Den lille eller den store død?

I øjeblikket er jeg halvfyldt med dødsangst næsten heletiden. Jeg ved ikke hvorfor endnu. Er det er post-larp fra et scenarie om livets forgængelighed? Jeg tænker at det så ville være ved at være overstået, fordi det alt andet lige er kunst jeg tager til mig og på et tidspunkt udskiller igen.- Men måske det er et par dråber til glasset?

Er det fordi jeg er i mit 29 år på vej mod et af de skælsættende runde år? Fordi tiden alligevel føles somom den går hurtigere, simpelthen fordi der er mindre tilbage af den? Jeg føler ihvertilfælde en - i sin styrke- ukendt følelse af trang til, at sætte mine spor i verden. Ikke at den trang stikker synderligt dybt,- men den kan have et par dråber også?

Og så er der så den, hvor jeg ikke ved om det er fordi min hjerne slås for at holde liv i/eller slå de sidste rester af kærlighed til ham ihjel? Så den indre afslutning vækker en angst for den store afslutning? At dét at slutte den første store kærlighedshistorie føles som at dø lidt?

Det er ihverttilfælde en forklaring min hjerne har bidt sig fast i, så der er noget om det, om ikke andet som metafor. Der har været flere bid i hjertet til den smerte idag. Præsentationen af processen omkring bogen jeg nu er i...med hans navn på forsiden og et lykkeligt fotografi af ham og præsentation...og senere en fælles bekendts halvt skjulte undren over hans manglende tilstedeværelse, som på sin vis inkluderede skæven til mig...

Jeg tror jeg mangler at høre bare fucking ét menneske sige, at vedkommende synes, at jeg var en ønskværdig kæreste for deres kammerat...Ikke én eneste har beklaget, at jeg ikke er i hans liv længere...det forstår jeg fucking ikke. Jeg føler mig som noget man "pisseheldigvis slap af med"

Igang med at genlæse yndlingsbogen "hellig ild" og i starten har vi en dødsscene med en mand, der 50 år efter han datede en kvinde, har hende med til sit dødsleje, for at afslutte narrativet. Det bliver beskrevet som topmålet af civilisation og det ramte noget nostalgisk, noget angst og noget poetisk i mig. Det ramte også lige ned i denne start på afslutningen. På hjemførslen af mit hjerte og måske muligheden for noget nyt? er det lidt håb eller bare selvbedrag? Er der en forskel?

Det er utroligt som tankerne altid rejser med...Selvom jeg har været vidunderligt distraheret af rejse og gøgl, så sniger der sig virkeligt små bidder ind i maven og pludselig er jeg helt mæt...helt mæt af noget jeg ikke har vidst har fyldt mig.

Så er det vidunderligt lige at kunne brække det op på en blog...tak til google for det.

Et gammelt nyt hjerte i pungulven

Tror hjertet er tilbage i mit bryst og faldet til ro. Det føles roligt og afklaret. Det føles gammelt og tungt. Eller...har det ikke altid været gammelklogt? har det ikke altid haft en tendens til tungsind?

Jeg har aldrig elsket mange i det næreste og kan mærke, at hjertet ikke vil give sig mere end det ville før.

Planlægning af fremtiden er igen til at magte og igen er det mig på tømmerflåden igennem livet. Her har været sympatiske besøgende og jeg har ligget i havn et par hyggelige steder på det seneste...men ikke noget permanent og det bliver det nok heller ikke lige foreløbigt. Hvis nogensinde. Og det er tilbage til, at det er ok.

Det er ikke nemt at holde af mig når man kender mere af historien og jeg er vel egentligt heldig, at nogen prøvede.- Men der vil være sejre i mit liv og der vil være en klar forbedring på den lille del af verden jeg lever i. Jeg vil efterlade planeten en lille smule bedre end jeg modtog den.

just a little travel

Så er det aftenen før jeg skal afsted, til hvad der måske bliver en vild oplevelse, hvad der måske bliver en skuffende eller en ok oplevelse. Det er spændende at sidde og skrive og tænke det, og alligevel være nået til et punkt, hvor jeg ærligt kan sige, at jeg ikke vil være det foruden, ligemeget hvad det bliver. Om det så bliver forfærdeligt så vil jeg det. Om alle menneskerne så hiver deres ansigter af og viser djævletænder, så vil jeg ikke være den erfaring foruden.

