Jeg trænger til

tjaa....hvad er det der rumsterer?

I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.

Hvad er det jeg trænger til?

Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.

Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.

Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.

Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.

ny hjerne med gamle mønstre

Jeg er skræmt og træt og udmattet, skuffet, bange og bekymret. Imorgen skal jeg have modet til at snakke med mine lærere om mit problem med "den faglige forskydning" hvilket dette tilfælde er sproglig kode for, at jeg ikke har lyst til at besvære mig for at komme i skole for at sidde til udetalierede hurtige gennemgange af nybegyndermusikteori jeg selv har undervist i. Det er ubehagelig og ulækkert at skulle, men det her nuværende setup suger tilgengæld min lyst til at spille musik, til at blive lærer og til, at tillægge noget andet i min hverdag der har med skolen at gøre, nogen betydning eller værdi.

Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.

Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....

og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.

Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/

Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.

semesterstarten sætter tanker i gang

og det er på hele linien.

Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.

Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.

Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.

Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?

gamle monstre på nye flasker

og velkendte mønstre spinder sig rundt om tankerne. Ny skole = alt er i flux og jeg er træt og stresset - intet nyt der.

Men jeg spotter også en anden trend i en helt anden ende af mit liv. En gammel frygthandling som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved.

Mit hjerte længes og jeg holder det helt ind til kroppen. Helt tæt og helt tavst for at skåne det for de horrible ting jeg synes at vide vil ske imod det.

Samtidigt skal jeg høre på det i en uendelighed og dets naturlige godhjertethed bliver samtidigt til skinsyge der, låst fast i sin tavshed.

Jeg burde måske gå på opsøgende jagt med hjertet i munden, men hvorfor gør jeg det ikke? er det bare tryghed og følelsen af det velkendte der holder mig fra, at handle?  Jeg er så bange...så utroligt bange for mængden af medlidende afvisninger....Ja...det er nok en af mine største frygt. Medlidenhed...puha...hmm....Den må jeg lige tygge på.

Er det fordi jeg har set modtagerens ansigt i sådan en afvisning så tit? er det fordi jeg selv har prøvet dem? Er det fordi jeg forestiller mig uendelige nætter med triste tanker og spor af den andens lykkelige ligegyldighed. Er det fordi dét at jeg føler for nogen, gør dem skæbnebestemte til at finde lykken med en anden?

Selvmedlidenheden blomstrer i mine følelsers mødding og jeg lader mig holde tilbage af angst. Det må skuda være en klassisk combo om noget.

Jeg må læse noget klogt om det her. Det er da klart noget alle andre har regnet ud...nå nej...dammit. Hmm.... Prøv noget nyt for at opleve noget nyt? Jeg kender det her angstfængsel så ulideligt godt...Men hvad ville alternativet være? og vil jeg hade mig selv for ikke at lytte til bekymringen?

et kærligt blik

et kærligt blik kan vende vandende inden i fra ebbe til flod. Det kan stilne skrigene fra afgrunden og sætte benene i svingende dans. èt kærligt blik kan varme hjertet og sætte drømme tilbage i centeret af tankestrømmen.

Men ét blik, et smil, et kys holder ikke evigt.

Kys mig igen, kys mig i regnen til en ironisk kærlighedssang

--------------------------

Jeg har haft en dag i god energi. Aftenen er dog lidt grummemørk i kanterne. De gnaver sig ind men jeg varmer mig ved døgnet der er gået og holder fast i forundringen frem for fligen af mørket. Lunten der fører ind til den trætte kerne.

Rengøring som en bøn...

Der skrubbes og skures, sprayes og poleres, bruges knofedt og cilit-tjubang amok i det lille hjem som en stille bøn til et nådesløst univers: Hvis jeg nu får mere styr, endnu mere styr, mest styr på tingene- bliver det så please ikke nok som mine forældre lovede mig? Please bliver jeg så ikke glad og please bliver jeg så ikke elsket?

Som et forsøg på en rituel regn(af lykke)dans så skurer jeg hjørner og sprækker der ikke har set vand eller blevet set af menneskeøjne siden før jeg flyttede ind. Som længselsfyldte rubinskosklik slår jeg snavs løs og optimerer indretning. Som om jeg derigennem opfører en dæmning mod den tristhed jeg har været halvfyldt af i flere uger, men deri ligger det en stille angst for at stoppe og se på sprækkerne. Frygt for at revnerne springer op og følelsen af ulykkelighed overvælder mig. 

og så kom der et besøg fra vulkanøen og gav en dosis pep og samhørighed. Ville dog ønske det kom i flasker som kunne stå på lager...dog er dagen vendt fra frustration til dejlighed

alting i mudder

så hele næste år skal jeg læse musik og jeg burde danse rundt og synge hurra. Desværre er mit køle/fryseskab ret så sikkert afgået ved døden og jeg skal have overført min su...To ting som jeg er dresseret til at forvente kommer til at koste mig tid, ærgrelser og mange penge. Jeg er træt af verden og ikke sikker på om jeg stadigvæk er sløj, men jeg har lyst til at lægge mig ind under dynen igen og vente til tingene går over.

Jeg har endelig fået styr på det meste af min lejlighed, men lysten til at fikse køkkenet er røget med køleskabets dødsrallen. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Solen skinner og jeg havde lyst til at fikse ting...men energien er tørret ud på kontoen og jeg trænger til at blive serveret lidt varm kakao og kolde kys på øjenlågene....

Tilgengæld er ting ved at vokse til på andre fronter. Stille og roligt lader jeg min hjerne acceptere en eller anden form for ansvar overfor projekter og gruppeforløb. Det er smertefrit og kræver mest bare energi i kærlighed til projekt og medmennesker, frem for selvopfyldende energi.

Fordømt...det føles fuldstændigt uoverskueligt at vaske tøj, at jeg skal arbejde på tirsdag og at skulle gøre noget i denne dumme verden. Pis og røvsovs hvor er 1012 bare året hvor alt går galt.