Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.

Masters of arts...and panics?

Gudfader hvor er jeg bange og overvældet og uforberedt og skamfuld og træt!

Jeg har min første eksamen på min kandidat på fredag og udover et såen underliggende mærkeligt projekt-gruppe-forløb, så har det også bare pisket mudderet i min sjæl op i stormhøjder.

Er det bare en storm i et glas vand? jeg ved det ikke i skrivende stund, men jeg prøver at overbevise mig om det. Jeg prøver at komme hjem til mig, selvom jeg følelsesmæssigt tidligere idag, desperat prøvede at flygte over i det lille 'vi' som kæresten min og jeg har småbygget. Kæresten min måtte derfor sige " hey var vi ikke to sjæle og skulle vi ikke forblive awesome sammen hver for sig?" og konfrontere mig med, at jeg var bange og på flugt...eller ihverttilfælde konfrontere mig med at symptomerne på det var ubehagelige og uhensigtsmæssige...

Æv...bæv...røv...øv... Jeg håber virkeligt at jeg kan gøre det til en overgangsting. Jeg har tænkt meget over hvor bange jeg var som lille...i de her dage altså...og hvis det meste af hvad jeg mener om, hvordan mennesker fungerer holder lidt vand, så har netop de tanker været med til, at jeg er mere bange i de her dage...

Jeg tror jeg skal til at tænke mere over alle de gange jeg var fyldt med selvtillid og hvor jeg overbeviste folk om, at min excentriske måde at gøre noget på også var ok.

Jeg skal holde mit første soloforedrag om en uge og jeg er bange :-o Jeg vil det og jeg tror faktisk at det skal lykkes. Jeg ved at det er naturligt at være skræmt første gang og alt det der....det har bare dårlig timing alt taget i betragtning.

Og hvor er jeg så lykkeligt heldig? at have fundet en hjertenskær, som ikke deler mine kvaler - som jeg egentligt troede var dét jeg ville og ønskede mig at finde mig - men i stedet rummer det og til stadighed faktisk vil mig...Hvor fanden kom han lige fra? Min paranoia ønsker at springe frem og finde ud af hvad faen der er galt med personen. Det er typiskt...men imellem freakouts og outbursts og småtristhed så er jeg på vej afsted ud i universet og jeg tror det var det jeg gerne ville og jeg tror jeg er ok.

Kæresten min kalder det "min selvrealisering" og måske er det noget så retro-halvfemser som det. Og måske jeg ikke skal tage det så højtideligt... >Men det gør jeg. Jeg er mit projekt. JEg plejer at være stolt af mig og dét er hvad jeg skal snakke om til det foredrag. - Har jeg ret? har jeg ret i mine metoder? det ved jeg egentligt ikke...det er sikkert noget bras og andre har nok gjort det bedre...men det er mit...

Jeg har brug for at huske, at jeg skal holde fast i hvem jeg er, hvem jeg var, hvem jeg ønsker at være og hvem jeg leger at jeg er....så mange jeg'er...og alle er de mig! De har bare på ingen måde lige ret til at stemme i hverdagssituationer sku

i accidentally university...is it dangerous!?!

ih! jeg har været til oplysningdag om it og om bibliotetsbrug på uni - og det vil sige at det har været min tredie dag derude - jeg har gruppearbejdeundervisningsdagting imorgen og idag har jeg læstm, vurderet, taget noter til næsten alle artiklerne der stod på læseplanen OG fået set min søde dejlige kæreste før jeg sendte ham i byen og jeg kunne læse. Og jeg er helt høj. Svævende. Cloud-skæv på præstation. Jeg tror jeg fatter måden, metoden og måske faktisk noget af indholdet og jeg oplever at jeg kan magte det. Ihverttilfælde idag. Ihverttilfælde nok til, at jeg kan tro lidt på det hele...


Sikke en dag...

Sikke et liv....

Sikke et eventyr <3 p="">

hvad er kær-lighed?

