Familieliv for fremtiden.....

 Så spekulerer jeg forhold. Og hvordan jeg skal forholde mig til det.

Ligenu er jeg der, hvor jeg elsker ham og har lyst til at være med ham. 

Det indebærer rejser og halløj og er spændende og fint.

Men kan det forblive sådan for evigt, når følgende problematikker træder i kraft.

Vi er låst i hver vores by. Måske ikke al tiden...måske med halve år i en anden havn...Men hans familie holder ham der på sigt, og min gør helt bestemt det samme. 

Dette forhindrer ikke nødvendigvis fortsættelsen af vores forhold...

Men... En af hans dealbreakers handler om intimitet og nærvær. Han har ikke et problem med at dele opmærksomheden, men det kan vel omskrives til, at han ikke vil være kærester til en, der samtidigt har et redebyggerforhold? ... Og...hvordan gøres det så?

Det er ikke fordi jeg ligenu kunne tænke mig til en anden at bygge og bo med derude i verden...men Spørgsmålet er, om der er grund til at overveje at stoppe mens legen er god...knuse eget hjerte istedenfor at blive knust af omstændighederne.

jeg ved det ikke...der er så lidt tid imellem os i øjeblikket, at jeg kan spekulere løs uden at have alle de mulige fakta med...

I øjeblikket giver det her forhold mig grubleren på konstant. Der er sket en masse som jeg prøver at finde hoved og hale på. Og det bliver jo på bedste long-distance manér ikke bedre af de begrænsede kommunikationsmåder og den evigt sparsomme sammenklang... 

Måske også fordi det står i kontrast til, hvor meget tid vi havde til hinanden i starten. Der er så mange ting der skal opleves før de er til at forstå hvad indebærer og hvordan...og som niveauet er ligenu, så er jeg enten til mere eller til mindre tid. Jeg elsker fint uden daglig kontakt. Uden ugentligt ligeså... 

Jeg elsker fint, med en forsøgt fælles hverdag, hvor teknologien gør sit yderste for at mindske afstande...

Jeg er ikke så lykkelig med den her nuværende strenge-og-dåse agtige ting, hvor vi mest bare pinger til hinanden for at bekræfte hinandens eksistens. Enten for meget ( men tynd) kontakt...eller for lidt...og hvordan det skal virke, er kun noget der kan blive afklaret vis der på et tidspunkt bliver mulighed og tid til at snakke om sådanoget her. 

Jeg sidder med spekulade og mangler måder at komme videre på... De skal nok komme...men jeg håber de når det inden jeg bliver gnaven og træt af det her... 

Det er på sin vis meget spændende. Jeg lærer en masse omkring mig selv og hvordan det er at blive tæt med et andet menneske på den her måde. Ligemeget hvor længe eller kort det er, så er det en stor oplevelse. 

Men jeg kan mærke, at det er noget bøvl at sidde med det alene. Det forstærker følelsen af afstand og ukontakt. Uforbundethed...

Men ligenu er jeg bundet til, at se hvordan vi fortsætter det her.

...denne nye flyttede skønne tømmerflåde bringer tankerne frem og tasterne i bevægelse...det er også godt :)

bittersød søndag...

 Her er så tomt her...så stille...Jeg savner dem.

En hel dag med far, mor og bror. En hel aften uden dem....

Det er altså stadigvæk unaturligt for mig, at være uden dem. Jeg ved at det ikke virker, det der med at bo sammen med sine ældre...ikke umiddelbart i den her del af verden ihverttilfælde. Jeg ville ønske det var en naturlig ting. Ihverttilfælde i samme by...Jeg kunne faktisk finde på at flytte til den dumme lille landsby for at være oftere sammen med dem.

Jeg savner det så meget ligenu. Det er ikke noget jeg bemærker til dagligt, men nu hvor mine sanser har været fyldt med familie, så er det bragdende og smerteligt tydeligt at de er væk. Jeg elsker dem så hjernedødt meget. Jeg savner dem ligenu næsten lige så meget som jeg elsker dem.

Jeg er et flokdyr...ikke skabt til alenelivet... Selvfølgelig har de sidste par år lært mig om kunsten at være alene og de mange glæder jeg får ud af det. Men jeg ville ønske denne lejlighed lå tættere på dem. Jeg ville ønske vi kunne ses en gang om ugen. Ønske at det bliver sådan engang i fremtiden. 

