Gud er det allerede fredag?
To timer - kun dansk - mig halvdelen af tiden. Det er allerede andre ting jeg lægger mærke til nu jeg skal skrive min dags opsummering. Jeg har sikkert klappet mere end 3 gange for opmærksomhed og haft det til at virke, men nu er det et aktivt værktøj imellem mig og klassen og ikke noget der står highlighted. Læreren og jeg tjekkede lige op på dagens program og så viste det sig at der havde været " komme på kontoret" agtig problem imellem tre af klassens elever,- så allerede der skubbede planerne sig for dagens undervisning. Hun tog sig derfor af det efter at have instrueret eleverne i, hvad de skulle bruge timerne på og lod mig holde øje med klassen og søge at hjælpe dem med at øve deres fagopgavefremlæggelser imens hun tog de tre ud og snakkede "privat" som det bliver kaldt. Der er ting som tages i klassen og ting som tages privat og eleverne har også ret til at bede om at noget bliver taget privat.
Den tid gik med at lige lytte og snakke kort med de elever der har styr på det og på at motivere og arbejde med dem der ikke har så godt styr på det. Det bliver meget spændende at se dem fremlægge i næste uge.
Derefter var det Monica og Svensk tid. Jeg havde på forhånd besluttet at lave en energiser med dem for at skifte fokus fra gruppearbejdet og også for at bruge noget af det der ikke virkede så godt igår, til noget konstruktivt idag :) så vi lavede tramp tramp klap - og den energiser hvor jeg siger noget og de siger noget efter. Hvis jeg laver den med dem flere gange kan det ske at jeg lader nogen af dem lave lyde også, men det virkede super. - Selvfølgelig er det unfair at få gang i deres krop og så bede dem om at sætte sig ned, men det får noget blod til hjernen og de var totalt med mig efter den. Så var det genopfriskning og snak om hvad de havde tænkt om sverige. Det var fedt af en af dem nævnte Svensk pølseret, for så fik jeg mulighed for at forklare, at de i sverige har Dansk Sjömandsbiff som vi heller ikke kender i danmark ligesom svenskerne aldrig har lavet den famøse pølseret. Så havde jeg dem oppe ved tavlen og synge " vem kan segla" som et fint lille kor,- jeg ved ikke om det var nødvendigt at tage dem derop, men på den anden side så er det nemmere at få drengene ( som jeg blandede ind imellem pigerne igen) til at synge når de ikke sidder ved deres bord og fedter med deres ting.
Derefter snakkede vi om betydningen af sangen og fik muligheden for at tale om Billedsprog, moraler og Budskab. Læreren hoppede også ind der og satte det i sammenhæng med ting de har haft, hvilket var super for jeg var ikke helt sikker på at de vidste hvad billedsprog var :)
Så skulle hun printe ugesedler ud og jeg spillede den svenske nationalsang for dem igen med instruktioner om at " sidde stille og prøve at lytte med lukkede øjne" det var ikke helt optimalt fordi jeg ikke kunne finde mine højtalere først, men det lykkedes til sidst. Så snakkede vi om et af de lange svenske ord, og nogle af drengene opdagede ordbogen bagerst i bogen. Det gav jeg ros for ( kvikt er ikke dårligt :-) ) og har tænkt mig at henvise til det fund på mandag hvor den står på rim og remser på svensk.
Så plagede de om traphiklys og da jeg var løbet tør for materiale og ikke havde fornemmelsen at der var tid til at starte noget nyt op, så tog vi " elsk noget mer" - jeg ville ønske jeg havde haft Fejer, og jeg skal finde den til dem til næste uge. De var snakkende og lidt urolige og jeg sagde " jeg vil spille den for jer, hvis i er stille og sidder stille" - så gik jeg igang med at finde den og de begyndte at tysse på hinanden, - jeg kiggede op og sagde "det er ikke stille" så gjorde de det mindre men stadigvæk uroligt og så kiggede jeg op ( og brugte Dittes metode) og rakte hånden i vejret med to finge oppe og sagde " Det siger vi var 2 brugte...når den tre så gider jeg ikke" - uden hævet stemme eller noget. Og så var der stille...selvfølgelig nogle host som sikkert var kommunikation og helt sikkert noget skæren ansigt,- men det virkede så godt som man overhoved kan håbe med børn som har weekend lige om lidt i 5 klasse!. - Da nummeret var sat på sagde jeg så " Så må man bevæge sig og hygge igen" og det virkede som den rigtige timing. Og hun kom tilbage midt i det og jeg snakkede lige lidt bagefter og derefter kørte hun bilen hjem.
Information om på mandag ( hun fortæller dem altid hvad der kommer til at ske næste gang de ses / ugen der kommer. Måske jeg vil prøve at gøre det med min del af undervisningen også hvis jeg har godt nok styr på forløbet)
Uddeling af ugesedler som de giver forældrene for at vise hvad der er blevet undervist i i dansk i løbet af ugen.
Og evaluering og snak. Denne gang var det om hvordan de opførte sig uroligt når der var vikarer og klassen deltog aktivt i at snakke om problemet. Vikar bliver skrevet op som punkt på personlige mål på mindmappet vi skal arbejde videre med på tirsdag.
Derefter " hvordan har din dag været" hvilket var meget meget fint igen men også totalt sårbart som lærer at høre..- en af dem kunne jo have sagt " 1 - for jeg hader Monica" og så må man tage den og tage den til sig. Det skete ikke men det er dælme et hardcore og fair værktøj fordi det også er evaluering af underviseren. Meget tillid og ærlighed i den klasse! og som hun siger - det kan man jo ikke med alle,- men jeg kan nu se, at jeg som klasselærer potentielt kan skabe så trygt et miljø.
En af drengene stod for uddeling af klistermærkerne for lavede lektier og så sagde vi tak for ugen. Jeg byder ind i samtalerne med eleverne og føler mig tryg i at sige min mening.
Oh! Og ét læretrick jeg har luret og brugte idag var " Er der så nogen af jer der kan fortælle mig hvilken side vi læste igår?" " Side 46" " Så slår vi allesammen op på side 46" hihi...jeg behøver aldrig huske sidenumre igen :-p
Ugen er fløjet og næste uge bliver en rigtig 5 ugers skoleuge,- det bliver godt og måske hårdt kun at have en kort weekend fri og så igang, men jeg glæder mig til at finde ud af hvordan man gør dét og hvordan det føles.
