Praktik dag 1. En overraskende overkommelig oplevelse.

Så da. Well...Ingen søvn rigtig fordi jeg (som altid) var nervøs, spændt og alverdens andre ting. Men nu er jeg kommet hjem og er faktisk ikke overvældende træt og heller ikke overvældende skræmt eller bange for den kommende måned. Meget mystisk men all good.

Først den vigtigste hændelse: Jeg fik talt mere skarpt til de store ved spisningen end de på nogen måder er vant til. Det kunne jeg sagtens se da de reagerede, men jeg havde umiddelbart ikke styr på hvad der skulle gøres ved det. Den ene praktiklærer påpegede det lidt blidt i pausen og jeg forklarede at jeg havde lagt mærke til det. Der blev foreslået at jeg kunne tage det op og det valgte jeg at gøre efter pausen. Det var en kort " hey må jeg lige snakke med dig og undskyld at jeg fik talt lidt for skarpt. - og så lige en tilføjelse om, at min tinitus ikke er vildt fan af porcelæn-metal comboen" - det virkede somom det var ok og barnet det angik havde desuden travlt med noget andet så det var mest en " ja ok og det var jo ikke med vilje og..." så videre med det de havde gang i.

Jeg har været ned i formgivningslokalet og har aftalt med læreren, at lave et forløb som det vi har arbejdet med i billedkunst omkring hoved. Små portrætbuster hvor fokuset er på at observere hovedets faktiske form og få placeret ansigtet og baghoved rigtigt. Det virkede somom den lærer fra starten havde besluttet sig for at jeg var fjong og det var et spændende værkstedsmodul hvor vi snakkede og planlagde. Jeg ved jeg skal søge nogle selvstændige opgaver også, men det her var så inspirerende at jeg håber det er ok, at vi er to om det- og så kan jeg jo tage teten på det og se om det kan lade sig give sig. Det smarte som jeg tænker at det kan er, at de kan arbejde videre på det efter jeg er væk hvis det er.

Umiddelbart er de to praktik-lærere jeg er hos gode på hver deres måde. Meget fokuseret på børnene - hvilket er godt, men lidt frustrerende for mig lige nu fordi jeg har så mange spørgsmål. Og ja jeg ved godt jeg skal observere første uge, men det er virkeligt svært for mig at vente til f.eks på torsdag med at få svar på alle de her ting. Hmm... Jeg tror jeg skriver morgenmødeformen ned de næste par dage, så jeg er klar til måske også at stå for det et par gange i næste uge.

Umiddelbare indtryk er, at det er et rigtigt nemt sted at være i praktik. Jeg kommer ikke til at stå alene med en klasses trivsel på noget tidspunkt fordi man som minimum er to med storgruppen. Spørgsmålet er hvad der slider lærere på den her skole.... Tja...Til gengæld skal man have alt sin viden om alting klar hele tiden. Den ene laver brøker, den næste sidder og skriver fri tekst med fokus på tegnsætning og den næste er igang med en rebus. Hvordan sætter man kryds og bolle og hvor mange cm skal den her firkant være alle steder for at lave en kube med 25 af det hele. Damn... Det er udfordrende og mærkeligt. Jeg prøver at komme med bud...måske for meget for deres smag. Jeg kan prøve at læne mig mere tilbage imorgen. Hmm...Det er utroligt meget tavs viden imellem de to lærere der har den her gruppe børn sammen. Det er ikke rigtigt forsøgt, men det virker heller ikke nødvendigvis muligt, at forklare mig hvad og hvordan og hvorfor ting bliver gjort...Men det er lidt rundforvirrende at finde sig selv i det og vide at jeg også skal agere og præstere i det.

Oh! og så er der pisse koldt! - imorgen med mange lag tøj :)

Fjerdeårs praktik - introdag 12/11 2013

Så har jeg fået set mig om på friskolen og brugt en lille dag der. Meget anderledes, på nogle måder angstvækkende ( konceptet om at planlægge og udsætte børn for undervisning er for mig tilsyneladende et praktisk og dybt eksistentialistisk problem) og på resten af måderne beroligende og rimeligt til at overskue. Jeg tror det her kommer til at gå ganske fint. Jeg skal bruge meget mere tid med børn såen 1 til 1 fordi der er plads og tid til det og det forløb jeg kommer til at lave, kommer til at være med maksimum 10 elever. Det er meget vildt og spændende.

Fokuset min praktik skal have ifølge praktikmappen er på inklusion og individuelle behov og jeg kan simpelthen ikke se hvordan det her ikke er den perfekte mulighed.