En forholdsvis skøn halvårsfejring er overstået og jeg ligger min min seng, dagen derpå og søger at finde friskhed til at opsøge verden og noget eventyr. Vi var ude at spise og derefter til en lille drinks på en lokal cafe. Derefter hjem og være sammen og derefter sove sammen...i den lettere smertefuldt bløde seng desværre. Min egen madrads giver i skrivende stund den gode støtte, men desværre ikke den lur jeg håbede på...

Til gengæld spekulerer jeg løs.

Hvad er kærlighed? Hvad er kær - lighed? Er der det imellem mig og min kæreste? er der nok lighedspunkter til at vi elsker hinanden som vi elsker os selv? Er det det der er tricket med kærlighed?

Det er ihverttilfælde det mit kamp-trætte hoved længes efter lige nu...det jeg i mit rodede hoved synes jeg mangler. At blive genkendt...At blive set...

Jeg spekluerer i, om det er muligt at se hinanden uden at være mere ens. At det er umuligt at rigtigt forstå den anden. Det er klart muligt at acceptere en masse...men den direkte forståelse...og respekt for...

jeg er bange for, at der er for langt... Jeg higer efter ham...Jeg elsker mange af de ting jeg tror jeg forstår ved ham...Men jeg længes også efter at blive set og undersøgt. At blive søgt forstået...

Jeg har ingen anelse om, om det ikke bare er et skævt take på min normale virkelighed, som trætheden her leverer...Jeg syntes ikke det var så aktuelt igår...men...

men det er en valid analyse af noget af det jeg føler...træt eller ej...Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er.

Er det fordi han ikke oplever det som en del af det et forhold indebærer? Er det fordi han synes resten af vores forhold opvejer det nok? Jeg ved det ikke...jeg forstår ham ikke...

Hvor meget forstår man hinanden? Åh....mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker og det er virkeligt ikke meget jeg forstår...

Jeg har aldrig haft et forhold på den her måde før. Jeg har ikke sat grænser og oplevet næsten-lige-ved agtigt nok, til at jeg ville kunne genkende det.

Jeg ved ikke, om det er en fjer til fem høns agtige problemer der går mig på fordi jeg ellers keder mig i min ferie, eller om vi har kærlighed til hinanden men så meget forskellighed, at det er lige på nippet til kollaps hele tiden. Jeg ved det virkeligt ikke.

Hmm......

Men eeen ting jeg ved er, at jeg vidst tager noget, som er en grundlæggende god ting, og gør den meget kompliceret og bekymrer mig hele hele tiden. Det er sikkert. Lige meget om det er en lille fjers problemer eller fittyfitty, så er det kærlighed af en slags. Det skal der hverken kimses eller skoses eller rulles på øjne af...

Men ih...jeg vil gerne bedåres lidt...Jeg vil gerne være spændende og undersøges....det savner jeg. Jeg synes jeg er ret interessant...

Kunsten at omgås...mig?

At være med andre mennesker i en hvilen i sig selv, er måske, at tilbyde hvad man har- og modtage hvad man får tilbudt.

Det er en af mange måder at se på god menneskelig omgængelighed og jeg tror det er noget jeg er enig i. Det er en utroligt grundlæggende ting, som jeg ikke ved om holder, er relevant for eller spejlet i praksis, men jeg er blevet sat på sporet af, at jeg kræver en hælenshulens masse i samvær. Er det en grundlæggende ting ved mig? er det en uforanderligt ting? er det en ting alle mennesker gør, men hvor vi skal stræbe efter det forgyldede ideal? Jeg ved det ikke...Men dagen har været fyldt med de betragtninger...

Jeg tror jeg er svær i mine krav. Det er jeg blevet sat for, af en anden i en anden tid, men hvor nogle af de samme ting spillede ind...Jeg synes jeg finder nogle mærkelige knuder i min kærlighed og i min selvtillid og i min tryghed når jeg prikker rundt i det her. Der er noget omkring kontrol som får det hele til at slå gnister og knuder.

