Men jeg har prøvet og prøvet og det bliver aldrig rigtigt brugbart. Så ingen mail til ham og bare mere her til min blog- til mig og dig og måske ham alligevel? hvem ved...
ligenu er min tømmerflåde af et stjerneskib lagt til i forældrenes favn, hvor karbadet og kurvandet er til fri afbenyttelse. Og her er dejligt roligt og fyldt med både deres kærlighed og deres tavse medfølelse... Det hjælper at kigge rundt og mærke små stik af glæde...det siger mig at der vil være store gnister en gang. Måske...
Men jeg ville stadigvæk ønske....ønske vi kunne gå i tivoli og drikke en øl i hvad der svarer til nyhavn i stockholm...At vi kunne læse ved siden af hinanden en aften i et hjem, hvor ingen af os var på vej til en anden verden lige om lidt...at vi kunne bare én af alle de ting mit hjerte har drømt om skulle være os så længe...og som nu kun bliver til drømmeminder... læse avis sammen og begge vide hvad tingene handlede om...- eventuelt new york times...og mange flere romantiske fantasier...
der står en lille dør på klem...og indtilvidere har jeg hver nat drømt at den blev åbnet og flere gange er han kommet hjem...Det er tortur at vågne...
Men det er vel fordi jeg er i dette halvvanvittige stadie? fordi mine gener kæmper imod? fordi jeg er et forkælet barn på 4 der ikke kan tage et nej? Eller?
Er det fordi jeg kan genkende en dybde af forbindelse og ønsker at holde den i ære og live?
Jeg er måske for ung til at undgå at god kærlighed går galt? for uerfaren i forståelsen?
Dunno...Men jeg synes det er forkert.
Jeg står ved, at det ikke kunne fortsætte sådan som det var...men at der ikke skal kunne findes en løsning er vanvittigt spild. Eller fabelagtigt bedrag...Enten ér det en stærk forbindelse- og så er det spild....eller også er jeg alene på mere end én måde... Men jeg tror virkelig ikke på at kaste kærlighed på møddingen... Det er det smukkeste jeg kender...
verden er en kujon!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar