Sikke noget hø...

Puha... Jeg troede jeg havde oplevet det slemt før...men i disse dage oplever jeg en bittersød tortur som jeg ikke har prøvet før. At forelske sig og blive mentalt tæt, med én jeg aldrig har haft ordentlig tid sammen med...det er dælme en tandudtrækkende røvbanan.

Samtidig er der en sødme til den her oplevelse, som ikke er til at slippe. Det gør det brandhedme til noget som er svært at slippe. Hvem ved hvad der er på den anden ende af dette følelsespludder. For jeg håber der er en anden ende.

I det heletaget er der omskiften i luften, og det skræmmer mig sku. Nu har jeg sejlet rundt på min tømmerflåde i halvlandet år, og ligepludselig krashbang er jeg ved at lande. Måske jeg får praktik ibland rigtige voksne mennesker, der har rigtige voksne ansvar. Goddammit...det skræmmer livet ud af kroppen på mig. Hele planen var for satan at komme i form til det her skidt via dark...ikke at slide næsten alt det tillærte fra sig igen før den store vide verden truede...

og det gør den nu. Hmm... og jeg ved godt at det bare er spøgelserne fra fortiden, der hvisker mig i ørene omkring min evne til at fejle og fucke ting op. Og selvfølgelig om min påståede mangel på evne til at tage imod alle de gode gaver, der kommer oven ned. Men fuck det! Fuck nu af med alle de stressede tanker. Jeg kender jer, og jeg ved hvad i gør. Bare fordi de render rundt i mit baghoved behøver de ikke at være ægte. Sådan er det sku. Er der noget jeg ved her i livet så er det dælme det. Jeg bliver simpelthen bare nød til, at tage mig tid til, at skælde migselv ud her, så jeg kan få skillet skidt fra kanel og skønne følelser.

Men jeg ville ikke bytte det for noget i hele verden. Det er spændende, overraskende og fantastisk. Både det ene og det andet. Både det bittersøde, som er så uvant fordi det tiltaler mig så meget, at jeg vil dæmpe og kæmpe med mit rod for at udforske det dybere. Og den potentielle vilde praktik? Der måske kan bruge sådan en social onlinenørd som mig? Til rent faktisk at producere interessant og relevant viden?? Omg... Såeh... Jeg må hellere stakke op på hvidvin og sovepiller...for snart går projekt døgnrytme igang :-p

so close and still so far...

så meget er skønt og fint. Så meget giver mening og poesi. Så meget at det er hjerteskærende at hverdagen ikke er der. Ikke engang er på vej endnu.

Imorgen skal jeg i en workshop sammen med andre arbejdsmanglende individer, der skal holdes igang. Jeg skal bevæges og betale. Jeg skal deltage. Jeg skal dagligt påpeges for, at tingene ikke virker og jeg ikke er bidragende til samfundssystemet, men en snylter af det. Jeg forstår godt magthavernes motivation...men det ændrer ikke på, at imorgen er forbundet med forbandelser og eder. Med ekstremt kodylt nederen. Jeg gider ikke...jeg hader hader hader det. Men jeg kan i det mindste elske at det giver mig en tur i solskinnet...Øv...

Jeg har fyldt maven og bruger det til at dræne energi. Prøver at blive træt. Prøver at fylde hoved og trætte det med spil. Men den truende meningsløshed af morgendagen presser på og pirrer min sædighed. Giver mig lyst til at brække mig og løbe ud i verden. Eller bare blive mere vågen og agressiv. Og jeg ved at det ikke er konstruktivt. Måske får jeg engang et liv, der slet ikke kommer til at provokerer de impulser. Gad vide hvad det bliver til.

Jeg er træt alligevel,...men måske ikke sovetræt. Mere bare træt af det meste i den dumme hverdag.

mavepinetrætte dMonique

Så nu er jeg så blevet "mor" materiale. I det hele taget materiale til alt muligt. Jeg tager mig af en veninde i kaos i øjeblikket, og på hendes spøjse manér siger hun blandt andet at det er rart, ved at sige at jeg vil blive en god mor.

