den plastiske hjerne

Det er spøjst at blive imndet om noget jeg har følt før, syntes var en god indstilling til virkeligheden og som jeg så havde præsteret at glemme igen. Men igår fik jeg en solid dosis " du er attraktiv" skudt ind i hjernen, og dér opdagede jeg, at jeg havde glemt at jeg gav dem ret :)

Komplimenter kan man tygge på i 100 dage og jeg fik en hel lomme fuld. Det var dejligt og ryger ind på listen af ting som jeg lige have brug for.

Desuden præsterede jeg at drikke en solid mængde alkohol uden at gøre ting jeg fortryder idag og det er en dejlig udvikling.

Alt i alt havde jeg mig en meget dejlig weekend der har løftet noget af det triste.
- jeg er blå ligenu, men klokken er kvart over ulvetime og den tristhed vil jeg vælge at tilskrive min træthjernes typiske melankoli.

Vi er kommet igang med at træne igen og det er absolut vidunderligt. Jeg ønsker mig sådan, at jeg kan huske nøjagtigt hvor godt det er, når jeg næste gang bliver tvunget ud i en pause.

ugen der kommer står i preppens tegn. Prep til skole, prepp til fremtiden. Prepp til kæk :)

træt uden søvnighed afsnit 57305 kapitel y

det er bare det hele samlet. Det må det være. Der er ikke noget grundvoldsrystende galt som jeg kan pinpointe som hovedårsdagen og kilden til mit tungsind og gårsdagens vrede der idag har udvilket sig til en trist livslede.

 *armen og håndleddet gør ond og gør mig ulykkelig og bekymret for min musik og udvikling som musiker og ærgelig ved den glæde jeg havde ved at købe nyt trommeevneudviklingsmateriale

 *Den tidligere forstuvede ankel gør ondt ved strækforsøg og gør mig trist og giver mig en gammelkropsfølelse og en par points i dødsangs

 *Min menstuation er gået bananas (den har ellers været overvældende pålidelig siden jeg tabte mig) og jeg har det hyppigere og hyppigere og det gør mig bange for kræft og ufrugtbarhed...tænk hvis det umulige skulle ske og nogen ville have barn med mig, og at jeg så ikke skulle kunne alligevel...suk

 *min overførsel til det nye seminarie er ikke gennemført og det stresser mig. Hvert trin har indebåret logistiske og kommunikatoriske fejl fra de forskellige instandser. Oven i det gør stressen, at jeg ikke kan komme igang med at glæde mig tilfagene som jeg så gerne vil studere, og i stedenfor bare har "hvis jeg er heldig skal jeg rejse til fucking søborg" som overskrift for dét forløb og min nuværende tilstand skræmmer mig i forhold til overhoved at komme derhen. depression og lang transport plejer ikke at være min superevne :-/

 *Alle får børn og jeg kan ikke finde ud af at finde en der vil have dem med mig. Og da det ikke er en midlertidig "tørke" eller en "forbigående problemstilling" at jeg ikke kan lide dem ( der må være derude) der kan lide mig...så gør det mig gammel og træt.

 Jeg ved at jeg har godt af mennesker. Jeg ved _ikke_ hvor agressivt jeg skal søge at komme i kollektiv. Jeg ved jeg gerne ville finde en at bygge sandslotte med...men jeg ved igen ikke, om jeg burde forgælde mig og gå agressivt efter datingsider og...well---hvad ellers?

Jeg har muligheden for at sætte et scenarie op på blackbox cph, hvilket jeg føler jeg bør, men det ligger oveni et scenarie i sverige jeg gerne ville med til. Burde jeg endeligt få gjort noget ved det der organisering? eller bør jeg komme afsted og lave noget sjovt og møde svenskere? ligemeget hvad kommer jeg til at fortryde det...

når det går skævt

så var det lige ved at være helt forfærdeligt og at jeg ikke kunne fortsætte min uddannelse efter ferien fordi jeg skulle finde et seminarium. Fuld panik og kamp og rå vilje aktiveredes...Der kom en løsning og i forhold til alternativet var den klart at foretrække...men...nu står jeg overfor en hverdag hvor jeg nok skal rejse til søborg for at gå i skole og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg sidder i min ok lejlighed, men alene, uden sambo eller kollektiv og jeg er ikke synderligt begejstret.

Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...

Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.

Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.

Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?

Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(

I nattens mørke

Her er dejligt roligt, mørkt og stille... Det er jeg begyndt at nyde en helt mærrasse. Roen i soveværelset og varm dynetryghed.
Men jeg ligger her og er ængstelig. Ikke meget men heletiden i øjeblikket. Ængstelig og fyldt med ønsker som jeg burde sluge...burde holde inde og gøre en massiv indsats for at glemme. Fordi jeg jo egentligt mener, at de holder mig fra at være i nuet og fra at være lykkelig i nuet. At det holder mig fra autentisk liv...Men jeg kan ikke ryste dem af mig. Holdene mine veninders nyfødte tæt til kroppen og være fyldt med higen er så smertefuldt i en situation, hvor jeg burde være fyldt med lykke på deres vegne.

En lille magisk pige, som en dag ville blive voksen, sidder et sted i fantasiens verden og venter på at jeg finder nøglen. Og jeg kan mærke en rædsel ligge lige under overfladen i de her dage. En tiltagende panik ved tanken om en tilfældig ulykke, en sygdom...en eller anden dum fejl som kunne tage muligheden fra mig. you covet what you see, sagde hannibal lector, og det er nok derfor det føles så akut ligenu. Somom jeg ikke opdagede at der ville være et ræs imod dette og at jeg stadigvæk leger rundt imens alle andre får levet en drøm jeg også er fyldt af. Pludselig var jeg 30 og pludselig var de år jeg har spildt virkeligt vigtige og kunne være brugt på at blive en faktor i dette store spil omkring forhold, udfoldelse og familie.

Men jeg er her alene i mørket. Omgevet af fantasifødte muligheder og angsten for, at de aldrig kommer til denne virkelighed. Det var slemt nok at frygte, aldrig at finde en favn at hvile i igen...men dette er værre.

en ægte præstaton

når man bliver gammel som jeg, så bliver ens liv meget lig en " langt ude i skoven lå et lille bjerg" sang...

På melodien passer alting i en kæde når det skal opsummeres både udad og indad for at forstå sammenhængen med de følelser i aften for eksempel skulle rumme:

barnet i skolen

skolen blev skiftet

skiftet blev røvtur

røvtur gjor kampsur

livstråden er llaaaaaaaang og med knuder

anyways, i aften er en stor aften. Jeg har set, kæmpet og sejret. Det føles crazy og vidunderligt. Uvirkeligt og utroligt velfortjent. Jeg er her i mørket med stress der søger at sive ud af enhver porre med en grundfølelse af fuck-yeah og en rest af fuck jer! og en helt masse " dette er mit og helt mit eget og ingen kan tage det fra mig" og det er ikke til forhandling. Det er bare vidunderligt og virkeligt. På ødelagte ( ja dette er et plat dobbeltbillede) fødder har jeg taget de her skridt. Med hjælp men uden nogen der kæmpede kamp for mig som jeg skulle kæmpe. Mit eget, mit dyrebare. 

Jeg kunne synge en hel sang med den følelse i hjertet. Nynne you cant take that away from me og lignende og jeg burde ønske at sove, men svælger i śødmen endnu. Hvad er søvn overfor hjertets jubel? :)

grinding basisevner

Puha  jeg er rasløs i min selvvalgte fodlænke. Træningen er super givende og jeg føler mig virkeligt på rette spor i min selvfokusering og passen på min nye følsomhed, men jeg aner virkeligt ikke hvordan jeg får løst de problemer der opstår, når jeg ikke længere kan bruge mine gamle hyper-extroverte metoder til at håndtere stress og rastløshed. Måske er det derfor jeg har det mærkeligt med at skulle holde min fødselsdag på næste lørdag? at jeg egentligt ikke ved, hvem det er folk kommer for at fejre, eller om hun kommer til at være der. Altså...fordi jeg er igang med endnu en krise hvor jeg rydder op og finder ud af hvad jeg gemmer under skidtet. Fra extrovert til introvert føles ligenu som det særeste venden-hjem skift ever. Eller hvad det nu er...Måske er det bare noget der er vokset til med behov for at vælge fra som en vanvittig i de her dage. Det er noget spøjst kløjs

to dage til 30

og alt er af helvedet til...

Jeg får at vide af min fys, at det ikke er min skyld at jeg er i stykker i armen. Det er almindelig menneskelig natur at reagere frem for at være proaktiv og på dette punkt er jeg tilsyneladende ulideligt menneskelig.

Det er heller ikke min skyld at jeg har forstuvet foden.
Ej heller at jeg er blevet hoste-og-feber syg.

Men måske ér det min skyld, at jeg er så ubrugelig at denne omgang eksamner står og falder på et tidspunkt hvor det nærmest er for sent for mig at gøre andet. Og hvor alle de her syg og dårligdomme kan ødelægge enhver rest af selvtillid. Endda begynde at gnave på mit selvværd.

Jeg var så klar til at træde over tredivetærsklen med oprejst pande...men nu kan jeg i skrivende stund ikke se mig gøre andet end at slæbe mig over på en skamfyldt ubrugelig mave.