At lære om læren

Puha...Mit hoved har været helt lukket til på nogen punkter som lige nu er ret kritiske. Jeg har haft det fint med andre slags åbenheder,- men tilsyneladende så er den del, som skal tage nye normer og accepterer andre strukturer - eller kompromier imellem mine personlige overbevisninger og den virkelige verdens krav. Sikkert drøn sundt...men det kræver en masse tilvænning.

engang imellem ligenu

så tænker jeg, at hvis bare én ting går godt, så kommer det hele nok til at gå...

Ligenu tænker jeg, at hvis én ting mere går galt, så hopper jeg i havnen...Ikke at det bogstaveligtalt ville blive havnen, for jeg tror umiddelbart at jeg ville svømme alt hvad jeg kunne...men såen lidt mere overført...så give op. Jeg er så træt. Så utroligt træt af at ting ikke virker.

Jeg ventede og ventede på min tømmerflåde. Drev rundt og ventede. Drømte og drømte om den dag jeg ville træde op på land - og blive et rigtigt levende menneske igen.

Og jeg er det nu. Og det gør ondt og alting går af helvedet til lige nu og intet virker. Min øde ø er et fjernt minde og det står nu i et kronisk rosa skær af ensom rolighed. Uden udefra og med kun lidt indefra. En søvnlignende døsig drømmeeksistens, som ikke gjorde så fucking ondt heletiden. Som ikke rev i mig og hærgede mig. Som ikke tvang mig ud til kysten, hvor jeg nu sidder og sukker og længes. Længes efter 8 planker bundet sammen og en stærk fralandsvind.

Det var nu jeg skulle skole og arbejde med søvn og etablere metoder imod min vinterdepression. Ikke nu jeg skulle slås med al elektronik, forsikringer, su-styrelse, banker banklån bankskift, telefoner og afdragsordninger...

Jeg er kaptajn

mit kompas peger ikke mod nord

det peger mod længsel

svært ved fortællinger

Ih hvor jeg tænker...myldrende tusindtanker vælter rundt i mit kranium. Drejende og drillende og drænende.

Der er et lille stykke af mig, der måske bliver til et scenarie. Til et kunststykke om noget menneskeligt...

Der er en del af mig der vil lære et håndværk...og en kæmpe rodet del af mig, som virkeligt ikke kan fokusere på det ligenu. Halvdelen af tiden er det helt ok...den anden halvdel føler jeg mig fangeti forfærdelighed. Hvis jeg havde muligheden...hvis jeg kunne komme afsted...hvis jeg kunne frikæbe mig af den her del af verden,- så ville jeg gøre det og passe får på en bjergskråning. Dét billede kalder på mig og står som idealet af jordnær tilværelse. Uden myter og skuffelser over samfundsskabte fantasier i mit hoved.

Men jeg ved at det er fordi jeg er træt. Jeg ved det er fordi mine seratoniner er brændt ud. Men der er simpelthen for meget kaos og rod i min tilværelse i øjeblikket. Det er stressende nok for mig, at starte på ny uddannelse og få styr på de ting. Men bankskifte, tab af telefon, forsikringssagen, min hjernedøde idiot af en ligeglad far og su helvedet oveni....det er for meget...alt alt for meget...

Jeg prøver bid for bid, at få styr på det og ikke stresse i stykker. Der er alle mulige små underproblemer som jeg også skal køre på. Rydde op, vaske tøj, få testresultater, kærlighedsliv, skolebøger...gudfader...

Det er somom jeg lever én lang stresstest. Det er tragisk, at jeg hængte håb op på, at skolestart ville betyde mere ro på tingene...og tilfældighedernes spil har gjort tingene værre. Og jeg kan mærke en hidtil ukendt stærk knugende trang til ro. Til at kunne fokusere på en mindre verden med nogenlunde rolig virkelighed. Jeg vil gerne gro, men min potteplante muld er fyldt med rod og det stormer halvdelen af tiden.

