alting kan gå itu...

Mit hjerte er revnet og det gør hjerteskærende ondt. Det er somom jeg holder det sammen med naiive håb alt imens trætheden sætter sig i mine fingre. Det er somom jeg kan udskyde smerten hvis jeg bare holder fast og holder mig sammen. Pludselig så er det mig der er bødlen for mit hjerte...da det er mine hænder der vil svigte og lade håbet falde...

Samtidigt er jeg ikke en fan af naiivitet. Og hver dag træder kyniskos et skridt tættere på min hoveddør. Snart skal vi have en samtale der ender i tårer og mytedød. Overgivelse til den virkelighed som gør mig så træt. Den virkelighed hvor magi ikke findes og kærlighed ikke overvinder noget som helst.

Snart kan jeg skrive mit spottende endeligt...Snart har jeg noter nok til at spotte universet tilbage med karikaturen over min egen eksistens. Den kommer nok til at starte noget ala :

Jeg er Monica og dømt af mine medmennesker til at være forbandet speciel

forbandet "helt sin egen" og derved forbandet ensom...

Jeg elsker og håber og drømmer alt hvad jeg kan

og alt hvad jeg kan elske og håbe på og drømme om ...tja...bliver skræmt af mig? vil hellere leve langt væk fra mig med et minde om mig? jo længere væk jo bedre er det?

Jeg hedder Monica og jeg gav mit hjerte og fik det tilbage...og nu er det forslået og vil ikke være hos mig. Det ville gøre næsten alt for at vende hjem, og nu er jeg den, der skal knuse dets drømme... og jeg vil så nødigt... jeg ville ønske ville ønske ville ønske... jeg er så træt af at græde...

Jeg ville ønske...