- glemte lige at skrive yndlingskomplimenterne " hvornår er du færdig? Skal du så ikke undervise her?" " Går du i skole? Jeg synes allerede du underviser som en rigtig lærer" <3
fredag den 14. januar 2011
Praktik dag 7. Fredag d 14/1 2011
Etiketter:
dansk,
energiser,
jeg underviser,
komplimenter,
Praktik,
svensk
torsdag den 13. januar 2011
Praktik dag 6 - torsdag 13/11 2011
Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden!!
Word! Igår blev ikke skrevet fordi fire timers søvn + grublen over min tristhed gjorde mig for træt og trist til at blogge da jeg kom hjem.
Men Onsdag - Det gik ellers godt - havde Natur og Teknik og holdt ro i klassen fordi læreren var dobbeltbooket til også at skulle holde øje med naboklassen pgr sygdom. Og jeg startede selv ( fra hendes plan) en aktivitet op med dem og kørte den i 10 minutter - derefter var jeg lidt lost men selve aktiviteten virkede nogenlunde som jeg ville. De havde lavet mindmaps over vejrfænomener og skulle skrive 25 ord ned om Vejr. Det skal bruge til at skrive og filme en vejrudsigt som på dansk tv-avis. Jeg er ikke sikker på hvorfor det skal være dansk vejr - jeg ville måske nok lade dem snakke om tzunamier og kæmpe jordskælv hvis det kunne gøre dem mere begejstrede- men det er også en del af deres pensum at lære videoteknik. Så
Jeg har prøvet med ældre folk, at det at gå på på tavlen og skrive et ord uden at snakke virker fint. Det blev lidt kaos med de her unger også fordi de skulle have forklaret tingene imens. Men instruktionen var at få op og skrive vejr-ord der har noget med dansk vejr at gøre. Derfter bad jeg om hjælp fra to af de drenge jeg ved er gode til at tælle og så stemte vi om hvilke ord der passede til ting vi havde oplevet. Det gav en masse snak og jeg tæller selvfølgelig dobbelt når jeg stemmer for jeg er dobbelt så stor. Jeg ved ikke helt om det er humor de heelt fanger men det er ok - det virkede ikke dårligt og det er i det mindste noget :) Vi gennemgik dem ihverttilfælde og kom frem til hvilke vi syntes der var mest danske. Da lærerinden kom tilbage og sluttede timen af skrev hun dem også ned så vi kan bruge dem næste onsdag. 2 timers naturfag om ugen er utroligt utroligt lidt. Bageffter fik jeg at vide at musiklærerinden var syg - og min praktiklærer gik straks ind og fik sikret at jeg ikke skulle være vikar - hvilket jeg måske godt kunne have været - men som hun sagde - og vi er blevet advaret om på seminariet " så er jeg praktikant og ikke gratis arbejdskraft" - hun er super på med den slags. Så jeg gik med hende over og så opstarten til gymnastik i stedet og læste i lærevejledningen til det jeg så skulle lave idag.
- Den fylde 10 linier...
Torsdag! Dam dam DAAAAAM! jeg skal undervise og spille klaver og det hele. Vi havde dem i dansk i tre timer ( den ene er egentligt "klassens time") kun afbrudt af spisepausen og det store frikvarter. Undervisningen startede med en halv times mindmapping- hvor eleverne arbejder videre med deres selvevalueringsværktøj. Denne gang med fokus på Dansk som fag og hvad der er aktuelt eller lige har været aktuelt. Så på plus eller minussiden - eller begge - skriver de f.eks " personkarakteristik, ordklasser, powerlæsning osv" - Det smarte er, at det også skal farvelægges ( skrives først med blyant og derefter med tush) så der er noget til at holde de hurtige aktiverede.
Derefter skulle de gå sammen i deres fagopgavegrupper og planlægge deres fremlæggelse. Læse den igennem og finde ud af hvem der skulle snakke om hvad. Nogle af dem arbejder alene og det var også dem der havde lidt svært ved at se hvad det var de skulle der. Læreren satte dem igang med dét og gik derefter over for at hente nabosprogsbøgerne på biblioteket og efterlod mig med eleverne spred i grupper på gangen og inde i klasselokalet. Jeg er nu ret tilpas med at slå ned på uorden så det svære var sku mere at forklare hvad det var de skulle,- til dem der ikke forstod det. For...Øhmm....Jamen du skal planlægge en mundtlig fremlæggelse...altså...øhmm... :) Jeg prøvede mit bedste og fik også aktiveret dem så godt jeg kunne. Jeg fik også rykket en af arbejde-alene drengene en plads væk fra dem han ikke kunne lade være med at snakke med/prikke til for opmærksomhed.
Så kom hun tilbage og sååå! Showtime. Monica og bøgerne og sverige!
Bogens startside om sverige indeholder en såen klichefigur af en svensker på en rød træhest med en elghornshat og ulvehue og kalles kaviar og en "kräft" på en pind og et " pas på elgen" skilt i baglommen. Samtidigt er der et billede over skandinavien hvor sverige så er sammensat af en kollage af svenske landskaber - røde træhuse osv. Bogen sagde " snak med børnene om hvad de ved om sverige" - så det gjorde vi :) Derefter tog jeg en elev op og hun pegede på europakortet og viste os sverige og derefter hovedstaden. Så snakkede vi lidt mere om sverige og jeg prøvede at huske så mange navne som muligt når jeg gav lov til at snakke - det er mest de stille piger jeg ikke kan huske stadigvæk - Vi snakkede om at vi bruger grundvand i danmark og at sverige har meget mere overfladevand og derfor ikke har de samme " spar på vandet " ting. Vi snakkede om hvordan at selvom malmö ligger tættere på københavn, så er det sveriges jylland og at Stockholmere faktisk er nemmere at forstå fordi de snakker mere " rigssvensk" og vi snakkede om hvad komfur hed osv. Børn og lærer der danner en fælles konsensus om, at sverige er lidt som os men også lidt anderledes. Derefter hørte vi "Du gamla, Du fria" først mens de læste med og derefter med lukkede øjne = ordentlig koncentration og snakkede om hvad tingene betød. I bogen var der kun første vejrs nedskrevet og den udgave ( med Carola til en fodboldtkamp - mere kæk en undervisningscd'ens højskoleagtige udgave) jeg havde fundet havde to vejrs og det gav os mulighed for at øve i at lytte til svensk. Så vi sammenstykkede den sidste sætning der bliver gentaget i andet vers " Jag vill leva, jag vill dö i Norden" og jeg påpegede, at der ikke bliver sunget " Sverige" men Norden - og vi snakkede derfor om hvad norden var og hvilke lande og om, at det både lød bedre og faktisk var lidt sejere end hvis det havde været " heja Sverige!" - så jeg fik sparket lidt antinationalisme ind der ;)
Spisepause og instruktion i at tage alle tingene med over i musik.
