlige" eller selvvalgte grænse kan måske strække sig helt til piv-seksualitets eksklusivitet? Måske? Men umiddelbart ikke til aldrig at måtte kysse nogen eller flirte eller...

* Eller elske nogen anden. Jeg har dybe dybe åndsvagt dybe kærlighedsrelationer. Den ene er jo til en som kan tælles som en ekskæreste og som sådan set er en relation som stoppede som en sådan, fordi afstand og livsændringer gjorde den for smertelig...Men jeg har ikke nødvendigvis tænkt den som slut for evigt....Ihverttilfælde aldrig tænkt kærligheden som noget der skulle lukkes for eller som jeg vil stoppe.

Men...Jeg er forvirret og bekymret for mødet med monogamisterne. Jeg ved, at der er tonsvis af indforståede ting i det system, som man sikkert gør og forventer helt usagt, fordi " sådan er det da bare"...Og jeg vil gerne vide hvad de er, selvom at jeg ikke nødvendigvis er enig eller har lyst til at deltage i dem, så vil jeg gerne vide hvad det er for en forforståelse som min ellers-så-skønne forelskelse går rundt med.

Fordi....well...jeg vil netop ikke såre, men....hmm.... jeg vil heller ikke lege/kæmpe såen en kamp hvor " jeg bliver såret" er det ultimative veto for hver ting. Det tror jeg heller ikke jeg synes er ok.
Jeg er ikke god til at sige " det her sårer mig" og de ting jeg er bange for at blive såret i, i et hyper-monogamt-konformt-setup er også langtidsting. Det vil gøre mig ked af det hvis jeg ikke må elske andre. Men det vil gøre mig langsomt, dråbe for dråbe ulykkelig...

Det vil gøre mig ked hvis " ikke flirte med andre fordi det sårer mig ( fordi jeg enten ikke stoler på dig eller fordi jeg er usikker selv) " er noget der skal opleves.

Fuska til det funker. Måske...Jeg håber det kan være den vej det tænkes, for jeg har virkeligt svært ved at tænke mig ind i den anden struktur uden at blive helt...well...helt ulykkelig i maven og opgivende...Og trist. Det er noget af det fineste jeg nogensinde har fundet og jeg håber virkeligt ikke at det er grundlæggende i stykker.

Jeg tænker en masse men ikke nødvendigvis med noget resultat i, hvordan man mødes i det her....

Sexuelt exclusive men uden jalouxi virker som den mest viable løsning hvis det så faktisk bliver uden jalouxi, overvågning eller mistro. Håber jeg.

Selvværd, selvtillid, selvcentrering og selvfølgeligheder...

og alt muligt andet. Det kører meget rundt i mit hoved de her dage. Bachelorskrivningslandet, venskabslandskabet, hobbyøerne. De er alle sammen i flux. Jeg har den mest bipolare oplevelse af både at have en større ro...en sikrere forankring i det væsen som er opsummeringen og kernen. Men...Well det har også medført, at jeg endnu engang har skåret nogle bånd og endnu engang har skærpet og forandret min hverdag.

Det jeg sidder og tygger på er, at i skrivende stund føles det ikke som om jeg bliver gladere af at skære bånd...Eller..:Det er såen en regnskabsmæssig opsummering som ikke giver umiddelbare hjertespjæt, fordi at det mest er ting der ikke længere pisser mig af. Eller ikke længere gør mig ked af det. Eller ikke længere faciliterer min selvdestruktion... Såeh... Det føles ikke rigtigt som om ting bliver bedre, bare at de bliver mindre slemme.

Og...altså...at jeg kan håndtere angs og bliver bedre til at overleve søvnhelvede ændrer ikke på, at jeg igen i nat havde præ-angst kropshelvede og brugte en time på at falde til ro.

