En hel pøl af følelser

 I går blev jeg ramt af et tungsind. Efterårstungsind var nok en del af det. Aflysningen af den kommende weekends eventyr var også en del af det. Sådan kommunikationsudfordringer med nysvensken var helt sikkert også en del af det. Nok ikke en super stor del, men en fortløbende frustration der har ligget og taget 8% computeringskraft:

Jeg kan virkeligt godt lide dele af det menneske jeg har mødt. Skarp hjerne, rimelig fantastisk smag i litteratur, dejlige hænder og en krop jeg har meget lyst til at være tæt på. Der er også noget ved hans sind eller sindelag som jeg er meget tiltrukket af. Jeg vil gerne lege med ham. Men, men men. Det er dælme tungt med det her 'mellem faktiske møder' kommunikation. Det virker ikke super godt for mig størstedelen af tiden. Der er et par situationer hvor det har været super sjovt og dejligt. Og det har været ret rart med et løbende flow, men det er sgu så skide svært at lure hvor han er i det. Og det trigger uro og noget analyse-gøgl i mig. 

Det kan sagtens ske at det er mig der har særlige eller besværlige behov, men jeg er nået til at måtte være mig noget mere i det her. Altså ifht mine kommunikationsbehov. På en eller anden måde. Og i det her betyder det nok at trække mig lidt. Hvis der alligevel kun er kommunikation fordi jeg bliver ved med at hælde vand på møllen, så er det jo bare en form for selvbedrag...eller måske mildere sagt, såen en form for dukkespil hvor jeg styrer hele molevitten. Det gider jeg ikke. Sådan en form for social onani. 

Der er for mange tomme felter til at det glider nemt på en måde jeg trives i det på, og jeg har allerede en hjemme-relation hvor jeg laver en masse kommuniktaionsarbejde. Og har et arbejde hvor de gamle tunge mænd har brug for at jeg laver kommunikationsarbejde. Så det er en dyr ressource for mig. Selvom jeg er såen på kanten af, at falde rigtigt for ham og føler potentialet for dyb hengivenhed, så er handlen ikke bæredygtig for mig. Jeg har lyst til at mødes med ham og hænge ud og være nøgne og både blide og hårde, men om det kan komme i stand uden at det er drænene...det er jeg mere i tvivl om nu. Jeg vil gerne have relationer med følelser og sex og facination osv. Men jeg har ikke råd til at det koster mig super meget i øjeblikket. Der er alt for meget ifht at skulle starte familieterapi med min far og overleve på mit usikre job. 

Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at markere det overfor ham. Det kommer jo nok til at fise lidt ud når jeg trækker noget at mit kommunikationsarbejde. Men hvem ved? måske det bare gør det nemmere eller mindre pres på ham. Jeg har ingen anelse. 

Ud over det er der nu hul igennem til KP's anden flirt og kommunikationen var ikke bare vidunderligt tydelig og legende og direkte, men også bekræftende. Min sexisme er overbevist om forklaringen. Det bliver forhåbentligvist til et meetup inden jul og jeg er slet ikke kommet igang med at være nervøs over det endnu. Mine tæer krøller sig mest bare og jeg smiler. Jeg er ikke sikker på hvilket handle hun skal have endnu. Om det er noget med bas eller boulders eller noget helt tredie. Måske noget med kys...Nu får vi at se. 

Det har altså været påfaldende hvordan man kan sige ' ja og jeg vil godt og det er fedt du spørger' uden at sætte sig usikker eller påtrængende hvis man tør bruge flere ord. Eller måske tænker på hvordan det virker for modtageren. Eller hvad faen der ellers er forskellen. Måske det er kulturelt, men hvordan i alverden man så får noget som helst gjort i sverige det ved jeg ikke. Men det gør de jo og så er det vel bare sådan. Jeg synes også nysvensken er det bedste bud på en atypisk svensker jeg har mødt. Oh well. 

Jeg startede dagen helt håbløs og uden tryllestøv i min klokkeblomst-hat, men har præsteret at vende den stemning. Det er jeg super glad for. Jeg tror de daglige meditationer hjælper på mere end én måde. Også ifht at få lidt afstand til følelserne og ikke blive så fyldt af dem. Men det hjælper også at sørge for at planlægge eventyr :)

Når hjertet ser....?