Det er så frustrerende,- for når jeg ér i specifikke situationer hvor agendaen er simpel, så rocker jeg for fuld power...men i flux er jeg helt udmattet og slidt :-(

I øjeblikket...

Har jeg ikke nogen Far...

I øjeblikket synes jeg det er en ganske fin ting, situationen taget i betragtning.

Jeg er et meget mærkeligt sted i øjeblikket. I mit voksne jeg, med alle de konstanter der findes, med alle de konstanter der findes i mine omgivelser, Der er der ting der pludselig taler meget om fremtiden, ting der hiver i mig fra nuet og flashbacks længere tilbage i tiden end nogensinde.

Jeg siger altid, både til mig selv og mine nærmeste ( og eventuelle fremmede der kunne finde det relevant) at vi er nået til et punkt i livet, hvor dén mekanisme mange af os har i hovedet, som opdrager og evaluerer, som bedømmer og skælder ud, den godt kan slukkes. På Freudiansk er det vel, at det gode barns overjeg er hyperaktivt og at man nu som voksen, skal lægge vægt på >Jeg'et<>

Det er en utroligt skræmmende tanke. Den er også både vigtig og frigørende.

Konsekvenserne kan være enorme, da handlinger, store som små, kan miste deres eksistensberettigelse,, hvis man holder op med at søge anderkendelse fra hvad, der i sidste ende er omverdens accept og frygten for at være uartig.

Mit udgangspunkt er, at når jeg generelt, både på et overfladisk bekendtskabsplan og især på et nært personligt, bliver spejlet og fortalt til at være en god, dygtig, sympatisk og " artig/høflig" pige, så må mine ønsker og impulser i en situation fortjene at blive prøvet af, om ikke andet. Måske ikke stolet helt og holdent først, men ihverttilfælde testet som et selvstændigt værdigt grundlag.

Men det er ikke harmløst. For i skrivende stund har jeg ikke talt med min biologiske far siden starten af måneden og jeg har ingen planer om at søge kontakt. Ligenu tænker jeg, at jeg kan ende med at hade ham. Ikke ønske, nogensinde at være i rum med ham. Og jeg ved, at jeg har ret til det og at jeg fortjener denne tid, hvor valget og virkeligheden er min.

Jeg hader allerede grundlæggende ting. Jeg hader hvordan jeg er præget til, ikke at stole på mig selv i situationer med mænd, hvor der er vigtige ting på spil. Jeg har ikke lyst til at skrive ting ned specifikt, men jeg kan mærke en kasse med " fuck dig din fucknar" der fyldes langsomt. Og jeg ved at jeg kun kan have en biologisk far, hvis jeg var villig til at træde ind et sted, hvor hans virkelighed var lovlig igen. Og det vil jeg aldrig. Ikke engang hvis han var døende. Jeg har gjort regnskabet op, og ligemeget hvad vej jeg vender det, så skylder jeg ikke en skid og kan aldrig komme til det. Det er ikke mit ansvar, på nogen måde, at bekræftige ham i den. Og han har intet motiv til, at træde ind i min virkelighed og pludselig faktisk tage ansvar, for det kaos og det svineri han har efterladt derinde. Jeg er dybt overbevist om, at han hellere vil miste en datter end indrømme, at det var hans mangel på evne til, at se sandheder i øjnene, hans manglende selv-indsigt og hans uvilje til at overveje hans ansvar, der grundlæggende var skyld i, at jeg fik en fucking diagnose og troede jeg var sindsyg i 6 år af mit liv.

