medier og melankolika

Så gik det fint efter at jeg havde fået mere søvn. Fået ordnet de ting der skulle ordnes og haft en god kampdjævel i maven i telefonsamtalerne med de kommunale underlings.

Fået set nogle film og gjort lidt rent, og taget mig af min stakkels syge krop uden for meget tænken tunge tanker...

Og så så jeg en tilsyneladende harmløs film om en desillusioneret journalist...og havde egentligt et fint flow med, at bruge den som et overordnet billede på journalismens forgængelighed....

lige indtil der var den store - og im not shitting you - hoppe på et fly og fortælle hende at hun virkelig er værd at kæmpe for- scene..... fuck...Måske han bare sagde det som et symbol på, hvordan det aldrig ville komme til at ske. Det virker næsten mere troværdigt, end at han nogensinde overvejede det...Men _jeg_ er et fucked op produkt af hollywood ligemeget hvor meget, at jeg har nået at rydde ud i mine opflaskede myter...

Når man siger fly til mig, så er det tilsyneladende et helt specifikt filmsprog det rammer. Og nu er det ligepludselig hårdt og trist igen...

Men det kommer til at gå. Det er jo ikke første gang at kvinder får knust deres hjerter af dårlig timing. Og det er ikke nødvendigvis alle, der behøver kærlighed i deres liv for at give det mening....

og selvom nogle af minderne vi delte var drømme om fremtiden, så findes de stadigvæk som historier. Om ømhed og længsel og nysgerrighed og opdagelse.... Det er vidunderligt at kunne se et menneske så tæt på og med kærlige øjne.

nattens sammenbrud

Vågnede imellem 03 og 04 med halsbetændelse. Har grædt siden. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Hvordan kan det være slut? Hvordan kan han ikke elske mig som jeg elsker ham?

Selvom jeg har slettet hans nummer så viste det sig, at min smarte phone har gemt vores tekstbeskeder alligevel.

Jeg ved ikke hvilken viljestyrke det er jeg har fundet, som har gjort at jeg ikke har ringet til ham endnu. Det var der omkring tårene startede.

Hele verden sover,- jeg er lysvågen og har ondt i hele kroppen og hele sindet og jeg kan hverken stoppe tårene eller minderne...

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været så ulykkelig før

-------------------------

Det virker så utroligt endeløst meningsløst

Jeg har sjældent oplevet noget så stærkt og rørende og livsændrende som delt kærlighed - hvorfor har det ikke et ord...ala samelskning?

Sjældent oplevet noget som har rørt mig og ændret mig så meget

og nu er det slut

han sagde at han ville hoppe på et fly hvis han pludselig forstod, at han ville mig og at det var værd at kæmpe for.... Jeg længes efter at tage til lufthavnen og vente... Indtil jeg fatter at han aldrig kommer. Så jeg kan forstå det fysisk....

Jeg sagde stop...netop fordi jeg ikke kan leve i lufthavnen resten af mit liv...Men jeg ved ikke hvordan jeg holder op. Jeg ved ikke hvordan jeg bygger en dæmning for mine tårer... Jeg ved ikke hvordan jeg holder op med at elske ham :(

Jeg kan mærke jeg er i en eller anden udgave af forhandling. Min hjerne prøver deserat at forvride virkeligheden tilbage til en lykkelig tid...og længslen efter ham er blusset op og brænder og smerter...Jeg har grædt hver dag jeg har set en lykkelig familie idag...Jeg er træt og bogstaveligt talt hudløs og har rod i mit hoved...

Og så mange frygt og forvirringer ud over det hele.

og så ondt i hjertet.

Ligegyldige verden hvor er du sild af min tid.

Måske mere om det senere

så sprang bylden og verden er tilbage- eller jeg er - eller nogen er det.

Jo tungere tanker jeg har, dets dybere og mørkere bliver min ulykke. Idag er en let dag med overfladetanker og overfladehumør.

Jeg har skallet lidt hud af solskoldning...det bruger jeg meget tid på at funderes let over. - mon farven forsvinder? mon jeg kommer til at skalde igen osv. dejlige simple ligegyldige betragtninger til en ligegyldig morgen med et ligegyldigt formål...

udenlandske gæster, en fødselsdag, en hovedpine og en mild irritation...simpelt og lige til at håndtere...

Syg af misundelse

og fyldt med selvlede af samme årsag...

og heltdybt og inderligt ulykkelig ligenu.

Der er praktisk taget ikke den veninden jeg har, som jeg ikke ønsker jeg var ligenu. Jeg ville sådan ønske jeg var en anden...havde et andet liv...var en anden end jeg er ligenu...

jeg sidder her i et bjerg af knuste drømme og prøver at opretholde min glæde ved alle mine kæres sucess...Men jeg ville sådan ønske der også var noget til mig...at jeg havde bare en ting der var lykkedes...bare én ting som var god uden min kroniske medbragte katastrofe og råddenskab...

Men sådan er det ikke og der er ingen jeg kan snakke om det med.

intet jeg gør bringer godt med sig i længden...min kærlighed er ikke nok...mine evner slår ikke til...

Det er somom at hver gang jeg spiller rollespil, så bliver verden smukkere, nemmere...den skifter tema til at handle om håb og drømme og muligheder...selv når det er værst er der en symetri...

hvor dette liv tilsyneladende skal handle om, at hvad jeg tror på og håber på skal gøres til skamme og knuses...Mit hjerte er så trist og skuffet...så utroligt fortabt... jeg skal nok være ok og klare mig og gå videre og bla bla bla...bære mit kors med et smil og give al min energi til de kære jeg har, så deres lykke kan blomstre og jeg kan glædes derved...og så en enklet gang imellem fyldes med grøn grøn misundelse og græde over verdens nådesløshed og min magtesløshed...

Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er lykkelig på deres vegne...jeg er det bare ikke på mine....Der er næsten ingen jeg ikke ville ønske at jeg hellere var ligenu....

melankolica

Jeg er melankolsk idag... Helt ned i mavsen og tung i kroppen...puttepudetrængende og trist med tårer langt inde bag ved øjenlågene....

Om ikke andet gør det mig mere i poetisk humør. Jeg har lyst til at lade ordene danse fra mine fingerspidser og lade forståelse være forståelse....Trin for trin og et to tre giver det sin egen mening...

Det var vidunderligt at møde James Randi- samme følelse - om end ikke så stærk- som at møde Holger Beck.... Et møde med en skøn del af virkeligheden og dog uden nogen forløsning på længslen efter et sted der kunne findes mere mening

der kom tårene...

ligenu synes jeg alting stinker - alle mine indsatser kuldsejler, mit hjerte er ved at falde fra hinanden, mit hjem stritter imod, min energi stritter imod og jeg længes og længes...længes væk og længes ind i en favn der forstår og beskytter mig...

Jeg er alene og ulykkelig

og jeg ved godt at det bliver bedre på et tidspunkt. Jeg ved godt alle de der ting som jeg bliver fortalt. Men jeg ville ønske det var forhindringer der forsvandt - frem for endnu et bjerg af skidt jeg skal grave mig igennem med løftet om en pause på den anden side....jeg hader fremtidens lykke... Jeg er træt og savner og mit hjerte gør ondt...

Jeg er desperat forvirret ligenu. Jeg tror det frelser lidt af min sindsligevægt at have den her blog at hælde det hele ud i.

Alternativet ville være at ringe til ham, skrive til ham, sende ham antrax og derefter prøve at finde ud af hvad jeg egentligt ville med det hele.

Og jeg ved kun to af de ting jeg vil have ud af det her indtil videre- og jeg antager der bør være en en god håndfuld mere... De to stående er : være mest muligt lykkelig og forstå hvad der foregår for bedst at opnå lykke...

Men jeg ved ikke meget mere. Der er så utroligt mange forvirrende kræfter i spil inde i mit hoved. Alle mulige former for angst og myter mikset op med stædighed og kærlighed og drømme.

I skrivende stund kan jeg mærke, at jeg har brug for at finde ind til et af de få fundamenter jeg har besluttet at tage udgangspunkt i. Det er svært - da relativisme er en kronisk sygdom jeg har lidt af i mange mange år...men Tao er stadigvæk en filosofi der i sin rolighed giver mig lidt jordforbindelse... så jeg tager dybe indåndinger og finder ind til en tro på, at der er nogle metoder til at leve på, som er bedre end andre...Og dette ikke er tiden til at skubbe, men til at lade tingene flyde ud...og hvis de skal andre steder hen end samtale, så her først før alt muligt andet...

Jeg har ikke lyst til, at vores kærlighed er slut...men jeg kan ikke tvinge virkeligheden til at være noget som helst andet end hvad den end er... Men jeg har også lov til ikke at synes det er sjovt eller optimalt eller dejligt eller lykkeligt.... mit hjerte er så utroligt tungt i øjeblikket...

Jeg føler meget stærkt for hvilken udgave af min mulige fremtid jeg ønsker mig... Men det nytter jo ikke en skid. Desuden er der hele den græske forbandelse omkring ønsker som jeg desværre har omdøbt og brugt i alle mulige fornuftige og eller fordrukne livsprædikner gør det ikke nemmere