Første arbejdsuge i den virkelige verden...

Havde jeg tvivl - det havde jeg jo nok- så er de væk. Jeg har overstået første uges arbejde og det er vidunderligt. Ikke bare har jeg klaret det, men jeg har også fået slukket den blændende angst for, om jeg havde taget et job hos det ondeste corp i verden. Det er facinerende, til tider deprimerende emner vi beskæftiger os med, men uber-ondt og menneskerettighedskrænkende, er nok så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Det har været en fuldstændigt betagende uge i forhold til at have mødt ret utroligt flinke og betænksomme mennesker i england og i forhold til at blive udfordret i sine fastsatte tankemønstre og hvad man ved om verden. Det er ikke så ringe endda. Om det direkte fører til at gøre verden til et bedre sted...well det får vi at se som tiden går, men jeg er en del mindre bekymret for, at gøre den værre ved at lave den undervisning og udvikling som jeg skal. Sikke en virkelighed! sikke et liv :-o


Angsten for at ting kan være for gode, er klart en faktor lige nu, som jeg sidder her, lige landet hjemme i en lejlighed hvor mine forældre har været forbi med lidt velkomstgaver og omsorg. Selvom jeg ved, at det kan betale sig at gøre sig umage, så er det stadigvæk mærkeligt foruroligende når det virker.

Det er spændende at være i det her krydsfelt imellem sagt og usagt. Jeg tror egentligt ikke at der er noget vi er blevet forklaret denne uge, som jeg ikke må skrive ned, men jeg tror det tager lidt tid at fordøje før det kan gøres sammenhængende. 


Jeg er fyldt med håb og bekymring og begejstring og oplevelser og meget meget mæt af det hele....Og nu har jeg min første weekend fra arbejde. På mandag skal jeg møde resten af mine kollegaer og det er spændende og lidt skræmmende. På slutningen af kurset blev vi budt velkommen ind i den her sikkerhedsverden og jeg sidder nu med en mulig fremtid jeg aldrig havde overvejet. Det er stort og rodet og spændende og skræmmende og gøglet og meget meget uventet. Endt uddannelse og ud på arbejdsmarkedet har været alt andet en den langsomme kedelige død jeg frygtede...men jeg er selvfølgeligt også kun én uge inde!

Nyt link i bloggen: arbejdsliv! :)

tilstand påvirket af tingenes tilstand...

Efter næsten en hel uge med feber og over 2 måneder i venteland er jeg så tyndslidt at jeg denne søndag nat er klar til at erklære mig selv for en komplet og fuldstændig fiasko.

Jeg er så fyldt med længsel der stritter i alle retninger, og så endeløs en håbløs afmægtighed i forhold til alt hvad jeg ville kunne navngive som et ønske for noget i min tilværelse. Kærlighed? ude af min rækkevidde...Støttende venskaber? pah...pøj pøj. Lig du bare syg i din egen sky af hoste og håb, at andre end dine forældre vil dig det godt...Men forvent ingenting. Og arbejde? rejser? Nah...Det her bliver den længste næse af rang. Du har glemt et eller andet der skulle registreres på ansøgningen...eller du har glemt endnu en ubetydelig klatgæld der får dig til at virke som en kaotisk og uorganiseret idiot...

Jeg er så utroligt træt. Træt af at være bankerot på alle fronter i mit liv ud over min nærmeste familie. Og træt af at min nærmeste familie for al fremtid vil bære en eller anden sorg i sig. Nu og frem er det sorgen over, at min far har det dårligt og åbenbart aldrig vil får det bedre end han har det...Og i fremtiden kommer den store sorg over at han ikke findes...Liden sol...Selvom det var så utroligt helbredende at være hjemme hos dem, at jeg ville ønske jeg kunne flytte hjem og undslippe denne kvælende ensomhed. Åhja.

I spejlingen af vores kærlighed, findes vi...og jeg findes i tynde tråde af mine forældres inderlige kærlighed til mig. Og jeg til dem...Men 5 dages feberisolation uden andre at ringe til...Fuck det shit... Det er vel en fejl i mig som jeg måske kan grave igennem men jeg har sku brugt så meget af mit liv på at ransage mig selv og vende sten for nærmere klarhed. Denne gang tror jeg bare jeg vil pakke min indre kuffert og lægge planer. Se fremad mod en anden tid og et andet sted hvor en anden slags mennesker møder mig. Jeg er ikke den eneste faktor i en ligning jeg kan forandre og ikke den eneste der kan spille ind.