Jeg har fået en fordybelsesopgave jeg skal lave i min praktik ( udstedt af min faglærer) som bliver fokuset for mit arbejde med eleverne. Meget af resten kommer simpelthen til at handle om at være underviser i en skole uden tavleundervisning med relativt selvkørende elever. Det er meget interessant - og måske tager jeg helt fejl...who knowsis :)

Anyways...Det er mærkeligt at være ude i et fag som jeg...well...egentligt ikke er så investeret i. Altså. Billedkunst/visuel kommunikation synes jeg er et vigtigt fag overordnet set, men jeg har ikke haft tid eller samspil nok til at have dannet mig en fremadsynet holdning til fagets form, og må også indrømme, at med den her bachelor liggende i krogen, så har mit fokus ikke været synderligt stramt på, at suge alting til mig. Det er spændende men det er ikke mere spændende end så meget andet...

Til kontrast står musikundervisningen og skærer mig i øjnene igen igen. Altså!?! hvad i alverden sker der for, at man kan have musik i 9 år på ugebasis - og til tider på projektbasis og komme ud af skolen uden at kunne navnene på toner eller tangenter eller akkorder? Hvad sker der for, at man lærer eleverne at efterabe musik for derefter at efterlade dem uden et eneste værktøj til at huske det, til at kunne genskabe det? Jeg forstår det simpelthen ikke og jeg forstår især ikke hvad det så er at faget skal kunne. Så synes jeg virkeligt vi er tilbage til "transfer argumentet" men i den mest magiske af sine udgaver...elev x bliver bedre til matematik fordi vedkommende spiller musik, men det kræver slet ikke at eleven forstår noget om det...næh nej det er det pureste magi!?!

Såeh...Hvad gør jeg ved, at min hjerne gnistrer og mit hjerte farer i flint over en anden sektion af undervisningen, end den jeg kan få fingrene i? Det må tiden vel vise. Men damn...dang...dammit hvor er jeg ikke imponeret. Mine fremtidige børn kommer dælme ikke til at blive spist af med det, om jeg så skal lave ekstraundervisning i ren frivillighed for en hel skole. Det er noget pjat og spild af undervisning. Især når man (som man har på den her skole) ideelle forhold til at undervise med fokus på hver elevs forståelse! Et elevhold til musik er på 8 elever!! 8 er luxus! Det er fantastisk! Hvorfor skal de så bare stå der og abe efter?!? ih...hvis jeg bare havde dem i 4 uger kunne jeg lave små mirakler. Nåh...

Tilbage til billedkunst? Tja...Jeg må vel læse nogle undervisningsguides og få nogle ideer :)

Alt i alt ser det rigtig godt ud. God modtagelse ( lidt kaotisk men hey) og varm skole og lige til at glide ind, selvom de mindste stadigvæk er såen lidt skræmmende og svære for mig at snakke med...men så bliver det vel et af de fokusområder jeg får i den kommende måneds tid. Ikke at være bange for små mærkelige fulde gamle mænd.

Min undervisningsforløb bliver noget med at dokumentere teknologi børnene har adgang til - gerne med fotos og derefter at lave noget visuelt funky med dem...Måske en humulkus teckus eller noget og derefter måske arbejde videre med hvad der er teknologisk i deres verden...Hmm...Ja måske.

Mandag går det løs. Første uge er deltagende samspilsintegrations observations agtigt og så bliver mine 5 uger gjort til 4 med fuldt skema i stedet. Det tror jeg er godt i forhold til at få en reel oplevelse af skolen og mig som aktiv aktør på den, men måske det også bliver en træt træt tid...Nu får vi at se...det ser til gengæld ud som om, at der er madmuligheder på skolen...så måske det også bliver billigt. Jeg håber :p

Selvkompetencevurdering og egen grundlov

Så. Jeg sidder her lige nu og tænker, at den her bachelor jeg vil skrive kommer til at gå forfærdeligt og jeg bliver til grin på mine ambitioner. Jeg tænker, at det er ude for min rækkevidde, nøjagtigt som alt andet jeg ønsker mig højt her i livet. Den her mulighed...At kunne arbejde mig frem imod en ønsket fremtid, virker i skrivende stund både barnlig og skør. "Hvor får jeg det fra?" sidder jeg og tænker. "Er det den der sindsygdom jeg fik tilbagevist, som egentligt faktisk findes?" kører den videre. Jeg har ondt i maven og i halsen og i livet, alt imens jeg ønsker at skærme den lille, og hårdt sårede, drømmende lille pige indeni. Er jeg til nar over at tænke, at jeg måske kan gå den her vej, som jeg nu har tilkæmpet mig adgang til? Er min vurdering af mine evner endda mere skæv-vreden end jeg allerede opfatter dem som?