Positiv feedback fra læreren i pausen - som næsten undskyldte for, at hun havde rettet lidt på nogen elever (!!! Tak det tror jeg da god du må hjælpe mig med)
Musik.
Så! Først lærte jeg dem gå gå klap, gå gå klap i en cirkel som blev til at vi hyggede os lidt med " we will rock you" - planen var at de skulle kunne synge " vem vil segla" mens de lavede de skridt, men det var totalt overambitiøst af mig fandt jeg ud af senere.
Derefter stod vi i cirklen og jeg lærte dem teksten og vi snakkede om hvad tingene betød. Jeg gjorde mit bedste for at udtale svensk - og det var ihverttilfælde svensk nok til at de ikke lurede hvad ordene betød før vi legede lidt rundt med det - Skiljas var ordet der fik mig til at skrive SK på tavlen og snakke om forskellen på udtalen på dansk og svensk så de gættede det var " skilles" -
Derefter gik vi til klaveret og lærte melodien og jeg lærte at ét er at kunne det godt nok til derhjemme, 2 er at kunne det godt nok til at kunne spille det til koncert med sceneskræk og en booker i rummet og 3 er så når man kan spille det mens 21 elever også skal tages med i betragtning. Heldigvis er de søde og brokkede sig ikke over mine fejl :)
Det var lidt tydeligt, at når den lidt smarte gruppe drenge sad sammen, så skete der intet med at lalala med på melodien eller noget. Jeg havde allerede forklaret, hvordan det bliver nemmere når man spreder dem rundt blandt de andre, der hurtigere fanger det, så man kan lytte efter dem,- og det brugte jeg så som indgang til lige at blande et par piger ind imellem dem og så begyndte det faktisk at virke lidt.
Vi snakkede også om, om det var en trist eller glad sang og om hvad den handlede om. Og så sang vi den på dansk. Derefter prøvede jeg at tage dem op og klappe,trampe synge,- men det virkede sku ikke- det virkede ok men det var for svært-, så vi gik tilbage på klaveret og så spurgte de om jeg kunne spille noget andet...Så jeg spillede et af vores Traphiklysnumres omkvæd - Fejer's omkvæd.
-:Du skal feje for din egen dør
før du fejer for de andres:-
-:For du har jo nok selv et skellet eller to
inde i dit skab kan du tro kan du tro:-
Til stor begejstring for dem og de kunnne jo hurtigt synge med. Så snakkede vi om hvad ordsprog og hvad de to ordsprog/talemåder betød.
Så sang vi den igen og sluttede af med Vem kan segla- som jeg så også skal synge med dem imorgen og snakke med dem om deres lektier. Lektierne ( de fik før spisning ) var : gå hjem og snak med en forældre/jeres forældre om sverige - eller tænk mere over sverige. Og rap drengen bad jeg om at gå hjem og finde noget svensk hiphop- og de to drenge som jeg ved har skilte forældre sagde jeg kunne snakke med hinanden og snyde lidt på den måde ;)
Alt i alt totalt optur og hun gav mig god feedback bagefter og jeg sagde tak for at hun havde hold mig i ørene omkring tiden- for det har jeg slet ikke styr på endnu. Men altså - man kan planlægge nok så meget hvad man vil nå, men en klasse af elever er altså en anden slags bæst.
Til slut fik jeg dem stoppet fra at stikke af da jeg sagde " nu har i fri lige om lidt men HEY stop...jeg vil gerne have lov til at sige tak for at i er så søde at undervise" og så sagde lærerinden " og skal vi så ikke lige sige tak og klappe af monica" Så jeg er fløjet hjem :)
+ jeg fortsætter traphiklystrenden med at sprede vores ellers rimeligt voksentekstede musik til de helt unge - de elsker det shiat ;)
Etiketter:
dansk,
jeg underviser,
musik,
Praktik,
svensk,
Traphiklys
tirsdag den 11. januar 2011
praktik dag 5 - tirsdag 1/11
Jeg har helt lyst til at give det her indlæg en overskrift:
Bloods, Black Cobras og mindmaps!
Så en hurtig dag på to timer med en masse ny info. I Dansk skulle eleverne have nye pladser ( de skifter tilsyneladende med mellemrum? ) og derefter lave mindmap.
Pladsfordelingen var dreng pige denne gang - de sad vidst overhoved ikke dreng pige i den gamle opsætning- og nogle af dem havde aktivt bedt om en sidekammerat. Andre blev placeret med positiv forklaring fra læreren omkring deres potentielle samarbejde eller hvad der ville være godt for dem. Den dreng jeg så fra to vidt forskellige sider ( slå og være cool og nysgerrig og musikinteresseret - ikke rapperen men en af rytmedrengene) blev placeret alene - klassen er 21 elever - og det virkede somom læreren tænkte det faktisk kunne være konstruktivt for hans koncentration. Han viste mig sine elastiske linialer i slutningen af timen ( sej opfindelse btw) og forklarede hvordan det var godt når man var rastløs i timerne...han er tydeligvis kvik men også rodet.
