Har jeg ikke nogen Far...
I øjeblikket synes jeg det er en ganske fin ting, situationen taget i betragtning.
Jeg er et meget mærkeligt sted i øjeblikket. I mit voksne jeg, med alle de konstanter der findes, med alle de konstanter der findes i mine omgivelser, Der er der ting der pludselig taler meget om fremtiden, ting der hiver i mig fra nuet og flashbacks længere tilbage i tiden end nogensinde.
Jeg siger altid, både til mig selv og mine nærmeste ( og eventuelle fremmede der kunne finde det relevant) at vi er nået til et punkt i livet, hvor dén mekanisme mange af os har i hovedet, som opdrager og evaluerer, som bedømmer og skælder ud, den godt kan slukkes. På Freudiansk er det vel, at det gode barns overjeg er hyperaktivt og at man nu som voksen, skal lægge vægt på >Jeg'et<>
Det er en utroligt skræmmende tanke. Den er også både vigtig og frigørende.
Konsekvenserne kan være enorme, da handlinger, store som små, kan miste deres eksistensberettigelse,, hvis man holder op med at søge anderkendelse fra hvad, der i sidste ende er omverdens accept og frygten for at være uartig.
Mit udgangspunkt er, at når jeg generelt, både på et overfladisk bekendtskabsplan og især på et nært personligt, bliver spejlet og fortalt til at være en god, dygtig, sympatisk og " artig/høflig" pige, så må mine ønsker og impulser i en situation fortjene at blive prøvet af, om ikke andet. Måske ikke stolet helt og holdent først, men ihverttilfælde testet som et selvstændigt værdigt grundlag.
Men det er ikke harmløst. For i skrivende stund har jeg ikke talt med min biologiske far siden starten af måneden og jeg har ingen planer om at søge kontakt. Ligenu tænker jeg, at jeg kan ende med at hade ham. Ikke ønske, nogensinde at være i rum med ham. Og jeg ved, at jeg har ret til det og at jeg fortjener denne tid, hvor valget og virkeligheden er min.
Jeg hader allerede grundlæggende ting. Jeg hader hvordan jeg er præget til, ikke at stole på mig selv i situationer med mænd, hvor der er vigtige ting på spil. Jeg har ikke lyst til at skrive ting ned specifikt, men jeg kan mærke en kasse med " fuck dig din fucknar" der fyldes langsomt. Og jeg ved at jeg kun kan have en biologisk far, hvis jeg var villig til at træde ind et sted, hvor hans virkelighed var lovlig igen. Og det vil jeg aldrig. Ikke engang hvis han var døende. Jeg har gjort regnskabet op, og ligemeget hvad vej jeg vender det, så skylder jeg ikke en skid og kan aldrig komme til det. Det er ikke mit ansvar, på nogen måde, at bekræftige ham i den. Og han har intet motiv til, at træde ind i min virkelighed og pludselig faktisk tage ansvar, for det kaos og det svineri han har efterladt derinde. Jeg er dybt overbevist om, at han hellere vil miste en datter end indrømme, at det var hans mangel på evne til, at se sandheder i øjnene, hans manglende selv-indsigt og hans uvilje til at overveje hans ansvar, der grundlæggende var skyld i, at jeg fik en fucking diagnose og troede jeg var sindsyg i 6 år af mit liv.
Og jeg har brugt år og atter år på at lege " han er blevet bedre" legen. Og jeg er færdig med at lege " kejserens nye klæder" sammen med resten af de folk der omgås ham. Det kan de få lov til. At klappe og juble den ene gang om året hvor han viser noget de håber på. Egoistisk og ignorant. Selvtilstrækkelig og nærig med nærhed. Det er resten af mit liv for kort til. Jeg har spildt næsten 25 år på ikke at forstå det. Nu er jeg færdig. Nu skal jeg hele og se, om jeg nogensinde kan være i nær relation med en mand, uden at have lort fra ungdommen med.
