Dagen derpå er nyheden om min forskring- og derved den potentielle genopstandelse af min laptop kommet til mig. Hurra!
Samtidigt havde jeg en spøjs spøjs drøm.
Her i løbet af mit finske eventyr var jeg sammen med en Relationsanarkist. Et menneske som ikke ønsker at begrænse sine oplevelser af andre mennesker, til at foregå inde for rammer, der på forhånd er fastsat af andre.
Det er for mig også en nøjagtig definition på mit forhold til menneskelige forhold...
Den eneste og måske største forskel er, at jeg ikke har systemsat det. At jeg ikke prædiker det.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Men alt andet lige, så kan jeg ikke undgå at blive berørt af, at have den kontakt til et andet menneske...Og dét der måske er lidt skræmmende ér, at hvad der er prægende og bevægende for mig, er trivielt og hverdagsagtigt for en anden. - Naturligvis er det en fast del af livet,- men det er ikke nødvendigvis en synderlig fantastisk del.
For mig var det en betydningsfuld uge. Drøn spændende, Smuk, fin og for mig meget øm og bevægende.
Det har reddet mig fra at tænke, at min tilgang til samvær er mærkelig. At mit behov for detalieret kommunikation er umuligt.
Men det efterlader mig naturligvis- som alt i den dælens uge- men en lidt ensom følelse...Så fint noget var, så er det stadigvæk i fortiden. Men hurra for at det eksisterede anyways.
Ikke at ønske at lægge bånd eller regler ned over en relation er fint og amok. Trangen til nærhed og forståelse er noget helt andet, som jeg tror kan fare vild og blive blandet op med idealisme i den debat. Jeg ønsker virkelig ikke at være sammen med nogen, der ikke oplever at det er intimt og tæt og derfor har valgt, at være tæt - med netop mig. Ikke noget driftstyret trængen til...ikke noget behovstilfredsstillende...ikke noget - jeg bruger lige dig og du bruger sikkert også lige mig....- Men jeg aner ikke hvordan jeg undgår det... For verden overvælder og forfører og smigrer og danser rundt om mig... Hvilket jo også er dejligt på sin egen måde... I dunno...Jeg tror jeg søger at finde mig til rette med, at jeg blev berørt og betaget og måske ikke har haft den samme effekt den anden vej. Og at jeg ikke ved, om jeg ønsker at det er sket, - eller om jeg bare gerne vil have en klarhed over betydningen af situationen for mig. Altså en respektfyldt indsigt og trang til samme? Eller...?
måske er det sundere bare at slappe af...at tage det såen lidt pø om pø... jeg ved det ikke - Sikke et kompliceret rod det kan være at være menneskelig!
- Det her kom på ingen måde til at handle om min drøm. Men i skrivende stund har jeg også nået at glemme den.
Og endnu engang hurra for min laptop!
mandag den 7. april 2008
søndag den 6. april 2008
Mellemlanding på dokken...
Så for dælen...Sikke en tur.
Et saligt sammensurium af svenske samboer, saunasvedende salige og aseksuelle væsner, virkelighedsflugt-diskutioner i en nærmest uvirkelig setting og den mest hjerteskræende perspektivering jeg har haft af min hverdag i tusind år.
Jeg har grædt, jeg har handlet og jeg skriver nu. Sådan har det været at lande i min lejlighed.
Min kære moder spurgte til, om det var rart og om her var nogenlunde rent og så videre....
Jeg er nu ikke længere crowdsurfende og verdensudforskende Monica, der med sikkerhed kan hoppe fra dag til dag og forholde sig til sine opgaver ud fra et simpelt og planlagt program...Jeg er ikke længere omgevet af mennesker jeg svinger med eller som jeg elsker...eller som jeg elsker at svinge med... Eller spændende fremmede jeg kan udforske...
Jeg er arbejdsløse og randeksisterende.
jeg skal intet...
jeg er stadigvæk i limbo om min ret til noget som helst...
Jeg er skinnende dråber viklet i et etableret spindelvæv og jeg er ikke nyttig og jeg bliver ikke fundet...
Min verden er igen frosset fast til bunden af behandlingssystemet og alle de smukke drømme jeg viklede ud af ærmet i den sidste uge er i fare for at fryse fast med mig.