Og hun havde ham med ude for døren for at snakke og jeg fik lov til at deltage. Han havde også haft problemer i engelsk og oveni at ryge uden for døren i naturfag - det så jeg i onsdags - og at jeg også havde set ham slå i billedkunst så var det " det gule kort" . Læreren var rigtig tydelig i at sige " Det er ikke dig men dine handlinger jeg ikke kan lide" og han kunne ikke forklare hvorfor han gør som han gør. Han sagde det havde noget at gøre med hvem han var sammen med,- og jeg tror ikke nødvendigvis han prøvede at fralægge sig skylden, men at han har en svag fornemmelse af, at han spiller mere smart med nogle kammerater end med andre, og at det at lave ballade er hans spille smart metode,- anyways - jeg spurgte om jeg måtte bidrage da hun havde forklaret ham problemerne og jeg sagde " Det var virkeligt mærkeligt i sidste uge, for først delte vi musik sammen og jeg tænkte - han er dælme en sej knægt- men så to dage senere ser jeg dig slå- og det at slå er ikke ok." og læreren var glad for mit indput der i forhold til, at hun sagde " så ser vi ham med fire øjne for jeg kan sikkert blive lidt fokuseret på problemet" og det er jo så bare en af de 20+ grunde til at hun er så sej :)
Mindmap er et A3 papier hvor de skriver deres navn i midten ( næsten alle pigerne indrammer deres navn med en cirkel og næsten alle drengene har et eller andet med pile lavet som lyn !?! ) og så laver de en liste for 6 ting. Indtilvidere er det Kammerater og Fag. Så laver de en plus og minus side og skriver alle deres medklassedeltagere på. Plus er en tilfredsstillende relation, både plus og minus er som det lyder og minus kan være fordi man ikke snakker sammen, eller fordi de konflikter osv. Det er åbent og offentligt og der bliver understreget at det ikke handler om den anden men om relationen hvilket er en god forklaring til at de kan reflektere uden at såre hinanden for meget. Desuden er det med fokus på hvad der kunne forbedres - så det er ikke " jeg kan ikke lide ham" men " jeg ville godt kunne lide ham bedre" - ved ikke om det er ordentligt forklaret. Hmm...
Det giver utroligt meget information. En pige som virkede ret selvsikker og grounded havde 4 eller 5 på plussiden og resten på minus. Det giver mig som voksen et utroligt stærkt informeret udgangspunkt til at snakke med hende om hvordan hun har det i skolen. Mindmappet skal videreskrives med andre fag og så skriver jeg mere om det.
Det er også et instrument som eleverne tager med til forældresamtalerne så forældrene både kan se hvordan de ser sig selv i klassen og i forhold til deres egen evaluering af deres evner.
Jeg glæder mig til at se mere af det.
Så musik var aflyst og jeg tænkte at se hvordan vikaren så brugte sin time,- men der viste sig at have været en stor konflikt imellem to af "min " klasses elever så de skulle over og snakke med konfliktløseren/aflastningslæreren.
Den ene af de involverede var ham rapdrengen jeg føler mig connected til, og den anden var den racistiske dreng og på sin vis handlede konflikten om det.
Det var skønt at få lov til at sidde med til en konflikløsningssnak og meget wild.
Snakken gik på temperement og på at styre sig, og jeg tror hun er god til sit job skal jeg lige sige først, men til at starte med så tænkte jeg, at hun noglegange ignorerede hvad de sagde og snakkede hen over dem. Det handlede meget om den " hvide" drengs mangel på evne til at styre sit temperement. Han vil smadre og have hævn når han mister besindelsen. Han virker utroligt velsoigneret og som en rigtig dejlig lille villaknægt indtil han begynder at snakke om at blive vred. Han sidder helt stille og roligt og forstår ikke hvorfor hans klassekammerater kan andet end at grine hvis nogen begynder at slå på hinanden. Anyways...Hun siger han er blevet bedre til at styre sig og han siger han er lige dårlig til det, men at han bare bliver sendt over til hende mere sjældent. Først tænker jeg at hun ikke lytter, men i snakken med hende bagefter begynder jeg at tænke, at hun søger at positivt forstærke en ide i ham om at han er bedre end han tror.
Han snakker om hvordan han bliver virkelig vred når den anden dreng går " walla" med de ældre drenge og hvor smart han tror han er og hvor stor han spiller. Rapdrengen mener ikke han gør det overfor ham direkte men at han for nyligt har taget accenten til sig. Så siger hun at det er rapdrengens eget valg og han skal være bevidst om hvordan andre opfatter ham
og så får jeg lyst til at begynde at råbe " individ! Punk! Subkultur! Ret til at være anderledes og ikke bøje sig for konformiteten!" - jeg gør det ikke men jeg sidder og bliver lidt krænket over det.
Jeg får lov til at snakke lidt om at man ikke slår som voksen og den hvide dreng siger han forstår det,- rapdrengen spørger om man ikke må slå når man f.eks bliver overfaldet af tre andre drenge og efter en masse anekdotesnak tror jeg han fanger at det handler om at komme væk. Skubbe sig igennem eller hvad man nu kan for at komme væk.
Hun bliver ved med at understrege at de jo ikke er uvenner normalt og at de jo godt kan gå i klasse sammen og det virker på en eller anden måde faktisk ret godt.- det er også sandheden jo. Hun forklarer også dem begge at når nu den hvide dreng - som kommer fra en erklæret racistisk familie- har de holdninger han har, så er det jo aldrig på individer men på grupper. - det virker som en måde at få den hvide dreng til at spise endnu en skefuld tolerance.
Bagefter fik jeg lov til at snakke med hende da de rastløse drenge blev sendt over til spisning og der fik jeg liiige en masse baggrundshistorie. Skolen ligger i et hardcore område. Der hvor drengene bor er Bloods område og når hun påpeger for rapdrengen at han "tager en accent til sig" så er det faktisk hendes måde at gøre ham bevidst om, at han har evnen til at vælge og reflektere over hans valg - ikke for at beskytte ham imod racister, men i forhold til, at han hurtigt kan havne i bandemiliøer når man nu alligevel går rundt og leger at man er som dem. Dét var lige en øjenåbner. At hun også aktivt arbejder på at åbne den hvide dreng var tydeligt men for mig virkede hun meget mere sympatiserende overfor ham end rapdrengen, men da de var stukket afsted sagde hun " ja han sad der hélt kold ik" ...så det er lidt det der med at han tiltrak sig hendes opmærksomhed mest, fordi han er det største problem. Hvor rapdrengen har en tydeligere vej ud, så graver hun stadigvæk i den lille racist og søger at finde en måde hvor han kan begynde at se sig selv udefra.