 Det er god øvelse, om ikke andet. Det forklarede kattefyren mig i morges med dejlig aca-indsigt, dér inden solen stod op. Det er noget gøgl og det er ikke noget jeg ville kunne finde ud af at være i, hvis han ikke fandtes i ligningen. Altså kattefyren. og altså det her med nysvensken. Det er for pletvist og for langt væk. Men ja. God øvelse. 

Det giver mig dog mulighed for at opleve mønstre og reaktioner, samt ønsker og behov i en super tryg ramme. Derfor kattefyren støtter det og synes det er værd at blive ved med. Hvis jeg havde været uden den daglige støtte og varme...Ja så ved jeg at jeg ville have været meget mere usikker, jeg ville have brugt meget mere tid på at prøve at forstå hvad der sker med nysvensken og nok også have haft sværere ved at mærke hvor jeg var, såen nede under al uroen. Det er dét med social usikkerhed og angst som det kan spille ind i. 

Jeg er dér hvor jeg gerne vil se ham igen, men også derefter tror jeg må sætte en grænse og/eller få mere afklaring på relationen. Han præsterede at gøre noget der fik mit hjerte til at synge, så det gør mig mere sårbar, for nu har jeg følelser og dem gider jeg ikke få for meget i klemme. Åh ja. Der kom lige lidt bund i hvad der før var potentiale. Jeg kunne mærke jeg nok godt ville kunne lide ham, men den er lidt mere vitterlig nu. - At jeg crusher på nærmest alle jeg ruller rundt i lagnenerne med, er jo ikke det samme som at det holder ved. Det har jeg været igennem med ham her, men efter dét faldt på plads var det mest potentiale. Men alt det der foregik ifht det den selfie han sendte mig er simpelthen noget jeg så godt kan lide, at jeg kunne mærke mig trække mig. Det er blevet mere sårbart. 
Og det er ok. Det jeg har som mål er nu, at finde måder at være ved mig og ikke blive for henført. Ikke lave for meget arbejde. - Jeg kan godt gøre sådan, at vores kommunikation langt hen af vejen er sådan som jeg vil have den, så den kan give mig de følelser jeg ville synes jeg skulle fodre...Altså, sådan typisk femme-opdraget følelsesarbejde som også gør at det hele lever op til hvad jeg ønsker mig. Og det ville jo så få mine følelser bekræftiged og forstærket. Det tror jeg ikke jeg vil denne gang. Det er en dum ting vi bliver opdraget til, og når jeg samtidigt sideløbende bruger tid på at rådgive og vejlede veninder ud af de mønstre, så tænker jeg det er et god tidspunkt til at få øvet det selv. Endda super tryge omstændigher at øve det i ifht hvis jeg var ulykkeligt ensom og ville skubbe ønsker eller frygt over på en ellers udemærket flirt.  Derfra hvor jeg sidder nu tænker jeg at vi ses og er sammen igen og at det så også skal indeholde endnu en snak. Eller måske nærmere at jeg etablerer noget grænse? Eller siger tak for denne gang med mit småblafrende hjerte under armen? 

Det er måske sådan, at jeg bliver nød til at turde stå på et kommunikationsbehov eller preference selvom jeg hellere vil være langt ovre i en forståelse af den anden person. Hellere vil holde potentialet aktivt og ikke have så meget som risikoen for en konflikt. Men det nytter nok ikke noget i længden. Opdragelsen til det er bare meget stærk. 

Og dét fører os hjem til kattefyrens pointe om, at det er en ret tryg situation at øve det i. 

konfliktsky hakkedrenge hakker ængstelige mig i små arbejdsstykker...

 Jeg er virkeligt træt og træt af at være ængstelig. Bange og baldret i bærget af faktiske og usynlige bøh-mænd.

Mine kollegaer var bange for at jeg havde glemt at det var mig der stod for morgenmaden så derfor sladrede og stressede de løs det sidste døgn uden at snakke med mig. Den ene kollega jeg havde aftalt skulle hjælpe mig, sagde det til mig da vi var ude og købe ind i morges. 

og så skulle der snakkes casually om vold mod børn som rimelig afstraffelse. Kun én sagde dog han havde slået sine børn, de andre snakkede om hvordan de fik tæv og hvorfor dét eller hint var sjovt. 
Jeg undlod at holde på nogen som helst stemning og sagde jeg havde været afløb for min fars temperement. Der er ikke noget retfærdigt eller forståeligt over at slå på børn. 