Taget i betragtning af, hvor mange fantastiske ting jeg går glip af, hvor mange festivaller og "ikke smørhuls-søvn-situationer" som det har skræmt mig fra, så er dét at jeg i det små er ved at have nogle værktøj, ikke ligefrem den jublende åbenbaring af serotonin som en reel forbedring antageligvist ville give.

Åh ak og ve. Søndag aften småtræt giver gnavne updates, hvilket er lidt åndsvagt, da weekenden har været fabelagtig og ugen ret så skøn. Det er bare nu, i træthedens ugidelighed, at klynkeren kommer frem.

Jeg tror det er fordi, at når jeg opsummerer så bliver det mere som en enhed til sammenligning og så begynder de dumme ting hvor jeg sidestiller med hvad jeg ville ønske mig, kunne forestille mig, begærer fra andre og alt det andet crap. Hm.... Min sjæl trænger virkeligt til massage. Først tænkte jeg, at jeg trænger til at få trykket hvad det end er for en byld jeg har på mit indre...men det er et agressivt metafor og antager at det hele handler om en betændelsestilstand. Massage...nænsom behandling af de anspændte og stenhårde dele af mine ængstelige fremtidshåb og måske ville de så være mindre smertefulde og skabe mindre gener midt i oplevelsen af nutiden.

Menneskydyret i systemfængslet

Jeg går og tygger på noget jeg har genopdaget. En af de her ting hvor, at det i perioder har været åbenlyst og hvor det så er sevet ud af mit syn på verden og livet. Lidt ligesom når jeg glemmer at jeg skal dø, men bare hvor det er noget jeg ikke har tænkt på i meget længere tid. Måske har jeg aldrig tænkt over det på den her måde nogen sinde før. Måske er det først nu, hvor jeg danser rundt og tænker over selv-dressering i forhold til selv-moderation at den her civilisering står frem som noget at undersøge.

Måske har jeg aldrig tænkt over os som menneskedyr på denne måde, fordi det er første gang mine tanker er nået herhen, hvor jeg også er en relativt fuldt realiseret feministisk normkritiker. Jeg kan forestille mig, at når jeg før i tiden har tænkt over det at være et menneskedyr, så har det været fyldt med evo-psyk-normativt jæger/samler og vildyr/moderdyr og bæstet/det feminine floskler og aldrig nået længere.

Nu - på den anden side af det crap, sidder jeg og vil modere mit alkoholforbrug, alt imens jeg hører en roman om et menneske der forener sig med en ulvs tanker. Og om hvordan hans papfar dresserer ham til at spile som et menneske og ikke proppe sig fordi der er mere mad.

Jeg ved ikke om jeg kan det selv. Det får mig virkeligt til at tænke. Tænke over at bo i det kolde nord og skulle planlægge så meget fremad i sit liv og hvor mange stressede og deprimerede folk vi har. Mon depression også kan blive forværret af mængden af fremadtænkning man skal gøre...afstanden fra lyst og planlægning af noget frem til fuldbyrdelsen.
Tænke over at vi rollespiller varulve og hvad de her tanker kan få mig hen til i forhold til at spille anderledes.
Tænke over, hvornår vi som samfund og menneskekultur direkte lyver over for os selv i skellet imellem vores meddyr og os, og hvornår vi er spot on og faktisk beskriver en eksisterende forskel.
Får mig til at tænke over min tiltrækning og hvad der er fornuftigt at lytte til. - Myten om varulven er klart en skrækhistorie...og lige nu slår den mig som en skrækhistorie om folk der giver efter for trangen til at smide den påtvungne civilisation...men jeg havde ikke før overvejet at det kunne være klassikeren " fordi det spejler hvad vi alle sammen hemmeligt ville ønske os". Jeg har altid tænkt det som " angsten for at naboen er mere primitiv" - hvilket det nok også er originalt, men lige nu kilder den mig også den anden vej.