Det er helt vildt. Altså...Jeg føler mig så splittet imellem den rimeligt lave selvtillid og paranoia, og jeg har vitterligt ingen anelse om, hvordan jeg skal få det fikset eller hvor i alverden virkeligheden ligger. Èn eller anden oplevelse af realkompetence ville (ironisk nok- jævnført hvad jeg ligenu tror mit bachelorprojekt skal handle om) være noget jeg gerne havde her. Noget som helst at have det i? christ...

Kan jeg det her?!? Hmm... Jeg tror jeg må tage fat i min gamle livskontrakt. Så...Uden nogen fucking anelse rigtigt, med støtte fra venner i branchen - både nogle lidt støttende og nogle omfavnende- så beslutter jeg mig nu for at prøve. Jeg vil uden at vide om jeg kan. Jeg ønsker det selvom det skræmmer mig helt vanvittigt. "jamen er et fint lille liv da ikke også ok tilfredsstillende?" spørger stemmen i mit hoved, men den tror sku ikke engang nok på det selv til at fjerne billederne af uendelige frokostsamtaler om tv og fodbold. Jeg vil og uden at vide om det kan lade sig gøre eller ej, vil jeg nu beslutte mig for at det er en ok ting at prøve på. At det er dét jeg vil prøve på. Selvom jeg det skræmmer mig bare at skrive det, så vil jeg kæmpe for at få plads på universitetet. Puha. Jeg får kvalme af at skrive det her og jeg er bange.

Noia efter Midnat

Jeg skulle til at lægge mig i seng...Tidligere på natten ville jeg til at skrive et stort opsummerende blogindlæg om alt det der sker i mit liv ligenu - og alt det der lige er sket...Jeg valgte at vente med indlægget og den store opsummering, men nu kom der pludseligt et behov for lige at blogge og fokusere da paranoiaen lige ramte med fuld kraft. Fuck det er noget crazy shit at den stadigvæk er i mig og kan komme så massivt.

Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.

En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...

Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn

Den triste nattetid

Jeg er faldet lidt på plads i denne mere nattefokuserede livsstil. Der er dog et problem. Jeg ved ikke om det er tidspunktet, et tilfælde eller noget tredie der spiller ind, men jeg bliver forfærdeligt trist og tænksom når jeg lægger mig for at finde ro.

Det gør det svært at gå i seng og det er altså ikke en synderlig fornøjeligt at ligge og vende og dreje mig med de tungere dele af eksistensen på brystet.

Især ike idag hvor tankerne har fået en ny melodi ´. Min mor har haft en ubegrundet kræftbekymring, men heldigvis kun en forskrækkelse. Desværre er det nyt friskt materiale til spekulade. Det er drøn frustrerende og jeg efterlades lidt træt og meget rodet i kroppen.

Meh. To timers venden og drejen

Så er man igang med billedkunsten. En spekulation i ulvetimen

Så dilemmaet er: Jeg kan ikke komme hjem fra aftenskole ( kan jeg nu konkludere efter en uge) og gå direkte i seng. Mit hoved er simpelthen for fyldt og min krop for meget et spejl af den energi til, at jeg bare lægger mig og derved bliver udhvilet når jeg vågner tidligt. Kampen for en stabil og a-menneske-agtig døgnrytme har været så bidsk at det at overveje at slippe den lå mig utroligt fjernt. Jeg kan mærke en trang til, at kalde det " en voksen døgnrytme". Hvor fanden kommer den form for tvang fra? Altså...Virkelig værdi af at vågne klokken 08 er, at jeg generelt har været ret lykkelig for at have en fast døgnrytme i kontrast til det ulykkelige lykkehjul jeg levede før, men betyder dét at jeg f.eks skubber den rytme et par timer eller tre, at det hele kommer til at segle igen? Det ved jeg ikke, men det virker som den eneste reelle mulighed. Så må jeg eksperimentere lidt med hvilken tidsramme det skal være inde for. Det vigtige er så, at energien kanaliseres ordentligt.

En lang stress/bekymringsspekulade ballade.

En dag med lidt bøvl i maven og lidt ufokuserede tanker. Jeg er pang midt i min sommerferie og stressen efter eksamen og alt følelsesgøglet med dét, er ved at have sluppet taget i min krop og til dels i min hjerne også. Jeg er på trediedagen med mit livs første permanenthår og det virker overraskende ok. Jeg skal afsted til rollespil i 80'erne og det virker ret fint, men der er en masse socialt opspændthed omkring arrangementet som jeg tror er dét der overskyer en potentiel rå glæde ved at skulle afsted. Det her blogindlæg er et forsøg på at skrive noget af det væk.