Og jeg har brugt år og atter år på at lege " han er blevet bedre" legen. Og jeg er færdig med at lege " kejserens nye klæder" sammen med resten af de folk der omgås ham. Det kan de få lov til. At klappe og juble den ene gang om året hvor han viser noget de håber på. Egoistisk og ignorant. Selvtilstrækkelig og nærig med nærhed. Det er resten af mit liv for kort til. Jeg har spildt næsten 25 år på ikke at forstå det. Nu er jeg færdig. Nu skal jeg hele og se, om jeg nogensinde kan være i nær relation med en mand, uden at have lort fra ungdommen med.

savner....

savner....

jeg tænker over hvor meget vi er ude af takt....hvordan han sikkert slet ikke ved, at det er en helt anden og ny afstand jeg føler imellem os...at det er sørgetid på en helt anden og ny måde....det er sent og mørkt og jeg savner....og har danske sangtekster på hjernen...

når jeg nu savner dig

hvordan kan du så undvære mig

- Det kommer i bølger og stik...i alle mulige ting man kan være poetisk over. Samtidigt rammes jeg af den fanden i voldske modbølge der siger "fuck det" fuck at føle alt muligt når det kun er vigtigt i mit lille univers...så det er spændende bølgen frem og tilbage ligenu... Jeg ved ikke hvad der er hvad og det er utroligt svært... Han var så afvisende overfor tanken om at tage kontakt til mig...At han ikke overhoved har lyst eller behov for at snakke med mig....medmindre det kommer fra mig...det får mig til at føle mig fjollet og dum....

Men heldigvis kun når det er sent og jeg begynder at savne...og føle mig helt alene i det...

.....

Imens jeg skrev det her indlæg hørte jeg det her fantastiske citat jeg vil notere ned uden sammenhæng for at kunne finde det

“A photograph is a secret about a secret. The more it tells you the less you know.”

Diane Arbus

da jeg var lille og tænkte over at blive stor...

Da jeg var teenager drømte jeg om, at blive medlem af etisk råd. Det er måske en spøjs drøm- sammenlignet med hvad jeg hører andre teenagere drømme om...Men det føles ligenu somom, at jeg nærmer mig det område fra mange forskellige vinkler.

Ligenu er jeg stærkt draget imod de skeptiske forsamlinger. Det er en noget ny trang og den er ret så diffus. Det er forsamlinger der ingen politisk samhørighed har,- intet religiøst fællesskab og mange etiske ting der ikke er konsensus om. Og dog er der en rastløshed i mig, der søger at finde måder at danne mig selv på. Når jeg bliver folkeskolelærer vil jeg gerne have et skeptisk fundament at formidle på. Jeg vil gerne være et forbillede på mange måder og der igennem også promovere skeptisk tænkning....

Og det er efter et foredrag, om bevægelsen i sindet, der snakkede om den lange vej ud af "mørk middelaldertænkning" ( mit udtryk) at jeg fandt en ro i min meget lange vej hertil.

Der er én følelse som jeg er meget forundret over i den sammenhæng. I årevis har rollespilsmiliøet været et sted, hvor jeg har længtes imod og ind i. Men i skrivende stund er tankerne om rollespil, formidling af samme, udvikling af samme og så videre skubbet til side, for et ønske om at møde folk og diskutere skeptik i folkeskolen og i dannelsen af et samfund. Etik i forhold til undervisning og børns valgfrihed. Dét er ligenu noget der rammer mange flere strenge i mig.

Der er mange interessante halvfærdige tanker omkring rollespilsmiljøet, der hænger sammen med min falmende kærlighed til forsamlingen. Men det kan ske, der kommer kloge ord om det engang. Ligenu jeg begejstret, ved alle de dejlige nye ord, nye hjemmesider og nye kongresser der kan være i min fremtid.

Og med 12 - 14 år ældre øjne kan jeg skrive at det på et banalt plan er full cirkle med hvad det var jeg ville dengang, for nu har jeg en plads i det store, verdensomspændende etiske råd,- hvis jeg har tænkt mig at være voksen og medansvarlig ;) Det er vidunderligt banalt...men det giver faktisk en vidunderlig følelse alt andet lige.

på vej mod en ny hverdag?

I øjeblikket funderer jeg en helt masse. Den sidste nye eskalering ind i eftertænksomheden, skete da jeg fik stjålet eCigaret og iPhone ( ^^) og blev dét mere pirrelig af nicotinmangel og dét mere isoleret og opmærksom.