Ulven kommer ikke frem når det er fuldmåne, men når mennesket er for fyldt med regler og påbud og overmenneskelige og udyriske krav. Så drikker vi os til savlende bæster, vi slår og flår, vi bryder en tilfældig trafikregel eller social norm for at finde tilbage til en plads uden for. Uden for spindet, rammerne, den kunstige konstruktion. Fordi det hele er konstrueret. Det hele er noget vi har aftalt.

Men...Spørgsmålet er vidt ikke, om det er dårligt vi har aftalt alle de her ting. At vi har aftalt nogle premisser for civiliserethed. Det er bare både noget ubrugeligt rod, hvis alle såen " beskeder fra grupper større end en selv" har lige meget vægt og det er også noget rod hvis alting hele tiden skal være noget man forholder sig kritiskt til. Samtidigt er der intet overhoved, der har kunne føres 100% videre fra genereation til generation uden at der går skår af enten generarionerne eller metoderne. Så lige meget hvad vil civiliseren være et arbejde i sig selv.

Der er en stille sexuel revolution i gang og lige i øjebilkket lader den en masse frihed løs. Jeg synes jeg har identificeret et sted, hvor jeg vil civilisere mig frem for bare at være dresseret. Jeg har fået interesse for begrebet mådehold og moderation og jeg tænker meget over forskellen på at vælge en modereret tilgang frivilligt frem for at dressere mig til det. Hvis jeg får folk til ikke at give mig mere alkohol ( f.eks) så har jeg ikke selv fundet vejen til at moderere min oprindelige grådighed/umættelighed. Hvis jeg kun tager så og så mange penge med, så dresserer jeg mig eller håndterer mig, frem for at finde grunden til og/forståelsen for/åbningen til at moderere mig selv og finde mådeholdet.

Det er meget crazy, at så meget af vores kapitalistiske system er supertunet til, at triggere vores impulser. Alt fra busreklamer til butiksindretninger og lydkullisser er smedet sammen til at gå efter vores impulser frem for hvad vi søger at civilisere os til. Det har aldrig været mere massivt og det har aldrig været mere komplekst at være menneske. Samtidigt skælder man mere ud på og viser foragt for voksne mennesker i den offentlige debat. Helt almindelige mennesker bliver infantaliseret i en tone om netop at være uciviliserede; dovne, usolidariske, umodne, ignorante. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at netop det at blive
talt til sådan, er med til at stresse og tage overskud, fra folk der i forvejen slås for at udfylde og blive inde for rammerne af livet som nordisk hyperkomplekst menneskedyr. Den byld må da briste? Altså...Er ekstrempolitikken den måde vi ser ulven komme frem? Eller bliver det brændende biler i gaderne?

Jeg bliver selv så utålmodig med mig selv. Når jeg vågner og er i dårligt humør uden at vide hvorfor, så oplever jeg at ligge der med mig selv og prøve at kommunikere! " ok er det noget i kroppen?" tjekker efter og mærker og roder. " var det en drøm " tjekker igennem og prøver at huske". Er der noget i luften? er der larm? skal der mad i eller ud af kroppen? men når jeg løber tør for spørgsmål og ikke har udredet noget, så bliver jeg nød til at ignorere hvad det end er jeg ikke forstod, så jeg kan komme videre med systemtjenesten. Om det så er mit eget system eller andres, om det er et lille system omkring sokker, eller det store omkring samfundspladspræsteren, så skal det gøres og jeg systemer mig selv igennem følelserne til jeg har nogle andre. Men...well i øjeblikket prøver jeg at lade nogle følelser styre mere- også selv om jeg ikke kan passe dem ind i tydelige forståelsesformler og det er meget...well...det føles meget free-fall engang imellem. Jeg er ikke på sikker grund og jeg kan ikke rationalisere det. Måske er det at gå imod den grundlæggende fornuft og kærlighed der ligger i civilisering, måske er det ikke...Jeg ved det ikke helt endnu. Men jeg synes det er et spændende lille område at tænke lidt rundt i.