alting kan gå itu...

Mit hjerte er revnet og det gør hjerteskærende ondt. Det er somom jeg holder det sammen med naiive håb alt imens trætheden sætter sig i mine fingre. Det er somom jeg kan udskyde smerten hvis jeg bare holder fast og holder mig sammen. Pludselig så er det mig der er bødlen for mit hjerte...da det er mine hænder der vil svigte og lade håbet falde...

Samtidigt er jeg ikke en fan af naiivitet. Og hver dag træder kyniskos et skridt tættere på min hoveddør. Snart skal vi have en samtale der ender i tårer og mytedød. Overgivelse til den virkelighed som gør mig så træt. Den virkelighed hvor magi ikke findes og kærlighed ikke overvinder noget som helst.

Snart kan jeg skrive mit spottende endeligt...Snart har jeg noter nok til at spotte universet tilbage med karikaturen over min egen eksistens. Den kommer nok til at starte noget ala :

Jeg er Monica og dømt af mine medmennesker til at være forbandet speciel

forbandet "helt sin egen" og derved forbandet ensom...

Jeg elsker og håber og drømmer alt hvad jeg kan

og alt hvad jeg kan elske og håbe på og drømme om ...tja...bliver skræmt af mig? vil hellere leve langt væk fra mig med et minde om mig? jo længere væk jo bedre er det?

Jeg hedder Monica og jeg gav mit hjerte og fik det tilbage...og nu er det forslået og vil ikke være hos mig. Det ville gøre næsten alt for at vende hjem, og nu er jeg den, der skal knuse dets drømme... og jeg vil så nødigt... jeg ville ønske ville ønske ville ønske... jeg er så træt af at græde...

Jeg ville ønske...

Enten eller...

Hvornår fanden er det godt nok til at beholde...eller for svært til at holde ud?

Hvornår er intentionerne gode nok til at overleve virkelighedens skuffelser?

Hvornår skal noget have lov til at stå som enkelte selvstændige uheld, og hvornår skal det sættes sammen og ses som en overordnet uenighed?

Jeg er i to dilemma som på alle mulige måder refererer til hinanden. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til dem. Det er måske endda sådan, at hvis jeg beslutter mig for ét i den ene problematik, så vil det medføre en farvning af den anden.

Jeg vil så gerne opleve extraordinære ting og glæde...og jeg aner lige nu ikke hvilke valg der vil medføre hvad...Men måske er det ikke så farligt endda...der er sku nok lykke at finde begge steder.

men jeg er trist og vred og skuffet og jeg er ikke sikker på, at han vil forstå det...og hvad gør jeg så? Hvordan kan det virke hvis han grundliggende ikke er interesseret i at møde mig bare på halvvejen?

Jeg har konkluderet, at jeg simpelthen har brug for affektion og bekræftigelse hvis jeg er i et forhold. Det er noget jeg ikke mener, at alle forhold nødvendigvis _skal_ indeholde generelt...men specifikt med Monica så skal det.

Begge ting danser rundt i problematikken " flugt eller kamp" .... og jeg er træt og udmattet hvilket får mig til at hælde imod flugt af ren og skær udmattelse...men jeg ved ikke hvornår det egentligt er rigtigt at gøre. Jeg ville ønske jeg kunne snakke med den gode psykiater jeg havde. Ville ønske jeg kunne få rodet ud af mit hoved. Jo længere tid der går, dets større oprydning bliver der bagefter. Og jeg har ikke lyst til, at det uundgåelige efterspil skal påvirke nuet ved ren og skær massefylde.

På tide med et nyt indlæg

og en ny stemning... Det er alt for længe siden jeg har blogget uden at det var galde der skulle spyes ud over en imaginær papierside.

Men det må vel kunne hjælpe i mit kroniske ambivalente rod, at få skrevet nogle af vidunderne ned side om side med leden...

Jeg har vidst længe at jeg elskede at elske. At finde og opleve de mennesker der vækker elskerinden i mig. At opdage og beundre, at nøjes og at svælge. At leve i de vidunderlige øjeblikke hvor ens bevidsthed begejstres og forundres ved visheden om det ens sanser opfanger...

Det har jeg vidst længe....

Men at blive elsket! Dét er min nyeste opdagelse. Ikke at jeg ikke er blevet elsket på mange måder og af mange mennesker,- men at opdage en hengivenhed som den, fra sin nærmeste familie, i et væsen man har opdaget og elsket sig i,- dét er et ! værdigt. Måske endda smagsløse !!

At have kærlighed så tæt på, at hengivenheden ændrer ens hverdag, det har ændret netop den. Jeg har fået endnu et trin på den store forståelsesstige, der leder til en familiefølelse med alverdens kærlighedssange... Wind beneath my wings for the win.

Studie...op og nedture...stress...uforståelige regler...angst...frygt for fiasko...kamp med den dårlige arm og i det hele taget lidt for meget men intet alternativ agtigt...

jeg må skrive videre en dag min hånd og arm ikke gør ondt

selvhad igen igen

så var det at jeg skulle have den nye lære og starte semesteret med et boost...og så var det at jeg ikke kunne sove...og så var det, at det hele føles dumt og umuligt og uoverkommeligt igen...øv røv nederen pikansjos og fucklort. Pis også...Fuck...

verden er dum og livet er alt alt alt for fucking svært :(

Jeg er træt men kan ikke sove. Og præsterer at få en lille tænkekrise over det sidste af Red Dwarf...hvad der viser sig at være det rigtige sidste afsnit....

Måske er det derfor at jeg elsker serier så meget. Fordi de ikke slutter og jeg er så bange for slutninger.