Mere ventetid i venteland

Der er ikke noget som dét at vente på at folk roder igennem ens liv, som kan iværksætte en frugtesløs selvransagelse af netop samme liv. Gudfader hvor er det længe at vente på at vide om man er købt eller solgt. Tænk at jeg har ventet i månedsvis på svar da jeg var yngre?!? Jeg er igang med tredie uges venten og det kan tage fire uger eller længere hvis jeg er uheldig. Det føles så utroligt..åh...gah...Ja. Hvad hvis jeg har fået skrevet en arbejdsløs periode for uspecifikt? Hvad kommer det hele til at stå og falde med? er intet nyt det samme som godt nyt?

Den eneste trøst er stadigvæk, at jeg har et firma der utroligt gerne vil ansætte mig. Dét kan jeg holde fast i, selv hvis den her clearance skulle ryge på en mærkelig procedure. Hvilket ville være så tragikomisk typisk. Lige ned i den selvmedlidende selvfortællingsbibel.

Jeg havde en absolut fantastisk weekend med orkester og koncert og derefter biograf med T. Det står i ulidelig kontrast til en uproduktiv mandag uden andet formål end at vente. Spørgsmålet er om jeg skal gå igang med at træne nu og ikke prøve at holde det til efter nytår. Det vil være noget at lave og gøre mig bare en tand mindre åndsvag tænker jeg. Dunno...

Der kunne sikkert være mere at skrive hvis jeg gravede ned i nogle spekulationer om tilfældige ting, men det giver ikke rigtig mening.

Den eneste ting af bemærkelsværdig grad er nok, at jeg har en oplevelse af at have glemt mere end jeg umiddelbart kan huske af mit liv. Sådan er det vel fra nu af. Det har det sikkert været længere end jeg tror men al den her bagudrettede tænkning har fået det til at føles som en nyopdaget sandhed.

Så glad og stolt at der er mere end jeg helt kan rumme!

Jeg klarede en jobsamtale og jeg fik et jobtilbud! Åh min gud altså. Der er stadigvæk en sikkerhedsgodkendelse der skal klares før at jeg faktisk har et arbejde, men jeg har været igennem en mølletur og er endt med et tilbud og en udtalelse om at de var imponerede over mig. Det er helt vildt eventyrligt og jeg er stadigvæk fyldt med et lille lys inden, selvom jeg ikke har snakket om meget andet idag.

God brætspilsaften med 2 sag i okkult sherlock holmes hos de dejlige folk i valby med min 'jeg har fået job' kage fra et italiensk konditori og bobler indeni. Bobler og dybe suk af lettelse og en utrolig følelse af...well..genkomst? Så meget ballast og så meget kritik og så sidder jeg pludseligt her med en kæmpe bekræftigelse. Godtnok en bekræftigelse af, at jeg er en god komponent i den neokapitalistiske maskine, men stadigvæk..arbejdsmarkedet er så stor en del af vores nuværende tilværelse, at det at føle sig attraktiv dér nærmest er det største omdrejningspunkt for et single menneske som mig.

Måske det er et symptom på kollapset af det her samfundssystem, at det er så altomgribende en faktor. Man kan håbe på, at det er de sidste dage og at menneskelige egenskaber udenfor salg og værdivurdering igen bliver relevante. Jeg græder for dét, at det betyder så meget, men samtidigt lever jeg i den virkelighed og det er fantastisk at kunne ramme noget rigtigt i det. Det er også en skøn oplevelse at have folk at dele det med. Det er en ret ydmyg oplevelse, at have folk værende så glade på mine vegne.

Alt i alt noget der er værd at skrive ned. Starten på den næste store del af mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at det her limbo ikke virker til at skulle vare så forfærdeligt længe endda.

Så er jeg kommet hele vejen rundt i jobmøllen - udover i mål. Endelig jobsamtale er en ny erfaring i al sin komplekse modbydelighed. Forhåbentligvis bliver det bedre med tiden og umiddelbart kan jeg allerede forestille mig forskellige måder jeg ville kunne få, om ikke andet, en illusion af mere kontrol over situationen.