Det er lidt somom omsorg ikke kan gives af ligesindede. Enten fordi vi har en sproglig ting omkring det, eller fordi det er en eller anden kulturfinurlig selvstændighedspromoverende satan.

Men ja...det falder mig enormt naturligt at observere og bidrage til folks velbefindende. Så måske er det dét der så skal stemples som kommende alienvært i maveregionerne.

En sød stille og misforstået pige - som jeg mødte idag, sagde at jeg ville blive en skøn kone for en eller anden. Det er mærkeligt med de her defineringsøjeblikke.

Jeg ved ikke hvorfor det virker så mærkeligt på mig. Måske er det fordi jeg bliver stemplet som så meget i øjeblikket. Som kontanthjælpsmodtager, som byrde og så videre.

Måske er det også fordi jeg er så selvbevidst i øjeblikket. Der er ikke noget som betagelse af en anden, til at sætte spejlet op foran mig selv. Det er ikke så forfærdeligt modbydeligt som før i tiden, men det kræver stadigvæk energi at flytte fokus tilbage på livet og musikken. Alt er sprødt og spændende, men samtidigt også på distance og vagt. Ligenu er nuét så stærkt, at fremtiden og kampen for det glider lidt i baggrunden.

Måske er det dét der vækker de moderlige instinkter. Det er så drøn dejligt konkret, at yde omsorg. Det giver så umiddelbart et resultat og giver mening hvert minut der går...

Og så er det ikke engang synderligt skidt for resten af verden. Nogen nyder rent faktisk lidt godt af min off-beatness..

Så jeg tuller rundt og gør lidt rent. Kigger lidt tv og tager mig lidt af verden. Sørger for at holde updates på folk og skriver og snakker med svensken.

Men jeg kan ikke rigtigt føle min fremtid for mig. Kan ikke se det ske. Er så forbandet forvivlet rundt i virvelvindene af bekymring. Øv. Jeg ville ønske jeg kunne komme ind på M.I med venners anbefalinger. " Vi har konsensus om, at Monica så meget skal bruge sit liv på det"... Men jeg har også stadigvæk en lille angst i maven ( lille bitte dog) for, at jeg kæmper så meget og så ikke ønsker at være der, når det kommer til stykket. Dammn hvor har livet dog gjort mig til et relativistisk rodehoved....Eller også er det bare fordi jeg er træt.

Jeg ønsker mig en blå, blå cykel og færre logistiske og økonomiske problemer. Færre løgne og flere løg. Mere formål og mindre free-form. Og dog så ville jeg ikke bytte alt det her med noget som helst i verden...

aftenbøvs

Mit kongerige for en cigaret. Men i det mindste er der kun 3 dage til der går penge ind. Jeg har overlevet værre.

Så...Jeg fik faktisk sagt noget relevant og begavet til svenskermanden. Noget ala - jeg kan godt lide dig, men nu skal jeg lige finde ud af, hvad jeg skal bruge dig til.

Hvilket jeg faktisk synes ramte det liige på kornet. Hvad skal man med amourøse/intime forhold... Jeg kan næsten høre min kære moder råbe " dont think just do it" somom hun var sponsoreret af pepsi-generationen. Men nu er jeg nu engang mig, og giver derfor lige mig selv lov til at granske lidt her i de rolige nattetimer.

Men jeg ved det stadigvæk ikke rigtigt. Indtilvidere føler jeg mig godt underholdt. Er det nok til at være involveret med et menneske, som selv indgår med sig selv i processen...og måske har forventninger til noget udvikling?
Der er så mange trevler i luften hvad angår forhold og deres status i øjeblikket. Måske var homoseksuelle ægteskaber virkeligt roden til denne opløsning. Ikke fordi de er en ond ting eller et eller andet idiotisk og forstokket argument,- men fordi det var det første skridt på vejen til opløsning af forholdstvang, normer og ulykke...Men hvad er der tilbage / hvad er der på den anden side.