Scary moment. Da hun snakkede om hvordan det at overvære vold kunne være ubehageligt for folk og hans øjenbryn erklærede ham fuldstændigt uforstående overfor det. Er det bare mig der tænker " han har set vold fra voksne?" tja...måske...
2 timer,- fuld action- jeg er glad og spændt på imorgen :)
Etiketter:
Aflastning,
dansk,
Konfliktløsning,
Mindmap,
Praktik
fredag den 7. januar 2011
praktik dag 4 fredag 7/1 2011
to timers dansk plus spisning med eleverne. Ikke umiddelbart den dramatiske dag, men vigtige ting skete.
Da eleverne skulle printe deres færdige dagopgaver ud i farver- hvilket foregår på biblioteket, så blev jeg tilbage med de elever der stadigvæk manglede at lave ting færdige og som ikke kunne komme til fordi de ikke allesammen kunne printe samtidigt. Idag har jeg snakket en masse med et par af drengene som ikke havde fået lavet det hele færdigt og sparret med dem omkring ords betydning, hvordan de formulerede sig, om ordstilling og sprog og generelt om hvor meget de havde skrevet ned. Det har været meget fint. Jeg havnede også i en snak med et par andre knægte der begyndte at snakke om, at de ikke kunne lide muslimer. Jeg bød ind med " der er vel også andre folk du ikke kan lide- det har vel ikke kun noget med religion/kultur at gøre" hvorefter de går over og imiterer wallasnak. Jeg prøvede men følte ikke jeg helt havde værktøj til at sætte dem på plads/perspektivere eller virkeligt at sige fra overfor hvad de sagde. De distraherede sig selv ud af samtalen, men jeg sad med en lidt impotent følelse og jeg vil gerne kigge mere ind i hvordan man håndterer den slags.
Jeg havde en interessant udfordring i at forklare en knægt hvad improvisering betyder. Især fordi han er god til og ved hvad free-style betyder. Heldigvis havde jeg massere af tid til at rode mig ud af min lange forklaring igen :) - monica der lige synes det er vigtigt at nævne at improvisation også findes inde for andre kunstarter og i erhvervslivet ( Note til selv : K.i.s.s.)
Derefter skal vi være i klasselokalet ( i en anden bygning) mens børnene spiser og jeg er somm planlagt den første af os to der kommer derover. Der er " må vi spise nu" hvilket jeg siger god for, efterfulgt af meget kaos og nogle drenge der slås for sjov. Jeg får lavet et " hey stop" og kigger rundt og ser at der stadigvæk er meget uorden. Så jeg siger noget ala " Det skal foregå stille og roligt " og så laver jeg klappesignalet...- OG de svarer! og en pige backer mig endda op med at sige " vi har en ny lærer nu" og så laver jeg et nyt klap hvor de alle falder til ro og lytter og så et trioliseret trick med kommentaren " lad os se om i kan følge den her" - og det virkede!!!!
Heldigvis kom lærerinden ind lige omkring der og startede hvad de nu har af snak omkring spisning,- men det var mig der fik ro i klassen og jeg gjorde det med den metode. Og jeg synes den rocker :) Min puls var på 180 imens men jeg holdt mit voksenansigt og det virkede og de reagerede positivt på mig. Hurra hurra hurra :)
Endnu en metode hun bruger i klassen : Smileys aka belønning for at have lavet lektier i løbet af ugen. - Hver fredag får de elever der har lavet deres lektier i løbet af ugen et klistermærke og til sommer tælles der op hvor godt de har klaret det. Intet lektiefravær = guld, et fravær = sølv og to fravær = bronce. Der er endda en lille symbolsk præmie oveni hatten til guldlektielaverne. Udover det kalder hun det ikke lektier men træning og hjemmeøvning. Jeg husker fra min første klaverlærer at jeg syntes det var super motiverende - hun brugte en lignende metode.
- Mit store spørgsmål til det her er,- hvad med de elever der slet ikke er med nok til at "konkurrere" med sig selv? Hvad er motivationssystemet til dem? Det glæder jeg mig til at spørge hende om til vejledning.
Min grænseprøvning idag var, at jeg havde taget 6 ud af 11 ørerstikker i for at se hvordan det blev taget imod af både elever, lærer og skoleleder. Skoleleder så det ikke så der er ikke noget feedback der,- lærerinde sagde " det pænt jeg ved dog ikke om man må have store piercinger" og eleverne pludrede løs om det og spurgte og syntes det var funky og påpegede tatoveringer. Så bonus til søde børn og hihi til lige at prøve det af.
Oveni i det fik jeg lige lavet liiidt debunking i slutningen af dagen med pigeflokken. Den ene spurgte til mit stjernetegn og fortalte hvordan nogen havde gættet hendes fødselsdag. Jeg demonstrerede " en mand i dit liv der hedder noget med M" og den fangede de rimeligt hurtigt og jeg sagde " det er trylletricks.- ihverttilfælde alle dem jeg har mødt har brugt tricks" og det fangede de og begyndte at tænke over. Og så fortalte flere af dem at de kunne tricks og jeg nævnte at jeg elsker dem og er rigtig dårlig til at lure dem. Så jeg tænker jeg kommer til at se nogle børn trylle i løbet af de næste par uger :)
Totalt sucess dag! har været fuldt optaget af nu'et hele dagen og nu skal jeg til kbh og til fredagsøl.
Etiketter:
Behaviorisme,
dansk,
grænseprøvning,
Praktik,
rasisme,
Smileys,
sucess
torsdag den 6. januar 2011
Praktikdag 3 torsdag d. 6/1 2011
Så... 1 times billedkunst og tre timers danskundervisning med et spisefrikvartersintermezzo som involverede, at være i klasselokalet mens eleverne spiste og så skynde sig over og spise selv. Første dag hvor jeg var ved at dø af sult. Det der børneri gør tilsyneladende sulten.
Nå. Mange ting oplevet og registreret.
