Meget meget interessant aften alt i alt. Med hele baduljen. Interessant mad, godt selskab og så...ingen alkohol. Jeg drak en cider efter maden og konstaterede, at jeg ikke havde lyst ( havde så også tømmermænd) Men meget interessant. Og jeg har haft en rigtig god aften. Det har været dejlige samtaler og godt samvær og jeg har en meget mærkelig og snigende oplevelse af, at jeg gerne vil have den samme oplevelse igen. Snart måske endda. Det er ligefør jeg er ivrig efter, at komme i byen, så jeg kan prøve at lade være med at drikke igen. Mærkeligt. Og jeg tænker det vil hjælpe på halsen også. Det her kropsprojekt er virkelig ved at gribe om sig altså :)

jeg tænker, at det kommer til at tage en uges tid før det begynder at virke med medicinen, men jeg ved det ikke.

Men jeg har simpelthen ikke kunne sove. Jeg skal egentligt til en øver, men ved ikke om jeg kan rumme det. Men det vækker en isnende frygt for, at brænde en eller anden bro. Jeg har altid en angst for, at mit søvnproblem vil spænde ben for mig. Øv

Nattedoku og tænketanker

så er det dokumenteret. Bare et år med musik giver hjerneudvikling på den seje måde. Forbindelsen imellem de to hjernehalvdele sparker f.eks mere røv. Det er fantastisk. Man undersøger, om specielt talentfulde børn har disse hjerneudviklinger fra starten af,- og det ville ikke undre mig synderligt hvis det var således. Mozart som en blanding af disse skønne forudsætninger og måske Asberger lyder ikke fuldstændigt vanvittigt.

Men alt andet lige så ér det - hvis vi altså kalder mere sammenhæng og bedre finmotorik, samt udviklet lytteevne - positivt. Hurra hvor det virker.

Jeg ser i øjeblikket forskellige serieprogrammer fra Natural Geographics og de er virkeligt svingende i kvalitet. Men "My brilliant Brain" er indtilvidere en skøn lille nørdet kiggen indenfor.

Og det stiller nogle smukke spørgsmål op. For - og måske er det bare producernes morale der skinner igennem til mig- det virker indtilvidere somom, at det ikke bliver nemmere at have et godt liv, selvom man har unikke evner. Det er i det hele taget meget spændende, så at tygge lidt på, hvordan vi gik fra at ville være en græsk helt og enestående med enestående evner, til at ville være manden i haven med hunden og den skønne familie. Men jeg løber af sporet. Indtilvidere viser de forbløffende talenter gang efter gang, en øget hjælpeløshed. Og en øget hjælpeløshed er vel også en mindsket frihed. Hmm... Men tilgengæld er den dybde deres talenter giver dem adgang til inde for deres områder også en slags frihed. Små smukke og mega-dybe universer af specialitet.

Så nu siger de også, at stimulering som ung powerbuffer intelligensen og lærelysten hos børn. Jeg glæder mig til at fortælle det til mine kære forældre - især min mor- så hun kan vide, at det endnu mere definitivt altså var de forfærdelige skodskræv af nogle modbydelige tæver der fuckede mig up, og ikke deres ungdommelige - og måske lettere naiive og til tider geniale og til tider ubehjælpsomme- opdragelse, der kastede mig ud i både vandvid og vanføre.

Når jeg kigger på alle de ting jeg er blevet holdt tilbage af, og som jeg kæmper for at blive fri fra, så er det ikke mig problemerne har været. Selvom det altid har været der jeg har kigget. Det lyder som en åbenlys selvhjælpserkendelse og sådan er det. Hip hurra og Yes-man til hvad det har af potentiale.

Gør mig omgængelig...

(Denne bøn blev fundet i 1610 på bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke, hvis navn eller beliggenhed jeg desværre ikke kender)

Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive gammel. Bevar mig fra den skrækkelige tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.

Fri mig for trangen til at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist; hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen. Forsegl mine læber for ord om bekymringer og smerter, de bliver flere og flere og lysten til at beklage sig over dem, vokser som årerne går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukomelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterstykker.

Giv mig evnen til at se noget positivt hvor jeg ikke har ventet det og gode sider hos mennesker jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.

Puha...jeg burde simpelthen vide bedre...

