Jeg kan mærke jeg er i en eller anden udgave af forhandling. Min hjerne prøver deserat at forvride virkeligheden tilbage til en lykkelig tid...og længslen efter ham er blusset op og brænder og smerter...Jeg har grædt hver dag jeg har set en lykkelig familie idag...Jeg er træt og bogstaveligt talt hudløs og har rod i mit hoved...

Og så mange frygt og forvirringer ud over det hele.

og så ondt i hjertet.

Ligegyldige verden hvor er du sild af min tid.

Måske mere om det senere

så sprang bylden og verden er tilbage- eller jeg er - eller nogen er det.

Jo tungere tanker jeg har, dets dybere og mørkere bliver min ulykke. Idag er en let dag med overfladetanker og overfladehumør.

Jeg har skallet lidt hud af solskoldning...det bruger jeg meget tid på at funderes let over. - mon farven forsvinder? mon jeg kommer til at skalde igen osv. dejlige simple ligegyldige betragtninger til en ligegyldig morgen med et ligegyldigt formål...

udenlandske gæster, en fødselsdag, en hovedpine og en mild irritation...simpelt og lige til at håndtere...

Syg af misundelse

og fyldt med selvlede af samme årsag...

og heltdybt og inderligt ulykkelig ligenu.

Der er praktisk taget ikke den veninden jeg har, som jeg ikke ønsker jeg var ligenu. Jeg ville sådan ønske jeg var en anden...havde et andet liv...var en anden end jeg er ligenu...

jeg sidder her i et bjerg af knuste drømme og prøver at opretholde min glæde ved alle mine kæres sucess...Men jeg ville sådan ønske der også var noget til mig...at jeg havde bare en ting der var lykkedes...bare én ting som var god uden min kroniske medbragte katastrofe og råddenskab...

Men sådan er det ikke og der er ingen jeg kan snakke om det med.

intet jeg gør bringer godt med sig i længden...min kærlighed er ikke nok...mine evner slår ikke til...

Det er somom at hver gang jeg spiller rollespil, så bliver verden smukkere, nemmere...den skifter tema til at handle om håb og drømme og muligheder...selv når det er værst er der en symetri...

hvor dette liv tilsyneladende skal handle om, at hvad jeg tror på og håber på skal gøres til skamme og knuses...Mit hjerte er så trist og skuffet...så utroligt fortabt... jeg skal nok være ok og klare mig og gå videre og bla bla bla...bære mit kors med et smil og give al min energi til de kære jeg har, så deres lykke kan blomstre og jeg kan glædes derved...og så en enklet gang imellem fyldes med grøn grøn misundelse og græde over verdens nådesløshed og min magtesløshed...

Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er lykkelig på deres vegne...jeg er det bare ikke på mine....Der er næsten ingen jeg ikke ville ønske at jeg hellere var ligenu....

melankolica

Jeg er melankolsk idag... Helt ned i mavsen og tung i kroppen...puttepudetrængende og trist med tårer langt inde bag ved øjenlågene....

Om ikke andet gør det mig mere i poetisk humør. Jeg har lyst til at lade ordene danse fra mine fingerspidser og lade forståelse være forståelse....Trin for trin og et to tre giver det sin egen mening...

Det var vidunderligt at møde James Randi- samme følelse - om end ikke så stærk- som at møde Holger Beck.... Et møde med en skøn del af virkeligheden og dog uden nogen forløsning på længslen efter et sted der kunne findes mere mening

der kom tårene...

ligenu synes jeg alting stinker - alle mine indsatser kuldsejler, mit hjerte er ved at falde fra hinanden, mit hjem stritter imod, min energi stritter imod og jeg længes og længes...længes væk og længes ind i en favn der forstår og beskytter mig...

Jeg er alene og ulykkelig

og jeg ved godt at det bliver bedre på et tidspunkt. Jeg ved godt alle de der ting som jeg bliver fortalt. Men jeg ville ønske det var forhindringer der forsvandt - frem for endnu et bjerg af skidt jeg skal grave mig igennem med løftet om en pause på den anden side....jeg hader fremtidens lykke... Jeg er træt og savner og mit hjerte gør ondt...

Jeg er desperat forvirret ligenu. Jeg tror det frelser lidt af min sindsligevægt at have den her blog at hælde det hele ud i.

Alternativet ville være at ringe til ham, skrive til ham, sende ham antrax og derefter prøve at finde ud af hvad jeg egentligt ville med det hele.

Og jeg ved kun to af de ting jeg vil have ud af det her indtil videre- og jeg antager der bør være en en god håndfuld mere... De to stående er : være mest muligt lykkelig og forstå hvad der foregår for bedst at opnå lykke...

Men jeg ved ikke meget mere. Der er så utroligt mange forvirrende kræfter i spil inde i mit hoved. Alle mulige former for angst og myter mikset op med stædighed og kærlighed og drømme.

I skrivende stund kan jeg mærke, at jeg har brug for at finde ind til et af de få fundamenter jeg har besluttet at tage udgangspunkt i. Det er svært - da relativisme er en kronisk sygdom jeg har lidt af i mange mange år...men Tao er stadigvæk en filosofi der i sin rolighed giver mig lidt jordforbindelse... så jeg tager dybe indåndinger og finder ind til en tro på, at der er nogle metoder til at leve på, som er bedre end andre...Og dette ikke er tiden til at skubbe, men til at lade tingene flyde ud...og hvis de skal andre steder hen end samtale, så her først før alt muligt andet...

