selvhad igen igen

så var det at jeg skulle have den nye lære og starte semesteret med et boost...og så var det at jeg ikke kunne sove...og så var det, at det hele føles dumt og umuligt og uoverkommeligt igen...øv røv nederen pikansjos og fucklort. Pis også...Fuck...

verden er dum og livet er alt alt alt for fucking svært :(

Jeg er træt men kan ikke sove. Og præsterer at få en lille tænkekrise over det sidste af Red Dwarf...hvad der viser sig at være det rigtige sidste afsnit....

Måske er det derfor at jeg elsker serier så meget. Fordi de ikke slutter og jeg er så bange for slutninger.

Når jeg bliver rigtig træt bliver virkelighedsfølelsen svækket. Jeg forsvinder ud af kroppen og op i hoved og alting bliver til at diskutere og filosofere over. Jeg er ikke glad for at have meget fritid kan jeg mærke. Jeg er bange for, at jeg ikke har selvdiciplinen til, at lave de lektier jeg mangler. Det gør mig nervøs ligenu.

november morgen. snart eksamen

ok... Så nu er der kommet lidt overskud til at samle lidt realisme sammen.

Projekt " afslut med at slå sig selv i hoved" er nu igang og jeg vil give slip på en masse mere selvbebrejdelse. Gør det mig uelskelig, gør det mig ubrugelig, gør det mig uattraktiv eller ynkelig for andre, så må det være sådan.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at ryge. - Hvis jeg stopper bliver det fordi jeg kan og vil.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at spise 3 is på en dag. - Hvis det gør mig glad, så er det en klar forbedring af hvad jeg ellers fiser rundt og er.

Jeg vil vil vil simpelthen ikke fordømme mig selv i forhold til studiet. Jeg vil rose mig selv for, at når jeg er der og er kvik så giver jeg den gas. Hvis det ikke er godt nok, så er det ikke noget for mig.- Jeg kan ikke ændre mig til at passe til systemerne...jeg har prøvet i det uendelige og det virker simpelthen ikke.

Jeg vil melde ud til de folk der bliver berørte af det,- og hvis det ikke er godt nok til dem, så er de ikke gode nok til mig.

Jeg har brug for at tatovere det på min krop hvor det er synligt. Jeg har brug for at skrige det her fra en bjergtinde. Det er noget mærkeligt noget, men det er ligenu en lettelse at være kommet lidt tættere på, hvad jeg er og hvad mit liv må indrettes efter.

Det er så nemt at forestille sig og ønske mig evner til alt muligt. Der må være noget jeg kan og hvis ikke andet, så tager jeg turen ned af mulighederne til jeg ender som fleksarbejdende rengøringskone. Og så tager jeg krisen for hvert nederlag der kommer. Det er jeg ved at være nogenlunde god til.

Det er så forbløffende for mig, at det er sådan en kamp at komme til et sted, som så mange mennesker jeg kender er endt eller har opholdt sig livslangt. At det er en massiv udfordring at finde ind til mig selv og elske og repsektere det jeg finder. Kærligheden har været der et stykke tid, men respekten for hvad det end er for et væsen jeg er....det er min nuværende kamp.

Der er mange ting jeg har holdt af og holdt mig selv i hævd ved altid...men nu er der så en bunke ting som jeg ikke kan lide, jeg skal integrere i det selvbillede. For det er ikke fordi jeg ikke har søgt at ændre dem. Det er bare komplet umuligt og nærmest grundsten i min indre konstellation.

Ligemeget hvormeget jeg ønsker og slås, så kan jeg ikke sove som alle mulige andre mennesker. Og der er ikke nogen nem måde lige at twiste det til noget, der har en flipside der er super positiv. Det er bare et handikap og en del af mig. Jeg tror ikke jeg havner et sted hvor jeg synes det er et vidunderligt karaktertræk,- men jeg arbejder på en solid neutral " sådan er det bare"

Sådan r det bare....og så må jeg se hvad livet kan bringe til sådan en som mig.

novemberregn

jeg er ved at blive skør...men for en gangs skyld kan jeg ikke lige lure hvor det starter. Idag er startet skævt og jeg prøver at grave mig ud uden at siderne af hullet skrider ned over mig.

