Heartbeats

Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.

Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.

Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.


Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.

Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?

Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?


Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?

Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...

Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil  jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....

Jeg savner at spille musik med folk, men jeg kan ikke finde ud af at finde et nyt band. Min tolerance for folk og mine evner på klaver er ikke store nok til, at jeg tror på at det kan virke, såen bare at gå ind på en opslagstavle og finde nogen.

Jeg savner savner at rejse, men igen kører det ikke super godt med penge eller virkelighed på nogen måde.

Jeg savner savner savner at have en kæreste....Yeah....

Det er bare et skønt tidspunkt at gøre status op for mit liv. 33 lige om lidt. Jay. Dét har jeg bare gjort så drøn godt. Åh, jeg er så drøn træt af det hele.

Så vendte det hele på hoved...

Jeg er gået fra at hige....fra at længes og længes med et knust hjerte og til at have svært ved at huske hvorfor vi var sammen. Hvad det var som dét forhold nu engang bestod af.

Det er helt sikkert afvisningen der er ved at ramme ordentligt og det er vel en god reaktion. Hvis så meget ved mig ikke var ønsket, hvis så meget af mig var forkert, hvorfor var vi så overhoved sammen?

Hvis så meget af os ikke passede sammen...hvis mine drømme om dig var så skæve...hvad i alverden havde jeg så gang i?

Jeg tænker på dig, men dit breakup-projekt virker og jeg har ikke rigtig noget at sige. Jeg tænker på dig mindre og mindre...Når du popper op på fb så rammer det mig, men ikke rigtig med så meget trist...Bare med forundring.

Jeg tænker over, om jeg skulle skrive til dig og sige at jeg er ok...men hvis du virkeligt ville vide det, så ved du det vel allerede.

Så det er endnu et mærkeligt stadie af breakup. Det er ikke rigtigt at jeg fortryder, men de efterladte følelser gør noget mærkeligt.

Hvorfor skulle vi ses igen tænker jeg. Vi sås ikke for den sprudlende samtale eller for de store eventyr ud i verden. Vi sås for at holde om hinanden og ae hinandens hår. For at være kærlige og gøre hinandens dag lidt rar og varm. Det er ikke lige noget der virker i en vennekontekst for mig lige nu.

jeg har ikke lyst til at stoppe...

med at elske dig...

Shit altså...Jeg prøver at forestille mig én her, der holder om mig og trøster mig i min tristhed. I den her nederen bæ af en aften....
En der er varm og kysser mig på skulderen og spørger til mine følelser, men samtidigt forstår mig. Men det gør mig bare trist. Pis altså. Jeg har ikke lyst til at det er en anden. Selvom jeg sagtens - tro mig - ganske sagtens kan forestille mig 2000 kvaliteter som det her menneske kunne have, som var bedre en dig. Selvom jeg kunne forestille mig en fantastisk trøstegiver, som var mulig i den her faktiske virkelighed og stadigvæk et skift opad...Så er jeg ligeglad...Jeg er trist og jeg savner dig...bare dig...


Jeg har lyst til at holde fast i den her kærlighed...Men ja...tænker jeg nu...det er vel tid til den stoiske løsning (tm) på ting som metafonica ikke vil acceptere: Sådan er dét. Bum. Basta. Sådan er det bare.

Jeg kan jo ikke gøre en skidt andet. - Kontakte dig igen og køre forfra i håb og ønsker og dumme mig med en direkte tur i længselsfængsel igen? Det tror jeg ikke.

Forfra med frygt, forfra med jalouxi og mindreværdsfølelse...forfra med selvkritik og hele tiden spejle sig i din mangel på kærlighed til mig? nej det er jo netop dét jeg ikke skal...Åh pis også...selvom jeg så nødigt vil slippe min kærlighed til dig...Hvorfor? åh sikke et spørgsmål at stille ud i verdnen...hvorfor vil du ikke have mit hjerte?

Vil jeg overhoved have svar på det spørgsmål? vil nogen?

Det korte af det lange er jo, at det er et ligegyldigt spørgsmål for udviklingen af min fremtid. Det er drøn vigtigt for mig og min stakkels kærlighed, selvforståelse og livsudvikling, men jeg har stillet det spørgsmål og fået et forsimplet og ( højst sansynligt) ret ureflekteret og små-sandt og forsimplet og ikke helt ærligt svar.

Og sådan må de så være. Bare fordi jeg vil have mere, er der ikke nødvendigvis mere at få.

Jeg vil gå igang med den stoiske bearbejdning! Når min impuls er, at holde fast i min kærlighed til dig, så svarer jeg: den er ugengæld og uønsket. Sådan er dét.

var de noget værd for dig?

