Skal jeg stoppe en lille løbeild? Kan jeg?

Og hvad giver ild hvorhenne?

Min hellige ild er på så lavt blus, at det virker somom jeg ikke kan meget andet end at længes efter den. Mindet om gløden i brystet er nu så vag, at det eneste der er tilbage er ideologisk overbevisning om, at den bør være der og at den derfor også bør være vejviseren. Hvordan får jeg pustet den igang? hvilket brænde er der til den ild?

Mødet med tyskeren i fredags gav følelsen af flammer, men det er ikke de samme. Det er nøjagtigt så opfyldende og det varmer indefra, men det er ikke den ild som jeg længes efter skal fylde mig og styre. Det er en skøn en til, at lune sig ved, men den giver ikke den retfærdiges søvn.

Det er for mig et tegn på, hvor meget jeg kører på tom tank, at den her oplevelse i fredags nærmest drejede mit hoved af led. At jeg er mig ekstra bevidst om den tomme tank, er så hvad det er. Det er både fordi den anden ild viste et minde om at være brændende og fordi jeg vitterligt er facineret. Ikke nok til at det var mere end et par gnister, men ih...Det vækker min indre prinsesse i hendes længselsfængsel.

Jeg føler mig ikke rigtigt ægte når jeg ikke er til stede i min overbevisning og ligenu er den så sumpet ind i delmål at det er en rigtig svær størrelse...
Hmm....Jeg tror faktisk også, at jeg har et selvhadsdilemma ved, at det ikke nødvendigvis føles heelt lige så meningsfuldt efter jeg har afsluttet noget jeg syntes var sjovt. Det er dumt og derfor drøn plausibelt, at jeg har noget selvpineri på den konto.

Men der er vitterligt et problem med energien og med lysten. Det er måske årstidsbestemt og måske vitaminkaos, men det er en skide irriterende sten om halsen og det gør alting så tungt at danse med.

Jeg ved det er normaltilstanden for de fleste, at være i stand til at gøre hvad de gør, men jeg er utroligt stolt af det her skoleår og bare trist over, at jeg kan være så ulykkelig i bølger og så ensom, alt imens jeg danser den dans jeg nu engang forventes. Det gør verden kold og modbydelig.

tread carefully- i be lonely

jeg har lige haft en ganske så skøn weekend, som har efterladt mig lidt forslået. Ikke meget...eller rettere - weekendens begivenheder er i sig selv ikke nok til, at jeg burde være mærket, men min klare oplevelse er, at det er jeg. "Hvorfor nu det" er så spørgsmålet der har været omdrejningspunktet for alle mine ledige ( og nogle af mine " burde være optaget andetsteds" ) tanker og konklusionen er, at jeg i øjeblikket er skruet sammen på en måde, hvor en ret så uskyldig flirt ikke virker uskyldig på mig.

Hvad i alverden skal jeg dog gøre ved det- tænkte jeg så. Kan jeg aldrig igen flirte, fordi jeg er ensom i sjælen og alt for tørstig efter lindring til, at jeg er forsvarlig at have ude blandt almindelige mennesker?

Det åbenbaring der så kom til mig - som ankom med et suk helt inde fra det allerinderste i al sin forløsende samklang- er, at jeg kan forsvare mit længselsfyldte hjerte med en disclaimer og at det må være som det er. Om det så er mærkeligt eller bizzart må vige for, at det giver mig en mulighed for, at skærme mig lidt.

For jeg er måske en flirt og jeg er ihverttilfælde til at betage og tage med på eventyr. Men nu kan jeg så advare inden noget sker, som vil synke mit hjerte yderligere : Træd varsomt, jeg er længselsfyldt og ensom.

For det er jeg. Ensom og nu samtidigt et menneske, som har oplevet at være en der elsker og bliver elsket tilbage og oplevet, hvordan man kan vikle sit liv ind i en andens. Og jeg ønsker mig det virkeligt igen. Så jeg må skærme mig fra legende frimodige flirtere og påkalde mig deres medmenneskelighed i et ønske om, at de ikke fører mig bag ved døre og ud på dybt vand. Vælg en anden eller vælg mig fra, for jeg er ensom og længselsfuld.

Jeg er virkeligt et brændt barn de her dage, men det må også være til at kommuniere...Nu det har sit eget ordsprog  og alt muligt.

endnu en organiseringsdag

Helt konkret har jeg besluttet mig for, at skifte nodeopbevaringssystem. Det er en kæmpe opgave og har taget al den tid jeg orkede idag og kommer forhåbentligvis til at gå op i en højere enhed imorgen.