45 minutter er idiotisk kort at have billedkunst i. For det første lige en peditesse - det ungerne laver ligenu hedder et diorama - ikke som læreren rettede mig : panorama. Anyways det var bare lige mig og wiki der havde brug for at have ret. Det er alt andet lige min blog og min lille snob-ventil. Når eleverne både skal pakke ud og dække af og så gøgle rundt med tingene og have tid til at pakke sammen, så giver det måske 25 minutters kreativt arbejde. Det er virkeligt dumt. Ingen vil tage billedkunst helt af skemaet, men det er en småstresset affære som ikke giver det det kunne, hvis faget blev taget ordentligt alvorligt. At udtrykke følelser og oplevelser og indtryk uden ord og lyd er en sund ting for et barn ifølge barneeksperten og idealisten Monica.
Der var drenge der slog på hinanden. Jeg er kun på nippet til at forstå hvor svært det er at holde overblik, - især når man skal hente ting og ordne ting i andre lokaler,- men jeg var lidt på dybt vand. Jeg overværede det og fik råbt noget ala "HEY!" med en voksen og grum stemme, men følte ikke jeg hverken havde værktøj eller mandat til at håndtere situationen med den alvor jeg egentligt synes den burde have. Jeg går ind for absolut nultolerance i forhold til at slå - om det så er halvt for sjov eller hvad det nu kunne være. Men jeg var ikke klar over hvor og hvordan og hvem og hvad. Man rør ikke børnene som udgangspunkt på den her skole og hvad så hvis de ligger og ruller rundt? Må man så hive den ene op i armen? Må man hvad? Dét er et fuldstændigt uafklaret område for mig i skrivende stund.
- Billedkunstlæren brugte vidst heller ikke klappesignalet.
Jeg interagerede med dem i billedkunst og viste et par tricks til en af pigerne om at lave en indianerdame af ler. Det var ret hyggeligt. Udover det har de tilsyneladende en lærer der bruger nogle af de samme bøger som min gamle formningslærer, for jeg sværger at min mor har et billede af to papegøjer et sted i en skuffe, som der hænger en nær tvilling af på en af deres fremvisningsvægge. Spøjst spøjst.
Så. Dansk! Tilbage i edb og to timer hvor de skiver deres opgaver så færdigt som muligt og derefter øver grammatisk komma online som opvarmning til at stavetjekke deres egne opgaver. Nogle var hurtigt færdige, andre ikke helt da de to timer var slut.
http://dsn.dk/arkiv/komma/medstart/ jeg skal selv køre den igennem et par gange tror jeg.
Drengen der arbejder med hiphop kom en masse til mig og vi snakkede cribs og death row records. Jeg tror han er en knægt der mangler såen stimulering i det hele taget,- og klasselæren gav mig ret og gav mig lidt baggrund der nok mest bare involvere en ikke så snakkende- og hårdt arbejdende familie. Men det føles godt at kunne snakke med ham om ting han går op i og faktisk vide noget. Nørd bonus på den konto.
Børnene har i det hele taget vænnet sig til at jeg er der og spørger mig, når dansklærerinden er optaget et andet sted. Jeg har ikke et problem med at fortælle dem når jeg ikke ved ting. Det tror jeg ikke er dårligt.
Så sad vi med dem mens de spiste og klasselæreren førte elegant smalltalk om lektier og de bøger de læser derhjemme. Derefter frokost til mig og sulten som en ulv. Snakkede med en af vikarene i pausen og kan godt mærke at der er forskel på mig og en pige der bor hjemme og holder sabbatår efter gymnasiet. Hendes reaktion på, at vi i " kristendom, livsoplysning og medborgerskab" bliver undervist i de gamle grækere var forundring, uforståendhed og en sammenligning med oldkundskab i gymnasiet. Sikke en masse man har nået at leve siden dengang. Hun er super sød og virker også nysgerrig på det hele. Idag oplevede jeg et par gange - med flere forskellige af de voksne, at jeg taler lige lovligt akademisk og det er en spøjs lille ting at bemærke.
sidste dansktime var i deres eget klasselokale som var første gang jeg oplevede dem dér med deres klasselærer.
1. Eleverne står bag ved stolene når timen starter. 2. hun bruger klappekoden. 3. de skulle også stå bag ved stolene ved timens slutning.
Det er mega interessant fordi det virker så gammeldags, men det er toppen af moderne pædagogik og det virker fabelagtigt. Rutinerne og ritualerne må være en del af, at de er utroligt meget roligere i hendes timer end i de andre. Altså...Det er alle søde børn uden mærkelige mærkeligheder, så udsvingene er ikke fra at de smider med borde til de pudser glorie,- men der er en klar forskel.
Hun fortalte at hun har gjort og i fremtiden kommer til at køre faste læsetider- hvor alle eleverne og hende selv læser skønlitteratur i 20 minutter. - udover det så har det et funky navn "Power læsning" - hvilket basalt set betyder " at læse uden at gøgle og fedte rundt" - jeg synes det er super at re-brande noget hvis det virker. - Hun forklarede også, at der findes skoler hvor der er fast læsetid samtidigt over hele skolen. Jeg synes det lyder genialt. Det er ikke sådan på denne skole dog.
Som hun selv påpegede i den vejledningstime vi havde i slutningen af dagen, så arbejder hun utroligt lidt ved tavlen og arbejder aktivt på at gøre dem til " studerende" mere end " elever" og følgende viser hvordan det giver pote.
3 times opgave var, at tage de udprintede opgaver og bytte dem med nogle andre og så skrive kommentarer til dem. Det var først lidt kaos og " hvem vil med mig" men så faldt der ro over det. Så var der noget imellem to piger der skulle ordnes ude for døren og jeg var tilbage i rummet med eleverne. ( Jeg var nede ved to af drengene der havde sat sig sammen og gav verbal feedback til hinanden for " jamen jeg har jo lige sagt hvad jeg synes" og fik forklaret at udfordringen jo var at skrive det ned fordi de kende hinanden og det var meget sværere at sætte ord på papier of få brugt en blyant- derefter sendte jeg den ene tilbage til sit bord og de gjorde som jeg bad om )
anyways... Så begyndte ungerne at være færdige med at skrive... Nu kunne mange forskellige ting ske. I min folkeskoleklasse ville vi have tænkt " færdig med opgaven nu har vi fri leg" og jeg forventede noget ala det eller noget tredie - nu skal der slås eller nu skal monica spørges om hvad vi nu skal....Men wow...De fandt bare nye til at læse deres opgaver og nye opgaver at læse og fortsatte med at skrive feed-back til hinanden. Jeg var dybt imponeret.