Jeg hader at være den det sker på bekostning af. Jeg hader, at jeg ikke selv kan konstruere systemer som er altfavnende....Hvis ikke jeg kan give et bud på, hvordan vi alle kan være her...hvordan kan jeg så brøle og rase over, at det lige er mig der er sorteper i det her samfund?
Igen har jeg hjemvé til et ikke-eksisterende sted. Igen længes jeg. Selvom jeg ved, at det ikke ville kunne holde sig kørende i længden med alkohol og personlige dramatiske horrorlinier og så videre... Det er kun så intenst og tilfredsstillende fordi det er midlertidigt...
Men kunne det ikke strække sig over en livstid? Burde det ikke? Nu livet er midlertidigt?
Den her gamle horrible stationære pc piver som et helt rumskib.
Måske hvis jeg lukker øjnene...
Så kan jeg med min magiske rollespilsevne gå, fra ubrugelig og sindslidende arbejdsløs revalideringsmodtager eller invalidepensionist med en ødelagt laptop og søvnproblemer...og tilbage til stedet hvor det nok skal gå...
På mit eget stjerneskib....
Et saligt sammensurium af svenske samboer, saunasvedende salige og aseksuelle væsner, virkelighedsflugt-diskutioner i en nærmest uvirkelig setting og den mest hjerteskræende perspektivering jeg har haft af min hverdag i tusind år.
Jeg har grædt, jeg har handlet og jeg skriver nu. Sådan har det været at lande i min lejlighed.
Min kære moder spurgte til, om det var rart og om her var nogenlunde rent og så videre....
Jeg er nu ikke længere crowdsurfende og verdensudforskende Monica, der med sikkerhed kan hoppe fra dag til dag og forholde sig til sine opgaver ud fra et simpelt og planlagt program...Jeg er ikke længere omgevet af mennesker jeg svinger med eller som jeg elsker...eller som jeg elsker at svinge med... Eller spændende fremmede jeg kan udforske...
Jeg er arbejdsløse og randeksisterende.
jeg skal intet...
jeg er stadigvæk i limbo om min ret til noget som helst...
Jeg er skinnende dråber viklet i et etableret spindelvæv og jeg er ikke nyttig og jeg bliver ikke fundet...
Min verden er igen frosset fast til bunden af behandlingssystemet og alle de smukke drømme jeg viklede ud af ærmet i den sidste uge er i fare for at fryse fast med mig.
Jeg hader at være den det sker på bekostning af. Jeg hader, at jeg ikke selv kan konstruere systemer som er altfavnende....Hvis ikke jeg kan give et bud på, hvordan vi alle kan være her...hvordan kan jeg så brøle og rase over, at det lige er mig der er sorteper i det her samfund?
Igen har jeg hjemvé til et ikke-eksisterende sted. Igen længes jeg. Selvom jeg ved, at det ikke ville kunne holde sig kørende i længden med alkohol og personlige dramatiske horrorlinier og så videre... Det er kun så intenst og tilfredsstillende fordi det er midlertidigt...
Men kunne det ikke strække sig over en livstid? Burde det ikke? Nu livet er midlertidigt?
Den her gamle horrible stationære pc piver som et helt rumskib.
Måske hvis jeg lukker øjnene...
Så kan jeg med min magiske rollespilsevne gå, fra ubrugelig og sindslidende arbejdsløs revalideringsmodtager eller invalidepensionist med en ødelagt laptop og søvnproblemer...og tilbage til stedet hvor det nok skal gå...
På mit eget stjerneskib....
fredag den 28. marts 2008
Asbergerbørn.....
Jeg har en rigtig nedtursdag idag. - Vågnede nedtrykt og har forsøgt at hæve humøret lige siden.
Det er sikkert både fordi jeg er bekymret omkring at skulle rejse, og frustreret over, at den bekymring overhoved er en del af mit liv.
Jeg har lige set " snow cake" og sidder med den hjælpeløse følelse af genkendelse.
Selvom jeg ved, at det er depressionen der gør alting svært. At det er søvnproblemerne der fremmedgører mig fra det gængse samfund...Selvom jeg ved de ting, så ændrer det ikke på, at det bare føles somom jeg er et rumvæsen...Og så er skridtet til mild autisme...til asberger...det er så nemt at tage i det dårlige humør...
Det er irrationelt og uvirkeligt...men det er længslen efter at mestre sig selv, uden succes, også på en eller anden måde.
Det er så mærkeligt at afvise så mange ting som underlegne, når man bare er en ubrugelig prinsesse.
Det er så mærkeligt at kunne rumme alting, og magte så lidt samtidigt.
Det er sikkert både fordi jeg er bekymret omkring at skulle rejse, og frustreret over, at den bekymring overhoved er en del af mit liv.
Jeg har lige set " snow cake" og sidder med den hjælpeløse følelse af genkendelse.
Selvom jeg ved, at det er depressionen der gør alting svært. At det er søvnproblemerne der fremmedgører mig fra det gængse samfund...Selvom jeg ved de ting, så ændrer det ikke på, at det bare føles somom jeg er et rumvæsen...Og så er skridtet til mild autisme...til asberger...det er så nemt at tage i det dårlige humør...
Det er irrationelt og uvirkeligt...men det er længslen efter at mestre sig selv, uden succes, også på en eller anden måde.
Det er så mærkeligt at afvise så mange ting som underlegne, når man bare er en ubrugelig prinsesse.
Det er så mærkeligt at kunne rumme alting, og magte så lidt samtidigt.
torsdag den 27. marts 2008
torsdag den 20. marts 2008
Morgenrant
sIgennem den vestlige historie, har der, groft set, været to dominerende opfattelser af musikkens væsen. De har afløst hinanden gang på gang som vores kultur har bevæget sig rundt om meningen med livet, universet og alt det der.
At musikken kommer fra oven/er større end os/gudsbenådet
At vi skaber musikken/at den der skaber musikken er vidunderlig...
Ligenu er vi i en klar " vi skaber musikken " tid...hvor musikeren endda generelt her i vesten bliver ophøjede halvt til helgener i en ellers rimeligt gudsløs tidsalder.
Grunden til at jeg blogger om det her? Det er fordi jeg egentligt er dybt uenig ;) - indsæt relativistisk disclaimer der understreger, at jeg naturligvis på ingen måde egentligt mener noget fordi alting er subjektivt og kun et udtryk for skriverens mening ligenu og bla.....;-p
For mig er musik et sted. En tilstand. Et sprog.
Tre ting som man ikke behøver at deltage i for at kunne lave lyde. Man kan i teorien leve hele livet af penge andre folk giver en for lyde man laver, uden nogensinde at være i musikken.
Man kan tilgenæld ( hvilket mange lykkelige mennesker - dog ikke så mange fra det kolde nord) sagtens kunne være i musikken, være musik og forstå hvad der bliver sagt,- men ikke selv kunne udtrykke sig.
Det lyder måske banalt og simpelt. Men den gennemgående opfattelse af musik og musikere her i danmark er, at de er gudsbenådede mystiske magiske væsner, der har det der unikke noget kaldet talent som forklarer, hvorfor resten af befolkningen ikke engang kan (klicheadvarsel) klappe på 2 og fire. - Såen en ansvarsfralæggelse i forhold til at give sig hen.
Og generelt så er vi der i vores prægningsdebat, at folk siger "millieu" når man spørger hvad der påvirker og udvikler. Givet, folk mener også at barnet kan have tilbøjeligheder, men aldrig med andre ting i samme grad som musik. Igen fordi musik til forskel for læregerningen eller det at kunne bygge et fucking hus, er magisk! hurra!
Så behøver vi ikke forholde os til rytmik, til grundstenene i vores musikalitet, til indlevelse og tonesprog...nej...vi kan bare være trygge forbrugere og elske vores guitarsolospillende jamsessionhatte...
Den eneste konspirationsteori jeg tror og prædiker er, at pladeindustrien købte adgang til musikundervisningen i 80 og 90'erne og ødelagde flere generationers musiknysgerrighed med "stille nu" på blokfløjte og klaves...
Og hvad fanden er det også? Klaves bruges i almen folkemund som eksemplet på et hjernedødt instrument...Gud fader...*rulle med øjnene*
Jeg tror min feber er ved at falde...min geist er ved at vende tilbage...Ihverttilfælde her til morgen.
Jeg hader ordet talent. - Selv hvis der findes fortrin for musik i nogle mennesker,- så er livet langt og vejen til udtryk igennem musik så mange, at det éne trappetrin folk ville starte højere, på ingen måde gør en forskel. - opdragelse og engagement i musik. Det er ting der virkelig batter. - At lege med sin bas hver gang man ser tv, at stene noder i toget, at gå i takt til musikken...at tage fucking et halvt års musikteori hos en ordentlig lærer.
