Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd

Sidste indlæg handlede om, hvor meget jeg håbede på en eventyrlig forandring i min tilværelse. Nu er virkeligheden blevet meget mere jordnær, og jeg håber at overleve en ubehagelig måned helskindet og forhåbentligvis med nogle nye erfaringer der kan bruges i videre verden.

Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.

Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.

Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.

Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...

Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!

Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.

Snart kastes stjerner på pinde ud med nytårsønsker

Puha jeg håber. Puha jeg prøver at lade være.

Et spring og en anmodning, en samtale og en deadline. I starten af januar hører jeg om de vil bo med mig. Eller rettere, om det er mig de vil bo med mest. Det er nervepirrende, gribende og tankeoccuperende, at deres valg kan ændre mit liv. Og ih hvor jeg længes efter at følge den strømning og få det eventyr.

Jeg har gjort hvad jeg kan for at følge den. Medmindre jeg burde skrive et ekstra brev til dem og tigge dem om, at vide mere om mig? Er det dét en go-getter ville gøre? Presse sig længere ind i deres virkelighed?
Jeg er 93% besluttet på, at lade terningerne være kastet, men det huer mig ikke, bare at gå rundt og håbe. Ih altså og gøgl.

Det er natten før jul og det er dejligt. Alting er klar til det og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at lade den dag være stressfri. Måske endda lave noget lektier om lidt eller imorgen for at føle, at jeg er nået længere. Puha det er en dum ting at jeg heletiden har bekymring i baghoved. Jeg ønsker mig at være ligeglad bare en weekend.

Exhale...breathe in....exhale....Dybt...Det er en dejlig tid og jeg glæder mig til nytår. 2012 bliver vildt og blændende og jeg kan mærke lykkeligheden banke på indeni og længes efter at gro vinger. Verden kalder og det er vidunderligt at blive stærkere og stærkere. Min heltinde vil blive mig igen.

renvasket i ensomt hjerte

Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.

Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.

Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.

Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.

Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.

Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....

Helt til tiden! og "projekt galdebekæmpelse påbegyndt"

Mit hjerte er helt igen og sommerfuglene sniger sig ind i mine tanker. Et glimt i øjet hos en charmerende lægestuderende og jeg smilede resten af dagen. Det er skønt, det er ufarligt og det er lavet af musik og blomster og andre ting som er rare...som en helt genopfyldt e-cigaret og en kaffe latte - og en tur med en flyver! Hurra.

----------------------

Jeg er begyndt at søge og prøve at opfinde en måde at håndtere retfærdig harme over medmennesker, som jeg ikke kan fjerne/fjerne mig fra i min verden. Det er på tide for jeg kan mærke jeg ignorerer noget småt og usympatisk- fordi jeg ikke er interesseret i en sindsyg konfrontationssyg social dramascene...men jeg bliver mere og mere allergisk overfor de små stik efter det

og så kan jeg simpelthen til sidst ikke holde mig selv eller mennesker ud fordi de er så åndsvage

og min evne til at trække på skulderen holder kun lige til jeg har et nogenlunde sympatisk ører og så skal galden  ud.

Min ven foreslår noget jeg aldrig havde overvejet - "Well, jeg går en tur ned gennem strøget hvor alle dårlige mennesker samles og så sætter jeg min hjerne til at planlægge hvor jeg ville placere claymore miner for den mest effektive ødelæggelse."

Det er ikke den første jeg møder der har den slags løsninger -for mig falder det mig naturligt at minutiøst planlægge folks undergang igennem social stigmatisering men så føler jeg mig så skyldig bagefter. Rådet til det var at det er vigtigt at gøre det overkill og urealistisk så man ikke skal tænke over om det er muligt.

Det der vel giver mening i det er, at det genvinder følelsen af kontrol. Det kan måske også forstærke følelsen af at være et bedre menneske ved, at lukke tankestrømmen med en " og jeg  har ingen planer om at gøre det fordi jeg ikke er den slags menneske"

Så det er første forsøg. Denne aften vil jeg gennemgå alle de krænkelser jeg føler mig udsat for og forestille mig hvordan jeg ødelægger de krænkede og måske kan jeg komme af med behovet for at søge retfærdighed hos andre tilhørere!

bibbedibobbedibu

Ih gad vide om det virker at tænke dig ind i virkeligheden? At blogge dig på skrift og håbe?