En af knægtene viste mig deres "mind maps" som de laver som en aktiv del af deres egen selvvurdering og målsætning i forhold til undervisning. Det var ret fantastisk at se en 11 påpege de ting han skulle øve sig i og hvordan han tænkte over sine evner. At dén her knægt er en charmetrold ala emil fra lønneberg gjorde det kun mere underholdende. Jeg skriver mere om mindmaps i næste uge hvor jeg får lov til at være med til at se dem skrive deres nye.
Derefter kom eleverne tilbage på egne pladser og blev instrueret i, hvad de næste dage kommer til at indeholde. Hun er altid meget på at sørge for at de ved hvad timen kommer til at indholde og hvad der kommer frem i forløbet. Det tror jeg er med til at skabe sikkerhed og ro i klassen.
Derefter spurgte hun ind til en 7 elevers dag ( 1 efter 1) hvor hun selv sagde hun havde haft en skøn dag og de alle havde været dejlige at være sammen med. Derefter spurgte hun de her ca 7 elever om at vurdere deres dag på en skala fra 1 til 5 og om at uddybe hvorfor de gav den vurdering de nu gjorde. Nogle af svarene :
4.5 - fordi jeg slog mit ben
5 - jeg synes det har virket
4.5 - fordi jeg synes vi blev lidt uvenner men det er godt igen ( og derefter ros fra læren for ærligheden)
osv... De udviste imponerende reflektionsevner når de bare kender rammerne.
Så havde jeg en times mellemtime hvor jeg fik indblik i livet på læreværelset da tre lærer sad og skulle skrive en anmodning om psykevaluering af en problemelev og så havde jeg en lille time med min praktiklærer hvor vi kiggede på hendes undervisningsplaner og hvordan hun organiserer sig, og hun kom med sine ideer om hvad jeg skal lave med eleverne i næste uge. Jeg bliver stadigvæk piv bange ved tanken,- men når jeg er i klasselokalet er jeg faktisk ok tilpas indtil videre. At det så lige er svensk!! som hun vil have jeg bruger min musikalitet til at undervise i ( de skal have nabosprog i år,- og undervisningsmaterialet er utroligt nemt at gå til) - det er bare tilfældighedernes tragikomik der byder op til dans. Jeg nikkede og smilede og kommer til at spille dem en skøn jazzudgave af "hvem kan segla"..men fuck det er unfair.... De er for unge til at forstå hadet til hipsters.
Etiketter:
billedkunst,
dansk,
konflikt,
links,
Praktik,
slåskamp,
vejledning
onsdag den 5. januar 2011
Praktik dag 2 - onsdag
Så... Idag 3 timers undervisning i alt og tiden flyver. Det er helt helt sikkert noget andet når man er ude i job, men ligenu er det på ingen måde så hårdt som jeg antog og frygtede.
Idag har jeg set 5.A fra en helt anden vinkel. Natur og Tekniklæreren er lige det jeg har brug for at møde i den sammenhæng. Hun kommer fra ældre elever og foretrækker dem også. Samtidig ville hun helst undervise Matematik, men fordi der er nogle lovgivningsmæssige ting med, hvormange man må tage til eksamen, så har hun den blanding af fag hun nu engang har. Samtidig har hun erfaringer fra USA så når vi snakker undervisningsformer og lokaler perspektiverer hun bredt og anderledes. Det har været spændende og jeg glæder mig til at følge hende 4 dage endnu.
Naturfag...Wow hvor har man lyst til at uddybe og forklare og påpege - og det er netop hendes problematik med en femte klasse. Der er simpelthen en begrænsning på hvad de kan forstå og følge med. Som hun sagde " i starten sagde de, at jeg brugte alt for svære ord, så nu skal jeg forberede tingene hjemmefra så det er så simpelt formuleret at de potentielt kan følge med".
Hun brugte ikke "klappe-teknikken" som Musiklærerinden jeg arbejdede med idag fortalte, er en alment gennemført teknik på hele skolen. Måske er det fordi hun er mere til undervisning af de store kontra de små. En af mine indskydelser har været, at skille de moderne lærere fra de konservative ved, om de bruger klapperiet eller ej,- men jeg har fattet stor sympati for Naturfagslærerinden, så jeg må snuse efter fremover.
Klassen var generelt meget mere urolig og jeg tror det havde meget at gøre med, at de egentlig ikke ved hvad det er de skal. Der var et reagensglaseksperiment og konklusionen blev næsten nået, men der var også spændende spørgsmål om hvordan øjet virker og hvad bakterier egentligt er. Det virker som en uendeligt svær balancegang at gøde deres nysgerrighed samtidigt med, at man har ting man skal nå og planer for timerne. Hun forklarede hvordan hun svarer men begrænser muligheden for videre spørgsmål og forklarer det med simple billeder hun kan vende tilbage til i senere undervisning. Det mindede mig meget om, hvordan jeg gør når jeg underviser i grundlæggende musik med den " det giver ikke mening nu, men vil forklare alt senere" Sætning.
Alle børnene- men især drengene var mere højlydte og to røg uden for døren. Det gav mening at det skulle ske, og det var interessant hvordan den ene af de to pressede og pressede på både læreren og de andre elevers nerver ( med lyde) og så blev helt paf over at ryge ud lige før eksperimenteringen startede. Det var instant brødebetyngethed og anger og de blev stående lige uden for døren og bankede på for at komme ind og deltage. Der er nogle dynamikker imellem nogle af ungerne som jeg tænker skubber det frem, siden han gerne ville være blevet.
Jeg håndterede en af de provokerende knægte ( i en pause hvor N/T læreren hentede grej) flydende. " Hey du Monica jeg vil vædde med at jeg ved mere om historie end dig" " ja det gør du sikkert " " F.eks hvornår startede første verdenskrig" " ingen anelse " Øh...hvad er du så god til? " " Musik" "orh jeg rapper bedre end dig!!" "Ok det lyder fedt" og så startede jeg et stamp klap - som to af de andre drenge hoppede med på og så fik han lov til at vise sig. Og han var god og jeg komplimenterede ham, - og efter timen så anbefalede jeg ham Stanley Most :) Så en trussel om at " tabe ansigt" blev ikke engang til at tryne ham,- men til at vi delte noget. Jeg håber det var den rigtige måde at håndtere det på. Jeg kunne ihverttilfælde ikke forestille mig et alternativ i selve situationen.
