Savner dig i mellemrummene

Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...

Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.

Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...

Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...

Det har jeg kæmpet mig ud af nu...

Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...

Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...

jeg savner dig i mellemrummene...

What is a kiss?

Sikke en weekend og sikke en tid.

Sidste uge var 5 forskellige shades of breakup. Det var en ny fritstillingsoplevelse hver dag. En ny nuance og en ny oplevelse af forskellige sider af alting. Det der har været mest facinerende har været, hvordan de forskellige dage ikke rigtig gav mening i forhold til den forrige, altså hvordan jeg én dag var vred og såret over én ting og den næste var trist over noget helt andet...Lige meget hvad har det været løsrivende og omskrivende. Det har været på vej afsted og mere end jeg anede.

Og så! Ja så kommer den store distrahering og et rollespilseventyr til tragediespil. Dét har holdt mig godt optaget siden torsdag og været både som aktiv meditation og som afsøgning af følelser rundt i andre dele af mig selv.

Her på den anden side er det som om, at jeg har fået en hel måneds " tid skal gå" healing foræret. Accelleret tidsperspiktivering på hjertets vegne...

Jeg antager at det nok skal gøre mig trist på et tidspunkt, over selvsamme dynamik, men damn det føles godt og befriende...


Og så var der de her kys...

Jeg har en spændende og måske upassende facination af en medspiller og vedkommendes læber..Åh...Efter larpet har dét været fikspunktet for mange af mine tanker. At kunne kysse vedkommende igen.

Det er en mærkelig ting ikke at vide så meget om personen...Ikke vide om der vil være muliged for kompatabilitet på andre punkter og dog være så facineret og i længsel over gentagelsen af den oplevelse....

Hvad er et kys? Er det bare feromoner og fornemmelser, eller er det også - om ikke andet én ting som vi gjorde virkeligt godt sammen? En ting jeg vil ønske mig at gentage - hvis ikke for andet, så for at få mindet ødelagt lidt og sat i sammenhæng med virkeligheden.

Hvordan går man fra kys, til ubekendtheden og så hurtigt som muligt tilbage til kys igen?  åh jeg ved det ikke...

Jeg havde antaget at det bare var min egen facination der stod for hele efterspillet, men vedkommende har  prikket til mig på fb og lidt skriveri er forsøgt. Måske er det kultur, sprogbarriere og alt muligt akkavet der kommer til, på et tidspunkt, at slukke min længsel...For jeg ved ikke om jeg er modig nok til bare at spille kortene som jeg holder dem ved kroppen...Men ih! Hvad er et kys?

Vi har indtil videre en del til fælles, men ikke et fælles ståsted at kommunikere det fra. Der var ret så vild musik, da vi var sammen, men uden fysisk kontakt så spiller det ikke (endnu?) - hvordan skulle man kunne komme derhen? Goddammit det virker til, at jeg måske skal være offensiv? Åh...Hvis bare vedkommende arbejdede i nærheden og man kunne stalke sig til kontakt...Så meget mindre på spil end et ærligt spørgsmål og at få et ærligt svar ;)

Alene ved vejkrydset...

Er det en romantisk drøm fra hollywood? Er det en selvstændig fantasti? er det lige meget hvor den kommer fra?...

Well...det er ikke rigtigt ligegyldigt for mig, om det er noget film har plantet i mig, men lige meget hvad så er jeg vågnet med en skarp smerte og et tungt ønske om noget, som jeg ikke tror på kommer til at ske.

Jeg tror virkeligt ikke på, at jeg er sådan én som man ville kæmpe sig tilbage til.
Det kan godt være at jeg mener, at jeg er god nok til at elske...men til syneladende ikke god nok til at elske så meget...

og jeg ville sådan ønske det. Mit hjerte ønsker og mit sind hader mit hjerte og mine øjne svier ved tanken.

Jeg har billeder fra andres fiktive liv...hvor én gør noget dumt og én så ser sig selv i øjnene og én så går til den anden med sit hjerte i hånden og møder dem  igen og det hele bliver bedre...

og jeg tror ikke på det. Det gør så ondt men jeg kan fucking ikke se det for mig. Hvad skulle han her? hvad skulle der være ved mig, der skulle gøre at han gik ud over sig selv...

Men jeg ville sådan ønske...Sådan ønske mig modbevist...Holder det mon nogensinde op? Fuck altså...

jeg kan ikke rumme det hele...

Christ... Så ligger jeg her i min fridags travlhed og er fyldt med bekymring for ham...Fuck altså...

I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...

Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:

Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.

Fuck altså :-(

Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...

Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(


Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?

hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....

Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...

Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(

Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(

Doktoren siger 3 1/2 måned

Min søde doktorveninde har sat en ( relativt arbitrær måske) ramme for min sorg. Jeg spurgte hvornår det værste ville være overstået. Hvornår jeg ville slippe for de spontane tårer...Hvornår jeg ville være færdig med at være så ked af det, og hun gav et tal. Dét er mit omdrejningspunkt lige nu. Mit stoiske svar på et umuligt spørgsmål.

I morgen er det en uge siden vi sagde farvel. Hvor jeg hentede min natkjole og tog det til mig, som han havde bedt om. Et rigtigt breakup, rigtig skæring af bånd...Og det føles af helvede til og jeg er ikke enig med ham....
Men sådan er det jo :( lige meget hvor meget jeg kan ønske at jeg ikke skal dø og lige meget hvor meget jeg ville ønske at han elskede mig, så er det slut...og den trøst jeg har er, at tid gør en forskel...At tid på et tidspunkt vil gøre det her mere til fortid, end det er nu...At jeg på et tidspunkt vil have det på afstand...At jeg vil blive tvunget til at acceptere det, fordi jeg har tænkt mig at leve videre og tid vil gøre at jeg kan fatte det...Selvom det er det tristeste...

Jeg håber jeg en dag vil være ok med at se ham...lige nu kan jeg ikke forestille mig det, men igen siger de kloge at det bliver bedre...Det er så trist...Jeg er så træt og grå og flad...Så utroligt ked af det...

At blive afvist i kærlighed er så trist en ligegyldighed...så ubrugeligt...Der er ingen løsning og intet at omforme følelserne til...Det er bare at stå der på kantstenen med sit hjerte i hånden og føle sig uelsket og afvist... Og vente ....

3 1/2 måned er jeg blevet lovet.... så jeg venter og finder aktiviteter og græder og venter og fylder ud...3 månder og en uge tilbage....Åh mit hjerte :(

i grieve...

Peter Gabriel ved hvordan man beskriver det. "looks like it always did"...Gosh...Idag er en svær svær dag og mit hjerte er så trist. Jeg er gået igennem minde efter minde, en lille banal scene efterfulgt af en særliged efterfulgt af passioneret kærlighed. Det er alt sammen fortid og tårene ligger ugrædt og uspildt i mine øjenkroge på lur men uden at falde.

Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.

Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...

Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...

Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...

Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?

Så tomt og trist

I dag er det utroligt tomt og trist. Selvom det har været noget der er blevet skubbet på for længe, så har det sidste døgn eller to været ganske vidst.

Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....

For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?

Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...

men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...

Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...

Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...