I dag er vreden druknet i tristhed...skuffethed...

Antageligvis på grund af mine tømmermænd og den blå følelse de bringer. Det har gjort denne dag langsom og trist.

Jeg ville skrive til ham og spørge. Spørge ham hvordan han havde det, med det éne håb: at svaret ville være noget dårligt. At han skulle være trist og savne mig.

Ikke fordi det er fulgt af en længsel af at ville forsones eller prøve at gå skridt tilbage. Bare fordi jeg ønsker mig, at han savner mig...Og måske fordi jeg gerne vil have at han er ked af det...har det dårligt...at det går ham skidt...

Det er sikkert ikke sympatiskt. Men det er som det er.


Jeg skriver her, så jeg ikke gør noget mere drastisk for at stille trangen til kontakt og bekræftigelse. Jeg har været forbi hans fb side og set, at de nye venner han laver sig er smukke og unge og feminint udseende. Det vækker overvejelser af ligegyldighed. Det kræver ikke meget af fantasien at gå den vej og tænke, at jeg nu bliver hurtigt afløst...

Hvilket er fint nok. Måske gør det, at jeg ønsker ham lidt mere ondt...men det er det. Jeg skal nok klare det og finde vej tilbage til mit normale leje.

Jeg ved ikke om vreden kommer tilbage eller om det nu er nogle dage med trist igen...Det er ihvertilfælde endnu en ny følelse i breakup universet og det gør idag lidt øv...Men jeg har Lettisk suppe og kan snart hoppe i seng...Så intet er så galt som det kunne være...

" Jeg sagde jo at jeg ville gå..."

Og så ramte vreden: wow...pang kapow!

Uger, måneder er gået i den her slå-op process uden at jeg kunne mærke så meget som en gist af vrede. Tristhed, medfølelse, tragedie...Alle mulige forskellige variationer af selvlede og "sådan er livet i sin tristhed"....

Folk og psykologiske diagrammer har stået fast på, at vreden nok skulle eller endda måtte komme så processen kunne komme videre, men jeg tænkte det måske aldrig behøvede at måtte ske...


Men idag- dagen efter at han var herhjemme og vi havde en nogenlunde hyggelig pseudovenneaften ( på hans måde) og jeg var ved at miste pusten da vi sagde farvel og han gik...Dagen efter at jeg skrev til ham, at jeg ikke har lyst til at opleve det igen lige foreløbigt... her idag rammer vreden.

Fuck dig! I sidste uge fik han sagt noget ala " Jamen den første dag jeg var her sagde jeg jo at jeg ville ende med at gå" !! What? så dét skulle jeg regne ud var ægte ment og dét er så den store ansvarsfraskrivelse? Fordi man siger at man har tænkt sig at såre nogen, så er det ok? Fordi han sagde at han ville tørre mig af, så skulle jeg vide at alle de modsvarende handlinger var løgne?

Han sagde også - da jeg hentede mine sidste ting hjemme hos ham - at han ville komme og holde om mig når jeg var bange...Men dét er jo en fucking løgn..så hvornår skulle jeg lige lure hvornår han var én form for narrøv og hvornår han var en anden...fuck det.

No shit at han gerne vil være " venner " med mig. Når vi sås fik han det på sin måde...med hans ting og det ting han kunne lide...Han virker sku ikke til at han kan finde ud af andet,...

Hvilket er trist og mærkeligt. Ikke at kunne finde ud af at møde et andet menneske og finde glæde i aktiviteter de kan lide...

Anyways... ny følelse...nyt stadie af breakup... Jeg håber jeg kan huske og kan lide nogle ting ved ham når det er overstået. Lige nu har jeg væmmelse, men jeg antager at det vil blæse over...Jeg hiver mine sidste ting tilbage til mig selv og kobler mig af ham. Så må det være som det er.

------------

Jeg har fundet serien " lie to me" som så meget spejler hvordan jeg ofte oplever verden. Jeg har så svært ved at forholde mig til, hvor meget han lyver for sig selv eller andre i det bevidste og ubevidste...Jeg forstår ikke folk der er uærlige som aktiv beslutning og jeg tror ikke det forstår mig...virkeligt ikke forstår, at jeg altid søger så meget ærlighed som muligt.... Han gjorde mig ofte bange for at være helt ærligt og han kunne finde på at lukke situationer ned i nogen tilfælde...lukke dem ned fordi jeg var fucking ærlig...åh gudfader...tænk at tage det til sig som en acceptabel situation...

Ikke at jeg ikke finder små dråber olie på socialt samvær ganske brugbart, men det er et nødvendigt onde...ikke et ideal...pah...

Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...

Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...

Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.

Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...

Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...

Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.

En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...

Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...