Jeg har ikke lyst til, at vores kærlighed er slut...men jeg kan ikke tvinge virkeligheden til at være noget som helst andet end hvad den end er... Men jeg har også lov til ikke at synes det er sjovt eller optimalt eller dejligt eller lykkeligt.... mit hjerte er så utroligt tungt i øjeblikket...

Jeg føler meget stærkt for hvilken udgave af min mulige fremtid jeg ønsker mig... Men det nytter jo ikke en skid. Desuden er der hele den græske forbandelse omkring ønsker som jeg desværre har omdøbt og brugt i alle mulige fornuftige og eller fordrukne livsprædikner gør det ikke nemmere

fra ø til ø

... Jeg hørte at to soldater døde idag, og havde 2 timers uungrundelig bekymring for min venindes forlovedes liv...

Den ene side af mig var ved at gå til at bekymring for hende og semiplanlægning af transport til københavn og nødplaner i forhold til at være der for hende hvis det værste var sket...

Den anden kunne ikke andet end at tænke på dig og rædslen ved hvad der kunne ske med dig. Jeg var så tæt på at ringe...men kunne ikke finde noget som helst fornuftigt at gøre ved den længsel... "hej er du i live?" " Øøøøj ja? " ---"undskyld...det..." og så bliver det forfærdeligt...jeg har ikke lov til det...eller...jeg skal lade være med at tænke det ? eller...

Det er utroligt ulykkeligt. Jeg elsker og elsker og det er så dumt....Jeg ved det er slut såen næsten i hele hoved,- men alligevel ikke...

Jeg tænker ikke på det heletiden...men mit hjerte skær og mine tårer drypper fra ø til ø ....

Jeg har ikke nogle fornuftige rationelle konklutioner...jeg er én stor følelsesbeholder og jeg kan ikke rigtig rumme dem...men vil heller ikke give slip på nogen af dem...jeg ved ikke hvad jeg laver...

Jeg håber jeg kan sove

kan ikke rigtig sove...

Har ikke lyst til at tale med nogen. Ikke lyst til ord. Jeg svinger imellem at være trist og ok...tristheden dykker engang imellem ned i ulidelig ullykke, men for det meste overraskende ok...udover at jeg får lyst til at brække mig ved tanken om at skulle tale med nogen om noget som helst...

Måske er det fordi jeg har valgt at leve så småt et liv som jeg har. Både aktivt valgt af idealistiske årsager, men også fordi det er sådan jeg kan overleve...ikke for meget stort eller pompøst eller højtrækkende...bare søgen efter meningsfyldte små ting og balance...

Og så kom det her uventet ind fra siden og blæste mig omkuld. Pludselig vandt alle fablerne og fortællingerne genklang i hvad jeg følte...Ikke at jeg ikke har elsket før og stadigvæk gør det...men den passionerede opstart spillede på strenge jeg aldrig havde hørt klinge i mit indre...Og et helt år har min liv danset i en ukendt toneart...opdaget oplevet og smagt og drukket af eventyr...Og længe nok til at jeg blev helt ung og måske endda troende...

Og det er måske også det der dør nu igen... eremitkrebsen tilbage i sin fine skal og beskytte den alt for skrøbelige indre drømmer...Der tror på alt det hele...på eventyr og " for alvor og for længe og måske for livet" og alle de andre hisorier hun blev fortalt da hun var en lille prinsesse i sin lyserøde flamincokjole... og som han også fortalte hende...måske endda uden at vide det...For han er sikkert heller ikke troende...Og vidste ikke hvad han vækkede inde i mit sovende indre...

Og nu skal det lægges til ro igen. Jeg orker ikke det liv jeg levede før, og jeg har ingen planer om at begynde at gå i lag med kærlighedsdiciplene....Det lykkedes mig at finde ham og det virkede ikke...Jeg orker ikke at skulle knuse den kærlighed i troen på at der skulle være en anden derude...

Så hellere have den i hjertet og leve for nogen andre...

Jeg har oplevet så meget lykke og så mange eventyr i løbet af dette år, at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal runde det af. Skal jeg lave en evaluering? Blive ved med at tude til jeg dehydrerer? Skrive mange lange bange sange? De presser sig allerede på...Men det er ikke fordi de ikke er skrevet før... Men jeg er så bange og bekymret for ham...

Hvem skal holde om ham? Stryge hans hår? drille ham og elske ham og være fantastisk som mig?

Jeg ved ikke om jeg håber det lykkes for ham :( jeg ved dog at jeg ikke ønsker det sker imorgen! Men jeg skal vel nok nå til det en dag...og hun skal nok være endnu mere fantastisk end mig...og svensk og rolig og usindsyg...

Jeg synes stadigvæk at kærlighed er en skræmmende størrelse...kunne lide og lignende er så meget mindre brutale...kærlighed er brutal at være i og brutal at komme ud af...især fordi det så sjældent er frivilligt....

Jeg savner ham han var så utroligt meget...og hvem han kunne være...vi var på vej til at blive noget helt fænomenalt :( nu er jeg bare et slidt væsen med øjnene i vand og hjertet i flammer