på vej mod en ny hverdag?

I øjeblikket funderer jeg en helt masse. Den sidste nye eskalering ind i eftertænksomheden, skete da jeg fik stjålet eCigaret og iPhone ( ^^) og blev dét mere pirrelig af nicotinmangel og dét mere isoleret og opmærksom.

Jeg tror for det første, at jeg vil have mobiltelefonfrie dage i fremtiden,- ligemeget hvad. Finde et eller andet system og have en faste over det. Måske jeg endda også vil prøve at indføre faste i kalenderen. Det er indtilvidere super spændende og ikke noget som jeg har store ar på sjælen af. - Faktisk har jeg i øjeblikket en stresset veninde, som nok har mere press over min manglende tilgængelighed. Men det er i godt humør og ikke noget der ikke kan sludres væk når vi så får hul igennem.

Det er endelig lykkedes mig at have en god engangsoplevelse igen. Førnævnte veninde har drillet mig med, at jeg var blevet smittet med monogami, siden at de sidste oplevelser jeg har haft med en ikke-kæreste, har været absolut forfærdelige...Ikke nødvendigvis fordi de ikke havde " evner" eller hvad det nu koges ned til at pisudtryk...bare fordi at jeg ( og jeg kan næsten ikke skrive det fordi det virker så sødsupperomantisk) har lært forskellen imellem ægte intimitet - endda det at elske sammen.- og så kønslig omgang uden forbindelse/ intimitet.

Og det satte altså en stopper for interessen for det sidste i meget høj grad. Og oveni så var de forsøg der kom - næsten mere af vane end af lyst- ikke nogen sucess.

Nu har jeg i skrivende stund en opsummeret opfattelse, som gør mig både erfaren, klog og drøn viis. Det kunne lade sig gøre uden dyb kærlighed og stadigvæk være både fint, tilfredsstillende og interessant. Det kan også bruges i mangel på en at elske med. Men jeg kan ikke forstå dem der hellere vil knalde end at dyrke elskov... Dét har jeg lært om mig selv og det giver en årring til omkring sjælen. Lidt klogere og lidt stærkere i stammen :)

Jeg savner ham hver dag... Det øver jeg også. Det er stadigvæk meget meget tæt på og meget svært at skrive om. - Jeg hører ham i personerne i mine lydbøger. I de hårdtkæmpende mænd og de gamle tragiske....Jeg ved ikke om det hver gang er fordi jeg associerer med det,- men jeg får tårer i øjnene flere gange om dagen. Om det så bare er fordi to elskende ikke kan få hinanden, eller en mor der ønsker at beskytte sine børn, så er mit hjertes port vidt åben og det går lige ind.

Vi har haft mere kontakt end det er meningen vi skal. Ting er gået galt for mig og han har været der som støtte. Det er jeg meget lykkelig for, men det gør det også ekstra stille nu. Jeg kan næsten forstå de folk, der finder på problemer for at få opmærksomheden igen. For ligenu har jeg intet han har brug for. Hverken i indsigter eller noget andet.

Men jeg har lært og er blevet klogere. Og selvom jeg er lidt en tudeprinsesse i øjeblikket...så er jeg glad for hvor mit liv er på vej hen. Stadigvæk godt og på vej mod fornuft...

-----------------

Flere gange dagligt får jeg en impuls til at række ud efter et menneske...Fordi jeg har noget jeg tænker på eller overvejer eller betragter...eller bare fordi jeg føler noget...Det er svært at jeg først éfter impulsen husker, at det menneske ikke findes længere. Det gør ondt at skrive... Men jeg har brug for at sige det og det kan jeg kun her. Jeg har mennesker i mit liv som jeg elsker og kan dele med. Men jeg har også ting jeg har kunne dele for første gang i mit liv. Det er svært at vende tilbage. Det er meningen at jeg skal kunne finde en lettelse....For det gik virkeligt galt til sidst... Jeg gør mit bedste... Jeg har heller ikke lyst til at dvæle ved skulle, kunne, burde og hvad nu hvis....Det intense er den her impuls...efterfulgt af hukommelse...Jeg ville ønske impulsen tjekkede med databasen før den heletiden prøvede...

So i have trustissues!!!

fandt jeg ud af. Det er dælme længe siden, at jeg har tænkt mig til en selverkendelse, men her til nat er jeg brudt igennem en næsten usynlig mur.

Det der har gjort den så usynlig for mig er, at den er kønsbestemt. Det er ironisk fordi jeg i så lang tid har ignoreret eventuelle kønsforskelle- udover når de skriger mig i ørene....Men også derfor jeg ikke har luret det før.

Jeg har al tillid i verden til kvinder.

Med mænd venter jeg bare på, at de tager deres masker af og viser deres monstre.

Omg! det er en kæmpe en at tænke over. Det gælder ikke i venskaber dog...Ikke i de rigtige af dem.- Men i autoritetssituationer og i kærlighed - som jeg fucked up nok har et eller andet connect imellem? Eller bleed? eller mixed wierdness imellem?... Tja...

Det hele handler om min far og min mor. Wolla og voila....

Det er vildt, at ende helt tilbage i kernefamilien og skulle grave igennem min sjæl igen og se om jeg kan bortoperere de forfærdelige ting og måske lære at leve med nogle af de tilbageblivende.

Eller....ligenu har jeg det mere somom jeg har lavet en kiropraktisk justering på hele mit grundskelet. Somom noget er lettet og afklaret og nu skal jeg igang med at opleve, hvordan verden ser ud når jeg forstår lidt mere af den.

En god ven citerede sin rollespilsoplevelse med sætningen " det er ok"....og det er hængt ved hos mig siden-...

Så hvordan er det at være mig, der ikke bare er ideologisk feminist...men også er det fordi jeg har ar på sjælen og er bange nogengange? Det ved jeg ikke endnu...men ligemeget hvordan det bliver, så er det ok...Jeg er ok og du er ok og så videre...

Det har frigjort et ton energi og gør det svært at sove ligenu. Jeg er blevet nysgerrig og livslysten af at forstå det her. Det er meget længe siden jeg har følt det sådan...

Breaking up is hard to do...

Men det er begyndt at være meget meget bedre...

Det er somom det endelig er lagret i langtidshukommelsen, så jeg ikke får så mange reality-checks dagligt længere.

Samtidigt er jeg i stand til at føle savnet, uden at forglemme mig i en problemfri erindring.

Det er stadigvæk svært lige efter vi har snakket...- ganske simpelt fordi det er så stimulerende og sjovt og vedkommende...Men det hjælper et ton, at være bevidst om det. Det gjorde allerede alverden til forskel idag kontra hvordan det har været.

Sikke en rusjebanetur. Stormfulde højder. En livsændrende oplevelse som allerede er blevet en del af min livsfortælling. Jeg er meget glad for, at det i øjeblikket ikke er et komplet dramatisk -ingen-kontakt stil. Eller - det var sådan i 14 dage agtigt og det var drøn smart og ret vigtigt tror jeg,- men nu har vi haft noget snak og det normaliserer virkeligheden på den gode måde.

Det mest bizzarre er dog, hvordan det føles når vi lægger røret på. Det er somom jeg har flydt ind i ham når vi er sammen, for det hænger ved bagefeter. Og så skal jeg ekstrahere mig fra denne følelse af samhørighed og medfølelse og engagement. Vel egentligt ikke fordi det er galt at føle det- men ligenu er det noget der vil skade mig meget mere end det hjælper. Jeg kan overgive mig til at elske og hjælpe ham uselviskt - og dø langsomt. - Men jeg skal have min længsel efter ham ud af lignelsen, før jeg kan være en veninde der giver hvad hun kan undvære uden af fortabe sig eller blive brændt.

Jeg er for en gangs skyld lykkelig for, at jeg gør tingene anderledes.- fordi det også denne gang virker passende og udviklende. Men vi får at se-...det er aldrig til at sige, om jeg alligevel istedenfor ender i en håbløs tudedepression om en uge...Sæ la vie lissom

medier og melankolika

Så gik det fint efter at jeg havde fået mere søvn. Fået ordnet de ting der skulle ordnes og haft en god kampdjævel i maven i telefonsamtalerne med de kommunale underlings.