Anyways... Jeg synes ordet talent bør slettes som det er nu, fordi det ikke længere får uinteresserede forældre til at lade deres børn spille,- men nærmere giver voksne og unge mennesker en undskyldning for aldrig at dykke ind i musikken.
Hvorfor så agressiv? Hvorfor ikke hvile i accepten af, at folk altid vil være forskellige?
Tja... Det er fordi jeg virkelig tror på frelse igennem musik. Virkelig ser og mærker hvad det kan gøre ved mig selv og andre. Virkelig bliver trist, når folk giver op uden at prøve, og altid gør det med undskyldninger, der blandt andet kan spores tilbage til den her form for "talent tænkning"
Der er mange kulturer der lever dybere med musikken, - som overlever igennem den på trods af utrolige mangler...Hvis vi i vores rige samfund kunne få den samme fuldendelse tror jeg virkelig verden ville dreje en ny vej om sin akse.
Musik som frelse :)
At musikken kommer fra oven/er større end os/gudsbenådet
At vi skaber musikken/at den der skaber musikken er vidunderlig...
Ligenu er vi i en klar " vi skaber musikken " tid...hvor musikeren endda generelt her i vesten bliver ophøjede halvt til helgener i en ellers rimeligt gudsløs tidsalder.
Grunden til at jeg blogger om det her? Det er fordi jeg egentligt er dybt uenig ;) - indsæt relativistisk disclaimer der understreger, at jeg naturligvis på ingen måde egentligt mener noget fordi alting er subjektivt og kun et udtryk for skriverens mening ligenu og bla.....;-p
For mig er musik et sted. En tilstand. Et sprog.
Tre ting som man ikke behøver at deltage i for at kunne lave lyde. Man kan i teorien leve hele livet af penge andre folk giver en for lyde man laver, uden nogensinde at være i musikken.
Man kan tilgenæld ( hvilket mange lykkelige mennesker - dog ikke så mange fra det kolde nord) sagtens kunne være i musikken, være musik og forstå hvad der bliver sagt,- men ikke selv kunne udtrykke sig.
Det lyder måske banalt og simpelt. Men den gennemgående opfattelse af musik og musikere her i danmark er, at de er gudsbenådede mystiske magiske væsner, der har det der unikke noget kaldet talent som forklarer, hvorfor resten af befolkningen ikke engang kan (klicheadvarsel) klappe på 2 og fire. - Såen en ansvarsfralæggelse i forhold til at give sig hen.
Og generelt så er vi der i vores prægningsdebat, at folk siger "millieu" når man spørger hvad der påvirker og udvikler. Givet, folk mener også at barnet kan have tilbøjeligheder, men aldrig med andre ting i samme grad som musik. Igen fordi musik til forskel for læregerningen eller det at kunne bygge et fucking hus, er magisk! hurra!
Så behøver vi ikke forholde os til rytmik, til grundstenene i vores musikalitet, til indlevelse og tonesprog...nej...vi kan bare være trygge forbrugere og elske vores guitarsolospillende jamsessionhatte...
Den eneste konspirationsteori jeg tror og prædiker er, at pladeindustrien købte adgang til musikundervisningen i 80 og 90'erne og ødelagde flere generationers musiknysgerrighed med "stille nu" på blokfløjte og klaves...
Og hvad fanden er det også? Klaves bruges i almen folkemund som eksemplet på et hjernedødt instrument...Gud fader...*rulle med øjnene*
Jeg tror min feber er ved at falde...min geist er ved at vende tilbage...Ihverttilfælde her til morgen.
Jeg hader ordet talent. - Selv hvis der findes fortrin for musik i nogle mennesker,- så er livet langt og vejen til udtryk igennem musik så mange, at det éne trappetrin folk ville starte højere, på ingen måde gør en forskel. - opdragelse og engagement i musik. Det er ting der virkelig batter. - At lege med sin bas hver gang man ser tv, at stene noder i toget, at gå i takt til musikken...at tage fucking et halvt års musikteori hos en ordentlig lærer.
Anyways... Jeg synes ordet talent bør slettes som det er nu, fordi det ikke længere får uinteresserede forældre til at lade deres børn spille,- men nærmere giver voksne og unge mennesker en undskyldning for aldrig at dykke ind i musikken.
