Feels like 4 types of crap

Fuck mig...Fuck fuck fuck...Så jeg skal øjensynligt til eksamen i Ruskor...hurra...fordi jeg ikke kan sove Tadaaa! Fuck... jeg har lyst til at selvflaggelere...til at ministrangulerer eller fingerspids torturere...Det kan simpelthen ikke fucke op det her studie, - og jeg er allerede igang med at miste grebet. Fuck fuckedi fuck fuck fuck...

ligemeget hvor meget jeg prøver at pynte på skidtet, så bliver den stadigvæk ved med at være skidt. En prut med en sløjfe om...en lort med et flag i... Jeg er bare ikke velfungerende nok til at deltage i systemet...Til at kunne deltage, til at kunne bidrage, til at kunne fungere...

Og jeg ved virkeligt ikke hvad jeg kan gøre...Det er så svært at bruge hele dagen på at forberede søvn, at jeg ville miste min usindsyghed ved at prøve det som løsningen. Hver kop varmt skulle være overvåget. - der skulle indlægges meditation og fysisk aktivitet, sjæleransagning om eftermiddagen så den ikke kom om aftenen, kost uden ting der eventuelt forstyrrede...og intet af dét falder mig naturligt... Jeg ved ikke om jeg kan ændre mere på, hvordan jeg fungerer uden at skrige....skrige fuck fuck fuck fuck jer!

jeg skal til møde med psyk på fredag. Det spændende er, at de uden at høre på mine protester mener jeg er ved at være klappet og klar til samfundet. Selvom jeg bliver ved med at råbe vagt i gevær over søvnen. Men nu kommer den nye læge også med...og forhåbentligvis kan hun se det alvorlige i nætter som den jeg lige har haft...Og i, at jeg skal skal skal skal skal fucking skal klare det her...hvad skulle jeg ellers? blive hjemmegående hvidkåls-stuver? være månedens værste medarbejder i netto? stikke af til de varme lande og gro pot? blive den mest søsyge pirat på skibet?

og apropos lektier...så er dette stadie af selvhad bare super duper hurra til at motivere til at få lavet lektier :( jeg håber jeg kan få det til at virke inden i aften...øv...fuck...øv...

Prinsessen på ærten tæller sine velsignelser...

 Det går simpelthen for stærkt det hele nu... Dét har jeg skrevet før, men denne gang er det forskelligt fra alt det andet, fordi det er gode ting. Fantastiske ting. Ting jeg har ventet på, ikke turde drømme om, længtes efter. 

Men jeg kan mærke mit hoved er ved at eksplodere og min krop stejler. Alt for mange indtryk og udtryk der skal ud. Alt for mange ting der skal tygges igennem. 

Alt for mange ting jeg gerne ville gøre...

Men jeg tror jeg strammer op. Fikser noget og finder på en løsning...om det så er at sige lidt fra til godhed og håber der ikke er hybrisstraf for den slags utaknemmelighed.

unfair odds...

Såh... Deadlinen for at få vendt min døgnrytme rundt hedder vel egentligt imorgen. Onsdag er der ting jeg skal fra klokken 09... Hvis jeg ingen planer havde ville jeg tage den store tunge, og først sove i morgen aften. Desværre skal jeg bruge min hjerne til musik halvsent, så jeg kan ikke tage den naturlige konsekvens af at holde mig vågen så længe...

Og hvad er der så tilbage? Jeg har kunne mærke "kan-ikke-sove" stressen i en lille time nu, og det virker ikke somom den vil lade sig erstatte af træthed. Jeg har spist sent og sørget for at få lidt sukker. Jeg har ladet være med at se film og lignende. 

Og hvad er der så tilbage? Udover at whine til universet igennem denneher blog. Ak oh ve og klage...og så er det endda ment for alvor. 

Natten er så tung og dum og ensom og umulig ligenu...og søvn virker så langt væk. 

Og jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal klare det. Jeg vil kunne gå på universitetet...Sku...please...og så løber vi lige igennem de 5 stadier af sorg... ØV....

Problemet er, at jeg ikke bare vil gå på universitetet...Jeg vil også øve band imorgen og fortælle historier i overmorgen... Og til immatrikulation...og øv...

