Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.

Masters of arts...and panics?

Gudfader hvor er jeg bange og overvældet og uforberedt og skamfuld og træt!

Jeg har min første eksamen på min kandidat på fredag og udover et såen underliggende mærkeligt projekt-gruppe-forløb, så har det også bare pisket mudderet i min sjæl op i stormhøjder.

Er det bare en storm i et glas vand? jeg ved det ikke i skrivende stund, men jeg prøver at overbevise mig om det. Jeg prøver at komme hjem til mig, selvom jeg følelsesmæssigt tidligere idag, desperat prøvede at flygte over i det lille 'vi' som kæresten min og jeg har småbygget. Kæresten min måtte derfor sige " hey var vi ikke to sjæle og skulle vi ikke forblive awesome sammen hver for sig?" og konfrontere mig med, at jeg var bange og på flugt...eller ihverttilfælde konfrontere mig med at symptomerne på det var ubehagelige og uhensigtsmæssige...

Æv...bæv...røv...øv... Jeg håber virkeligt at jeg kan gøre det til en overgangsting. Jeg har tænkt meget over hvor bange jeg var som lille...i de her dage altså...og hvis det meste af hvad jeg mener om, hvordan mennesker fungerer holder lidt vand, så har netop de tanker været med til, at jeg er mere bange i de her dage...

Jeg tror jeg skal til at tænke mere over alle de gange jeg var fyldt med selvtillid og hvor jeg overbeviste folk om, at min excentriske måde at gøre noget på også var ok.

Jeg skal holde mit første soloforedrag om en uge og jeg er bange :-o Jeg vil det og jeg tror faktisk at det skal lykkes. Jeg ved at det er naturligt at være skræmt første gang og alt det der....det har bare dårlig timing alt taget i betragtning.

Og hvor er jeg så lykkeligt heldig? at have fundet en hjertenskær, som ikke deler mine kvaler - som jeg egentligt troede var dét jeg ville og ønskede mig at finde mig - men i stedet rummer det og til stadighed faktisk vil mig...Hvor fanden kom han lige fra? Min paranoia ønsker at springe frem og finde ud af hvad faen der er galt med personen. Det er typiskt...men imellem freakouts og outbursts og småtristhed så er jeg på vej afsted ud i universet og jeg tror det var det jeg gerne ville og jeg tror jeg er ok.

Kæresten min kalder det "min selvrealisering" og måske er det noget så retro-halvfemser som det. Og måske jeg ikke skal tage det så højtideligt... >Men det gør jeg. Jeg er mit projekt. JEg plejer at være stolt af mig og dét er hvad jeg skal snakke om til det foredrag. - Har jeg ret? har jeg ret i mine metoder? det ved jeg egentligt ikke...det er sikkert noget bras og andre har nok gjort det bedre...men det er mit...

Jeg har brug for at huske, at jeg skal holde fast i hvem jeg er, hvem jeg var, hvem jeg ønsker at være og hvem jeg leger at jeg er....så mange jeg'er...og alle er de mig! De har bare på ingen måde lige ret til at stemme i hverdagssituationer sku

i accidentally university...is it dangerous!?!

ih! jeg har været til oplysningdag om it og om bibliotetsbrug på uni - og det vil sige at det har været min tredie dag derude - jeg har gruppearbejdeundervisningsdagting imorgen og idag har jeg læstm, vurderet, taget noter til næsten alle artiklerne der stod på læseplanen OG fået set min søde dejlige kæreste før jeg sendte ham i byen og jeg kunne læse. Og jeg er helt høj. Svævende. Cloud-skæv på præstation. Jeg tror jeg fatter måden, metoden og måske faktisk noget af indholdet og jeg oplever at jeg kan magte det. Ihverttilfælde idag. Ihverttilfælde nok til, at jeg kan tro lidt på det hele...


Sikke en dag...

Sikke et liv....

Sikke et eventyr <3 p="">

hvad er kær-lighed?

En forholdsvis skøn halvårsfejring er overstået og jeg ligger min min seng, dagen derpå og søger at finde friskhed til at opsøge verden og noget eventyr. Vi var ude at spise og derefter til en lille drinks på en lokal cafe. Derefter hjem og være sammen og derefter sove sammen...i den lettere smertefuldt bløde seng desværre. Min egen madrads giver i skrivende stund den gode støtte, men desværre ikke den lur jeg håbede på...

Til gengæld spekulerer jeg løs.

Hvad er kærlighed? Hvad er kær - lighed? Er der det imellem mig og min kæreste? er der nok lighedspunkter til at vi elsker hinanden som vi elsker os selv? Er det det der er tricket med kærlighed?

Det er ihverttilfælde det mit kamp-trætte hoved længes efter lige nu...det jeg i mit rodede hoved synes jeg mangler. At blive genkendt...At blive set...

