Halt....på det hele

Træt dag hvor jeg fik en brand brugbar huskeregel til de svære stunder. H.a.l.t - hungry, angry, lonely tired...de fire 'trigger' stadier hvor ting er svære og hvor man skal være ekstra opmærksom på sig selv..

Jeg er både træt og ensom idag. Ikke nok søvn på nogen måder og det vækker sådan en længsel. En længsel efter at putte og blive aet på håret og været ok. På at være i en favn hos nogen der elsker ens navn...Åh...

Men jeg vil gå i seng lige om lidt, og glæde mig til dagen i morgen med familie og spil med venner. Det må tælle som noget selvomsorg. Noget nærhed og hvile og ro og god mad. Det vil ikke fjerne afsavnet, men det giver vel udholdenheden til, at der kan gå nogle flere dage og derefter nogle flere igen. Dette er den eneste form for plan jeg har...Tid...Tid tid og mere tid.


Men i aften savner jeg og jeg kommer til at knuge en pude som var det én, jeg elskede...

hvad vil jeg?

I denne uge har jeg påbegyndt et Januarritual jeg tror jeg vil gøre mit bedste for at huske. Januar skal være tiden hvor der investeres i det nye år. Hvor ting sættes til rette og hvor der investeres i de ting jeg ønsker dette nye år skal bidrage med. Nye gode sko og støvler, en ordentlig e-cigaret og en masse brugte klavernoder. Måske investerer jeg også i noget vidunderlig maling og en ny pensel. Det føles godt. Oven i det, at have kommet igennem studiet og nu skulle igang med kandidaten. Den er ligesom det store spørgsmål...Altså...Jeg kan nu sige, at jeg kan skrive og jeg kan producere. Jeg kan udføre akademisk begrundelse og formidle det...Men er mit emne overhoved relevant? er det efterspurgt? er det noget jeg kan finde støtte til og er det noget som vil føre nogen vegne hen? Dét er spørgsmålet der skal besvares i 2016 og jeg tror faktisk at jeg er ok, hvis det viser sig, at det ikke er det jeg kan eller skal eller det som jeg kan finde plads til mig selv i.
Det vigtige er, at jeg har bevist at jeg kunne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg får min kandidatgrad...Men jeg er i tvivl om, om min drøm om at fortsætte efter det, er realistisk...og det er ok. Det jeg ville opnå tror jeg faktisk allerede er sket.

 Jeg er trættræt og rastløs. Eventyrlysten og søvning. Bange for ensomheden og lykkelig over roen....

Det er ret dejlig og jeg er ved at være ok...Eller...

Jeg er ok i bølger og det virker til at de varer længere og længere...Og jeg er stolt. Dét er en følelse jeg har savnet meget længe....

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...

Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...

Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....

Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?

Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...

Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?

Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?

Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?

Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...

Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...

Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...

Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...

jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

At rydde op før man forlader huset...

Jeg tror jeg går rundt og føler mig meget meget låst i mit liv.

Det er ikke rigtig den følelse eller de tanker som er aktive, men det virker somom, de tanker jeg faktisk går og får, er symptomer der pejer dérhen.

Første indikator er, at jeg går og tænker over, hvordan jeg ville sætte tingene i stand hvis jeg skulle tage mit eget liv. Altså...hvordan jeg gerne ville gøre ordentligt rent og sortere ting, måske endda smide ting i kasser og lette mine forældre for for meget arbejde i forhold til at få de sidste ting af vejen.

I øjeblikket gør jeg rent, men det har ikke rigtig noget formål. Well...Jeg kan lide at der er rent, men jeg er ret håbløs i forhold til tanken om, om det skulle løfte mit humør eller at jeg nogensinde skulle få en gæst jeg gerne ville gøre et godt indtryk på. Det er bare... ja... her er varmt og fint og rent...og tomt...


Anden indikator er den her tomhedsfølelse

og min utroligt svingende følelse i forhold til mit studie...Jeg vil drøn gerne arbejde dybere ned i det, men lige nu føles det somom, at min sti bare kommer til at medføre mere at det samme og at det er blah...blah blah blah...

Jeg er så træt af blah og whatever og umuligt og uinspirerende...Det er et rigtigt tungt slag ikke at skulle til udlandet og skrive, det har været med til at min prioritet i det her aktuelle semester har været som det er, og det er ved at slide min begejstring i stykker. Det er bare...blah...

Jeg er ked af det og jeg er ensom. Jeg er træt og kikset. Der er ikke meget jeg har lyst til og folk er deprimerende...

Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre. Der er sikkert en masse man kunne gøre hvis man ikke var mig, men jeg ved det ikke...Jeg er træt af, at det ikke virker at være mig.

så trist, træt og håbløs...

så utroligt alene... Jeg føler mig så utroligt alene og isoleret fra menneskelig kontakt. Så langt væk fra noget jeg kan holde ud, samtidigt med, at det kan holde om mig.

Der er helt sikkert en troldsplint i mit øje i det her...når jeg udmattes socialt, er der ikke mange jeg kan holde ud at tænke på, som jeg ikke samtidigt piller fra hinanden. Der skal en hvis mængde indiskutabel kærlighed op som skjold imellem min sønderlemmende kritik og ethvert menneske for at det kan have en chance. Men sådan er det. Det må være modvægten til de timer jeg bruger, på at mene at alle har potentiale og noget der er værd at samle på.

Jeg har ikke mere ork...Orker ikke atforklare mig særligt meget. Orker ikke folks halvhjertede forsøg på at byde ind med opmuntring.

Jeg vil trøstes og jeg vil have det så det virker for mig.

Spørgsmålet er bare, om jeg lige nu har lyst til at tage imod det fra andre end K og hvordan det skal gøres.

jeg kæmper for at få sagt de ting jeg bliver nød til at sige. Det løsner lidt når jeg får forsøgt at kommunikere, at jeg har behov. Desværre er det ikke super effektfuldt. Men om ikke andet får jeg stået ved mine følelser. Både lidt generelt overfor folk og så specifikt ifht K. Med hans sygdom og 30 års fødselsdag ( plus en opgave) har han haft fuld skrue i selvoptagethedsmaskinen med ekstra fokus på, hvor skidt det er for ham. Jeg har ˜som minimum˜ brug for at blive værdsat i den process...

men det er jo også frygten for det totale tomrum uden ham, der er en af mine kompromitterende faktorer i alt det her. Frygten for den store tomme plads af selvhadende ensomhed.

Jeg tror jeg fungerer meget bedre, i øjeblikket, end jeg på nogen måde har det. Det tror jeg faktisk er en relativt ny ting. ( måske et par år maksimum) hvor ˜det˜ ligesom har kunne være tilfældet. Altså...jeg får gjort ting og hjulpet mennesker og rummet mennesker og alt det gøgl..Og så går jeg hjem og har så ulideligt brug for at tude og føle mig tryg og elsket, uden at have en eneste forløsning på det.