Det er vidunderligt at elske, men sørgeligt at skilles...love to family...og så gider jeg ikke skrive mere sødsuppe... sikke en skøn dag...sikke et stille og ensom aften...

rastløs søndag

det gør ondt i min hånd og min krop brokker sig...men jeg er for første gang siden gud hved hvornår hverken træt eller i søvnunderskud... Så...hvad nu?

Nu vågner den del af mig, som ellers har ligget i forventnings og kompetancekoma. Forventningerne til selv. Målet med livet. Ja hele balladen. Det er dejligt at mærke,- men også brand ubrugeligt på sådan en søndag hvor intet kan lade sig gøre. Men...måske er det ok...for jeg har en masse ting jeg skal overveje...og det er ca tre enten eller spørgsmål som skal vejes op.

Band eller rollespilsgruppen... ENten eller imorgen aften...

Fortælle eller slippe for lang transport og ballade...

Tysk eller festival...

Festival eller Stockholm...

Alt sammen ting jeg har lyst til...så dét er ikke dårligt... Men hvad vil jeg, når trætheden er væk og behovet for det umiddelbare svinder ind til en håndterbar størrelse?

Det er samtidigt interessant fordi de forskellige valg får konsekvenser for hinanden...

Så jeg er taknemmelig for, at jeg har et klart hoved til at overveje tingene med idag.

Klaveret blevet stemt og universitetet tilmeldt!

Idag er fem/seks sten falde fra mit hjerte og universet er på rette spor igen. Jeg har det som et nystemt klaver. Alt i mig er klar til at synge. Endelig...Fuck hvor har alting været stresset op og uendeligt tungt....I dag kan jeg flyve...

Det er dage som idag, hvor jeg kan sige "ok...det vil ikke være unfair hvis jeg døde idag" dette er en god tone at slutte på hvis man skal slutte.

Ikke at jeg overhoved vil dø...men det er for mig det smukkeste sted jeg gerne vil ende mine dage og idag er smuk.

Jeg har været så langt ude i alle andre og med alle andre...andre systemers krav og tvungen overvejelse og nu...endelig...er jeg helt helt hjemme igen. Geneobring af det hele...det er skønt.

Nu er der overskud til at gå efter kosten og humøret og søvnen igen. Tilbage på ruten og vejen ind i livet og mit eget sind.

Og jeg glæder mig. Selv tysk hele sommeren bliver dejligt...jeg snakkede med en anden elev der søgte et kursus...og det var skønt at snakke med en medstuderende igen...en anden der også vil fremad...Dejlige verden og hurra for min nye psykiater ;) hun var dælme en god klaverstemmer...

Så er prøven om 6 timer

Skide godt gået. Tak søvnløshed. Nu er det nu at det er nu. Og selvfølgelig er det så nu at det er nu at jeg på ingen måde er træt.

Og desværre var der ingen sovepille herhjemme, jeg kunne kombinere med en upperklass attitude og en halv liter vin.

Jeg ville ønske jeg røg hash stadigvæk. Godtnok ville jeg være bagskæv til prøven, men i det mindste ville jeg have kunne haft en eller anden form for søvn. Fuck... Jeg tør vædde en mindre brugt tå på, at jeg bliver brændende træt klokken 08 her til morgen. Og så skal jeg selvfølgelig også ud og optræde imorgen aften, så jeg kan på ingen måde overveje at køre igennem. Superstar er superklar til at gøre sig selv til en supernar igen igen.

Og hvordan i alverden kan jeg bruge det som en fordel? ikke en skid tror jeg på, at lærene vil synes at de kan være sympatiske, med udsigten til, at det her måske sker før en eksamen en dag. Fuck... Der er for meget på spil.

Hvad skete der med den vrede teenager med nerver af stål? Hvorfor fanden blev hun en gammel kælling med flossede kanter? Hvordan i alverden skal jeg nogensinde lære at komme over det her?

Jeg føler virkelig at jeg har kæmpet med det, - men jeg må gøre noget forkert. Siden jeg har været hér før, må det være fordi jeg har gjort noget af det samme igen. Og det er forkert og ærgeligt og dumt.

Mit kongerige for en løsning. En forløsning. En måde at komme ud af det her på.

..........

Idag så jeg et serieafsnit omkring selvbedrag. Det var endda så omsiggribende selvbedrag at det sendte mig direkte ind i sammenligning med paranoia. I betragtninger om ens selvrepræsenterende selvfortælling og den halvobjektive sandhed.