Derefter er der endnu en situation ude i et forløb med at teste auditorier hvor jeg er væk og vender tilbage til den, ellers ret fornuftige, af mine kollegaer og spørger om han har startet det auditorie op han sagde han ville starte op da jeg forlod ham. Hans syrlige ' Nej - og det vidste du jo godt!' var kirsebærret på toppen af kollegiale interaktioner idag. Jeg er så træt. Han snakkede videre med leverandør og så fik jeg hans opmærksomhed igen og sagde 'B - jeg ved det ikke når jeg spørger.' og så blev det til et ' jeg har virkeligt meget i hovedet' fra hans side af. Han kommer med dem engang imellem, altså de her anklager om at jeg skulle være passivt agressiv eller hvad det nu er. Han tror tilsyneladende ikke på min oprigtighed eller hvad det nu er. Jeg vil bare gerne vide hvad der foregår! Jeg spørger når jeg skal forstå ting. Når jeg skal bruge fucking information. - Medmindre det er kattefyrens 'boligindretning via adhd' - så kan det ske jeg spørger fordi jeg ikke forstår hvorfor i alverden nogen stiller en skammel på en skammel med en hat på eller whatever. Men det er privat ffs.

Så jeg trænger til weekend. Rigtigt meget. Jeg vil gerne have fri i hoved og put og dyner og varmen og måske et karbad. Måske noget slow-cooked umami-mad. Og sove. 

Jeg er blevet ret opmærksom på hvor træt den her ængstelighed gør mig. Min kæbe er anspændt og mit hoved tungt. Min evne til at sortere i hvad der føles ængsteligt eller ej er også væk når jeg er træt. 
Kattefyren havde en hård dag på et gig igår og jeg er bekymret og pylret men er ængsteligheden ikke bare blødt over i det? Nysvensken er på get-away og min compersion er mudret af forsyningsangst. Ængsteligt ængstning. Træt. Træt trætterat. 

Gratis betyder ikke tilgængeligt

Angsten... Som måske er under min depression? - Jeg prøvede jo engang at komme i behandling for den. Det må have været omkring dating af helgenen tror jeg. Der fik jeg at vide at min tilbageviste diagnose stadigvæk stod et eller andet sted, så derfor kunne jeg ikke komme i gruppeterapi. Så måtte jeg på quest for at få tilbagevist min diagnose og ringe rundt og møde op og finde folk. Da jeg havde siddet til samtale med én psykiater og prøvet den absurde situation at skulle modbevise noget, så fik jeg en samtale med den overlæge der havde haft opsyn med afdelingen da jeg var tilknyttet og som sagde han aldrig så diagnosen passe på mig...

Men om det betød at jeg så faktisk har fået den tilbagevist og kan komme i angstbehandling. det ved jeg sgu ikke. For længden af questen for tilbagevisningen tog så lang tid at jeg tror jeg glemte formålet. Det har taget måneder. Måske længere. Så det nåede vidst aldrig tilbage til angst-gruppen som først afviste mig, selvom jeg så havde haft den her indsigt før. Så dét er typisk. Gratis betyder ikke tilgængeligt.
Så nu vil jeg prøve at få noget angstbehandling.

Jeg lever jo ok med det, men det kunne da være fantastisk befriende hvis jeg ikke dagligt brugte energi på at være bange. Det er måske en lidt bombastisk ambition, såen taget mit liv i betragtning, men det er da et værdigt mål. Nu hvor der ikke er nogen til at snakke det ned eller 'ej du var da så gladt et barn' eller alt det andet gaslighting der er foregået, så bliver det måske nemmere at lægge puslespillet og vægte de forskellige brikker retmæssigt og propertionelt. Anyways. Det er wack at det er så svært at få hjælp. Det er træls at det er dyrt når man ikke passer ind i en kasse. Men med erhvervspsykolog på job og måske noget mere ifht massør og egen læge, jamen så kan det da være jeg kan komme videre. Inshallah

At genskabe fortiden?

Det er måske den mest menneskelige længsel. Jeg er ikke sikker. Men måske er det ikke unikt for mig at hige efter, ikke at være alene. 
Jeg har været meget alene. Jeg har været meget isoleret og fremmedgjort igennem mit liv. Jeg har længtes meget efter, at det ikke skulle være sådan. Der har været mange ting jeg har undersøgt og afprøvet for at føle det mindre og der er tidspunkter i mit liv nu, hvor det virkeligt ikke føles sådan.