Måske jeg skal skifte læge?  Jeg har spekuleret over det tusind gange, men kommer aldrig rigtig rundt til det, fordi det ikke nødvendigvis bliver bedre. Og sådan en type er jeg vel? Sådan én der holder fast i læger og andre ting, fordi alternativet kan være værre? Eller? er det kun når frygt styrer værket? har jeg kæmpet mig fri af den vane eller er den blevet præget i min dna? Hmm....

Jeg kan håbe at det ikke er sådan. 

Bliver det nogensinde hverdag? er denne kaotiske morads virkeligt livet? Hmm.... er det bar fordi mine øjne er indstillet på at se kaos?

Jeg vil gerne have at tingene bliver hverdag, så jeg kan se hvad og hvem jeg kan mage og som jeg vil beholde der. Ligenu er det ikke til at vide, fordi alting er så meget oppe i luften. Men jeg håber på et tidspunkt at kunne mærke ordentligt efter. Finde ud af hvor tæt på ting jeg vil være og hvor meget jeg vil være engageret i projekter...store som små...

endnu er jeg ikke i land med min tømmerflåde...og jeg er ved at løbe tør for ferskvand og kokosnøsdder

lidt for meget virkelighed

jeg har det ad helvedet til. MIn døgnrytme er fucked og jeg skal/bør tage til infodag på uni. Det er fucked op.... Jeg har siddet og kigget på førtidspensionsmuligheder. For hvad fanden kan jeg magte, når det ikke engang virker. fuck fuck fuck fuck...Jeg er så skide træt af det her. Det her liv med dets umulige rammer. Med de uopnåelige krav. Jeg orker det ikke. Heletiden at få forventningerne i vejret og så pludselig huske, at jeg er for defekt til at lege med. Hele tiden have guleroden for næsen, og være for fucking træt til at gøre noget ved det.

Igår havde jeg alverdens stjernenykker omkring, hvad jeg ville ende med at uddanne mig til. Var dét spændende nok i længden, Var dat godt nok? Men såå kommer virkeligheden med en stor skinnende karmahammer og prikker mig på skulderen med et ton af sarkasme...Jeg skal være fucking taknemmelig for, overhoved måske at kunne tage en uddannelse...næsten...fuck...jeg er så sur på mig selv, og skammer mig over min manglende selvkontrol...jeg hader det her. Jeg har lyst til at tude af frustraion

dagen før dagen...

 Jeg er s¨spændt...jeg er så glad...

imorgen...eller rettere om ca 7 timer skal jeg møde på universitetet. Møde til den første dag i resten af mit liv. Det er overvældende og vidunderligt. 

Et smil i mit hjerte har danset rundt siden jeg vågnede fra min aftenlur. Jeg var for fyldt med liv til at kunne holde mig vågen, og nu er jeg lidt for fyldt med lykke til helt at være træt. Men jeg har tænkt mig at gøre en indsats for at lukke øjnene aligevel...om ikke for andet, så for at skynde fremtiden tættere på nu. 

Samtidigt når jeg at sige hej til ham, da han lander lige før jeg skal afsted...og eftermiddagen hedder morten og en premierefilm jeg rent faktisk gerne vil se. Det er nok en af de bedste dage jeg har haft i årevis...Hurra :)

Nu føles det somom jeg endelig skal til at leve over bundlinien...ikke længere balancere imellem totalt helvede og ok....men istedenfor nogenlunde og vidunderligt...Jeg føler mig heldig og velsignet. Hip hurra :)

jeg ville bare lige dokumentere denne aften. Har egentligt ikke så mange ord til at udtrykke mine mange følelser...godnat rettighedskamp,- goddag fagre smukke vidunderlige ny verden!

Familieliv for fremtiden.....

 Så spekulerer jeg forhold. Og hvordan jeg skal forholde mig til det.

Ligenu er jeg der, hvor jeg elsker ham og har lyst til at være med ham. 

Det indebærer rejser og halløj og er spændende og fint.

Men kan det forblive sådan for evigt, når følgende problematikker træder i kraft.

