Efter i lørdags - hvor jeg gned mit ansigt med træaske - der er min hud blevet skrøbelig og fyldt med rifter...Så nu føles det som salt i bittesmå sår når jeg græder...

Hvis det var en socialt accepteret ting at sige fra til livet og stoppe...så ville det være nu jeg bestilte tid hos konsultationscenteret. Argument: life isnt for everybody...Its like a movie...if you dont like it half way through, odds are you are not gonna enjoy the ending.

Im not enjoying any of this. Ikke nok til at blive ved eller opretholde begejstring. Jeg havde mere drive selv dengang jeg flygtede dagligt fra paranoide dæmoner. Der troede jeg i det mindste på at der var en grund til at flygte.

Nu er jeg bare træt. Træt af mig. Utroligt overvældende træt af at være mig. Skuffet over og ved at dø af kedsomhed over mig. Ubrugelig og umulig. Umulig at elske, umulig at uddanne, umulig at passe ind i samfundet, umulig til at være til nogen nytte.

så træt...så træt af at jeg ikke har andet at skrive en ulykkelighed... Så træt af at være så ubrugelig og skræmmende for mine forældre. Så pisse træt.

jo mere jeg dykker ned i hvordan jeg har det- jo mere skræmmer jeg folk væk - og jo mere forstærker jeg det jeg føler...Fantastisk

Jeg ville ønske jeg havde inspiration til at være ordentligt melodramatisk - for så ville jeg have en eller anden gnist til at male... Men jeg kan ikke finde det. Dette er ikke et selvmordsbrev...jeg har ikke nogen jeg ønsker at straffe eller ødelægge og jeg vil ikke på nogen måde gøre det værre for mine forældre... Men jeg ville ønske jeg kunne lukke mig ned.... om ikke andet så for et stykke tid...