Selvom jeg stadigvæk er tyndhudet og sårbar, så er der livskraft i lemmerne igen og hagen stikker trodsigt frem med et lille glimt i øjet.

Det er somom der endelig er en mærkedag og jeg igen kan se, at jeg har udviklet en masse og der er gået tid nok til, at jeg er et nyt sted i mit liv med et positivt udsyn. Med en fremtid med nervepirrende spændende ting og udvikling i uventede retninger. Og det er endda selvom jeg fik et afslag på skoleansøgning og derfor et slag over næsen. Ukrudtet holder hoved højt.

Jeg kan mærke det på energien. Jeg kunne sagtens have haft en lad optakt, men udover at armen spiller imod mig, så presser handlekraften igennem og jeg er meget tilfreds. At løbe rundt og forberede lejligheden til rejsen og pakkeriet til scenariet er fantastisk.

Nu får vi at se hvordan det går. Men turen er indtilvidere fantastisk!

Drømme om hans børn

Har brugt hvad der føles som den halve nat, på at drømme at han var blevet gravid med sin nye kæreste. Crazy shit. Det mærkelige er, at det er somom jeg har tømt emnet for følelser i drømmen, for nu- vågen- mærker jeg ikke rigtig noget ved at prikke til ideen ( som jo kunne være rigtig).

Det giver mig atter lyst til at tjekke hans fb- denne gang med undskyldningen " at se om der er noget om drømmen" men jeg er ikke så dum at jeg lader mig narre denne gang. Næh...Ligemeget hvad bliver jeg ked af det af et eller andet snigeren...Du får mig ikke, oh selvpineri...Men det er mærkeligt ja.

Stålsat

Jeg er ensom igen. Eller rettere...Nu er ensomheden atter nådesløst åbenlys, uden illusionen af nærhed.

Jeg kan mærke huden strammes om min kæbe og tænderne skære lidt. Kan mærke øjenbrynene rynkes og sukket sidde i halsen. - Det må være oprydningen der er ved at være færdig. Alle de små falske forestillinger er ved at være muget ud og der er bare tomt gulv tilbage. Tomt gulv og en masse ekko fra de næsten renskurede vægge.

Virkeligheden er grum og ærligt. Helt fyldt med realistiske begrænsninger og dårlige odds...helt fyldt med mine egne evners loft og vingefang.

Måske jeg var dum og hængte lidt meget op på den ansøgning. Måske der var en snert af udfordring til universet, en udfordring om at have en narrativ og " hvis det var en ægte funky virkelighed, så ville jeg komme ind og få det twist på min virkelighed"...det er naiivt og lidt barnligt, men også virkeligt menneskeligt i al sin fjollethed. Det kan jeg tilgive mig selv, selvom det gør mig trist og skuffet både over det nej jeg fik og over det lidt ekstra som så var på spil, og som jeg derfor er lidt ekstra trist over.

Sommerfugle, døsige eventyr, lege, samtaler om ting der giver mening, sandheder uden skam...ih hvor jeg længes efter jer...

I det mindste skal jeg lege mig igennem noget af sommeren, og hvis jeg er heldig bliver det endda sjovt. Men der er virkeligt ikke noget hurtigt fiks til følelsen af formål, i denne pauseperiode.

På sin vis er det vel den almene postmoderne syge jeg lider af...omnipotent impotens men med en solid snert af relativiensa og almen systemdisillusion oveni. Og det er vel egentligt en rimeligt stærk folkeforbandelse, hvis jeg, der både er igang med en relativt meningsfuld uddannelse, musikoplevelse, kunstudvikling med mere, har det sådan her i skrivende stund. Hvordan i alverden går det så for folk det er gået galt for?