Men der er andre hvor det føles somom at kattefyren og jeg bare genskaber fortiden. Hvor han står frosset når jeg græder. Hvor han ikke kan andet end at gentage 'hvad har du brug for?' med en forventning om, at alle løsninger skal findes inde i mig. Med en blanding af 'det ved jeg ikke' og ' hvad vil du have jeg skal gøre' som bare isolerer mig mere og mere. At han er bange for størrelsen på min sorg og vrede og ulykkelighed og lader sig fylde op af den. At han ikke kan finde en hest der kan bære os begge. 

Og i dag er jeg så utroligt klar til bare at give op. Familieterapeuten har aflyst det længe afventede møde mellem vedkommende, min mor og jeg. Jeg har taget valium for at kunne sove og har haft kvalme i et døgn, så selvfølgeligt skulle det aflyses. Jeg føler mig som en idiot for ikke at have gættet dét twist. Det må aldrig være nemt eller snarligt overstået. Der skal altid være noget. Et eller andet. Så jeg tuder på en sti på arbejde. Jeg sidder heldigvis alene på kontoret. Men jeg har ikke mere i mig ligenu. Jeg kan ikke mere. Jeg er så slidt. 

Det er i de her situationer jeg ikke kan følge hvorfor jeg skal orke at prøve. Jeg løber tør for pep og konfetti og lykkelig forundring over de små ting. Jeg mærker bare listen over alt det der ikke virker og alt det jeg skal kæmpe med og for, for at kunne opretholde noget nogenlunde. Hvordan hver dag har så mange trin og så meget som er holdt sammen med en metaforisk tandstik. Hvordan trygheden er blevet hevet væk igen og igen og hvordan det er at leve med truslen konstant i øjeblikket. Jeg orker det ikke. Jeg kan ikke. 

Min nyeste overvejelse er, at jeg måske slet ikke var så deprimeret dengang dét var det primære behandlingsfokus. Altså åbenlyst var jeg deprimeret, men jeg er begyndt at overveje, om det at ligge helt stille også var en måde at overleve angsten på. Alt den super nemt forståelige angst over vold og en verden jeg ikke var blevet klædt på til at forstå overhoved. Når man er sit eget dannelsesprojek, så kræver det jo først at man gennemgår uendeligt mange akkavede og uforståelelige og angstfyldte situationer for at man opdager at man mangler at vide noget. Og derefter så starter processen med at finde ud af hvad fanden man ikke har lært. 'Alt' er for stor en problemstilling til at man kan favne den i én omgang, så det er blevet bid for bid. Så er det også til at glemme hvad hovedstolen af udfordringen var, når man har fået styr på én komponent. 

anyways. Jeg har meget lidt lyst til at findes ligenu. Det bliver sikkert bedre i morgen. Whatever. Jeg ville ønske jeg kunne blive reddet. Bare en gang imellem. Jeg er så træt. Jeg er så utroligt træt af at være min egen voksne i alting. 

Det er én af de ting der ikke er det værd. Det er måske et grundvilkår eller bare sådan vilkårene i mit liv er. Men jeg orker det ikke. Det gør jeg sikkert igen i morgen, men der er ikke noget mere modbydeligt end at være forladt. Det er lige tilbage i barndomshjemmet og at blive trøstet af fangevogteren. 'Ja monsteret er også slemt. Ja det lyder hårdt. Nej vi fjerne det ikke. Ja det er også træls. Ja puha.'

Helt landet. Og det er endt mere uventet fint

 Så er alle mine katastrofetanker (som kattefyren insisterer på at jeg kalder det - med rette) såen faldet på plads. De er identificeret ifht hvor de kommer fra. Fortiden er snuset lidt til igen og den må udvikle sig med mig. Det bliver med mere meditation, at finde terapi igen og holde forståelsen aktuel. Og meditere noget mere. 

Og når alt det nu er holdt op med at mudre, så står det lidt mere klart. Dejlig oplevelse, interessant menneske og en aftale om at opsøge hinanden igen på et tidspunkt som jeg gerne vil være med til. 

Det eneste som er lidt triggering er, at jeg er endt i crushy følelser! Det starter nogle af katastrofe-scaries igen. Så snart jeg isolerer nysvensken fra alt mit indre gøgl er det ikke noget problem, men det er boblet lidt op engang imellem med galde fra eks'erne. Ikke super nejs med reprisen af de traumer. 