Det, at man aldrig kan være sikker i sin kærlighed....det synes jeg er fucked op! Altså...kærlighed er helt vildt dejligt og omsig gribende og skønt...men det er også et crazy og hjerteskærende dødeligt-gørende projekt. Altså...I min lykkelige omfavnelse er dødens skygge meget nærmere end så meget andet. Fysiskt arbejde øger mit fysiske velvære og min oplevelse af nuet i næsten lige så stor grad, som at jeg lige nu synes, at en kærlig omfavnelse minder mig om, at alting har en ende.
Det er jo scary rigtigt og samtidigt fjollet paradoxubrugeligt.

Lige nu elsker jeg. Min kærlighed går ud og jeg har ingen kontrol over, om den bliver afvist, fejet af, kompromitteret eller om min hjertes medrejsende pludselig falder død om...Christ...livet er vanvittigt og kontrol er totalt forførende og ( jeg husker nu igen imens jeg skriver) fuldstændigt umuligt at have over noget andet end sig selv. - og med os selv er det stadigvæk begrænset...damn...

Der er to ting der er vigtige for mig at huske i det her:

Jeg er glad for, at være i det her og opleve. Jeg fortryder ikke at jeg elsker.
og
Jeg gør det så godt jeg kan. Jeg prøver og jeg undersøger og jeg lærer så meget som jeg kan rumme..

Men fuck det gør ondt, at tænke på at jeg har krævet og bøllet og været kluntet. På ingen måde i dramatisk grad, men nok til, at jeg synes det er en meget uønsket måde at gå til et andet menneske på. Og jeg har ingen anelse om, hvilke andre måder der er og hvordan det virker. Jeg er lavet af tænketyggeri...Måske kommer der en liste eller tre, måske...

?

At blive valgt af sin udvalgte

Jeg vil bare skrive ned her, til mig eller andre i fremtiden, at i dag er jeg lykkelig. Jeg har haft nogle kærlige - og hvad der virker som- ærlige dage. Jeg spurgte min kæreste, om han faktisk ville være kærester med mig. Med mit tankestrømmende, analyserende, betragtende, legende og løsningsorienterede mig.

Min oplevelse er, at han lyttede og at han har svaret mig på alle måder ud over direkte.

Måske dette er en lille bobbel af lykke, men jeg har haft to rolige, mundæne og fabelagtige dage sammen med ham og jeg er utroligt lykkelig lige nu. Det er en høj oktan dosis følelse lige ind i hjernestammen og jeg burde sove, men jeg vil ikke slippe den :) Jeg bliver nød til at skrive det ned hvis ikke jeg skulle holde mig vågen og dyrke og dyrke følelsen....hvilket jeg alligevel risikerer at gøre fordi jeg er som jeg er. Men damn.... at være i kærlighed er noget vanvittigt noget....Måske har jeg ment det modsatte, men lige nu virker det som om, at det er det værd.

Når det er stress og når det er hverdag

Jeg tror jeg har haft en åbenbaring. Tiden vil vise om det er rigtigt. - I mit indlæg fra tidligere idag, beskrev jeg de situationer jeg oplever med min kæreste i øjeblikket. èn ting som en dejlig ven mindede mig om er, at det handler om hvordan man klarer det i de svære tider.

En ting jeg har haft glemt er, at vi stadigvæk er i en svær tid. Problemet er nok nærmere, at vi har været det så længe og at der ikke er kommet ro tilbage i verden. Så meget stress at jeg frygter det bliver ved for altid.

hvis det her er hvordan det er når det er slemt...så er det faktisk ikke så skidt. Det er til at leve med skønt der er tårer.

Hvis  det her bare er hverdagen efter forelskelsen har lagt sig...så er mange af mine langsigtede bekymringer valide...

Det har dælme været en god tænkedag! Men nøj hvor er sådannoget kæresteri svært....og spændende....og hvor er kærlighed svært....og dejligt