en ægte præstaton

når man bliver gammel som jeg, så bliver ens liv meget lig en " langt ude i skoven lå et lille bjerg" sang...

På melodien passer alting i en kæde når det skal opsummeres både udad og indad for at forstå sammenhængen med de følelser i aften for eksempel skulle rumme:

barnet i skolen

skolen blev skiftet

skiftet blev røvtur

røvtur gjor kampsur

livstråden er llaaaaaaaang og med knuder

anyways, i aften er en stor aften. Jeg har set, kæmpet og sejret. Det føles crazy og vidunderligt. Uvirkeligt og utroligt velfortjent. Jeg er her i mørket med stress der søger at sive ud af enhver porre med en grundfølelse af fuck-yeah og en rest af fuck jer! og en helt masse " dette er mit og helt mit eget og ingen kan tage det fra mig" og det er ikke til forhandling. Det er bare vidunderligt og virkeligt. På ødelagte ( ja dette er et plat dobbeltbillede) fødder har jeg taget de her skridt. Med hjælp men uden nogen der kæmpede kamp for mig som jeg skulle kæmpe. Mit eget, mit dyrebare. 

Jeg kunne synge en hel sang med den følelse i hjertet. Nynne you cant take that away from me og lignende og jeg burde ønske at sove, men svælger i śødmen endnu. Hvad er søvn overfor hjertets jubel? :)

grinding basisevner

Puha  jeg er rasløs i min selvvalgte fodlænke. Træningen er super givende og jeg føler mig virkeligt på rette spor i min selvfokusering og passen på min nye følsomhed, men jeg aner virkeligt ikke hvordan jeg får løst de problemer der opstår, når jeg ikke længere kan bruge mine gamle hyper-extroverte metoder til at håndtere stress og rastløshed. Måske er det derfor jeg har det mærkeligt med at skulle holde min fødselsdag på næste lørdag? at jeg egentligt ikke ved, hvem det er folk kommer for at fejre, eller om hun kommer til at være der. Altså...fordi jeg er igang med endnu en krise hvor jeg rydder op og finder ud af hvad jeg gemmer under skidtet. Fra extrovert til introvert føles ligenu som det særeste venden-hjem skift ever. Eller hvad det nu er...Måske er det bare noget der er vokset til med behov for at vælge fra som en vanvittig i de her dage. Det er noget spøjst kløjs

to dage til 30

og alt er af helvedet til...

Jeg får at vide af min fys, at det ikke er min skyld at jeg er i stykker i armen. Det er almindelig menneskelig natur at reagere frem for at være proaktiv og på dette punkt er jeg tilsyneladende ulideligt menneskelig.

Det er heller ikke min skyld at jeg har forstuvet foden.
Ej heller at jeg er blevet hoste-og-feber syg.

Men måske ér det min skyld, at jeg er så ubrugelig at denne omgang eksamner står og falder på et tidspunkt hvor det nærmest er for sent for mig at gøre andet. Og hvor alle de her syg og dårligdomme kan ødelægge enhver rest af selvtillid. Endda begynde at gnave på mit selvværd.

Jeg var så klar til at træde over tredivetærsklen med oprejst pande...men nu kan jeg i skrivende stund ikke se mig gøre andet end at slæbe mig over på en skamfyldt ubrugelig mave.

kan man tænde bål med en gnist?

eller = hvor meget brændsel skal der til før at der tændes flammer? :p

Det er forår og ting foregår. Der er ikke tydeligt hvad der er betydeligt men mavefornemmelsen ( sund fornuft?) har en holdning og den er skeptisk. Det er vidst et generelt karaktertræk ved min omgang med verden nu, men alligevel er det vel bare som det er.
Eller skal der bare spilles hårdere boldt? Skal der flås i nogle forventninger og spilles højt spil med helheden? Er der et muligt forløb derude hvor at alting passer til mit hjertes beat, eller skal jeg leve med min skæve rytme og tage hvad der ligger tilgængeligt?

well... ligemeget hvad må det vel ske en dag? Fernet branca og rosés lime og så noget roligt lytten til monicakomposition (musik eller virkelighedsforståelse?) og så sove i solen.

-----------------

Sikke en masse historier jeg ud over det får fortalt. Altså...Månedens tema har været " høj selvtillid / høj selvsikkerhed" og jeg har fortællingskonstrueret mig over i høj selvtillids kategorien...Men...og jo...men også men altså...Det er stadigvæk når mit univers såen skal sameksistere med andres at det er mere komplekst end en markør på en måling. Altså..for jeg fortaber mig hurtigt i bastante personligheders selskab.

Er det noget jeg kan ændre? eller skal jeg overhoved det? Er det naiivt at forstille mig, at jeg kan have et liv som nu, hvor jeg er omgevet af pladsgivende og inkluderende universer? Er det fjollet at tænke på en gnist som ikke er det? Tænker jeg kun på den gnist fordi jeg har et menneskeformet hul i min verden?

well... så længe jeg ikke bliver virvlet ind i for langvarige omgange universinvasion, så kan jeg om ikke andet altid vende tilbage hertil og finde grounding. - husk at det er god at bruge den her tid på at sortere og notere. Det har ikke fejlet endnu.