Der er simpelthen så meget pladder og slås og oveni havde jeg en fantastisk dag igår, som stiller dagens fiasko i skarpere kontrast. Alt gik så godt og så vågner jeg denne dag klokken alt for sent til universitetet. Og det sætter lavinen af selvforagt igang igen. Og samtidigt dræner det den energi jeg følte boble i min optimistiske mave igår.

Jeg får lyst til at tude og søge om førtidspension og rejse langt langt væk. Væk fra at kæmpe og skulle præstere noget...suk...

Min klaverlærer sagde igår ( og jeg har måtte give hende ret) i at jeg ikke tog mig selv seriøst som pianist og det kunne ses på mine hænder. Og jeg ved at det er rigtigt. Jeg tør simpelthen ikke tage mig selv seriøst i sammenhæng med alle de unge og sunde væsner på mit universitet.

samtidigt er hele den her kærlighedsting noget der skrider mig af sporet. Det er så dejlig en ting, at det heletiden frister mig med at flygte ind i den og forglemme alt andet. Men samtidigt gør de lange distancer det til en umulig fantasi og dagdrøm, som ikke får den besværlige hverdag til at blive mere tiltrækkende eller letfordøjelig.

Og det svære er, at jeg aldrig havde forestillet mig at have den her længsel i mit liv. Jeg var så bange for at finde en partner der ville fylde en mangel i deres univers ud med mig som en tilfældig ingrediens...men måske er det nøjagtigt det modsatte der er sket- det passer ihverttilfælde udemærket med livets ironi hvis det er sådan.- ikke fordi jeg havde en mangel før...men fordi det er så vidunderlig en følelse. Det skræmmer mig meget, fordi det er oplagt at jeg kan blive så begejstret for noget, at jeg kan skræmme ham væk. Især i et forhold hvor han har udtalt, at han ville dele byrden af mig. Det skal ikke lyde så forfærdeligt som det er skrevet, men det hænger sammen med min lille frygt om at være for meget. Altid for meget.

idag er bare en skod dag. Alle har travlt og jeg er skævt inde på livet. Jeg ville ønske jeg ikke følte mig så ubrugelig eller levede i en del af verden som virkede for sådan en som mig.

Feels like 4 types of crap

Fuck mig...Fuck fuck fuck...Så jeg skal øjensynligt til eksamen i Ruskor...hurra...fordi jeg ikke kan sove Tadaaa! Fuck... jeg har lyst til at selvflaggelere...til at ministrangulerer eller fingerspids torturere...Det kan simpelthen ikke fucke op det her studie, - og jeg er allerede igang med at miste grebet. Fuck fuckedi fuck fuck fuck...

ligemeget hvor meget jeg prøver at pynte på skidtet, så bliver den stadigvæk ved med at være skidt. En prut med en sløjfe om...en lort med et flag i... Jeg er bare ikke velfungerende nok til at deltage i systemet...Til at kunne deltage, til at kunne bidrage, til at kunne fungere...

Og jeg ved virkeligt ikke hvad jeg kan gøre...Det er så svært at bruge hele dagen på at forberede søvn, at jeg ville miste min usindsyghed ved at prøve det som løsningen. Hver kop varmt skulle være overvåget. - der skulle indlægges meditation og fysisk aktivitet, sjæleransagning om eftermiddagen så den ikke kom om aftenen, kost uden ting der eventuelt forstyrrede...og intet af dét falder mig naturligt... Jeg ved ikke om jeg kan ændre mere på, hvordan jeg fungerer uden at skrige....skrige fuck fuck fuck fuck jer!