Når jeg bliver rigtig træt bliver virkelighedsfølelsen svækket. Jeg forsvinder ud af kroppen og op i hoved og alting bliver til at diskutere og filosofere over. Jeg er ikke glad for at have meget fritid kan jeg mærke. Jeg er bange for, at jeg ikke har selvdiciplinen til, at lave de lektier jeg mangler. Det gør mig nervøs ligenu.

november morgen. snart eksamen

ok... Så nu er der kommet lidt overskud til at samle lidt realisme sammen.

Projekt " afslut med at slå sig selv i hoved" er nu igang og jeg vil give slip på en masse mere selvbebrejdelse. Gør det mig uelskelig, gør det mig ubrugelig, gør det mig uattraktiv eller ynkelig for andre, så må det være sådan.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at ryge. - Hvis jeg stopper bliver det fordi jeg kan og vil.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at spise 3 is på en dag. - Hvis det gør mig glad, så er det en klar forbedring af hvad jeg ellers fiser rundt og er.

Jeg vil vil vil simpelthen ikke fordømme mig selv i forhold til studiet. Jeg vil rose mig selv for, at når jeg er der og er kvik så giver jeg den gas. Hvis det ikke er godt nok, så er det ikke noget for mig.- Jeg kan ikke ændre mig til at passe til systemerne...jeg har prøvet i det uendelige og det virker simpelthen ikke.

Jeg vil melde ud til de folk der bliver berørte af det,- og hvis det ikke er godt nok til dem, så er de ikke gode nok til mig.

Jeg har brug for at tatovere det på min krop hvor det er synligt. Jeg har brug for at skrige det her fra en bjergtinde. Det er noget mærkeligt noget, men det er ligenu en lettelse at være kommet lidt tættere på, hvad jeg er og hvad mit liv må indrettes efter.

Det er så nemt at forestille sig og ønske mig evner til alt muligt. Der må være noget jeg kan og hvis ikke andet, så tager jeg turen ned af mulighederne til jeg ender som fleksarbejdende rengøringskone. Og så tager jeg krisen for hvert nederlag der kommer. Det er jeg ved at være nogenlunde god til.

Det er så forbløffende for mig, at det er sådan en kamp at komme til et sted, som så mange mennesker jeg kender er endt eller har opholdt sig livslangt. At det er en massiv udfordring at finde ind til mig selv og elske og repsektere det jeg finder. Kærligheden har været der et stykke tid, men respekten for hvad det end er for et væsen jeg er....det er min nuværende kamp.

Der er mange ting jeg har holdt af og holdt mig selv i hævd ved altid...men nu er der så en bunke ting som jeg ikke kan lide, jeg skal integrere i det selvbillede. For det er ikke fordi jeg ikke har søgt at ændre dem. Det er bare komplet umuligt og nærmest grundsten i min indre konstellation.

Ligemeget hvormeget jeg ønsker og slås, så kan jeg ikke sove som alle mulige andre mennesker. Og der er ikke nogen nem måde lige at twiste det til noget, der har en flipside der er super positiv. Det er bare et handikap og en del af mig. Jeg tror ikke jeg havner et sted hvor jeg synes det er et vidunderligt karaktertræk,- men jeg arbejder på en solid neutral " sådan er det bare"

Sådan r det bare....og så må jeg se hvad livet kan bringe til sådan en som mig.

novemberregn

jeg er ved at blive skør...men for en gangs skyld kan jeg ikke lige lure hvor det starter. Idag er startet skævt og jeg prøver at grave mig ud uden at siderne af hullet skrider ned over mig.

Der er simpelthen så meget pladder og slås og oveni havde jeg en fantastisk dag igår, som stiller dagens fiasko i skarpere kontrast. Alt gik så godt og så vågner jeg denne dag klokken alt for sent til universitetet. Og det sætter lavinen af selvforagt igang igen. Og samtidigt dræner det den energi jeg følte boble i min optimistiske mave igår.

Jeg får lyst til at tude og søge om førtidspension og rejse langt langt væk. Væk fra at kæmpe og skulle præstere noget...suk...

Min klaverlærer sagde igår ( og jeg har måtte give hende ret) i at jeg ikke tog mig selv seriøst som pianist og det kunne ses på mine hænder. Og jeg ved at det er rigtigt. Jeg tør simpelthen ikke tage mig selv seriøst i sammenhæng med alle de unge og sunde væsner på mit universitet.

samtidigt er hele den her kærlighedsting noget der skrider mig af sporet. Det er så dejlig en ting, at det heletiden frister mig med at flygte ind i den og forglemme alt andet. Men samtidigt gør de lange distancer det til en umulig fantasi og dagdrøm, som ikke får den besværlige hverdag til at blive mere tiltrækkende eller letfordøjelig.

Og det svære er, at jeg aldrig havde forestillet mig at have den her længsel i mit liv. Jeg var så bange for at finde en partner der ville fylde en mangel i deres univers ud med mig som en tilfældig ingrediens...men måske er det nøjagtigt det modsatte der er sket- det passer ihverttilfælde udemærket med livets ironi hvis det er sådan.- ikke fordi jeg havde en mangel før...men fordi det er så vidunderlig en følelse. Det skræmmer mig meget, fordi det er oplagt at jeg kan blive så begejstret for noget, at jeg kan skræmme ham væk. Især i et forhold hvor han har udtalt, at han ville dele byrden af mig. Det skal ikke lyde så forfærdeligt som det er skrevet, men det hænger sammen med min lille frygt om at være for meget. Altid for meget.

idag er bare en skod dag. Alle har travlt og jeg er skævt inde på livet. Jeg ville ønske jeg ikke følte mig så ubrugelig eller levede i en del af verden som virkede for sådan en som mig.