Så stolt og selvsikker jeg er, så lille og flov bliver jeg, når jeg tegner mig selv og hvad jeg forventer af livet og mine partnere. - For det er da noget flovt noget, at indrømme hvor højtføjent ens ambitionsniveau er i jantelovens danmark ;)

Måske det også er på tide at finde ud af hvad de nye dealbreakers er. Pludselig forstår jeg hvordan man kan glide væk fra sine overbevisninger i vindblæste forhold. Eller bare få skubbet sine prioriteter. Eller bare ende med at give slip på nogle af dem.

Jeg har tænkt over, at der er ting som på ingen måde er et must hos mig, men som virkeligt klikker, kilder mine nakkehår, pirrer min playfull og som fordi det ikke er noget, jeg finder bragende vigtigt i et medmenneske, ikke har været noget jeg har snuset efter....men på en ønskeliste så skal det måske med?  eller måske bare på listen over ting jeg vil gå efter i en flirt.

------------------
Jeg har afleveret en rimeligt stor opgave til skolen og ligget syg...Og nu er det halvsent om natten og stressen giver ikke rigtig slip. Jeg har ihverttilfælde 3 gange gennemgået, hvad jeg skal imorgen og for det første er det intet rigtig vigtigt og for det andet, så har jeg altså styr på det...men sådan er stress. Sikke noget.

-----------

Jeg har fået lyst til at notere min feberdrøm ned, selvom hele den her blogpost har været om frigørelse fra fortiden og om at komme videre... Jeg ved ikke hvorfor...

Der var vel en masse intro og exit i den her drøm som der plejer, men kort fortalt vandrede jeg ned af en landlig vej med store huse om natten, og udenfor hans havelåge holdt jeg pause. Han kom ud og vi gik væk - i ly for hendes udsigt bag et eller andet andet hus- og snakkede. Ikke om noget romantisk. Om hans liv og hvordan de var endt i det hus og om hist og pist. Ikke synderligt om mig.
Den følelse jeg står tilbage med, er et minde om intimitet...måske endda øm intimitet? ihverttilfælde et minde om noget jeg savner, men som jeg faktisk i skrivende stund tvivler på, var der synderligt længe i mit forhold med ham. Det er noget mærkeligt noget.
------
Men det er noget jeg ønsker mig meget dybt, men også tvivler på. Det er vel no
noget jeg på ingen måder er ene om. Alle er unikke og ensomme i deres uenshed.
Alle ønsker vi en genkendelse?

feber alene i verden

med ondt i kroppen og bekymring i sjælen. Hel alene og uelsket...Det er ved at være hverdag og det er en ædruelig oplevelse af stille skarp på, når man er småsyg, sygsyg og derefter febersyg i den samme måned.

Det er det tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelig oplever angst stærkest og selvmedlidenhed i store portioner.

Jeg hulkede mig igennem et tvprogram om transseksuelle - hele udviklingen af deres sammenhold og kampen imod normkontrol og ensomhed ramte lige ned i mit hjerte. Det er ikke ok...det er ikke ok at nogen skal være ulykkelige på grund af andres indskrænkede kasseunivers. Ikke i orden overhoved.

Nu skal jeg så slås med at sove, da dagen er forsvundet i feberdrømme. Men hvis ikke andet, så er jeg forhåbentligvis rask imorgen og klar til at takle de næste forhindringer. Jeg er stolt af, at have sparet penge igen idag. Igen kan jeg sige- om ikke andet, så har jeg ikke spildt penge oveni at spilde en dag.

Det er den mest jordnære kamp jeg har skulle kæmpe nogensinde, at få styr på økonomien og

At føle sig hjemme. At føle sig hjemme med nogen.

Jeg roder rundt i hoved og spekulerer på rigtigheden af ting. På vigtigheden af naturligheden i afgørelsen af rigtigheden af ting.

Verden og alle de kasser der er dumme at bruge og alle de kasser jeg så bliver nød til at gendesigne, thi altings totale relativitet giver mig hovedpine :)

Men jeg ønsker mig en hjemlighed med nogen. En familliaritet med en duft og en fremtid. Med den lille ufødte pige der venter på verden.

Men blogning hjælper faktisk. Det er dælme vidunderligt, når gamle vaner har stadig og aktuel værdi.

Jeg oplever en forvirring, baseret på den almindelige kassetænkning, men også en mærkelig tvang til, at bruge de alternativt opstillede kasser, når jeg så går ud af den første crazy.
På den anden side af frigørelsen fra de almindelige definitioner, er der bare en verden fyldt med andre definitioner. Målet for nogen er selfølgelig, at den verden skal være åben og give plads til alle. Men det er næsten alle inde for en eller anden kasse. Ih...

Det er vigtigt for mig, at finde mine helt egne definitionsbokse til forståelse og oplevelser. Eller at acceptere, at det tager tid at forstå alting nyt.