Jeg spekluerer i, om det er muligt at se hinanden uden at være mere ens. At det er umuligt at rigtigt forstå den anden. Det er klart muligt at acceptere en masse...men den direkte forståelse...og respekt for...

jeg er bange for, at der er for langt... Jeg higer efter ham...Jeg elsker mange af de ting jeg tror jeg forstår ved ham...Men jeg længes også efter at blive set og undersøgt. At blive søgt forstået...

Jeg har ingen anelse om, om det ikke bare er et skævt take på min normale virkelighed, som trætheden her leverer...Jeg syntes ikke det var så aktuelt igår...men...

men det er en valid analyse af noget af det jeg føler...træt eller ej...Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er.

Er det fordi han ikke oplever det som en del af det et forhold indebærer? Er det fordi han synes resten af vores forhold opvejer det nok? Jeg ved det ikke...jeg forstår ham ikke...

Hvor meget forstår man hinanden? Åh....mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker og det er virkeligt ikke meget jeg forstår...

Jeg har aldrig haft et forhold på den her måde før. Jeg har ikke sat grænser og oplevet næsten-lige-ved agtigt nok, til at jeg ville kunne genkende det.

Jeg ved ikke, om det er en fjer til fem høns agtige problemer der går mig på fordi jeg ellers keder mig i min ferie, eller om vi har kærlighed til hinanden men så meget forskellighed, at det er lige på nippet til kollaps hele tiden. Jeg ved det virkeligt ikke.

Hmm......

Men eeen ting jeg ved er, at jeg vidst tager noget, som er en grundlæggende god ting, og gør den meget kompliceret og bekymrer mig hele hele tiden. Det er sikkert. Lige meget om det er en lille fjers problemer eller fittyfitty, så er det kærlighed af en slags. Det skal der hverken kimses eller skoses eller rulles på øjne af...

Men ih...jeg vil gerne bedåres lidt...Jeg vil gerne være spændende og undersøges....det savner jeg. Jeg synes jeg er ret interessant...

Kunsten at omgås...mig?

At være med andre mennesker i en hvilen i sig selv, er måske, at tilbyde hvad man har- og modtage hvad man får tilbudt.

Det er en af mange måder at se på god menneskelig omgængelighed og jeg tror det er noget jeg er enig i. Det er en utroligt grundlæggende ting, som jeg ikke ved om holder, er relevant for eller spejlet i praksis, men jeg er blevet sat på sporet af, at jeg kræver en hælenshulens masse i samvær. Er det en grundlæggende ting ved mig? er det en uforanderligt ting? er det en ting alle mennesker gør, men hvor vi skal stræbe efter det forgyldede ideal? Jeg ved det ikke...Men dagen har været fyldt med de betragtninger...

Jeg tror jeg er svær i mine krav. Det er jeg blevet sat for, af en anden i en anden tid, men hvor nogle af de samme ting spillede ind...Jeg synes jeg finder nogle mærkelige knuder i min kærlighed og i min selvtillid og i min tryghed når jeg prikker rundt i det her. Der er noget omkring kontrol som får det hele til at slå gnister og knuder.

Det, at man aldrig kan være sikker i sin kærlighed....det synes jeg er fucked op! Altså...kærlighed er helt vildt dejligt og omsig gribende og skønt...men det er også et crazy og hjerteskærende dødeligt-gørende projekt. Altså...I min lykkelige omfavnelse er dødens skygge meget nærmere end så meget andet. Fysiskt arbejde øger mit fysiske velvære og min oplevelse af nuet i næsten lige så stor grad, som at jeg lige nu synes, at en kærlig omfavnelse minder mig om, at alting har en ende.
Det er jo scary rigtigt og samtidigt fjollet paradoxubrugeligt.

Lige nu elsker jeg. Min kærlighed går ud og jeg har ingen kontrol over, om den bliver afvist, fejet af, kompromitteret eller om min hjertes medrejsende pludselig falder død om...Christ...livet er vanvittigt og kontrol er totalt forførende og ( jeg husker nu igen imens jeg skriver) fuldstændigt umuligt at have over noget andet end sig selv. - og med os selv er det stadigvæk begrænset...damn...

Der er to ting der er vigtige for mig at huske i det her:

Jeg er glad for, at være i det her og opleve. Jeg fortryder ikke at jeg elsker.
og
Jeg gør det så godt jeg kan. Jeg prøver og jeg undersøger og jeg lærer så meget som jeg kan rumme..

Men fuck det gør ondt, at tænke på at jeg har krævet og bøllet og været kluntet. På ingen måde i dramatisk grad, men nok til, at jeg synes det er en meget uønsket måde at gå til et andet menneske på. Og jeg har ingen anelse om, hvilke andre måder der er og hvordan det virker. Jeg er lavet af tænketyggeri...Måske kommer der en liste eller tre, måske...

?