Så glad og stolt at der er mere end jeg helt kan rumme!

Jeg klarede en jobsamtale og jeg fik et jobtilbud! Åh min gud altså. Der er stadigvæk en sikkerhedsgodkendelse der skal klares før at jeg faktisk har et arbejde, men jeg har været igennem en mølletur og er endt med et tilbud og en udtalelse om at de var imponerede over mig. Det er helt vildt eventyrligt og jeg er stadigvæk fyldt med et lille lys inden, selvom jeg ikke har snakket om meget andet idag.

God brætspilsaften med 2 sag i okkult sherlock holmes hos de dejlige folk i valby med min 'jeg har fået job' kage fra et italiensk konditori og bobler indeni. Bobler og dybe suk af lettelse og en utrolig følelse af...well..genkomst? Så meget ballast og så meget kritik og så sidder jeg pludseligt her med en kæmpe bekræftigelse. Godtnok en bekræftigelse af, at jeg er en god komponent i den neokapitalistiske maskine, men stadigvæk..arbejdsmarkedet er så stor en del af vores nuværende tilværelse, at det at føle sig attraktiv dér nærmest er det største omdrejningspunkt for et single menneske som mig.

Måske det er et symptom på kollapset af det her samfundssystem, at det er så altomgribende en faktor. Man kan håbe på, at det er de sidste dage og at menneskelige egenskaber udenfor salg og værdivurdering igen bliver relevante. Jeg græder for dét, at det betyder så meget, men samtidigt lever jeg i den virkelighed og det er fantastisk at kunne ramme noget rigtigt i det. Det er også en skøn oplevelse at have folk at dele det med. Det er en ret ydmyg oplevelse, at have folk værende så glade på mine vegne.

Alt i alt noget der er værd at skrive ned. Starten på den næste store del af mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at det her limbo ikke virker til at skulle vare så forfærdeligt længe endda.

Så er jeg kommet hele vejen rundt i jobmøllen - udover i mål. Endelig jobsamtale er en ny erfaring i al sin komplekse modbydelighed. Forhåbentligvis bliver det bedre med tiden og umiddelbart kan jeg allerede forestille mig forskellige måder jeg ville kunne få, om ikke andet, en illusion af mere kontrol over situationen.

Jeg forstår virkeligt godt hvorfor man - som firma- kører igennem bureauer til de første runder. Det føles også ret godt for mig, at have ent menneske som mellemlag. Jeg dukkede op til samtalen på en anbefaling. Om jeg så var den rigtige energi eller den rigtige procentfordeling af de ønskede kompetencer...det er så en anden historie. 

Træt og semi håbefuld og også lidt...well.. Jeg er ok hvis jeg ikke får det, fordi jeg har lært noget af processen og ikke har en følelse af, at det gik godt nok til at komme i 'mål'. Jeg tror ikke jeg mister selvtilliden selvom de ikke ender med mig. Hmm.... Det er stadigvæk ret awesome at blive ringet op og nå så langt. Åh ja... Det ville have været mega praktisk at få et job på den måde, men det er nok en tand for eventyrligt til, at det er noget at satse sin fremtid på. 

Endnu en fordel ved at have været igennem den her process er at få øvet sin erhvervsmæssige selvforståelse. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, hvad har jeg potentiale til...Det tror jeg er en ting jeg vil have med i et fremtidigt cv...Noget ala ' områder jeg ønsker at udvikle mig indenfor'

Jobjungle, dagpengeland, andrenalin og dybdeborende rollespil. En form for tilstandsrapport...

Sikke en stormstyrke man er i, i sådan et jobsøgningsland. Det er dødbringende kedeligt afbrudt af  hektisk panik, hjertebanke, passioneret håb og dyb ængstelse for at blive afvist.

Men alt i alt går det vidst ret godt med mit færdiguddannede jeg. Baseret på mine venner og bekendtes traumehistorier, så er jeg nået langt og har fået meget positiv feedback allerede. Især når det tages med i betragtningen, at jeg kun har været i gang i et par måneder.

Jeg har en plan b klar til, når de positive situationer løber tør. Der bliver tiden at gå ud og trænge sig på på en arbejdsplads og tvinge dem til at se deres behov for mine kompetencer, men indtil da, så prøver jeg det 'på gammeldaws' maner.