Først var jeg super presset over at skulle se rigtig ud til scenariet. Skulle have noget troværdigt tøj og noget troværdigt hår. Nok fordi jeg stoler på min rollespilskompetence, men jeg ikke ville stå og ligne en spade. Frygten for at ligne en spade plejer ikke rigtig at være en del af min rollespilleridentitet, så enten er jeg nået et andet sted i min verden eller også er det kostumehypet i de sociale fora der har sat det i værk. - Jeg har håndteret det med at smide nogle penge efter det, og det har gjort lidt ondt på pengepungen, men har haft den bizarre sideeffekt, at mit hår ser overvældende dejligt ud i øjeblikket. Det kræver noget selvbilledebearbejdning, men det bliver nok en del af mit udtryk at have krøller fra nu af.

Derefter kom der noget med at spille min rolle og at leve op til forventninger om funktioner den skal udfylde, men det ved jeg egentligt godt er vås. Altså...Rollespil handler ikke om en eller anden målbar kompetence og hvis man kan lide det, så mener jeg generelt man "gør rollespil rigtigt" så længe man ikke tager sine personlige traumer og smider i hoved på folk ( eller et eller andet andet fjollet).

Jeg har det lidt mærkeligt i kroppen og jeg ved ikke om det er psyken eller varmen eller en columbiansk bændelorm, men det sætter ( som altid) mine tanker lidt skævt på tingene. Måske er det den anden vej rund og mine tanker gør min krop mærkelig. Jeg ved det sku ikke. Hvad jeg ved ér, at jeg gerne bare vil glæde mig og tage afsted og lege. Spørgsmålet er, om det måske virker at få tingene pakket sammen og stillet klar.
Altså...De ting jeg føler jeg mangler er:

Makeup- Men det kan man låne sig til i læssevis til scenariet.
Smykker - Men de burde egentligt ligge i ok mængde i min kostumekiste...Eller også må jeg bare gå ud og få nogle købt.
Sko - Jeg har to par men ville ønske jeg havde et par kick-ass højhælede...Men jeg nægter at bruge penge på nye.
Legetøjsnarko. Men hvis det kikser så tager min karakter noget andet narko.

Hmm... Jeg kan simpelthen ikke have så store maveproblemer over sko. Eller...Hvis jeg har må jeg tage mig sammen.

31 har vist sig at være meget mere fyldt med selverkendelser i nye former, end jeg troede. Jeg antog vidst, at begivenhedernes tid var forbi og jeg bare skulle mase løs på livet og prøve at forme det. Men endnu engang er det blevet modbevist.

Hmm... Måske er det dén følelse. At det her lidt føles som at være til havs igen og at dét bestemt ikke var noget jeg var forberedt på.
Ting virkede sikkert....Hmm.... men ligenu har jeg ikke lyst til at arbejde på en folkeskole og jeg er ved at blive folkeskolelærer. Måske er det resterne fra eksamen, men det vender sig i mig af nervøsitet ved tanken om at skulle undervise i en setting jeg ikke kontrollerer. Vores skoleprojekt virker somom, at det står stille medmindre jeg finder en vej videre for det og jeg har ikke fundet en vej. Hmm...Dét stresser mig også helt derind hvor, at jeg faktisk ikke tør mærke efter. Jeg tror jeg har fået tænkt det op til at være den eneste vej til et fornuftigt job. Det er jo fucked op. Hmm... Men det er helt sikkert faktisk noget alle folk i slutningen af deres studie føler jo. Altså...Ja...Sådan. Hmm... Så må det være nogen der måske har et råd eller to jeg kan tjekke ud. Så...Hmm... Jeg er begyndt at skrive en masse Hmmm'er og jeg har sukket dybt. Det må være fordi jeg har ramt noget. Jeg kan klart mærke en lettelse...

Jeg tror den største lettelse er, at det vidst ikke er rollespilsscenariet der faktisk spøger, så jeg bliver ikke nød til at genoverveje min hobby ligenu. Jeg håber virkeligt at jeg kan begynde at glæde mig, selvom jeg er bange for at føle mig lidt ensom i spillergruppen og dét faktisk nok er den største ting. Hmm... Mit bekymringsniveau omrking rollespillet er nede på et forståeligt niveau ligenu. Almindelige nørdbekymringer med almindeligt niveau af dårlig selvtillid og dum socialangst. Jeg kunne selvfølgelig gå igang med at bekymre mig over soveforholdene, men egentligt er det ikke nødvendigt ligenu. Tænker jeg.