Op og ned dag...

Min nabo gav mig en hel kylling som undskyldning for at have snakket til mig imens jeg talte i telefon med min lillebror. Jeg ville ønske jeg kunne være et menneske der kunne rumme at invitere hende længere ind i mit liv, men det er jeg ikke.

Jeg fik elg på dåse fra finland...

Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.

I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...

Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?

For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...

Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Dagen idag...

I dag er en blå dag...En himlen er grå dag... Det er en postlarp små trist og 'efter den strandede havfrue' dag med lidt dominerende enlighed i min lejlighed...

Det er en op og stå dag...en 'det skal nok gå' dag...en prøve at forstå dag...

Jeg er træt og alene og lidt led og ked af begge dele... Jeg har ikke lyst eller overskud til at gøre noget ved det, men jeg kan sidde her i min tomme lejlighed og ønske at det var anderledes. Eller måske tage en lur selvom uret snart slår aften...Dunno...

Gammel og træt og lidt modløs. Med udfordringer og endnu et lasse-foredrag for væksthuset om hjørnet.

Jeg skal fylde mine dage med noget mere. Det er for tomt og det er dumt at sidde her og spilde mit liv...problemet er, at det jeg længes efter er familie og nærhed og det jeg har af mulighed er ude i verden og social gøgl...Det grubler jeg over

Eksamen, kontinuerligt breakup og ferieflirt i dødens skygge

Sikke en masse der er i hoved og luften i øjeblikket. Lykke, der faldt i Alanya... mundtlig eksamen i IT, skole og fag på fredag. Hele kampen der er, med gruppekemien, dér...Kenneth og verdens længste breakup ( fra november til nu) og så det indre og ydre press på mig for at flytte mig videre til noget andet...

Det gør så ondt :(

Jeg er træt og modløs, gnistløs og uden meget initiativ. Jeg håber det bliver bedre efter på fredag....

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

Heartbeats

Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.

Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.

Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.


Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.

Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?

Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?


Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?

Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...

Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil  jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....

Jeg savner at spille musik med folk, men jeg kan ikke finde ud af at finde et nyt band. Min tolerance for folk og mine evner på klaver er ikke store nok til, at jeg tror på at det kan virke, såen bare at gå ind på en opslagstavle og finde nogen.

Jeg savner savner at rejse, men igen kører det ikke super godt med penge eller virkelighed på nogen måde.

Jeg savner savner savner at have en kæreste....Yeah....

Det er bare et skønt tidspunkt at gøre status op for mit liv. 33 lige om lidt. Jay. Dét har jeg bare gjort så drøn godt. Åh, jeg er så drøn træt af det hele.