Det nyeste job på bedding har stjålet mit hjerte, men jeg ved jo godt, at det skal der tages forbehold for. Alt er ude for ens kontrol og de mærkeligste små vindstød kan kæntre den pram ens håb sejler afsted på.

Men...jeg tror jeg kan lære at være ok i den her process. Denne omgang har været rimeligt brutal, men sådan er det hver gang jeg prøver noget nyt. Det går jo over og læring er sket. Næste gang er jeg bedre forberedt.

Men nøj hvor ville jeg ønske at der var noget målrette somewhere af somebody til det her dimmitentræs. Der er jo intet der ville forhindre en jobindsats og undervisningsindsat på dette specifikke område og jeg vil bide spids på, at det ville gøre en forskel. Well.. enhver indsats gør mere end ingenting.


Ud over det har jeg spillet Brudpris igen. Det virkede igen - også på trods af de designproblemer man kunne have opdateret siden de sidste run.

To dage tilbage...og...ja...

Jeg er så utroligt træt af at være mig idag. Det falder sikkert sammen med mangel på søvn og det her fine pres som afsluttende kandidateksamen lægger over det hele...det er sikkert det der er årsagen ligenu, men at vide det gør ikke nogen forskel...

Jeg er så træt af at være mig og alle de ting det ikke er. Ikke nogen akademisk fremtid efter kandidaten, ikke nogens forslag til en phd...ikke nogens kæreste...ikke nogens udvalgte...Bare ikke rigtig nogen...

Jeg græder imens jeg skriver det her. Trætte tunge tårer. Alt det her press. Alt den præsteren vi har gjort, bliver vejet på tirsdag og vi har ingenting at gøre. Enten er vi rigtige eller også vejes vi for lette... Hvad er det værd hvis det bliver under gennemsnittet? hvad er det værd hvis det er middelmådigt?

Den her form for kompetencevurdering finder jeg utrolig pervers. Men systemet er jo idiotisk, så det er vel ikke så mærkeligt...

Jeg har sådan elsket at tage den her kandidat, at det er endnu et søm i mit hjerte, at det ender på så ubehagelig en måde. Lige meget om det så ikke går så slemt som jeg frygter, så er det jo åndsvagt ubehageligt at gå igennem det her.

Men ja...

Det er bare det at være mig, som jeg fokuserer mine tårer på i aften. Lort og lagkage...

fra interesse til angst

Jeg tror ikke at der er nogen vej uden om, at blive bedre til at være i verden for mig, end at blive mindre bange for dateri...

Det er noget jeg er igang med at fordøje på plads, inspireret af ugens tanker.

Jeg havde en rigtig fin oplevelse med en fyr i sidste uge. Et menneske jeg ikke kendte inden og som jeg nu synes, måske, er interessant. Situationen er jo dog den, at jeg ikke faktisk rigtigt kender vedkommende, så det er ikke bygget på mere end tiltrækning ved afskeden og lyst til at udforske det...

Det kan simpelthen ikke skulle være en ultra sårbar situation. Jeg har lyst til at have noget kærlighed tæt på - og jeg tænker at det kræver at det går galt en gang eller to? Altså...At man finder nogen der er spændende uden at det er er et jordskælv hvis det ikke virker...

Men jeg har ikke super meget øvelse med de her mellemstadier...Og min selvfølelse er super skrøbelig i de her situationer...

Spørgsmålet er nok, om det bliver bedre af sig selv ved at noget tid går. At jeg giver lidt slip på de efterfølgende potentialer og bare...ja...tager hvad der kommer belejligt...

Jeg er ret ked af det, jeg føler jeg har mistet. Både specifikt igennem de sidste to år og generelt...

Jeg er ambivalent omkring at have sådan en længsel, men samtidigt...Det er nok rigtigt, at længsel er nøglen til lidelse, at det at ønske sig noget har flere negative konsekvenser. Det gør både at man har en kompromivillighed, som sikkert gør en blind og sårbar...og det gør at man bliver skuffet på sin længsel...