Det vækker altid tanker om, om min søvnmangel er fordi jeg er igang med et eller andet stort selvbedrag. Om det er et symptom på en mislyd som jeg har fortalt mig selv udenom. Om hele denne tunge og skønne " vendt hjem" oplevelse jeg har, bare er endnu en bizzar flugt fra et eller andet pis. Om jeg kun generelt er lykkelig fordi jeg lyver for mig selv.

Om min længsel efter at gå på musikvidenskab er fejlplaceret. Især på grund af den solide umulighed, der er ved at komme ind. Om jeg bare burde lære det og acceptere, at jeg nok ville have meget nemmere ved noget andet.

Men...bliver jeg nød til at sige...Jeg har aftalt med mig selv, at det er dén her virkelighed jeg holder mig til...ihverttilfælde indtil nogen siger noget drastisk. Nogle nok værende en flok... Men ligenu har jeg det som en af de forfærdelige mennesker i sangkonkurencer, hvis venner allesammen siger de synger drøn godt. Og som skulle have ladet være... Alle jeg kender bekræfter mig i, at musik er det rigtige...altså lige undtagen dem der afgører om jeg skal ind... Hurra...mon jeg er offer for en kollektiv bjørnetjeneste som kommer til at bide mig i røven om lidt? Nok ikke...men en fucking skræmmende tanke.

Såeh...Nu prøver jeg at hente noget nyt bogværk ned og se om jeg kan slappe lidt af til det...Sikke noget hø... øv

nattepanik

Så. Nu kan jeg se det for mig helt tydeligt. Hvordan jeg kikser Prima Vista læsningen igen...for nervøs til at kunne se den ene eller den anden vej. Og derefter endnu en omgang stemmetortur og en " duer ikke væk" kommentar... Jeg er ved at blive vanvittig. Fuck. Ligenu irriterer alting mig. Alle små detalier. Og selvfølgelig er det for at dække over, at jeg er bund rædselsslagen indeni ligenu. Jeg kan simpelthen ikke... Jeg kan simpelthen ikke bære hvis det ikke går. Jeg kan ikke rumme hvis jeg skal åbne det brev og se en sjælelig dødsdom printet på umedfølende papier. Det kan ikke passe...

Hvordan fanden kan alting være så tæt på og så langt fra alligevel? Er jeg helt skæv på virkeligheden? Er det derfor? Er det derfor at tingene altid kun næsten klikker? At jeg selv perverterer dem til ukendelighed? Er det fordi jeg har bedraget mig selv til troen om, at have fundet dybere ind og egentlig danser bag ved flere masker? Er det hele endnu en illusion. Endnu et et slør? Endnu en forvildet løgn?

Jeg kan ikke bære at have så meget længsel...Jeg kan ikke bære rundt på den her drøm, om noget andet end hvad der er... Jeg kunne sagtens blive på den her tømmerflåde...

Ligenu virker alt hvad der ikke er lige imorgen, lige om lidt, ligenu...som dumme drømme og illusioner. Jeg har håbet mig gul og grøn i hele hoved og kan ikke holde kroppen i ro længere. Jeg prikker alle ting igennem med en fængselssyl, for at finde den skjulte bombe....

Og jeg tænker igen igen, om det er lykkedes dem at knække noget vigtigt inde i mig. Om de har fået has på mig. Om grunden til at jeg bliver så træt indeni er, at jeg faktisk holder sammen på det hele heletiden. Står og prøver at holde taget oppe selvom de har klippet min styrke af mig. Hvordan kan jeg finde min tro på det her? Lige før endnu en målstreg?

Alt i mig skriger, at der ikke kommer svar nu...at det går galt og at jeg skal vente og slides til den næste prøve igen igen. Ligesom med revalideringen, kommer dette til at trækkes ud for evigt og derefter glide ud i vandet og efterlade mig på min tømmerflåde...måske med flere og nye piller til at gøre det her muligt.

Hvis min fremdrift er vævet af mine flossede nerver, så aner jeg ikke hvordan jeg kan ri dem sammen igen. Jeg er uendeligt bange... Øv...