Musik var super. 2 klasse er drøn små og søde og lærerinden er fyldt med energi og ideer. Generelt virker det som et fag det er godt at være to lærere i, men hun kører dem normalt alene ( og bruger opmærksomheds-klapperiet godt) og det virker somom hun har fine koncepter. Det er utroligt svært at lære børn at det er det fede at være grundrytmen, men i det mindste prøver hun. Vi lavede noget begynderstomp og jeg hjalp ved at lede det ene hold. I den sammenhæng har jeg også brugt mit strenge blik ( tænk at jeg har sådan et! :-p ) og irettesat. Det er fint at jeg kan øve det lidt på børn på en trediedel af min egen størrelse. Hun gjorde kun én ting jeg ikke kunne fordrage og det er det samme som de gjorde i den anden musikklasse igår " Nu skal vi deles op - Drengene mod pigerne" WTF! Hvorfor? I et råbekor? Jeg tror det er en default opdeling som de smider afsted når de lige skal dele...hvis ikke det er det, så forstærker de en problematik imellem børnene som de burde trænes ud af. Den skurrer virkeligt i mine ører hver hver gang.
Imorgen er det billedkunst ( maleklatteri?) og tre timers dansk. Derefter planlægning med min praktiklærer. Forhåbentligvis kommer det til at føles som en rigtig lang dag. Ikke fordi jeg vil have det sådan, men jeg er bange for at det føles for nemt når jeg har så korte dage i forhold til hvordan det er i virkeligheden.
------------
Må man sende børn i timeout i et hjørne i steden for ude for døren?
Skal man være skrap eller kun halvskrap ( blød virker som umuligt)
Hvad er niveauet i de større klasser?
tirsdag den 4. januar 2011
Praktik dag 1.
Her på bloggen kommer jeg nu til at skrive mine praktikindtryk. Jeg har lyst til at have mine strøtanker samlet ét sted.
1 indtryk = blokfløjter er åndsvagt. To lærer og en tredieklasse og en masse ting der virker som musikundervisning,- aka fællessang med akkomp og kanonsang og derefter blokfløjte introduktion...men for satan! 1 - min første fordom om, at det ødelægger ens lyst til at leve - eller ihverttilfælde til at lytte- er fuldstændigt rigtig...en af eleverne sagde faktisk " jamen det gør ondt i mine ører" og selvfølgelig bliver man nød til at ignorere det. Det var sjovt nok 5 minutter før at en af lærene selv tog ørepropper i. Goddammit! Udover det...Ingen fokus på rytme eller takt, men mere på at forklare sangteksterne ( som eleverne var rimeligt ligeglade med) for dem mens man ikke fokuserede på, hvad det betyder at holde en rytme. Og superhadetingen nummer 1 = SID STILLE og lær musik!?!?!?!?! af alle fag i folkeskolen der er det da galimatias. Altså crazy. Imorgen skal jeg "observere" en anden og meget yngre musiklærerindes undervisning og nåede kort at snakke med hende i pausen. Hun har allerede vist dem stompvideoen 1 lejlighed 6 mennesker ( eller er det syv?) og arbejder med stomp med dem. Hun virkede begejstret for at jeg kan akkompangere og hjælpe med ting.
Jeg skal dampe udenfor med rygerne pgr signalværdi.- Det eneste sted jeg har dampet er på læreværelset- som ikke er synderligt tilgængeligt for eleverne,- men det er vel sådan den slags er.
Min praktiklærerinde har en CL ( cooperative learning) metode med at klappe en rytme hvorefter klassen klapper tilbage, som hun brugte til at starte undervisningsdelen af timen ( for der er lige noget tid med gøgl og info og uro før selve undervisningen går i gang), til at give dem en " nu er der 15 minutter tilbage" info og til slut. Det virker super tjekket og oveni i det mere rytmisk dannende end musikundervisningen ;)
Klassen er igang med at skrive frit-valgs-emne opgave som de skal færddiggøre i denne uge og fremlægge. De har haft grammatisk komma og det virker somom denne " skriv om noget i helt selv vil" emne er en snedig undskyldning for, at de derefter skal stavetjekke sig selv. Det er også noget med, at de skal øve sig i at tage noter når de møder ord de ikke forstår. De skal selv søge forklaringen online, i bøger eller hos lærer og derefter notere det ned i deres logbog. Det giver god mening for mig, fordi det også hjælper migselv og jeg synes det umiddelbart virker som en empowering teknik de kan have gavn af senere.
Børn... wau... De er helt utroligt gennemsigtige! Jeg er utroligt imponeret over, at min praktiklærer er meget varsom med at give dem mærkater overfor mig. Hun siger ikke " han er den langsomme eller hurtige" men " Ja...Han er hvem han er,- det finder du hurtigt ud af" og så et smil. Det synes jeg er super sejt. Og hun har ret. Der er allerede stor forskel på hvor udviklede de er, og hvor de er henne socialt. Det er meget spændende fordi de jo ender med allesammen at være voksne og komplekse og såen gennemsnitlige og ligenu er de spidse og specialiserede og indtagende. Jeg har lyst til at vide mere om dem :)
Det er meget spændende at se, om man kan tvinge sig selv til at være lige så engagerede i de lukkede som i dem der aktivt giver modspil og smil og interesse. Eller om det er omvendt...Om man ignorerer dem der godt kan til fordel for at åbne de lukkede. Begge dele er trist og sikkert en dans på en knivsæg.
Det var kun to timer og jeg var indstillet på tre. Det var ikke synderligt hårdt at stå på sidelinien her den første dag.
Selv med tungsind var det spændende og pirrende. Jeg bekymrer mig for, om det har været en naiivt simpel start.
Etiketter:
1 år,
dansk,
første uge,
musik,
Praktik
Abonner på:
Opslag (Atom)