Det er en tung træthed jeg føler...Træt af at være bange og træt af at frygte smerte så meget...men jeg ved ikke hvilken vej der er den gode at tage...Det er at lade en type følelse styre kontra en anden. Det virker ikke til, at jeg kan komme frem til mere sådan...typiske rationelle konklusioner, da det ender ude i livets relativitet og meningsløshed alligevel...Hvorfor skulle det ene eller det andet være mere konstruktivt for mig? Det tror jeg at der er et svar på, men jeg oplever ikke, at jeg er i stand til at komme frem til et svar. Dét at passe på mig selv, er omdrejningspunktet tror jeg lige nu...Men spørgsmålet er, om det...sådan i sig selv...er et forkert udgangspunkt.
Hmm... Jeg mener...det er ikke sådan jeg vælger andre ting. Ikke gennemgående. Så min grundantaglese om, at jeg skal passe på mig selv, er måske faktisk fejlslutningen.

Jeg kan ikke rumme uendelig smerte. Det giver ikke mening at opsøge mere end jeg kan overskue, men måske det ikke skal være den vigtigste omdrejningsting. Altså...Eventyr er vel grunden til at jeg overhoved gider at fortsætte med at være i live. Det at opleve noget og gøre noget. At handle i verden. Måske dét er en præmis at forholde sig igennem. Måske...

Hmm... Meget søndag... Mange tanker...

Jeg er meget lykkelig for, at jeg har dejlige mennesker lige uden for min nærmeste sfære, men jeg savner at have nogen dét skridt tættere på. Det er en hektisk og omvæltende tid...

Søndagsblues og specialestress

Jeg er træt og udmattet og trist...

Tingene går som de skal med spceialet, men jeg har det somom at jeg spiller med én hånd bundet på ryggen. Hjernen vil helst ikke fokuserer og det virker som symptomer på stress. Jeg frygter at brænde ud og brænde sammen i knolden og at jeg fejler på bekostning af min skrivemakker. Det gør ondt og det bekymrer.

Jeg gør hvad jeg kan for at pleje min hjerne. Prøver at få trænet og spist og sovet. Få lidt social interaktion. Men i lyset af det øgede press, står mine relationer i skarpt lys og min tolerance er mindre. Om dette er et nyt permanent træk eller et biprodukt ved jeg ikke endnu. Jeg kan bare observere, at jeg har mindre tolerance overfor ting der gør mig ked og som kan hive mig væk fra det primære formål i øjeblikket.

om det er tristheden eller bare mit hjertes utrolige idioti ved jeg ikke, men jeg tænker på ekskæresten. Det virker åndsvagt, at det stadigvæk er hver eneste dag at mine tanker strejfer derhen. Det føles åndsvagt og ydmygende. Når jeg sidder med visheden om, at vedkommende ikke skænker mig tanker, er røvligeglad med mit liv og mit velbefindende og sikkert ikke giver en fløjtende fis om hvor jeg er i mit liv eller hvordan jeg har det med den her agressive adskillelse...Det er en trist vished der rammer mig i bølger. Det var antageligvis grunden til, at jeg blev slået op med, så denne manglende bekymring har varet længe, men det virker ikke til, at jeg kan ændre den del af mig, som ikke har det på samme måde. Den del der elskede at elske ham og som savner det rum vi skabte sammen. På trods af alle de gode argumenter jeg kan hive frem om, hvor åndsvagt det var. Om det handler om det kaotiske i tilknytniung eller hvad det nu kan være ved jeg ikke...men det er en sæk med tungsindssten som jeg slæber rundt midt i alt det her.

Men...Egentligt...Eeegentligt er jeg faktisk glad. Når jeg mærker efter neden under al trætheden og tungheden, menstruationssmerterne og den bizzarre øresmerte, neden under den smertende skulder og den truende museskade...Nede under den stress-skabte vægtøgning og dertilhørende ærgelse...

Der er jeg stolt og glad over hvad vi laver med vores kandidatprojekt og glæder mig til at arbejde videre...

Der er bare så mange lag af træthed og den kæmpe trængsel af andre faktorer som jeg skal igennem først. Det står ikke så galt til og jeg skal bare sove alt det jeg kan tror jeg...Tja...Ja... Træt gør trist...men så er det heller ikke værre...

Jeg er lidt overrasket over at have skrevet mig frem til det :)

Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...