Vi er låst i hver vores by. Måske ikke al tiden...måske med halve år i en anden havn...Men hans familie holder ham der på sigt, og min gør helt bestemt det samme. 

Dette forhindrer ikke nødvendigvis fortsættelsen af vores forhold...

Men... En af hans dealbreakers handler om intimitet og nærvær. Han har ikke et problem med at dele opmærksomheden, men det kan vel omskrives til, at han ikke vil være kærester til en, der samtidigt har et redebyggerforhold? ... Og...hvordan gøres det så?

Det er ikke fordi jeg ligenu kunne tænke mig til en anden at bygge og bo med derude i verden...men Spørgsmålet er, om der er grund til at overveje at stoppe mens legen er god...knuse eget hjerte istedenfor at blive knust af omstændighederne.

jeg ved det ikke...der er så lidt tid imellem os i øjeblikket, at jeg kan spekulere løs uden at have alle de mulige fakta med...

I øjeblikket giver det her forhold mig grubleren på konstant. Der er sket en masse som jeg prøver at finde hoved og hale på. Og det bliver jo på bedste long-distance manér ikke bedre af de begrænsede kommunikationsmåder og den evigt sparsomme sammenklang... 

Måske også fordi det står i kontrast til, hvor meget tid vi havde til hinanden i starten. Der er så mange ting der skal opleves før de er til at forstå hvad indebærer og hvordan...og som niveauet er ligenu, så er jeg enten til mere eller til mindre tid. Jeg elsker fint uden daglig kontakt. Uden ugentligt ligeså... 

Jeg elsker fint, med en forsøgt fælles hverdag, hvor teknologien gør sit yderste for at mindske afstande...

Jeg er ikke så lykkelig med den her nuværende strenge-og-dåse agtige ting, hvor vi mest bare pinger til hinanden for at bekræfte hinandens eksistens. Enten for meget ( men tynd) kontakt...eller for lidt...og hvordan det skal virke, er kun noget der kan blive afklaret vis der på et tidspunkt bliver mulighed og tid til at snakke om sådanoget her. 

Jeg sidder med spekulade og mangler måder at komme videre på... De skal nok komme...men jeg håber de når det inden jeg bliver gnaven og træt af det her... 

Det er på sin vis meget spændende. Jeg lærer en masse omkring mig selv og hvordan det er at blive tæt med et andet menneske på den her måde. Ligemeget hvor længe eller kort det er, så er det en stor oplevelse. 

Men jeg kan mærke, at det er noget bøvl at sidde med det alene. Det forstærker følelsen af afstand og ukontakt. Uforbundethed...

Men ligenu er jeg bundet til, at se hvordan vi fortsætter det her.

...denne nye flyttede skønne tømmerflåde bringer tankerne frem og tasterne i bevægelse...det er også godt :)

bittersød søndag...

 Her er så tomt her...så stille...Jeg savner dem.

En hel dag med far, mor og bror. En hel aften uden dem....

Det er altså stadigvæk unaturligt for mig, at være uden dem. Jeg ved at det ikke virker, det der med at bo sammen med sine ældre...ikke umiddelbart i den her del af verden ihverttilfælde. Jeg ville ønske det var en naturlig ting. Ihverttilfælde i samme by...Jeg kunne faktisk finde på at flytte til den dumme lille landsby for at være oftere sammen med dem.

Jeg savner det så meget ligenu. Det er ikke noget jeg bemærker til dagligt, men nu hvor mine sanser har været fyldt med familie, så er det bragdende og smerteligt tydeligt at de er væk. Jeg elsker dem så hjernedødt meget. Jeg savner dem ligenu næsten lige så meget som jeg elsker dem.

Jeg er et flokdyr...ikke skabt til alenelivet... Selvfølgelig har de sidste par år lært mig om kunsten at være alene og de mange glæder jeg får ud af det. Men jeg ville ønske denne lejlighed lå tættere på dem. Jeg ville ønske vi kunne ses en gang om ugen. Ønske at det bliver sådan engang i fremtiden. 

Det er vidunderligt at elske, men sørgeligt at skilles...love to family...og så gider jeg ikke skrive mere sødsuppe... sikke en skøn dag...sikke et stille og ensom aften...