Det der er ved dét at rydde op herhjemme samtidigt med, at jeg har drukket kaffe med Hanna g i lufthavnen, gør at mit hoved følger trop. Roder op i gamle ting og prøver at organisere det på ny - det føles somom jeg ikke engang behøver at være synderligt aktiv i processen selv- det sker uden om min frivillighed. Men jeg bliver tvunget til at føle konsekvenserne af min indre kilde bliver rystet og det mørke bundsnask fra min fortid vælder op og fylder.

Jeg bliver så gevaldigt trist ved at tænke på, hvor mystiskt det var for mig at være sammen med T og hvor mange ting jeg ville have gjort anderledes hvis jeg havde anet hvordan det var at være sammen med nogen. Eller...Det gør mig trist når jeg forestiller mig, at det var den eneste gang jeg skulle prøve det. Jeg hader virkeligt at gå ind i ting/være i ting uden kendskab. At være viklet ind i forudindtagethed og selv bare være et mere eller mindre random reaktionsdyr. Men det ændrer sig ikke rigtigt. Jeg er altid mega forvirret første gang jeg gør ting og i øjeblikket er jeg bare taknemmelig over, at færre ting virker nye og mystiske. Det er en kilde til meget forundring for mig, at det er så utroligt tilfredsstillende at få styr på ting. Det kan være bittersødt og jeg ved ikke om jeg romantiserer processen når jeg begrunder bittersødmen med, at jeg bliver nød til at være ret så ærlig overfor mig selv for at få rigtigt styr på tingene. Jeg kan nærme mig "styret" uden problemer, men jeg oplever at det kræver at jeg går ærligt og klarsynet ind i det for at det rigtigt rykker. Og måske er det lidt selvpinende at insistere på at gennemrode min baggage, men når det medfører hvad jeg oplever som en tilfredsstillende raffinering, så er jeg lidt lykkelig. Jeg er også trist her i ulvetimen og eftertænksom og lidt træt af verdensstrukturen.

on the lips of madness

Så er det stilnet af og forhåbentligvis jævnet ud for denne gang. Det har været en god dag og små spirer af håb rykker. Jeg har investeret i fremtiden igen og har følelsen af, at det nu er min tur til at hælde benzin på motoren. Det er faktisk helt ok i en gruppeindsats og det føles super godt at jeg faktisk kan, når nu turen er min. Hverdagen er tilbage i hoved og blodet brænder lidt mindre.

Jeg er træt og slidt og vinterramt, men lige nu føles det som den samme vintertræghed alle andre fiser rundt med. Galden er dog slugt men ikke væk. Jeg har umiddelbart ikke lyst til at tale så meget om den og har lyst til at holde mig lidt for mig selv.

Ind i skallen kravler hun og venter på forår...

Fuck det shit

Er jeg et konkurrencemenneske? det blev jeg spurgt om en gang hvilket satte en masse tanker igang. En af grundene til, at det var svært at svare på er, at jeg der er utroligt mange vigtige ting jeg ikke ser som en konkurrence. Til gengæld elsker jeg at lave spil ud af kedelige ting...

Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.

Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.

Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.

Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.

Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.

Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....

Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...

Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.

Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.

Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.

at slippe med en krampet hånd...

Jeg er helt knudret op. Som en vredet karklud efterladt til at tørre med snavsevandet i sig i en krampagtig klump. Jeg længes efter at klaske sammen i en pøl af varmt vand og mærke noget af galden opløses og fibrene i knuderne løsne sig.

Åh gudfader. Hvordan kan det dog være så inderligt at eksistere? Hvordan kan det være så hjerteskærende og så livskraftsugende mondænt og banalt samtidigt? Jeg har lige husket, at vreden er en fin følelse som forløser for frustreret opgivenhed, men christ...Jeg har været så blændende arrig idag. Arrig og efterfølgende trist.

Lige nu aner jeg ikke hvad jeg føler. Det er velsignelsen ved ikke at sove. Træt drukner i sidste ende selv flammende raseri og tvinger til en ( om end lettere kunstig) afslapning...Måske jeg skulle finde et badekar et sted imorgen...

Jeg er træt af at hoste og være syg. Men i det hele taget er jeg også bare træt...Hvilket er bedre end både trist og vred.

"dagen derpå"

selvom det egentligt er to dage siden den store foreningsgenforeningsfest, så har jeg alligevel en følelse af dagen derpå. Måske...Måske er jeg bare træt af livet og dets kroniske omstændigheder. Dejlige skønne veninde sagde det så fint " det sidste år har bare været fyldt med...ja...Omstændigheder" og det er rigtigt.

Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.

Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.

Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.

Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.

Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?

Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.

* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.

* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.

* Jeg burde opsøge.

* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.

* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.

* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.

* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.

og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.

Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.