 Jeg har lige en princessebattle i mit hoved. Den ene side siger " eventyret kommer" og den anden holder på " måske...måske kommer det og måske ikke" ...

Hvornår ved man om det er noget man skal rode sig ud i? Huskerådet siger "når man ikke kan lade være"...men inkluderer det også nødvendighed, tilbøjelighed og utålmodighed som dyder i sin beregning? Jeg mangler statistisk data på mine livsvejledende ordsprog!

og hvordan fanden skal jeg håndterer min indre trodsabe? Når jeg siger " nah de ting du går og roder med er noget fjol" så hopper den op og råber "modsat modsat" og det samme den anden vej rundt. Forvirrende forrygte overtænkning! Ja - det må være løsningen. Tilbage til afvisningen af overtænkning og holde fast i Light (tm) go with the flow...

For jeg er bange for aktivt at søge at handle noget ind i livet, som viser sig at være uønsket. Bange for at kæmpe eller konkurrere for noget, som jeg så ikke ville have når det kom til stykket. Som endte med at tage noget jeg ikke kunne undvære. - Av hjertet er på vagt og vil ikke slås på igen.
Kan det håndteres med light? Hmm...

En hård landing

Måske flyder jeg ikke længere rastløs rundt på havet? Måske er jeg på fast grund uden kompas og kort. Måske er det strand jeg mærker imellem mine tæer og havet der søger at trække mig tilbage. Søger at trække sandet med sig og fjerne fodfæste hver gang jeg står stille. Bevægelse er nødvendigt men hæmmet.

Jeg er først ved at forstå omfanget af handikap min skade har medført. Ikke så meget funderet i de små handlinger det heletiden hindrer, men i energien det trækker ud af hjertet og fligerne det slår af selvfølelsen.
Der er i skrivende stund en liste af ting, som burde gøres for at opretholde den, men som er uoverskuelige opgaver i forhold til smerten og frustrationen det medfører. Det er fucked op. Jeg møder allerede " er det stadigvæk slemt" kommentarer og processen står til at vare måske op til et halvt år! Jeg ville ønske armen kunne være i slynge eller gips- for ren og skær signalværdi.

Og at jeg ikke kan gøre hovedrent og at jeg ikke kan lægge tøj sammen giver mig lyst til at skrige dagligt. Skrige eller smide mit tøj ud og blive posedame. Og det er så pisse fucking svært at motivere til idiotisk skolearbejde oveni det pis. Det er ikke en funky solskinsbedækket tropestrand jeg er landet på. Det er vadehavet i gråvejr og jeg skal slæbe hele min tømmerflåde med ind til livet centimeter for centimeter med regnen i ansigtet og havet der trækker bagud. Havet der griber fat i flåden og lokker med formålsløs flyden rundt. Der lover smertefri ansvarsløshed i meningsløsheden.
Jeg søgte aktivt ind til land, men selvfølgelig skal det ikke være nemt. Selvfølgelig skal det være så¨pisse besværligt og kræve mere selvmotivation end jeg føler jeg kan mønstre i øjeblikket. For egentligt vil jeg bare vaske gulv! Dét er den simple, ærlige længsel i mit hjerte. At få gjort den rengøring færdig jeg startede og måtte stoppe pgr øvarmen. Det er crazy- jeg får lyst til at tude ved tanken. En gang imellem er det man ønsker sig ikke det mest dramatiske. Jeg vil bare gerne være en lærerstuderende med en ren lejlighed og en velfungerende computer lige i øjeblikket, så jeg kunne finde overskud til at lave min genoptræning og tage mig af resten. Fuck altså.

et hjerte der svulmer af stolthed

Jeg har præsteret idag. Mere endda end jeg stillede af krav til mig selv og jeg er stolt som en pave. Jeg har lært, læst og forberedt og har fundet metoden, knækket nødden, sat en kryds på kortet og langt en rute med forståelse for egen formåen. De sidste to timer har jeg været flyvende på forvandlingsstøv.

Den her metode kan jeg. Det her kan jeg magte. Det kræver ikke nye evner eller handikappede kropsdele - det kræver at jeg gør det jeg har gjort idag. Ergo er det muligt.

Den her udvikling har været lidt på vej, der sker noget med mig i øjeblikket.
Det er somom jeg ikke har noget at give ud af, af mig selv altså. Ikke noget at dele, ikke noget at byde andre på. Jeg har i den sidste uge haft de sætninger i hoved og prøvet at indkredse om det var sygdom eller ulykkelighed der gav denne tillukkede oplevelse. Men nu tænker jeg, at det er fordi der skal forvandles og der ikke er overskudsenergi eller mig nok til overs. Fordi noget af det mig bare er rester og ikke en del af det der er i støbeskeen. Noget vil flyde ud over kanten og aldrig vende tilbage.

Solskin og minder ud af det blå

Det er en af de første forårsdage og solen varmer. Jeg kunne gå til metrostationen og hente ham jeg skulle spille klaver for, med åben jakke og følelsen af solstråler på kinden.

Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid.  Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.

Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.

Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.