 Meeen! Dét er faktisk lidt en del af mit crush-momentum. Jeg har en masse følelser om at have nogle følelser! Jeg har noget vitalisering som jeg er smask vild med og jeg har ikke lyst til at det stopper. Momentum derhjemme og vores udvikling er også med brændstof fra det her eventyr og jeg er vild med det. Så det gør det jo lidt sårbart og usikkert osv. Men ikke så farligt som mine medbragte dæmoner kan finde på at råbe Bøh! om. Det er fint. Det er udvikling. Så længe det snurrer så er der liv. 

Hvad det skal blive til i virkeligheden ved jeg ikke. Om det overhoved kan blive noget som helst med hans liv og kaos og krise og udvikling. Det er meget anderledes end den veletablerede basis som jeg havde håbet lå til grund for hans poly'ness. Men det er ok, bare ikke helt så simpelt som min dukkehusforestilling var.Vi/jeg er sikkert heller ikke hvad der var forventet. Det kan ske han havde håbet på mere garvede eller erfarne folk. Vi er nybegyndere sammen, selvom vi har erfaringer fra andre forhold. Men søde er vi om ikke andet. 

Så fjollede fine følelser. Men med såen et par bøller der er vågnet igen. Sug i maven og inspiration og legelyst. Meget godt, noget meh og lidt rigtig skidt. Det er vel så godt som det bliver. 

Det får mig også til at tænke, at det kommer til at lykkes fremadrettet, men hvor jeg er mere fri af min fortid, og med én som måske er lidt vild med at kommunikere. Det bliver fantastisk. 
For den her oplevelse er allerede ret dejlig og det er et ret tilfældigt match som jeg ikke aner om der er mere til end et hookup eller to. Når det lykkes at finde en der vil poly, så bliver det noget next-level shit. Og jeg er taknemmelig for, at finde ting at udvikle mig fra og med allerede, så jeg kan være bedre til det. 

............

Et spørgsmål jeg sidder med nu er også sådan: hvor meget af mine katastrofetanker er egentligt paranoia-rester? Jeg har jo gået med historien i næsten 20 år, at jeg 'har kommet mig'. At jeg fik styr på mine tanker osv. Men er det angst? Er det paranoia? Er det måske dét der bliver aktiveret? Bor de i samme del af hjernen men med lettere forskeligt tøj? 

Meditation og grounding - når det hele lige lander lidt

 Det er simpelthen så spændende - ikke nødvendigvis behageligt men spændende- at opleve hvordan ting bliver aktiveret og aktualiseret. At det så bliver til mere oprydning og roden rundt er hvad det er. Forhåbentligvist bliver jeg bedre og bedre til det. Også til næste og andre gange.

Igår mediterede jeg på nysvensken og det var en meget overraskende oplevelse. I meditationsinstruktionen var foreslaget at invitere personen ind og måske forestille sig at vedkommende sad på kanten af sengen eller ved siden af en. Og der landede min weekends oplevelse et lidt overraskende sted. Det var en super rolig oplevelse. Jeg kunne helt og holdent fornemme ham og min oplevelse af ham. Det var på ingen måder i familie med det stress jeg har haft med kommunikationen med ham. Han var den form og stemning som jeg oplevede. Det stiller skarp på min efterbearbejdning af Helgenen og Stockholmeren og de ar der er efterladt dér. Det giver måske nogle veje ind til også at snakke med psykolog om det. Måske også at meditere på dem. Dén tanke giver dælme nogle kropsreaktioner (kvalme) så det må betyde at der er noget at komme efter i de overvejelser. 

Ifht nysvensken så lægger jeg de store vurderinger og overvejelser fra mig for nu. Jeg behøver ikke at vide hvad det er eller ikke er. Jeg skal fokusere lidt på de ar der blev blotlagt. Det gør at det hele lægger sig i et 'go with the flow' niveau som er der jeg startede og gerne vil forblive.
Jeg føler mig ret taknemmelig for, at være blevet aktiveret på en måde og i en situation hvor jeg kan gøre noget ved det. Jeg har værktøj og kan skaffe flere. Jeg har muligheder og jeg har tryghed. 

Det at komme igang med at blogge igen er godt i sig selv. Det er også ret vildt at læse tilbage i nogle af de smertefulde tanker og oplevelser og føle udviklingen. Og føle omsorgen for mit yngre jeg. 

Det er wack at være en gammel dame nu med både gamle og nye ar. Men jeg ved mere om hvad jeg vil og hvordan jeg ønsker at være. Det bliver bedre og bedre. Måske jeg får lov til at dø i et nogenlunde ryddeligt sind!