Alting sat på spidsen igen. Alt hvad der betyder noget er oppe i luften...Jeg har ikke engang briller...fuck...jeg ved at jeg læser dårligere noder uden briller...og jeg kommer til at være panisk...og når jeg ikke klarer prima vistaen...så tænker de at der ikke er nogen grund til, at overveje at lade mig glide på stemmen...og stemmen er ikke god nok. Der er ikke sket nogen som helst forbedring. Fordi jeg ikke kunne magte at leve op til det. Fordi jeg ikke kunne komme op og gå til den stemmetræner...fordi jeg ikke kunne rumme at lave øvelserne. Jeg ved at jeg ikke fortjener den her chance på min disiplin...men jeg ville sådan ønske...håbe...længes efter, at det bare ville gå i orden. At jeg bare ville kunne få en fri tur for denne gang.

Sådan sagde den forkælede prinsesse, mens hun vandrede op mod tårnet, og håbede der var en téen så hun kunne sove i 100 år og aldrig blev nød til at blive skuffet...

F....F....Fuck flip flappere...

Så kom mavepinen med en tung ædruelighed. Kroppen satte sig tungt på virkeligheden og blæste lidt af de lyserøde skyer væk. Det var fantastisk, det var sjovt, - men nu er de mest berusende hormoner vidst ved at være dysset ned og virkeligheden stillet skarpt igen.

Men wau. Sikke en tur. Sikke en hjernedød selvforherligende rusjebane. Hvor kækt og skønt og blændende. Forblændende...

Såh... Hvad er det så, når tågerne letter? Dét er hvad min maveforpinte grublehjerne spekulerer på her i de lyse og søvnløse morgentimer. Nu hvor jeg bliver skubbet fra kroppen op i hjernen, så bliver omtanken mere om-sig-gribende. Spekulade-plader af lange længder og solide mængder.

Desuden er det hele omverdens massive skæbnefortællinger. " Mød familien" " Gennemgå ritualerne" " lad det bestå testsne"... bla... Så mange ting i det giver mig kvalme oveni. Fuck jer, der først nu mener jeg er i et legalt forhold til et andet menneske. Fuck de her forbandede fællesløgne. Fuck den potentielle flugt og selvfortabelse i den fællespsykose som flokkene af folk prøver at forløse igennem mig. Fuck jer.

Jeg får lyst til at smide det hele af helvedet til. Til at lukke dørene og ørene og vende tilbage til mit projekt. Til musikken og den spinkle jagt efter simple glæder.

Jeg har været igennem én tilpasningsprocess og det var både forvirrende og omsiggribende nok- og jeg er meget lykkelig for den og ligenu blændende taknemmelig for, at den gik så nemt. Tilsyneladende var der nærmest ingen af ritualerne der skulle opfyldes, og dog så meget glæde ved det dagligt.

Nu er det ikke bare såen kompliceret i forhold til hvordan tingene skal passe i min hjerne,- det er også en åben invitation til angreb fra alle vinkler, med mytemissiler og religiøse rim og remser. Jeg har virkeligt ikke lyst til at kæmpe. Ikke for noget som helst i øjeblikket. Og jeg kan ikke tåle, at det lidet kamp jeg har tilbage i mig, ikke bliver brugt på musikvidenskaben, kroppen og den forbandede stemme. Jeg har ikke kamp i mig til at blive forbandet over den åndsvage verden og folks forventninger. Jeg gider ikke indforståede blikke omkring ægteskaber og prædikner. Jeg gider ikke, at mine forældre opfører sig somom, at det er første gang nogen deler smuk kærlighed med mig.

For når dagen er omme, er det mig der skal tælle tingene sammen og føle plus eller minus. Det er mig der skal tage hånd om mit væsen, der i øjeblikket er en social bokseboldt.

Jeg længes så meget efter et samtaleforum, hvor det ikke er det usædvanelige, men normen. Hvor jeg ikke skal fanges igen og igen, i fjollede floskler og fortærskede formuleringer.

Ih jeg er så frustreret at jeg har lyst til at skrive alle sætninger med F ord. Fuck forpulede fnatmider af forholdsfikserede fistelstemmer og finker. Forbandet være flokkens forventninger og alle dens gerninger og alt dens væsen. Frihed frem for former. Følelser af fortryllelse til det forvirrede folk. Flammende fantastisk fribryderi for følelsen af fortabthed. Fronten findes. Men hvorfor fanden er det igen der, jeg skal finde mig selv?? Fuck dig verden.


-----------------------------------------------------------------------------------------
og ja... det er også fordi sæsonafslutningen af House stinker!