Men jeg blev vel overmodig eller noget. Så nu sidder jeg og med tåre trillende ud af hjertet, længsel i hænderne og smerte i sjælen. Hele mit jeg synger med i den triste melodi den tragiske fortælling tævede ind i mig. Jeg burde vide bedre.

Og det er selvom, at jeg er ved at have lært at huske, at fortællinger og bøger og film prøver at belære os og moralisere, mere end det er trusler om hvordan ens liv kan blive. Eller beskrivelser af hvad der har været. Flot skuespil og tunge toner i Brokeback Mountain. Og nysgerrigheden brændte mig igen.

Jeg burde vide bedre end at se ulykkelige film og film hvor folk dør, men denne gang var nysgerrigheden for meget. Og av av... Hvordan skal jeg nu kunne sove?

Hvis de nu bare havde ladet moraldelen blive ude, og bare vist smukke skønne og stærke mænd kæmpe om hinandens kys...såå havde det været en - mindre dyb men - god aften. Suk

Mellemlanding i " for-alvor" land

Så... Endnu en uventet dramatisk dag.

Jeg er holdt op med at ryge. Talepædagogdamen ringede mig faktisk op, efter at jeg havde været til samtale med hende idag, ogs sagde at hun havde tænkt over det. " Du SKAL holde op med at ryge" ellers kan hun intet gøre. Så jeg smed min nyindkøbte ( stadigvæk lidt romantisering om det) pakke orange kings i skraldespanden mens vi snakkede. Dét er hvad der skal til, - en god nok grund til at lade være. Somom jeg hellere vil ryge end fortsætte med at gå musikstudiernes vej.

Og så hjem og sove ovenpå en søvnløs nat og en sindsyg morhandling. Måske rygestop også kommer til at hjælpe på soveriet?

Troede Fastaval ville blive årets event, men jeg glæder mig som en vanvittig til knudepunkt. Til eventyret...til gensynet...Til det hele.

Jeg er groggy og har hovedpine og drømmer om sushi... Over and out fra det røgfri rumskib...

Dualitet og hængepartier

Såeh...jeg tænkte jeg havde fingeren på problemet...men det var slet ikke min legehobbies skyld. Tilgengæld har det virket på sin vis, at havne i så desperate tankeløjrer fik sparket min selvvilje i røven og medførte en integrering af en egenkomposition i bandet. Spændende.

Jeg har simpelthen bare brug for balancen og jeg glemmer den når jeg bliver presset for længe. Jeg fyder rundt på min tømmerflåde, omgevet af blide pleasermænd og forvirrede ungkvinder. Omgevet af halvhjertede redningsforsøg og bizzare understrømme. Som enhver anden rumrejsende længes jeg efter et gensyn med den blå himmel. Hvis den ikke snart kommer med sol og moden frugt, ender jeg med kabinekuller og skørbug...

Inspiration og....fornyelse?

Jeg har været ude og lege rollespil igår. Jeg har brugt en del tanker og tid i løbet af ugen op til, på at forberede hint rollespil....

Og her er min spekulationsting. Måske burde jeg holde op med det? Såen andet end det hyggelige d&d hver anden mandag. På et eller andet plan acceptere, at selvom det er drøn udfordrende og giver mig en myldriart ideer, så er det stadigvæk en leg.

Det jeg tænker er, at hvis jeg nu gav slip på det, så ville der være en panikperiode og derefter ville min udtrykstrang rykke over på den nærmeste anden udtryksform. Og det vil frigive energi til musik. Ligemeget hvor god jeg er til det rollespilsgeil, så er det jo hverken mad på bordet eller fremtid.

Måske er det fordi jeg i det heletaget er frustreret over, at der ikke er nogen udvikling i mine kunstformer, og så irriterer det mig selvfølgelig at rollespil er så uproduktivt når det nu tager en masse af min tid. Og det er ikke engang fordi min tid er værdifuld i øjeblikket...snarere tværtimod... Trist trist...

På en helt andet front...Hvordan i alverden tager man imod en kærlig, stor og gavmild gave på skrift?? Jeg har brugt de sidste par dage på at prøve at formulere et dejligt svar, som ikke er mærkeligt... Jeg har aldrig prøvet det før :) Men det er selvfølgelig en skøn problematik...Bare også drøn uvant.