So i have trustissues!!!

fandt jeg ud af. Det er dælme længe siden, at jeg har tænkt mig til en selverkendelse, men her til nat er jeg brudt igennem en næsten usynlig mur.

Det der har gjort den så usynlig for mig er, at den er kønsbestemt. Det er ironisk fordi jeg i så lang tid har ignoreret eventuelle kønsforskelle- udover når de skriger mig i ørene....Men også derfor jeg ikke har luret det før.

Jeg har al tillid i verden til kvinder.

Med mænd venter jeg bare på, at de tager deres masker af og viser deres monstre.

Omg! det er en kæmpe en at tænke over. Det gælder ikke i venskaber dog...Ikke i de rigtige af dem.- Men i autoritetssituationer og i kærlighed - som jeg fucked up nok har et eller andet connect imellem? Eller bleed? eller mixed wierdness imellem?... Tja...

Det hele handler om min far og min mor. Wolla og voila....

Det er vildt, at ende helt tilbage i kernefamilien og skulle grave igennem min sjæl igen og se om jeg kan bortoperere de forfærdelige ting og måske lære at leve med nogle af de tilbageblivende.

Eller....ligenu har jeg det mere somom jeg har lavet en kiropraktisk justering på hele mit grundskelet. Somom noget er lettet og afklaret og nu skal jeg igang med at opleve, hvordan verden ser ud når jeg forstår lidt mere af den.

En god ven citerede sin rollespilsoplevelse med sætningen " det er ok"....og det er hængt ved hos mig siden-...

Så hvordan er det at være mig, der ikke bare er ideologisk feminist...men også er det fordi jeg har ar på sjælen og er bange nogengange? Det ved jeg ikke endnu...men ligemeget hvordan det bliver, så er det ok...Jeg er ok og du er ok og så videre...

Det har frigjort et ton energi og gør det svært at sove ligenu. Jeg er blevet nysgerrig og livslysten af at forstå det her. Det er meget længe siden jeg har følt det sådan...

Breaking up is hard to do...

Men det er begyndt at være meget meget bedre...

Det er somom det endelig er lagret i langtidshukommelsen, så jeg ikke får så mange reality-checks dagligt længere.

Samtidigt er jeg i stand til at føle savnet, uden at forglemme mig i en problemfri erindring.

Det er stadigvæk svært lige efter vi har snakket...- ganske simpelt fordi det er så stimulerende og sjovt og vedkommende...Men det hjælper et ton, at være bevidst om det. Det gjorde allerede alverden til forskel idag kontra hvordan det har været.

Sikke en rusjebanetur. Stormfulde højder. En livsændrende oplevelse som allerede er blevet en del af min livsfortælling. Jeg er meget glad for, at det i øjeblikket ikke er et komplet dramatisk -ingen-kontakt stil. Eller - det var sådan i 14 dage agtigt og det var drøn smart og ret vigtigt tror jeg,- men nu har vi haft noget snak og det normaliserer virkeligheden på den gode måde.

Det mest bizzarre er dog, hvordan det føles når vi lægger røret på. Det er somom jeg har flydt ind i ham når vi er sammen, for det hænger ved bagefeter. Og så skal jeg ekstrahere mig fra denne følelse af samhørighed og medfølelse og engagement. Vel egentligt ikke fordi det er galt at føle det- men ligenu er det noget der vil skade mig meget mere end det hjælper. Jeg kan overgive mig til at elske og hjælpe ham uselviskt - og dø langsomt. - Men jeg skal have min længsel efter ham ud af lignelsen, før jeg kan være en veninde der giver hvad hun kan undvære uden af fortabe sig eller blive brændt.

Jeg er for en gangs skyld lykkelig for, at jeg gør tingene anderledes.- fordi det også denne gang virker passende og udviklende. Men vi får at se-...det er aldrig til at sige, om jeg alligevel istedenfor ender i en håbløs tudedepression om en uge...Sæ la vie lissom

medier og melankolika

Så gik det fint efter at jeg havde fået mere søvn. Fået ordnet de ting der skulle ordnes og haft en god kampdjævel i maven i telefonsamtalerne med de kommunale underlings.

Fået set nogle film og gjort lidt rent, og taget mig af min stakkels syge krop uden for meget tænken tunge tanker...

Og så så jeg en tilsyneladende harmløs film om en desillusioneret journalist...og havde egentligt et fint flow med, at bruge den som et overordnet billede på journalismens forgængelighed....

lige indtil der var den store - og im not shitting you - hoppe på et fly og fortælle hende at hun virkelig er værd at kæmpe for- scene..... fuck...Måske han bare sagde det som et symbol på, hvordan det aldrig ville komme til at ske. Det virker næsten mere troværdigt, end at han nogensinde overvejede det...Men _jeg_ er et fucked op produkt af hollywood ligemeget hvor meget, at jeg har nået at rydde ud i mine opflaskede myter...

Når man siger fly til mig, så er det tilsyneladende et helt specifikt filmsprog det rammer. Og nu er det ligepludselig hårdt og trist igen...

Men det kommer til at gå. Det er jo ikke første gang at kvinder får knust deres hjerter af dårlig timing. Og det er ikke nødvendigvis alle, der behøver kærlighed i deres liv for at give det mening....

og selvom nogle af minderne vi delte var drømme om fremtiden, så findes de stadigvæk som historier. Om ømhed og længsel og nysgerrighed og opdagelse.... Det er vidunderligt at kunne se et menneske så tæt på og med kærlige øjne.

nattens sammenbrud

Vågnede imellem 03 og 04 med halsbetændelse. Har grædt siden. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Hvordan kan det være slut? Hvordan kan han ikke elske mig som jeg elsker ham?

Selvom jeg har slettet hans nummer så viste det sig, at min smarte phone har gemt vores tekstbeskeder alligevel.

Jeg ved ikke hvilken viljestyrke det er jeg har fundet, som har gjort at jeg ikke har ringet til ham endnu. Det var der omkring tårene startede.

Hele verden sover,- jeg er lysvågen og har ondt i hele kroppen og hele sindet og jeg kan hverken stoppe tårene eller minderne...

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været så ulykkelig før

-------------------------

Det virker så utroligt endeløst meningsløst

Jeg har sjældent oplevet noget så stærkt og rørende og livsændrende som delt kærlighed - hvorfor har det ikke et ord...ala samelskning?

Sjældent oplevet noget som har rørt mig og ændret mig så meget

og nu er det slut

han sagde at han ville hoppe på et fly hvis han pludselig forstod, at han ville mig og at det var værd at kæmpe for.... Jeg længes efter at tage til lufthavnen og vente... Indtil jeg fatter at han aldrig kommer. Så jeg kan forstå det fysisk....

Jeg sagde stop...netop fordi jeg ikke kan leve i lufthavnen resten af mit liv...Men jeg ved ikke hvordan jeg holder op. Jeg ved ikke hvordan jeg bygger en dæmning for mine tårer... Jeg ved ikke hvordan jeg holder op med at elske ham :(

Jeg kan mærke jeg er i en eller anden udgave af forhandling. Min hjerne prøver deserat at forvride virkeligheden tilbage til en lykkelig tid...og længslen efter ham er blusset op og brænder og smerter...Jeg har grædt hver dag jeg har set en lykkelig familie idag...Jeg er træt og bogstaveligt talt hudløs og har rod i mit hoved...

Og så mange frygt og forvirringer ud over det hele.

og så ondt i hjertet.

Ligegyldige verden hvor er du sild af min tid.

Måske mere om det senere

så sprang bylden og verden er tilbage- eller jeg er - eller nogen er det.

Jo tungere tanker jeg har, dets dybere og mørkere bliver min ulykke. Idag er en let dag med overfladetanker og overfladehumør.

Jeg har skallet lidt hud af solskoldning...det bruger jeg meget tid på at funderes let over. - mon farven forsvinder? mon jeg kommer til at skalde igen osv. dejlige simple ligegyldige betragtninger til en ligegyldig morgen med et ligegyldigt formål...

udenlandske gæster, en fødselsdag, en hovedpine og en mild irritation...simpelt og lige til at håndtere...

Syg af misundelse

og fyldt med selvlede af samme årsag...

og heltdybt og inderligt ulykkelig ligenu.

Der er praktisk taget ikke den veninden jeg har, som jeg ikke ønsker jeg var ligenu. Jeg ville sådan ønske jeg var en anden...havde et andet liv...var en anden end jeg er ligenu...

jeg sidder her i et bjerg af knuste drømme og prøver at opretholde min glæde ved alle mine kæres sucess...Men jeg ville sådan ønske der også var noget til mig...at jeg havde bare en ting der var lykkedes...bare én ting som var god uden min kroniske medbragte katastrofe og råddenskab...

Men sådan er det ikke og der er ingen jeg kan snakke om det med.

intet jeg gør bringer godt med sig i længden...min kærlighed er ikke nok...mine evner slår ikke til...

Det er somom at hver gang jeg spiller rollespil, så bliver verden smukkere, nemmere...den skifter tema til at handle om håb og drømme og muligheder...selv når det er værst er der en symetri...

hvor dette liv tilsyneladende skal handle om, at hvad jeg tror på og håber på skal gøres til skamme og knuses...Mit hjerte er så trist og skuffet...så utroligt fortabt... jeg skal nok være ok og klare mig og gå videre og bla bla bla...bære mit kors med et smil og give al min energi til de kære jeg har, så deres lykke kan blomstre og jeg kan glædes derved...og så en enklet gang imellem fyldes med grøn grøn misundelse og græde over verdens nådesløshed og min magtesløshed...

Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er lykkelig på deres vegne...jeg er det bare ikke på mine....Der er næsten ingen jeg ikke ville ønske at jeg hellere var ligenu....