Hvad er der hvis der ikke er nogen regler? Hmm... det er lidt det jeg tygger over. Umiddelbart er der hellerikke noget nogetsomhelst, når nu der ikke er hmm...

Altså... Jeg har ikke haft et behov for en monogam partner i lang tid. Har det ikke nu heller. Men hvad ér forhold så, der er baseret på denne form for regelløshed? Mere ægte? eller mangler der benspænd?

Hmm.... Jeg tror også noget af det ligger i, at den fysiske oplevelse er ikke-eksisterende. Hvis jeg kunne putte/dufte/mærke det andet væsen, så tror jeg jeg ville være mindre late-night gnaven.

Men alt andet lige bliver det en spændende verden, hvor vi rent faktisk kan debattere alternative familiestrukturer og forholdsopbygning. Jeg glæder mig til at se hvor den er om 10 år

Så er der dælme færre ting der kan slå mig ihjæl. Selvom jeg er en fjollet fjollet og dum pige, som smider sin forbandede laptop væk, så er jeg i det mindste ikke gået i spåner endnu. Det bliver en lille uge uden søvnhjælp og jeg har præsteret at håndtere skidtet uden panikanfald. - Ikke at jeg ikke hold mig vågen til solen stod op flere dage i træk...ikke at jeg ikke var off-beat på hele arrangementet. Men jeg panikkede sq ikke. Og dét er sejeren.

Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til, hvordan knudepunkts sociale liv fungerer. Det er fuldstændigt bagvendt i forhold til de potentielle skønne værdier og burde basalt set få vendt sin pyramide på howed. Baseret på hvordan folk reagerer på mig, så er det et udstrålingsstyret system. Wau og glimmer og gøgl og attitude dominerer den fælles fortælling. Hvor at dem der burde være i fokus er de nørder, som også i denne setting bliver ignoreret. Puuuha puuuubad... Det hører ingen steder til, at jeg skal få komplimenter for mit glimmergøgl, når jeg præstationsmæssigt ikke når nogen af de skønne nørder til ankelsokkerne. Måske er det fordi, at der er så meget vægt på socialitet, og at det derfor bliver værdsat højere om folk er sjove eller charmerede eller lette at tale med.

Hmm.... det er lige før jeg synes der manglede nogen brædtspil...

Men min knutepunkt er fuldstændigt uafhængig af de tvivlsomme program og de mærkelige strukture. Jeg har haft skøn kontakt med skønhed og varm kontakt med ild. Spændende og varsler et eller andet ude i fremtiden...Sålænge jeg ikke skal ofre en forbandet laptop hver gang jeg skal møde spændende mennesker, så brokker jeg mig ikke....

men snue på vej og nys ud over det hele. Mit hjerte længes hjem efter mit varmetæppe og rugbrød...og lydbøger og mit klaver. Og ro....forbandet ro....

Jeg sejrede! Lavede knock-out. Ramte zonen hvor ordene dansede og skabte sig selv. Hvor fortællingerne spandt sig rundt om mine ideer med deres eget skønne liv.

Stående lige pladask midt i nuet og blive revet med af mine egne fortællinger. Var så ovenpå at jeg for det første slet ikke kan slippe det, og for det andet stadigvæk er ekstatisk. Hurra. Fuck yeah hvor var det wild. Skønt og råt og uden behov for at være poetisk i at beskrive det. En aften jeg sent vil glemme. En fuldendelse og den sidste pladask af bekræftigelse i, at dét er noget jeg kan og gør og gør godt. Gør hvor det føles fantastisk.

Sikke en rusjebane ugen har været

At se dem blive hærdet og brændt ordentligt igennem. Varmet af solen og hærdet til at holde. Sådan bliver mine børn måske. Måske hvis jeg har modet til, at rykke rødderne op en dag. Måske hvis jeg har modet til, at lade mine frø vokse i fremmed jord.

Jeg tror det vil være det rigtige. At se gylden hud og hår fyldt med tillid til vejret og humøret. Det giver mig en mulig historie om en fremtid jeg kunne ønske mig. Men findes der noget der er mere skræmmende end ønsker der står uopfyldt?