Jeg forstår virkeligt godt hvorfor man - som firma- kører igennem bureauer til de første runder. Det føles også ret godt for mig, at have ent menneske som mellemlag. Jeg dukkede op til samtalen på en anbefaling. Om jeg så var den rigtige energi eller den rigtige procentfordeling af de ønskede kompetencer...det er så en anden historie. 

Træt og semi håbefuld og også lidt...well.. Jeg er ok hvis jeg ikke får det, fordi jeg har lært noget af processen og ikke har en følelse af, at det gik godt nok til at komme i 'mål'. Jeg tror ikke jeg mister selvtilliden selvom de ikke ender med mig. Hmm.... Det er stadigvæk ret awesome at blive ringet op og nå så langt. Åh ja... Det ville have været mega praktisk at få et job på den måde, men det er nok en tand for eventyrligt til, at det er noget at satse sin fremtid på. 

Endnu en fordel ved at have været igennem den her process er at få øvet sin erhvervsmæssige selvforståelse. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, hvad har jeg potentiale til...Det tror jeg er en ting jeg vil have med i et fremtidigt cv...Noget ala ' områder jeg ønsker at udvikle mig indenfor'

Jobjungle, dagpengeland, andrenalin og dybdeborende rollespil. En form for tilstandsrapport...

Sikke en stormstyrke man er i, i sådan et jobsøgningsland. Det er dødbringende kedeligt afbrudt af  hektisk panik, hjertebanke, passioneret håb og dyb ængstelse for at blive afvist.

Men alt i alt går det vidst ret godt med mit færdiguddannede jeg. Baseret på mine venner og bekendtes traumehistorier, så er jeg nået langt og har fået meget positiv feedback allerede. Især når det tages med i betragtningen, at jeg kun har været i gang i et par måneder.

Jeg har en plan b klar til, når de positive situationer løber tør. Der bliver tiden at gå ud og trænge sig på på en arbejdsplads og tvinge dem til at se deres behov for mine kompetencer, men indtil da, så prøver jeg det 'på gammeldaws' maner.

Det nyeste job på bedding har stjålet mit hjerte, men jeg ved jo godt, at det skal der tages forbehold for. Alt er ude for ens kontrol og de mærkeligste små vindstød kan kæntre den pram ens håb sejler afsted på.

Men...jeg tror jeg kan lære at være ok i den her process. Denne omgang har været rimeligt brutal, men sådan er det hver gang jeg prøver noget nyt. Det går jo over og læring er sket. Næste gang er jeg bedre forberedt.

Men nøj hvor ville jeg ønske at der var noget målrette somewhere af somebody til det her dimmitentræs. Der er jo intet der ville forhindre en jobindsats og undervisningsindsat på dette specifikke område og jeg vil bide spids på, at det ville gøre en forskel. Well.. enhver indsats gør mere end ingenting.


Ud over det har jeg spillet Brudpris igen. Det virkede igen - også på trods af de designproblemer man kunne have opdateret siden de sidste run.

To dage tilbage...og...ja...

Jeg er så utroligt træt af at være mig idag. Det falder sikkert sammen med mangel på søvn og det her fine pres som afsluttende kandidateksamen lægger over det hele...det er sikkert det der er årsagen ligenu, men at vide det gør ikke nogen forskel...

Jeg er så træt af at være mig og alle de ting det ikke er. Ikke nogen akademisk fremtid efter kandidaten, ikke nogens forslag til en phd...ikke nogens kæreste...ikke nogens udvalgte...Bare ikke rigtig nogen...

Jeg græder imens jeg skriver det her. Trætte tunge tårer. Alt det her press. Alt den præsteren vi har gjort, bliver vejet på tirsdag og vi har ingenting at gøre. Enten er vi rigtige eller også vejes vi for lette... Hvad er det værd hvis det bliver under gennemsnittet? hvad er det værd hvis det er middelmådigt?

Den her form for kompetencevurdering finder jeg utrolig pervers. Men systemet er jo idiotisk, så det er vel ikke så mærkeligt...

Jeg har sådan elsket at tage den her kandidat, at det er endnu et søm i mit hjerte, at det ender på så ubehagelig en måde. Lige meget om det så ikke går så slemt som jeg frygter, så er det jo åndsvagt ubehageligt at gå igennem det her.

Men ja...

Det er bare det at være mig, som jeg fokuserer mine tårer på i aften. Lort og lagkage...