farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

At kalde til kamp

Først at falde...Derefter at slå sig...og så at kæmpe. Dét ville jeg ønske mig af dig. Det er det jeg drømmer om fra dig. Det er det jeg syntes at skimte, det hjerte jeg så banke, bag ved din sjæls persienner...den modighed der kunne blive én der kæmpede en dag.

Jeg troede det måske var dig der var dén. Den som jeg kæmpede for og som kæmpede igen. Som svang dine stille drømme i et rungende krav og mødtes i midten, som dvælede som elskede...

Jeg mærkede os en masse. Så meget at jeg lod mig drukne og døse lykkeligt i det lune vanvid. Den dejlige skønne rus som vores kærlighed var.

Nu siger du undskyld for at have elsket mig? For at jeg har elsket dig? For at have fyldt mit hjerte og gjort mig lykkelig, bare fordi jeg ikke kan slippe det lige når du har fået nok? Så skal der undskyldes...beklages...somom du ville ønske du kunne tage det tilbage?

Dét gør ondt i det der er midten af mig. Dét kunne du sige undskyld for....

Jeg vil ikke undskylde for, at jeg ikke er hurtig til at give slip. Det har jeg kæmpet for meget til i mit liv...At min prioritet mere er, at passe på os begge og redde hvad der så er, når mit hjerte opgiver kampen...dét er noget andet. Passe på dig fordi jeg er den jeg er...Passe på mig fordi jeg ved, at jeg har en narkomanisk personlighed som elskede at junke vores kærlighed...

Jeg er træt...

Ulykkelig over, at det ikke er nok. At det var så knudret og dog så kærligt...og så mærkeligt og så fint...og så fremmed og så tæt...

og at det ikke var nok...

Jeg sørger og mit hjerte er knust...Jeg elskede at elske dig...

Denne post startede som tankerne om kampen for hinanden og dét at turde lægge sig ud over sig selv for hinanden...Men gejsten gled hurtigt væk...Jeg har mistet og jeg tror jeg bare går i seng nu...

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.

Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.