Hvorfor så agressiv? Hvorfor ikke hvile i accepten af, at folk altid vil være forskellige?
Tja... Det er fordi jeg virkelig tror på frelse igennem musik. Virkelig ser og mærker hvad det kan gøre ved mig selv og andre. Virkelig bliver trist, når folk giver op uden at prøve, og altid gør det med undskyldninger, der blandt andet kan spores tilbage til den her form for "talent tænkning"
Der er mange kulturer der lever dybere med musikken, - som overlever igennem den på trods af utrolige mangler...Hvis vi i vores rige samfund kunne få den samme fuldendelse tror jeg virkelig verden ville dreje en ny vej om sin akse.
Musik som frelse :)
onsdag den 19. marts 2008
Tungt hjerte
Endnu en flis er blevet slået af min optimistiske drømmesjæl. Jeg er så trist nu, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Alles livsrytmer er vel forskellige...og det præger vores oplevelser af livet.
Min livsrytme er således, at den éne gang på et år hvor jeg bliver syg, er oven i en af de vigtigste - måske dén vigtigste sociale begivenhed - der er i min sociale kalender i løbet af året.
Det er ikke fordi jeg er svagelig...langt fra. Jeg bliver aldrig syg. Det eneste grundlag jeg har for at skulle have forventet det her er, at det er fucking vigtigt for mig.
Der var måske for mange ting jeg glædede mig til, samlet på ét sted.
Jeg er virkelig ikke religiøs eller overtroisk. Men dét her er det tætteste jeg er, på en umiddelbar irrationel oplevelse af verden....Udover, at der egentligt ikke er noget irrationelt over et imperisk baseret verdenssyn...<- Jeg ved det er bla...men sådan føles det.
hvad fanden skal jeg gøre? Hvorfor i alverden skal jeg overleve hvis det er så skide svært og ulykkeligt? Hvordan i alverden kan jeg danne mig en mening med tilværelsen, når det spinkle grundlag af glæde smuldrer under mig. Fuck.
Jeg ønsker at lære at føle det her igennem, så jeg måske kan slippe det.
Alles livsrytmer er vel forskellige...og det præger vores oplevelser af livet.
Min livsrytme er således, at den éne gang på et år hvor jeg bliver syg, er oven i en af de vigtigste - måske dén vigtigste sociale begivenhed - der er i min sociale kalender i løbet af året.
Det er ikke fordi jeg er svagelig...langt fra. Jeg bliver aldrig syg. Det eneste grundlag jeg har for at skulle have forventet det her er, at det er fucking vigtigt for mig.
Der var måske for mange ting jeg glædede mig til, samlet på ét sted.
Jeg er virkelig ikke religiøs eller overtroisk. Men dét her er det tætteste jeg er, på en umiddelbar irrationel oplevelse af verden....Udover, at der egentligt ikke er noget irrationelt over et imperisk baseret verdenssyn...<- Jeg ved det er bla...men sådan føles det.
hvad fanden skal jeg gøre? Hvorfor i alverden skal jeg overleve hvis det er så skide svært og ulykkeligt? Hvordan i alverden kan jeg danne mig en mening med tilværelsen, når det spinkle grundlag af glæde smuldrer under mig. Fuck.
Jeg ønsker at lære at føle det her igennem, så jeg måske kan slippe det.
Det eneste hun ville var at...
have såen en kold gelemaskeøjenkøler-og-formørker dims.
Alt andet i verden ligenu, er usle erstatninger for hvad der kunne være mine stakkels feberslidte øjnes frelse.
Det er dejligt at venner kommer og klapper på håret og trøster. Det er syndt at lillebror er blevet syg samtidigt så ingen af os kan tage os af hinanden.- medmindre det udliciteres...
Men...Men...Mine stakkels øjne brænder.
Hvis silver-lining girl skal finde et lyspunkt, så er det, at min døgnrytme ligenu er borgerlig som ind i helvede. Tilsyneladende tager det bare en feber før jeg kan vågne kl halv syv...men tilgengæld sover jeg jo så halvdelen af dagen væk. Såeh så godt går det alligevel ikke.
Men så har jeg jo noget at bruge de hæslige vågentimer på...Hvad kan erstatte en øjenkølerdims?
Indtilvidere er et telefonrør der har ligget i en nedkølet vindueskarm det bedste bud....save me good lort
Abonner på:
Opslag (Atom)