Fået set nogle film og gjort lidt rent, og taget mig af min stakkels syge krop uden for meget tænken tunge tanker...
Og så så jeg en tilsyneladende harmløs film om en desillusioneret journalist...og havde egentligt et fint flow med, at bruge den som et overordnet billede på journalismens forgængelighed....
lige indtil der var den store - og im not shitting you - hoppe på et fly og fortælle hende at hun virkelig er værd at kæmpe for- scene..... fuck...Måske han bare sagde det som et symbol på, hvordan det aldrig ville komme til at ske. Det virker næsten mere troværdigt, end at han nogensinde overvejede det...Men _jeg_ er et fucked op produkt af hollywood ligemeget hvor meget, at jeg har nået at rydde ud i mine opflaskede myter...
Når man siger fly til mig, så er det tilsyneladende et helt specifikt filmsprog det rammer. Og nu er det ligepludselig hårdt og trist igen...
Men det kommer til at gå. Det er jo ikke første gang at kvinder får knust deres hjerter af dårlig timing. Og det er ikke nødvendigvis alle, der behøver kærlighed i deres liv for at give det mening....
og selvom nogle af minderne vi delte var drømme om fremtiden, så findes de stadigvæk som historier. Om ømhed og længsel og nysgerrighed og opdagelse.... Det er vidunderligt at kunne se et menneske så tæt på og med kærlige øjne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar