Det er somom det endelig er lagret i langtidshukommelsen, så jeg ikke får så mange reality-checks dagligt længere.
Samtidigt er jeg i stand til at føle savnet, uden at forglemme mig i en problemfri erindring.
Det er stadigvæk svært lige efter vi har snakket...- ganske simpelt fordi det er så stimulerende og sjovt og vedkommende...Men det hjælper et ton, at være bevidst om det. Det gjorde allerede alverden til forskel idag kontra hvordan det har været.
Sikke en rusjebanetur. Stormfulde højder. En livsændrende oplevelse som allerede er blevet en del af min livsfortælling. Jeg er meget glad for, at det i øjeblikket ikke er et komplet dramatisk -ingen-kontakt stil. Eller - det var sådan i 14 dage agtigt og det var drøn smart og ret vigtigt tror jeg,- men nu har vi haft noget snak og det normaliserer virkeligheden på den gode måde.
Det mest bizzarre er dog, hvordan det føles når vi lægger røret på. Det er somom jeg har flydt ind i ham når vi er sammen, for det hænger ved bagefeter. Og så skal jeg ekstrahere mig fra denne følelse af samhørighed og medfølelse og engagement. Vel egentligt ikke fordi det er galt at føle det- men ligenu er det noget der vil skade mig meget mere end det hjælper. Jeg kan overgive mig til at elske og hjælpe ham uselviskt - og dø langsomt. - Men jeg skal have min længsel efter ham ud af lignelsen, før jeg kan være en veninde der giver hvad hun kan undvære uden af fortabe sig eller blive brændt.
Jeg er for en gangs skyld lykkelig for, at jeg gør tingene anderledes.- fordi det også denne gang virker passende og udviklende. Men vi får at se-...det er aldrig til at sige, om jeg alligevel istedenfor ender i en håbløs tudedepression om en uge...Sæ la vie lissom
Ingen kommentarer:
Send en kommentar