Fået set nogle film og gjort lidt rent, og taget mig af min stakkels syge krop uden for meget tænken tunge tanker...

Og så så jeg en tilsyneladende harmløs film om en desillusioneret journalist...og havde egentligt et fint flow med, at bruge den som et overordnet billede på journalismens forgængelighed....

lige indtil der var den store - og im not shitting you - hoppe på et fly og fortælle hende at hun virkelig er værd at kæmpe for- scene..... fuck...Måske han bare sagde det som et symbol på, hvordan det aldrig ville komme til at ske. Det virker næsten mere troværdigt, end at han nogensinde overvejede det...Men _jeg_ er et fucked op produkt af hollywood ligemeget hvor meget, at jeg har nået at rydde ud i mine opflaskede myter...

Når man siger fly til mig, så er det tilsyneladende et helt specifikt filmsprog det rammer. Og nu er det ligepludselig hårdt og trist igen...

Men det kommer til at gå. Det er jo ikke første gang at kvinder får knust deres hjerter af dårlig timing. Og det er ikke nødvendigvis alle, der behøver kærlighed i deres liv for at give det mening....

og selvom nogle af minderne vi delte var drømme om fremtiden, så findes de stadigvæk som historier. Om ømhed og længsel og nysgerrighed og opdagelse.... Det er vidunderligt at kunne se et menneske så tæt på og med kærlige øjne.

nattens sammenbrud

Vågnede imellem 03 og 04 med halsbetændelse. Har grædt siden. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Hvordan kan det være slut? Hvordan kan han ikke elske mig som jeg elsker ham?

Selvom jeg har slettet hans nummer så viste det sig, at min smarte phone har gemt vores tekstbeskeder alligevel.

Jeg ved ikke hvilken viljestyrke det er jeg har fundet, som har gjort at jeg ikke har ringet til ham endnu. Det var der omkring tårene startede.

Hele verden sover,- jeg er lysvågen og har ondt i hele kroppen og hele sindet og jeg kan hverken stoppe tårene eller minderne...

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været så ulykkelig før

-------------------------

Det virker så utroligt endeløst meningsløst

Jeg har sjældent oplevet noget så stærkt og rørende og livsændrende som delt kærlighed - hvorfor har det ikke et ord...ala samelskning?

Sjældent oplevet noget som har rørt mig og ændret mig så meget

og nu er det slut

han sagde at han ville hoppe på et fly hvis han pludselig forstod, at han ville mig og at det var værd at kæmpe for.... Jeg længes efter at tage til lufthavnen og vente... Indtil jeg fatter at han aldrig kommer. Så jeg kan forstå det fysisk....

Jeg sagde stop...netop fordi jeg ikke kan leve i lufthavnen resten af mit liv...Men jeg ved ikke hvordan jeg holder op. Jeg ved ikke hvordan jeg bygger en dæmning for mine tårer... Jeg ved ikke hvordan jeg holder op med at elske ham :(

Jeg kan mærke jeg er i en eller anden udgave af forhandling. Min hjerne prøver deserat at forvride virkeligheden tilbage til en lykkelig tid...og længslen efter ham er blusset op og brænder og smerter...Jeg har grædt hver dag jeg har set en lykkelig familie idag...Jeg er træt og bogstaveligt talt hudløs og har rod i mit hoved...

Og så mange frygt og forvirringer ud over det hele.

og så ondt i hjertet.

Ligegyldige verden hvor er du sild af min tid.

Måske mere om det senere

så sprang bylden og verden er tilbage- eller jeg er - eller nogen er det.

Jo tungere tanker jeg har, dets dybere og mørkere bliver min ulykke. Idag er en let dag med overfladetanker og overfladehumør.

Jeg har skallet lidt hud af solskoldning...det bruger jeg meget tid på at funderes let over. - mon farven forsvinder? mon jeg kommer til at skalde igen osv. dejlige simple ligegyldige betragtninger til en ligegyldig morgen med et ligegyldigt formål...

udenlandske gæster, en fødselsdag, en hovedpine og en mild irritation...simpelt og lige til at håndtere...