Jeg tror for det første, at jeg vil have mobiltelefonfrie dage i fremtiden,- ligemeget hvad. Finde et eller andet system og have en faste over det. Måske jeg endda også vil prøve at indføre faste i kalenderen. Det er indtilvidere super spændende og ikke noget som jeg har store ar på sjælen af. - Faktisk har jeg i øjeblikket en stresset veninde, som nok har mere press over min manglende tilgængelighed. Men det er i godt humør og ikke noget der ikke kan sludres væk når vi så får hul igennem.

Det er endelig lykkedes mig at have en god engangsoplevelse igen. Førnævnte veninde har drillet mig med, at jeg var blevet smittet med monogami, siden at de sidste oplevelser jeg har haft med en ikke-kæreste, har været absolut forfærdelige...Ikke nødvendigvis fordi de ikke havde " evner" eller hvad det nu koges ned til at pisudtryk...bare fordi at jeg ( og jeg kan næsten ikke skrive det fordi det virker så sødsupperomantisk) har lært forskellen imellem ægte intimitet - endda det at elske sammen.- og så kønslig omgang uden forbindelse/ intimitet.

Og det satte altså en stopper for interessen for det sidste i meget høj grad. Og oveni så var de forsøg der kom - næsten mere af vane end af lyst- ikke nogen sucess.

Nu har jeg i skrivende stund en opsummeret opfattelse, som gør mig både erfaren, klog og drøn viis. Det kunne lade sig gøre uden dyb kærlighed og stadigvæk være både fint, tilfredsstillende og interessant. Det kan også bruges i mangel på en at elske med. Men jeg kan ikke forstå dem der hellere vil knalde end at dyrke elskov... Dét har jeg lært om mig selv og det giver en årring til omkring sjælen. Lidt klogere og lidt stærkere i stammen :)

Jeg savner ham hver dag... Det øver jeg også. Det er stadigvæk meget meget tæt på og meget svært at skrive om. - Jeg hører ham i personerne i mine lydbøger. I de hårdtkæmpende mænd og de gamle tragiske....Jeg ved ikke om det hver gang er fordi jeg associerer med det,- men jeg får tårer i øjnene flere gange om dagen. Om det så bare er fordi to elskende ikke kan få hinanden, eller en mor der ønsker at beskytte sine børn, så er mit hjertes port vidt åben og det går lige ind.

Vi har haft mere kontakt end det er meningen vi skal. Ting er gået galt for mig og han har været der som støtte. Det er jeg meget lykkelig for, men det gør det også ekstra stille nu. Jeg kan næsten forstå de folk, der finder på problemer for at få opmærksomheden igen. For ligenu har jeg intet han har brug for. Hverken i indsigter eller noget andet.

Men jeg har lært og er blevet klogere. Og selvom jeg er lidt en tudeprinsesse i øjeblikket...så er jeg glad for hvor mit liv er på vej hen. Stadigvæk godt og på vej mod fornuft...

-----------------

Flere gange dagligt får jeg en impuls til at række ud efter et menneske...Fordi jeg har noget jeg tænker på eller overvejer eller betragter...eller bare fordi jeg føler noget...Det er svært at jeg først éfter impulsen husker, at det menneske ikke findes længere. Det gør ondt at skrive... Men jeg har brug for at sige det og det kan jeg kun her. Jeg har mennesker i mit liv som jeg elsker og kan dele med. Men jeg har også ting jeg har kunne dele for første gang i mit liv. Det er svært at vende tilbage. Det er meningen at jeg skal kunne finde en lettelse....For det gik virkeligt galt til sidst... Jeg gør mit bedste... Jeg har heller ikke lyst til at dvæle ved skulle, kunne, burde og hvad nu hvis....Det intense er den her impuls...efterfulgt af hukommelse...Jeg ville ønske impulsen tjekkede med databasen før den heletiden prøvede...