jeg skal til møde med psyk på fredag. Det spændende er, at de uden at høre på mine protester mener jeg er ved at være klappet og klar til samfundet. Selvom jeg bliver ved med at råbe vagt i gevær over søvnen. Men nu kommer den nye læge også med...og forhåbentligvis kan hun se det alvorlige i nætter som den jeg lige har haft...Og i, at jeg skal skal skal skal skal fucking skal klare det her...hvad skulle jeg ellers? blive hjemmegående hvidkåls-stuver? være månedens værste medarbejder i netto? stikke af til de varme lande og gro pot? blive den mest søsyge pirat på skibet?

og apropos lektier...så er dette stadie af selvhad bare super duper hurra til at motivere til at få lavet lektier :( jeg håber jeg kan få det til at virke inden i aften...øv...fuck...øv...

Prinsessen på ærten tæller sine velsignelser...

 Det går simpelthen for stærkt det hele nu... Dét har jeg skrevet før, men denne gang er det forskelligt fra alt det andet, fordi det er gode ting. Fantastiske ting. Ting jeg har ventet på, ikke turde drømme om, længtes efter. 

Men jeg kan mærke mit hoved er ved at eksplodere og min krop stejler. Alt for mange indtryk og udtryk der skal ud. Alt for mange ting der skal tygges igennem. 

Alt for mange ting jeg gerne ville gøre...

Men jeg tror jeg strammer op. Fikser noget og finder på en løsning...om det så er at sige lidt fra til godhed og håber der ikke er hybrisstraf for den slags utaknemmelighed.

unfair odds...

Såh... Deadlinen for at få vendt min døgnrytme rundt hedder vel egentligt imorgen. Onsdag er der ting jeg skal fra klokken 09... Hvis jeg ingen planer havde ville jeg tage den store tunge, og først sove i morgen aften. Desværre skal jeg bruge min hjerne til musik halvsent, så jeg kan ikke tage den naturlige konsekvens af at holde mig vågen så længe...

Og hvad er der så tilbage? Jeg har kunne mærke "kan-ikke-sove" stressen i en lille time nu, og det virker ikke somom den vil lade sig erstatte af træthed. Jeg har spist sent og sørget for at få lidt sukker. Jeg har ladet være med at se film og lignende. 

Og hvad er der så tilbage? Udover at whine til universet igennem denneher blog. Ak oh ve og klage...og så er det endda ment for alvor. 

Natten er så tung og dum og ensom og umulig ligenu...og søvn virker så langt væk. 

Og jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal klare det. Jeg vil kunne gå på universitetet...Sku...please...og så løber vi lige igennem de 5 stadier af sorg... ØV....

Problemet er, at jeg ikke bare vil gå på universitetet...Jeg vil også øve band imorgen og fortælle historier i overmorgen... Og til immatrikulation...og øv...

Måske jeg skal skifte læge?  Jeg har spekuleret over det tusind gange, men kommer aldrig rigtig rundt til det, fordi det ikke nødvendigvis bliver bedre. Og sådan en type er jeg vel? Sådan én der holder fast i læger og andre ting, fordi alternativet kan være værre? Eller? er det kun når frygt styrer værket? har jeg kæmpet mig fri af den vane eller er den blevet præget i min dna? Hmm....

Jeg kan håbe at det ikke er sådan. 

Bliver det nogensinde hverdag? er denne kaotiske morads virkeligt livet? Hmm.... er det bar fordi mine øjne er indstillet på at se kaos?

Jeg vil gerne have at tingene bliver hverdag, så jeg kan se hvad og hvem jeg kan mage og som jeg vil beholde der. Ligenu er det ikke til at vide, fordi alting er så meget oppe i luften. Men jeg håber på et tidspunkt at kunne mærke ordentligt efter. Finde ud af hvor tæt på ting jeg vil være og hvor meget jeg vil være engageret i projekter...store som små...

endnu er jeg ikke i land med min tømmerflåde...og jeg er ved at løbe tør for ferskvand og kokosnøsdder