7 9 13 - aldrig igen...eller...Aldrig igen på denne måde...Hvis nogensinde noget, der giver den snert af formål...så meget forsigtigt og først når jeg har styr nok på min kerne til ikke at svæve væk. Til ikke at forsvinde i fortællingen...til ikke at tro på alt det mit hjerte spiller videre på af spejlinger og ekko.

Og jeg vil blive desperat af ensomhed.

Kampen må være, at holde troen på, at det er ægte og derfor værdifuldt. At dét at leve uden blår i øjnene er bedre end at lyve sig til lykke.

Jeg er nok ikke stærk nok...Men uden kampen, uden at prøve...så er ensomheden virkeligt berettiget.

Hjertesten

Jeg vil fortælle historier om sande ting. Om det så er løgne med bare en énkelt snert af noget sandt. Ikke være noget mindre end brilliant og blændende. Ikke mindre...

Huske...Jeg svinger simpelhen så meget ud af kurs i øjeblikket, at jeg bliver nød til at skrive det her, igen og igen. Kan kun håbe at det sidder fast på et tidspunkt. At jeg bliver i denne dimension af min bevidsthed i lang nok tid, til at jeg kan holde den fast.

Relativisme er en utroligt sund virus at have i sit system. At opdage dét er vejen til at dekonstruere så utroligt mange ubrugeligheder i livet. Men når den går i agressivt udbrud efter at have opfyldt sine grundlæggende livsændrende vidunderligheder, bliver det en kaotisk feber der blænder synet i tider, hvor sikkerhed ikke er af det onde.

Der er så mange ting at være i live for. Der er så meget smukt og spændende og udfordrende og meningsfyldt. Men det bliver så forfærdeligt ligegyldigt i relativismens feberhede. Jeg føler mig sommersyg med relativensa og det er utroligt fint, at Dr Who igen hjælper mig på vej. Måske sygdomsmetaforet kommer af navnet, måske det bare er et sprogligt sammenfald :)

Hmm... Måske det giver fortsat mening imorgen, i dagens lys. Måske dette vil være vejen videre. Erkendelsen af, hvad det er der slider...Men hvis det er kampen for vished, så bliver det dælme en svær en. Angsten for de onde børn fra den lille landsby er stærk og vanvittig.

Men her er en tankestart, måske det bliver en kursændring.

lige før springet!

Sidder med kriblen i kroppen og gab i kæben og venter på morgensolen eller nattesøvnen. Kloden har drejet om sin akse og verden er tiltet lidt til siden,- ting falder nemmere på plads inde i mit hoved, som sommeren nærmer sig og vinteren står mindre tydeligt.

Sommergræsset kalder på mine bare tæer og tiden er øm og kærlig. Det er godt at være i live og godt at lege og godt at være mig på min sti i verden.

Udsynet fra mine forældres klippehylde er smuk og fyldt med himmel. Bjerget i ryggen og klippen under fødderne er trygt. Imorgen er det ind til min stald og min tømmerflåde og ud i sommeren. Projekt: Bliv brun til min rolle - ser ud somom det vil virke fantastisk. Desuden er jeg lettere og mindre fedtfyldt end jeg tror jeg har været siden hash.

Det er alt sammen op til virkeligheden nu. Virker jeg godt nok med systemet til at komme problemfrit til friheden, eller skal eksamen trækkes i langdrag? Der har endnu ikke været en eneste opgave, som ikke har forvirret mig eller stillet sig underlig i udfaldet.
Men det behøver ikke være værre end en tur til rundt i ringen.

Det er en helt utrolig følelse...At gå mod sommeren med et årsværk bag sig. At have den utrolige glæde ved, at vide at fri er en reel belønning.

En anden dag vil jeg skrive mere om nogle problemstillinger og deres finurlige fangearme,- men i skrivende stund er jeg bare lykkelig og træt og har lyst til at skrive smukke ord om smukke følelser.