sIgennem den vestlige historie, har der, groft set, været to dominerende opfattelser af musikkens væsen. De har afløst hinanden gang på gang som vores kultur har bevæget sig rundt om meningen med livet, universet og alt det der.
At musikken kommer fra oven/er større end os/gudsbenådet
At vi skaber musikken/at den der skaber musikken er vidunderlig...
Ligenu er vi i en klar " vi skaber musikken " tid...hvor musikeren endda generelt her i vesten bliver ophøjede halvt til helgener i en ellers rimeligt gudsløs tidsalder.
Grunden til at jeg blogger om det her? Det er fordi jeg egentligt er dybt uenig ;) - indsæt relativistisk disclaimer der understreger, at jeg naturligvis på ingen måde egentligt mener noget fordi alting er subjektivt og kun et udtryk for skriverens mening ligenu og bla.....;-p
For mig er musik et sted. En tilstand. Et sprog.
Tre ting som man ikke behøver at deltage i for at kunne lave lyde. Man kan i teorien leve hele livet af penge andre folk giver en for lyde man laver, uden nogensinde at være i musikken.
Man kan tilgenæld ( hvilket mange lykkelige mennesker - dog ikke så mange fra det kolde nord) sagtens kunne være i musikken, være musik og forstå hvad der bliver sagt,- men ikke selv kunne udtrykke sig.
Det lyder måske banalt og simpelt. Men den gennemgående opfattelse af musik og musikere her i danmark er, at de er gudsbenådede mystiske magiske væsner, der har det der unikke noget kaldet talent som forklarer, hvorfor resten af befolkningen ikke engang kan (klicheadvarsel) klappe på 2 og fire. - Såen en ansvarsfralæggelse i forhold til at give sig hen.
Og generelt så er vi der i vores prægningsdebat, at folk siger "millieu" når man spørger hvad der påvirker og udvikler. Givet, folk mener også at barnet kan have tilbøjeligheder, men aldrig med andre ting i samme grad som musik. Igen fordi musik til forskel for læregerningen eller det at kunne bygge et fucking hus, er magisk! hurra!
Så behøver vi ikke forholde os til rytmik, til grundstenene i vores musikalitet, til indlevelse og tonesprog...nej...vi kan bare være trygge forbrugere og elske vores guitarsolospillende jamsessionhatte...
Den eneste konspirationsteori jeg tror og prædiker er, at pladeindustrien købte adgang til musikundervisningen i 80 og 90'erne og ødelagde flere generationers musiknysgerrighed med "stille nu" på blokfløjte og klaves...
Og hvad fanden er det også? Klaves bruges i almen folkemund som eksemplet på et hjernedødt instrument...Gud fader...*rulle med øjnene*
Jeg tror min feber er ved at falde...min geist er ved at vende tilbage...Ihverttilfælde her til morgen.
Jeg hader ordet talent. - Selv hvis der findes fortrin for musik i nogle mennesker,- så er livet langt og vejen til udtryk igennem musik så mange, at det éne trappetrin folk ville starte højere, på ingen måde gør en forskel. - opdragelse og engagement i musik. Det er ting der virkelig batter. - At lege med sin bas hver gang man ser tv, at stene noder i toget, at gå i takt til musikken...at tage fucking et halvt års musikteori hos en ordentlig lærer.
Anyways... Jeg synes ordet talent bør slettes som det er nu, fordi det ikke længere får uinteresserede forældre til at lade deres børn spille,- men nærmere giver voksne og unge mennesker en undskyldning for aldrig at dykke ind i musikken.
Hvorfor så agressiv? Hvorfor ikke hvile i accepten af, at folk altid vil være forskellige?
Tja... Det er fordi jeg virkelig tror på frelse igennem musik. Virkelig ser og mærker hvad det kan gøre ved mig selv og andre. Virkelig bliver trist, når folk giver op uden at prøve, og altid gør det med undskyldninger, der blandt andet kan spores tilbage til den her form for "talent tænkning"
Der er mange kulturer der lever dybere med musikken, - som overlever igennem den på trods af utrolige mangler...Hvis vi i vores rige samfund kunne få den samme fuldendelse tror jeg virkelig verden ville dreje en ny vej om sin akse.
Musik som frelse :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar